”Jeg tror fast på, at god musik forlænger livet”, sagde violinisten Yehudi Menuhin

 Fornøjeligt anderledes blæsermusik

Der er et dansk element i alle cd’er i denne omgang. Den første er den mest overraskende, den festligste, den livligste, på sin måde den mest komplicerede og alligevel den mest selvfølgelige at gå til. Blæserensemblet Carion kalder cd’en Schauspiel. Det er en hentydning til, man egentlig skulle kunne se musikerne, som scenisk spiller op til hinanden, mens de spiller. Det har man også kunnet på tv. Men man hører det også uden skærmen. Cd’en byder på ”skuespil” i en række meget inspirerende værker, så forskellige de end er.  

Den begynder med Beethovens opus 103, kvintetten i Es-dur, og den slutter såmænd med Eduardo di Capuas napolitanske sang ”O sole mio”, og får man her ikke en Pavarottis smæld, så får man musikalsk vid og charme.

Seks bagateller af György Ligeti vil for nogle lyde afskrækkende, men det er det langt fra. Ligeti var i disse seks melodiske små stykker inspireret af rumænsk folkemusik. Portugiseren Eurico Carrapatosos fem satser har til fælles en vis elegisk karakter, og de er alligevel i form og indhold forskellige afhængig af, hvilken af de fem blæsere, som fører an. Hver musiker har sin sats at gøre det i.

Stephen Montague skrev et kort stykke i 1999, som næsten manisk og magisk viser, hvad knalddygtige blæsere kan få frem alene af mundstykkerne af en særegen zoologisk have. Det stykke skal også de allermindste i familien lytte med på. Og så kommer resten måske af sig selv.

Så går det direkte tilbage til bøhmeren Antonio Rosettis Es-dur kvintet fra ca. 1780. På en måde er det fantastisk, at disse spring i tid og stil ikke fornemmes som sådanne. Endelig passer frankmanden Jaques Ibert med sin charmerende virtuositet godt ind i selskabet.

Det er en cd med musik, som man kan fornøje sig med og blive kvik i hovedet af. Sådan spiller de fem, fløjtisten Dóra Seres, oboisten Egil Upatniek, klarinettisten Egils Sefers, hornisten David M.A.P. Palmquist og fagottisten Niels Anders Vedsten Larsen. De fornøjer sig, og de brillerer med kvikhed i hovederne (www.carion.dk ARS38 143, Danacord).      

 Klaverplade for de mange

Pianisten Tonya Lemoh er født i Sydney og begyndte at spille klaver som femårig, da familien flyttede til London. Hun har studeret i USA, Australien og sluttede i solistklassen hos John Damgaard på Det jyske Musikkonservatorium i 2005. Der kom det danske ind i billedet. Jeg husker hendes afgangseksamen her som noget særligt. Tonya Lemoh er nu også lektor i soloklaver på Musikvidenskabeligt Institut på Københavns Universitet.

Hendes nye cd er optaget af teknikeren Clemens Johansen, som har givet cd’en en dejligt rund og naturlig klang, som klinger dybt sammen med Tonya Lemohs følsomme, klangfulde anslag og tolkninger. Det gør Brahms tre intermezzi i opus 117 til indtrængende og beroligende lytteoplevelser, som naturligt smukt glider over i fire af Franz Liszts betydeligste klaverværker, to mindre, men dejligt kendte ”Consolations”,  etuden ” Harmonies du soir” og ”La Vallées d’Obermann”, højdepunktet i Liszts musikalske rejser i Schweiz. Tonyah Lemon spiller ind i musikken og formår at udfolde det virtuose liv inden for denne afgrænsning, hvilket gør helheden så meget stærkere i følelsesudtrykket. Spanieren Granados afrunder med mere fornemt og poetisk miniaturearbejde.

Det er en cd, som vil kunne glæde mange, og som derfor også kan købes og gemmes som en følsom musikgave til mange, som endnu ikke ved, hvad de vil kunne opleve (Danacord DACOCD 743).  

 Firhændigt klaver

Tonyah Lemoh har sammen med kollegaen Cathrine Penderup også udgivet en cd med klavermusik for fire hænder. Også her er der Brahms, 16 af de dejligt inspirerende valse, og også her er der en afdeling spansk klavermusik af Granados. Den slutter mere usædvanligt med Samuel Barbers balletsuite ”Souvenirs”, som nok er værd at høre, og som har givet navn til hele cd’en. De to pianister spiller godt sammen. Blot finder jeg ikke tilstrækkeligt sans for det vittige og spidse i den indledende afdeling med Erik Satie inklusive et originalt hovedværk som de såkaldte tre ”pærestykker”, ”Trois morceaux en forme de poire”.  Teknisk klinger optagelsen desværre ikke så varmt og rundt som Lemohs ovenstående solo-cd. Den firhændige musik er udgivet på Danacord DACOCD 746.

 Et vellykket stykke musikopgravning

Cathrine Penderup har taget et godt initiativ med at indspille Emil Hartmanns klaverværker på et dobbeltsæt cd’er. Emil Hartmann (1836-98) var søn af den mere berømte J.P.E. Hartmann, som han uvægerligt måtte stå i skyggen af i hvert fald herhjemme. Hans navn blev større i udlandet, som han rejste en del i, og meget af hans musik blev da også udgivet i Tyskland. Cathrine Panderup erindrer i sine glimrende noter om, at også Emils mor, Emma Hartmann, født Zink, var komponist af sange og danse for klaver, og at det nok snarere var hende, som Emil lænede sig opad som komponist.

Det var hårdt at skulle være sin berømte faders søn og tilmed have den populære Niels W. Gade som svoger i familien. Emil Hartmann kunne da også lade sit temperament gå ud over negative anmeldere, men han havde også udpræget humor. Penderup fortæller en historie om, hvordan han på godset Fuglsang klædte sig ud som en tysk dame, som man ventede på besøg, og de senest ankommende gæster gennemskuede ikke, at Emil gav den som ”fru Ströhmer”. Beretningen herom er for lang til at kunne blive gentaget her, men den er værd at læse i pladehæftet. Det skal tilføjes, at Emil Hartmann også havde en mere mørk, melankolsk side.   

Lad os sige det sådan, at faderen Johann Peter Emilius Hartmann var en mere kraftfuld komponist. Men man kan sagtens med glæde lytte til sønnens mere beskedne klavermusik, som viser, at han selv beherskede instrumentet. Man får 15 ret forskellige værker, faktisk i alt 43 satser præget af sin tid. Hvad angår tid, så var Emil Hartmann i modsætning til sin far ikke et ordensmenneske og altså ikke flittig med at tilføje sine kompositioner et årstal eller et opusnummer. Men her er mange fortællinger, som giver stille nydelse, tidlige sonater, fine nordiske tonebilleder ”Fra Højlandet”, ”Jean de France”, hvor Holbergs frankofile Hans overføres til musik, ”Ballscenen” inspireret af Schumanns ”Carnaval”, mazurkaer med karakter af forskellig folkemusik, og naturligvis både romantik og danskhed (Danacord DACOCD 744-745).

 Dansk korsang som salgssucces?

Man kan næppe være i tvivl om, at den umiddelbart største salgssucces i denne omgang bliver ”The Golden Age of Danish Partsongs” med Ars Nova koret og Paul Hillier. Kombinationen af kor og dirigent har for længst skabt sig et velfortjent navn herhjemme og for den sags skyld også i udlandet. Korstandarden er høj, direktionen fornem. Hvorfor er jeg så ikke så ovenud begejstret, som jeg tror, at langt de fleste vil være? Det er næsten for dygtigt. Der smages på nogle af sangene, så de mister i naturlighed og kan få en antydning af krukkethed. Men det kan være en fornemmelse, som jeg er ene om at føle lidt irritation over, for der synges indrømmet klart, præcist og meget dygtigt.  

Udvalget er godt og alsidigt fra Carl Nielsen til Ib Nørholm, den sidstes fem sange i ”Mine danske kilder” er for mig det afsluttende højdepunkt med gedigen spændende kormusik i en fornem gengivelse. I mellem kommer smagsprøver på Kuhlau, Weyse, J.P.E. Hartmann, Niels W. Gade, Thomas Laub, Peter Heise og Svend S. Schultz, hvor man kan konstatere, at vi herhjemme virkelig har haft en guldalder med mere eller mindre nationale korsange. Og denne guldalder lever stadig. En god gaveide til udenlandske venner og forretningsforbindelser, som får de danske tekster med i en engelsk oversættelse (Dacapo 6.220568).

 Italiensk eller fransk guitarmusik?

Guitaristen Erik Tolstrup har sammensat en interessant cd med guitarmusik af Johann Sebastian Bach, blandt andet suiterne i D-dur og c-mol, af den tysk/polske Silvius Leopold Weiss en seks-satset suite i d-mol,  og af  Robert de Visée endnu en suite med stiliserede dansesatser med franske navne. Tolstrup gør i teksthæftet noget ud af at forklare forskellen på italiensk og fransk spillemåde, endda med rytmiske nodeeksempler. Han gør således opmærksom på, at Silvius Leopold Weiss, som han tidligere har indspillet en cd af (Barba 0997), fra ca. 1710 til 1714 boede i Rom, hvor Arcangelo Corelli prægede instrumentalmusikken.

Robert de Visée, som ca. 1680 blev ansat ved det franske hof, komponerede både for lut og barokguitar, et lille instrument med fem strenge. Det er altså en cd, hvor man ikke blot får god guitarmusik, men også lidt læsestof til at opdage mere i musikken (Barbarossa Barba 1113).

Foto: Tonya Lemoh

Læs også de seneste pladeartikler: ”Populært og tilmed gedigent” og ”Cd’er for liebhavere”