Stilhed før Ringen

At der er gået 200 år siden Richard Wagners fødsel mærkes i langt højere grad end de 200 år siden Giuseppe Verdis fødsel. Er der for lidt debatstof for ikke at sige skandalestof at finde på om italieneren? Det har Verdis tilhængere lov til at opfatte som et plus for landmanden fra Sant’Agata ved Busseto. Verdis dejlige landejendom og den lille charmerende by er værd at gæste.

I denne omgang skal det ellers kun gælde Wagner. På hans egen festival i Bayreuth begynder man dag to den 26. juli på en ny omgang af ”Nibelungens ring” sat i scene af den altid problematiske teaterinstruktør Frank Castoft, chef for Volksbühne i Østberlin. Sjældent har der på forhånd været så megen kritik af en instruktør i Bayreuth. Men festspilchef Katharina Wagner har dog været fremme og rost Castorf. Om hans koncept, kampen om jordolien som vor tids guld, siger hun: ”Hvad jeg hidtil har set, gør indtryk”. Hun mener ikke, at Castorf kun er ude på at provokere: ”Han er en god instruktør”.

Meget er ikke røbet om opsætningen på forhånd, men altså nok til at Eleonore Büning i Frankfurter Allgemeine kan ironisere over, at der ”på festspilhøjen bores efter jordolie af en regiteater-pensionist, som åbenbart intet har hørt om vindmøller og solceller”.

De regerende søstre Katharina og Eva Pasquier-Wagner har aflyst de traditionelle pressemøder. Er det kun en udsættelse af stormen? Og vil det blive en storm, som får konsekvenser? Vil søstrene Wagner gå af i 2015 og for første gang overlade styret af festspillene til en eller flere uden for familien Wagner?

Generelle problemer i Bayreuth

Der er problemer i festspilhuset i Bayreuth. Facaden på huset smuldrer, og det koster penge, som man endnu ikke har. Der går rygter om, at forbundsstaten vil trække sig tilbage som bidragyder til festspillene, hvilket partiet De grønne naturligvis er parat til hvert øjeblik. Det er så ikke festspillenes problem, at Richard Wagners hjem, Wahnfried, som nu er museum, er lukket her i 200-året. Restaureringen af det er ikke færdiggjort til fødselsdagsåret, hvilket specielt Christian Thielemann har skældt ud over.

Katharina Wagner har gjort opmærksom på et problem, som år efter år vil give flere problemer. Det berømte festspilorkester samles af nogle af Tysklands bedste Wagner-musikere, som gerne tilbringer sommeren i det smukke Franken for at spille med, men det kræver godt en halv snes ugers orlov fra deres faste orkestre. Det bliver det stadig vanskeligere at få, fordi man mange steder er blevet klar over, at symfoniorkestrene og ikke mindst operaorkestrene også i sommermånederne må betjene et lokalt publikum.  

Castorfs udfald i den 11. time

Sidste nyt: På Spiegel Online kom Frank Castorf i weekenden alligevel med et udfald mod festspilledelsen. Hans forhold til festspilledelsen, de to søstre Katharina Wagner og Eva Pasquier-Wagner, minder ham om tiden i DDR: ”Enhver udefra er fjenden. Det er pure DDR.” Han har ikke set søstrene ”alt for ofte”. Deres interesse har specielt været hans punktlighed, og ”den er ikke min styrke.”

Efter eget udsagn har Castorf kun været ni dage om at sætte ”Rhinguldet” i scenen, og selv om den er den korsteste del af ”Ringen”s fire, regnes den for at være den scenisk vanskeligste. Han bruger ikke de store ord om sin version, men siger til Spiegel: ” Jeg vil ikke præsentere en ”århundredets ring”. En ”årets ring” er nok for mig.”

Bayreuths nye ”Nibelungens ring” kan ikke ses, men høres direkte over både Sveriges Radio P2 og på NDR-Kultur, som er ret udbredt i Danmark. Det bliver fredag den 26. fra kl. 18, lørdag den 27., mandag den 29. og onsdag den 31. fra kl. 16.00.  Danmarks Radios P2 sender også ”Ringen”, men det sker først, når gassen er gået af ballonen, nemlig som P2 koncerter den 8., 9., 10. og 11. august.

Ringen i København 

Da Richard Wagner i 1876 havde premiere på ”Ringen” i Bayreuth, ærgrede det ham, at han ikke havde mere tid. Han havde fundet ud af, at han gerne ville gøre det store værk kortere. Man behøver med andre ord ikke at råbe i kor med dem, som lidt tåbeligt udtaler, at ”skal det være ”Ringen”, skal det være i dens fulde længde”.

Det har familien Wagner heller ikke gjort. Jeg har med stor glæde set og hørt den tidligere chef i Bayreuth, Wolfgang Wagners strammede version, som blev afspillet på en enkelt dag i Reykjavik og naturligvis med tilbørligt forhold til den nordiske mytologi. Og hans datter, den oven for omtalte Katharina Wagner, skulle have iscenesat en ikke meget længere version på Teatro Colon i Buenos Aires, men da hun ankom til Argentina, fandt hun alt i et stort rod. Hun tog hjem, men projektet blev gennemført af andre og endda fulgt af gode anmeldelser i verdenspressen.  

København får også sin ”Ring” i 200-året, nok en formindsket forfinet, men dog en godt dækkende. Den blev formet af komponisten Jonathan Dove og instruktøren Graham Vick i 1990. Selveste Simon Rattle dirigerede uropførelsen i Birmingham. Der er nu ni timers musik i stedet for 13 en halv times musik. Er det i den stil, som Richard Wagner i Bayreuth begyndte at forestille sig? Næppe dog, men han var åben for stramninger på mere end en måde. Orkestret er reduceret til 18 musikere, og sangerstaben er på 12.  Og den er god.

En stærk dansk sangerbesætning

Stig Fogh Andersen synger tre store partier, Loge, Siegmund og Siegfried, samtidig med at han har det sceniske ansvar for opførelserne i det utraditionelle teaterrum, som Christians Kirken giver. Tina Kiberg synger Brünnhilde, Johannes Mannov er både Wotan og Gunther, Gitta-Maria Sjöberg både Sieglinde og Gutrune, og Lars Fosser både Alberich og Wotan, Anette Bod synger Fricka og Waltraute, Elisabeth Hanke blandt andet Erda, Vibeke Christensen blandt andet skovfuglen, Bo Kristian Jensen er Mime, Per Bak Nielsen Fafner og Hagen og Morten Dausgaard Fasolt og Hunding.

Flere af disse sangere er også med i Niels Borksands prægtige førsteindspilning på CDKlassisk af Hakon Børresens smukke opera ”Kaddara”, som foregår på Grønland. Om Niels Borksand skrev jeg allerede i 2007: ”Niels Borksand er en forstandig og følsom Wagner dirigent”. Jeg finder stadig, at der kun er grund til at glæde sig til denne herhjemme uretfærdigt oversete dirigents tolkning af den strammede udgave af Wagners ”Ringen”.  

Sagaen om ringen. Richard Wagners Nibelungens ring i Jonathan Doves og Graham Vicks version. Tre opførelser fredag-søndag 16.-18. august, 23.-25. august og 30./31. august/1. september. Christianskirken København. Samlet billetpris op til 1000 kr.  Enkelte forestillinger 400 kr. Billetbestilling: EasyTicket. 

Bayreuth direkte i danske biografer

Tilbage til åbningsdagen 25. juli på festspillene i Bayreuth. Åbningsforestillingen ”Den flyvende hollænder” transmitteres direkte til to danske biografer. Billetsalget har været pænt, men lidt uforståeligt er der endnu pladser. Opførelsen blev sidste år ved premieren en succes. Jan Philipp Glogers opsætning er ikke uforståeligt regiteater, selv om man vist nærmest skal forstå havet som en computer med talløse data. Vi får se. Verdens førende Wagner-dirigent Christian Thielemann dirigerer festspilorkestret i Bayreuths overdækkede orkestergrav.

Det sker den 25. juli fra klokken 17.15 med velkomstdrik og introduktion i CinemaxX biograferne, dels på Kalvebod Brygge 57, 1560 København V., billettelefon 70 101 202, dels i Bruuns Center Aarhus, M.P. Bruuns Gade 25, 8000 Aarhus C, billettelefon 70 120 101. Læs eventuelt mere i artiklen ”Vær med i Bayreuth-åbning” i omstående arkiv. 

Barenboim om antisemitisme

Daniel Barenboim er en af de jødiske dirigenter, som oftest har dirigeret Wagner. I den forløbne sæson har han stået i spidsen for ”Ringen” både hjemme på Staatsoper Berlin og på Scala Operaen i Milano. I London dirigerer han koncertopførelser af ”Ringen” på de berømte Promenade koncerter i Royal Albert Hall. Det sker 22., 26., 28. og 30. juli med Staatskapelle Berlin og bl.a. Nina Stemme, Bryn Terfel, Anja Kampe, Simon O’Neill og Lance Ryan.

I Radio Times blev Barenboim spurgt om, hvordan han som jøde forholdt sig til at dirigere Wagner, som er kendt for sine anti-semitiske udtalelser, og han svarede:

”Først og fremmest vil jeg sige, at Wagners anti-semitisme er afskyelig, på den anden side af alt acceptabelt.Han var en tysk nationalist i anden halvdel af det 19. århundrede. Alle nationalister på det tidspunkt – i England, Frankrig, Tyskland, Rusland – var anti-semitiske. Det var ikke usædvanligt.

Hitler så i ham – og i hans antisemitisme – en profet, og det er Wagners største ulykke, at han blev Hitlers favoritkomponist. Det var ikke Wagners skyld. Og operaerne er ikke anti-semitiske.

De har ikke noget at gøre med anti-semitiske spørgsmål. Hvis de gjorde, tror jeg ikke, at jeg ville kunne opføre dem.”