En af verdens smukkeste mezzosopraner, den lettiske Elina Garanca, venter sit andet barn til vinter. Det betyder, at hun har måttet aflyse sine engagementer på Metropolitan Operaen i sæsonen 2013-14. Hun skulle have sunget Octavian i tre opførelser af Richard Strauss’ ”Rosenkavaleren” og hovedpartiet i en ny opsætning af Massenets ”Werther”. Alice Cooke erstatter hende i ”Rosenkavaleren”, og Sophie Koch skal igen synge sammen med Jonas Kaufmann i ”Werther”, men for første gang på The Met.

På Royal Opera House i London må Garanca opgive genoptagelsen af sin Carmen til december. Da Garanca fik sin datter Catherine Louise i 2011, måtte hun af store ting aflyse The Mets åbningsforestilling, Donizettis ”Anna Bolena” med Anna Netrebko, og ”Don Giovanni” på La Scala i Milano.

Metropolitan Operaen kan samtidig meddele, at den britiske instruktør Deborah Warner, som skulle iscenesætte sæsonåbningen ”Jevgenij Onegin” af Tjaikovskij, skal opereres og derfor har meldt afbud. Hun erstattes af skuespillerinden Fiona Shaw.

Forleden annoncerede den polske koloratursopran Aleksandra Kurzak, som i år har udgivet en fremragende Rossini-cd på Decca, på sin hjemmeside: ”I dag er det min fødselsdag, og den mest lykkelige, så lad os gøre det officielt… Vi venter en BABY!!!” Samtidig viste hun en række foto af hende og barnets far, Roberto Alagna. Det er den første officielle bulletin om forholdet. Roberto Alagna har altså hurtigt nydt friheden efter skilsmissen fra Angela Gheorghiu.

Kurzak og Alagna mødtes i en serie opførelser af Donizettis ”L’elisir d’amore” på Covent Garden i London, og hun skulle igen have sunget i ”Kærlighedsdrikken” i London i tiden før fødslen i februar. Hun må antagelig også melde afbud til Gilda i ”Rigoletto” i Zürich og til Violetta i ”La traviata” hjemme i Polen.

The Met i politisk vind

Metropolitan Operaen er blevet kritiseret for den kommende opførelse af Tjaikovskijs ”Jevgenij Onegin” med premiere den 23. september, fordi den skal dirigeres af Marinskij-operaens chef Valerij Gergiev og har den russiske sopran Anna Netrebko som Tatjana. Hun sang for nylig sin første Tatjana med stor succes på Wiens Statsopera. Baggrunden er, at Gergiev og Netrebko begge støttede Vladimir Putin under valgkampen sidste år, og Putin har i juni i år gennemført en diskriminerende homoseksuel lov, som også kronprins Frederik har protesteret imod i OL-sammenhæng .

Derfor står nu både Metropolitan-operaen og de to kunstnere for skud i USA. I spidsen for en henvendelse til operaledelsen fra 1600 mere eller  mindre kendte folk fortrinsvis fra teater- og musikverdenen står skuespilleren og forfatteren Andrew Rudin, som anfører, at ”Tjaikovskij er den elskede komponist, som er den, der er mest kendt for sin homoseksualitet og for at have lidt derfor livet igennem. For Amerikas førende operahus er det at åbne sin sæson med et af hans værker fremført af en dirigent og en førende sopran, som støtter Putins nye diskriminerende homoseksuelle love, det samme som at vanære en stor kunstners værk og hans arv så vel som de fremskridt, som er gjort i vort eget land for at sikre lighed for borgerne.” Rudin opfordrer operaen til at dedicere opførelserne af Tjaikovskijs opera til LGTB, landsforeningen af bøsser, lesbiske, etc. .

Metropolitan Operaen gør opmærksom på, at den er stolt over at have været en kunstnerisk base for LGTB sangere, dirigenter, instruktører, scenografer og koreografer, og at den står bag alle dens kunstnere, uanset om de ønsker eller ikke ønsker at publicere deres personlige politiske meninger. Operaens ledelse gør opmærksom på, at dens mission er kunstnerisk, og at det ikke er passende at udnytte dens operaforestillinger politisk, uanset hvor fin og rigtig sagen er.

Anna Netrebko har ikke udtalt sig om Putins love på sin hjemmeside, men hun understreger her, at ”det er for hende som kunstner en stor glæde at arbejde sammen med alle sine vidunderlige kolleger uanset deres etniske oprindelse, tilhørsforhold, religion, køn og seksuelle orientering.”

Så behøver den vel ikke at være længere for hendes og The Mets vedkommende.

Kunst er da ikke arbejde

Det er en gammel historie, at kunst i alle dens nuancer ikke betragtes som arbejde. I øjeblikket er de implicerede underbetalte kulturarbejdere ved at organisere sig i protest. En facebook-gruppe med navnet ”Die traurigsten & unverschämtesten Künstler-Gagen & Auditionserlebnisse” havde forleden 11.751 medlemmer og vokser hver dag. Og det er både sørgeligt og uforskammet, hvad unge kunstnere tilbydes som honorar og behandles på optagelsesprøver.  

Operasangerinden Elisabeth Kulman har gjort opmærksom på problemet med en styrke og en klogskab, som har vakt opmærksomhed verden over. Hun arbejder under mottoet ”Art but fair”. Kulman gør det for sine yngre kolleger. Hun har sin økonomi på det tørre, har i øjeblikket succes som en festlig mrs. Quickly i Verdis ”Falstaff” på festspillene i Salzburg.

Et teater i Hamburg, ikke et af de store, ikke Thalia og Schauspielhaus, havde annonceret efter skuespillere. Prøvearbejdet blev ikke betalt, men blev tværtimod solgt som coaching, hvilket betød, at skuespillerne skulle betale 80 euro, altså 600 kr. om måneden for at prøve til en forestilling. Hvad var aftengagen så? Ingen, lød svaret. Det er naturligvis et outreret tilfælde, men det benyttes nu som det grove eksempel i kampen for bedre forhold.

En klassecellist i Salzburg som Peter Siegl spiller for at få budgettet til at løbe rundt også med i koncerter, som turistkoncernerne i byen arrangerer til høje billetpriser. En musiker får en gage på 20 euro. "Siger jeg nej, bliver jeg ikke spurgt igen. Kunstnere drives af idealisme. Det gør os lette at udnytte.” Trods alt siger Peter Siegl til Salzburger Nachrichten: ”Man må gøre det, som man brænder for.”

Elisabeth Kulman deltager også ivrigt i diskussioner på højt plan som Frontfrau i kunstnernes revolution.

Hun kritiserer endda festspillene i Salzburg for at give lave gager og have dårlige arbejdsbetingelser. Til Salzburger Nachrichten siger hun:

”Hvad vi her i Salzburg kritiserer, er kun toppen af isbjerget. De virkelige katastrofer ligger nedenunder, og det er resultatet af en årelang fejludvikling, som indtrængende må stoppes og vendes. I politik behandles kunst og kultur i dag i højere grad som en konsumgenstand underkastet regler for markedsøkonomi og uden at tage hensyn til, hvilken væsentlig betydning kunst og kultur har for ethvert menneske... derfor skriger de 11.751 kunstnere op på facebook... og det værste: Det rammer ikke blot kunstnere! Det er en almindelig tendens af umenneskeliggøren, som angår alle områder – det er grund nok til en revolution.” 

Professionel med en begynders sjæl

Placido Domingo er i Salzburg, og han bliver af OÖNachrichter (Oberösterreich) rost for stadig at være på toppen. Hans svar lyder: ”Sig det hellere sådan: Jeg synger stadig. Men med den samme lidenskab som før. Jeg har allerede i mange år været professionel, men jeg har dog en begynders sjæl.”

Avisen indleder: ”De var for nylig meget syg… ”, og Domingo afbryder: ”De mener, om jeg har beskæftiget mig med døden. Nå, livet, uanset hvor langt det er, er altid for kort. Stillet over for min sygdom har jeg naturligvis tænkt over det. Ser De, sofaen, som vi sidder på, er måske 70 år, blev måske repareret engang, men den ser fuldstændig ud som dengang. For os mennesker forholder det anderledes med forgængeligheden. Derfor tænker jeg, at man hver dag må leve, som er det den sidste. Men jeg vil sikkert reducere min kalender med terminer og leve med mere disciplin.”

”Ja, 2014 er der fodbold-VM. Det vil jeg tilpasse mine kontrakter efter.”

Et fagligt spørgsmål lyder, hvad det specielle er ved Verdis baryton-partier, som Domingo nu synger. Svaret lyder: ”To af hans børn døde som meget unge fra ham. Denne skrækkelige skæbne førte til, at han derefter skrev sin bedste musik for forholdet far og datter, far og søn. Han udtrykte sit livs tragedie i denne musik. Det er de mest dramatiske og mest vidunderlige kompositioner.”

Alexandre Kurzak og Roberto Alagna mødtes i høet i Donizettis ”L’elisir d’amore” på Covent Garden. Foto:  Catherine Ashmore