Aarhus Symfoniorkester har torsdag den 27. og fredag den 28. besøg af den store finske dirigent Leif Segerstam. Hovedværket på begge koncerter er Anton Bruckners niende og sidste symfoni. Den er kun i tre satser i stedet for fire. Bruckner nåede ikke mere, men det er også et spørgsmål, om den østrigske komponist ikke var tilfreds med de tre, inden han døde. Torsdag  aften opføres de tre satser, mens man fredag aften også kan høre en fjerdesats rekonstrueret af Nors Josephson.

Torsdag aften høres i stedet for denne fjerde sats uropførelsen af en symfoni af Leif Segerstam med det utrolige symfoninummer 262. Aarhus Symfoniorkesters  pressechef Mariann Sejer Nielsen har talt med komponisten om den, og nedenstående bringer vi som opvarmning til koncerten uddrag af samtalens indhold. For dem, der ret naturligt har fået lyst til at høre begge koncerter, kan man i tilgift til en billet købt til torsdag for fuld pris også komme til koncerten fredag for 100 kroner.   

Leif Segerstams Symfoni  nr. 262 er ”Inspireret af ARoS”, kunstmuseet i Aarhus, og er skrevet til Aarhus Symfoniorkester. Segerstam beskriver sin symfoni som musik i ”rosenkrans-form” et bede-armbånd med seks kugler, med seks musikalske perler. Symfonien har seks musikalske portioner, hver portion varer ca. 3-4 min. og kan beskrives som seks forskellige meditationer. Man kan som ”en spåkone” se/lytte sig ind i disse forskellige meditative åbenbaringer.  Segerstam har på Aros bl.a. ladet sig inspireret af en Byars-udstilling med marmor-kugler arrangeret i rosenkrans-form og desuden også af ”Boy”, ”Catch 12” og naturligvis ikke mindst ”Panorama–regnbuen”, hvor man ”svømmer i farver”. I Segerstams symfoni er er det klange, der svømmes i. Orkesterbesætningen fordrer bl.a. to harper og to klaverer, og pianisten Segerstam vil selv betjene det ene. Derimod er der ingen dirigent.

J0, Segerstam er nu oppe på en cyklus af 269 symfonier. Segerstams symfonier er i en enkelt sats, varer ca. 22. min. og er for dirigentløst orkester.  Symfonierne kan vare mellem 18 og 24 min., men ifølge Segerstam er 22 min. bedst. Hans filosofiske og symfoniske udgangspunkt er slutningen af landsmanden Sibelius’ Symfoni nr. 7, der også er i en enkelt 22 min. lang sats, og som åbnede en ny verden for den efterfølgende generation af symfonikere at skrive sig ind i. Ligesom mange andre store komponister gennem tiden, har Segerstam således tilsyneladende fundet sit medium i symfonigenren (Symfoni/Sym-fonia, græsk: samklang, harmoni, at klinge sammen). Samtidig er det generelt, at morsomme og af og til indforståede titler pryder hans værker, f.eks. Symfoni nr. 232 ”Textless Lines from Völvan” eller hvad med ”Fragmental Völvations from My Opera-to-Be” for ikke at glemme Nr. 236, ”OUT is outside…”.

Segerstam bruger sit eget notationssystem og tillader udøverne en vis frihed i de attributive funktioner, men dog ikke i tone-valget.  ”Tolerance og fleksibilitet i nu-punktets mangetydighed skal være aktiv vokabular for musikerne”, ifølge Segerstam selv, og han udtaler, at hans symfonier er ”en stor kammermusikalsk Happening”. For selv om podiet er tomt, er musikken faktisk dirigeret af gruppelederne, begyndende med koncertmesteren og de andre gruppeledere. Første-oboen for træ-blæserne og første-trompeten for messingblæserne. 

Så vidt Mariann Sejer Nielsen om en usædvanlig koncerr, en usædvanlig spændende koncert.  Man kan roligt sige: God fornøjelse.