Udtrykket ”en blandet landhandel” er velkendt.  Årets traditionelle Festuge Classic koncerter i Aarhus Festuge kan i samme spor passende kaldes ”en blandet luksusforretning for musikkens gourmet’er”. Programmet er ret springende for en klassisk koncert at være, men de enkelte hovedretter er udsøgt lækre.

En ung verdenssopran veksler med en ung stjerne i celloens verden, og de dirigeres af en 25-årig pultbehersker stærkt på vej opad. At cellosolisten er storesøster i den amerikanske musikerfamilie Weilerstein, og at dirigenten er hendes lillebror gør kun det hele mere raffineret. 

Lidt historie om koncerten

Først lidt historie. Ideen om Festuge Classic var et udspil i 2006 fra JP Aarhus’ daværende chefredaktør Jens Kaiser, og i de første år var Jyllands-Posten medarrangør af den årlige koncert. Der var egentlig to hovedformål med den, nemlig at spille humørgivende klassisk musik for et voksent publikum og at give appetitvækkere på den kommende sæsons begivenheder ikke mindst på Den jyske Opera.

Nu har Aarhus Symfoniorkester og Den jyske Opera i stedet for JP fået Musikhuset Aarhus som medarrangør. Programmet byder ikke på noget forskræp for den kommende sæson, og de tilsigtede, gerne lidt skøre musikalske indfald fik aldrig bidt sig fast. Avisfolk har nok lettere ved at tro på den slags end musikchefer.

En af solisterne på den første koncert ude i Atleticon var tenoren Josef Calleja, som siden har skabt sig en forrygende verdenskarriere.  I 2008 flyttede koncerten med orkestret til den akustisk prægtige Symfonisk Sal og opføres nu to gange i festugens første weekend. Josef Calleja har siden været festugesolist i 2009 og 2012. Det er fast tradition, at en stor sangsolist er solist sammen med en fin instrumental musiker. Og sådan er det også i år. Lad os bare kalde årets Festuge Classic koncerten på lørdag og søndag for ”en blandet luksusforretning for musikalske gourmeter”.  Gourmetmad kan også være let.

En ny skønt syngende verdenssopran

Man kan endda få en af de nye unge sopraner at høre, som allerede har erobret verdensscenerne. Den tyske sopran Mojka Erdman, som sidste år havde sin første koncert herhjemme på den klassiske musiks forpost Stoense på Langeland, kan høres med fordel på flere indspilninger fra Deutsche Grammophon, som Skovfuglen i Wagners ”Siegfried” på Metropolitan Operaen i New York, som Zerlina i Mozarts ”Don Giovanni” og Despina i en helt ny ”Cosi fan tutte” fra festspillene i Baden-Baden.  Og det er herligt.

Mojke Erdmann kommer til Aarhus direkte fra sin solistkoncert på festspillene i Salzburg. Her fyldte hun salen. Det bør hun også i Aarhus. Mojka Erdmanns næste forestillinger på Metropolitan Operaen bliver i november og december som Sophie i Richard Strauss’ ”Rosenkavaleren” i anledning af 100-året for operaens første opførelse på The Met.

Ellers viger Mojka Erdmann ikke tilbage for det usædvanlige. Hun deltog i den tyske del af det europæiske melodi grand prix (som i den sidste ende gav en dansk sejrsgevinst), hvor hun sang sammen med gruppen Priester, som havde moderniseret og rytmiseret gammel kirkelig melodi, men det blev kun til en national 10. plads. Det var alligevel for fint og gammeldags for et yngre grand prix publikum.

Barenboims udvalgte cellist

Den oven for nævnte storesøster er den 30-årige Alisa Weilerstein, som for Decca har indspillet Elgars cellokoncert med Berliner Philharmoniker og Daniel Barenboim. Han gjorde sammen med sin daværende hustru, den for længst afdøde Jaqueline du Pré, Elgars koncert kendt i bredere kredse, og nu valgte han Alice Weilerstein som sin solist, da han vendte tilbage til Elgar. I Aarhus spiller Alice Weilerstein Max Bruchs ”Kol Nidrei” og Tjaikovskijs populære ”Rokoko variationer”. Hun er en af tidens nye store instrumentalister.

Og det er en af Aarhus-publikummets dirigent-favoritter, den nu 25-årige Joshua Weilerstein. som vender tilbage til Symfonisk Sal. Weilerstein? Ja, han er Alisas lillebror på 25 år, som efter at have vundet Nicolai Malko konkurrencen som den yngste nogensinde, har gjort international lynkarriere.

Hele koncertprogrammet

Valdemar Lønsted vil atter introducere koncerten i Symfonisk Sal. Det kan alligevel være godt på forhånd at vide lidt mere om, hvad man får at høre på Festuge Classic, så her er programmet:

Verdi: Nabucco. Ouverturen. Velkendte melodier, for hvem kender ikke også det berømte slavekor?

Donizetti: Don Pasquale. Quel guardo il cavaliere. So anch’io la virtu magica. Mojka Erdmann lægger ud med Norinas første arie, inden hun skal spille Pasquales dydige kone, som eksploderer i et sandt tyrannisk væsen. Den todelte arie er vanskelig ikke blot teknisk, for Norina skal her vise, at hun behersker nuancer af det kvindelige væsen.

Mozart: Ave verum corpus. Den jyske Operas Kor synger en betagende smuk korsats: ”Vær hilset, sande legeme” , som benyttes i den katolske kirke under tilbedelsen af sakramentet. En privat kommentar: På otte studieture med de sangstuderende fra Det jyske Musikkonservatorium til Wien  sang de altid ”Ave verum corpus” i sognekirken i Baden, hvor korsatsen blev uropført som en tak fra Mozart for kurbyens gode behandling af hans Constanze.

Mozart: Tryllefløjten: ”Ach, ich fühl es”. Paminas inderligt smukke smertensudbrud, da hun tror, ar Tamino ikke længere elsker hende. Men det gør han.

Mozart: Zaide: ”Tiger! Wetze nur die Klauen”.  Den sidste af  Zaides tre arier. Kun sangene med tekster er overleveret, så man har kunnet se operaen opført med forskellige tildigtede handlinger. Zaide er blevet svigtet og er vred, men der kommer også et glimt af mildhed, inden hun går i døden.

Tjaikovskij: Rokoko variationer. Elegante variationer for Alisa Weilersteins cello.

Pause.

Bernstein: Candide. Ouverture. Karakteren skifter straks efter pausen. Leonard Bernstein kaldte selv ”Candide” for en operette, men musicalgenren er tæt på. Værket er inspireret af Voltaires komedie, som latterliggør tanken, at alt, hvad der sker, er til det bedste for én.

Mendelssohn: Hör mein Bitten. Et nyt spring i karakteren med en romantisk korsats.

Max Bruch: Kol Nidrei.  En adagio over to hebræiske melodier for cello og orkester med harpe. Den første er Kol Nidrei bønnen i aftentjenesten. Bruch lader celloen imitere den rapsodiske stemmeføring i synagogen. Bruch var protestant og lærte først melodierne at kende gennem jødiske venner. Han ville ikke selv komponere jødisk musik, men han ville gerne indbygge jødisk inspiration i sin egen musik.  

Bernstein: On the Town. Finale: Time Square Ballet. Leonard Bernsteins  første musical (1946) handler om tre sømænd på tre dages orlov i New York. En filmatiseret Broadway-succes.

Puccini: La bohème: Quando me'n vo. Operaens andendame Musettas bedårende valsearie.

Puccini: Gianni Schicchi: O mio babbino caro.  Laurettas uimodståelige bøn til sin far Gianni Schicchi: “Åh, lille far, bønhør mig, jeg vil til ham mig binde.” Og hun får sin elskede Rinuccio.

Gershwin: En amerikaner i Paris. Dirigenten får lov at hente den sidste triumf med amerikansk orkestermusik med elementer fra såvel den sorte som den hvide tradition.

God fornøjelse.

Festuge Classic.  Symfonisk sal, Musikhuset Aarhus  lørdag den 31. kl. 19.30 og søndag den 1. september kl. 16. Billetsalg Musikhuset, telefon 87404040.

Foto: Alisa Weilerstein er koncertens instrumentalsolist