Årets Festuge Classic i Aarhus var i sin afvekslende form at sammenligne med en ønskekoncert, som man kan forestille sig den i radioen, vel at mærke fra en radiostation med format. Der var noget for enhver, som evner at lytte, ind imellem nok også noget, som nogle godt ville have byttet ud. Men det hele hørte med, når 13 programpunkter skulle leveres på to timer og tre kvarter, som det blev til. Publikums medleven som helhed var der fra det samme, og den forblev.

Åbningsnummeret, ouverturen til Verdis ”Nabucco” viste fra starten den 25-årige dirigent Joshua Weilersteins stærke side i virkelig inciterende opladninger af Verdis frembrusende melodier, hvorimod den mere lyriske mellemdel med den populære ”Va pensiero”, slavekoret her uden kor, blev en for stillestående kontrast, når man betænker melodiens tekst i operaen og den dermed forbundne udtrykskraft. Når det så er sagt, at Den jyske Operas Kor uden udenhus dirigent sikkert ville have fået mere udtryk og bevægelighed frem i Mozarts motet ”Ave verum corpus”, er alt negativt bragt af vejen.

Tre festugesolister?

Var der tre festugesolister? Ja, medregnet Joshua Weilerstein, som jeg tager med som den ene solist af de tre, der måtte kappes om at komme til. Det var nemlig mærkbart, at han også dirigerede musik, som stod på hans egen ønskeseddel, Leonard Bernsteins ouverture til operetten (ja, det kaldte Lennie den selv) ”Candide” og hans ballet ”Times Square” fra musicalen ”On The Town”, som virkelig gnistrede, og som afslutningsnummer George Gerschwins ”En amerikaner i Paris”.

Alle tre stykker blev spillet med en smittende energi, virkelig raffineret og med en dejlig præcision af Aarhus Symfoniorkester, der nød at spille de lettere jazzificerede toner, og som også kunne det. Alligevel følte jeg Gershwins 19 minutter (for) lange musikalske længsel efter New York som et antiklimaks efter Puccini og hvad der havde været af andet godt forud. På det punkt vil der forhåbentlig være uenighed. .

Tindrende musikalsk cellospil

Instrumentalsolisten var dirigentens 30-årige storesøster Alisa Weilerstein, som først spillede Tjaikovskijs variationer for cello over et rokokotema, som han selv havde skrevet midt i sin russiske romantik. Man hører ofte de sidste, mere virtuose variationer spillet med rent ydre bravur, og så meget mere vidunderligt var det at lytte til Alisa Weilersteins fine, sarte tonedannelser ned i pianissimo. Det var tindrende musikalsk formet i et godt samarbejde med lilebror.

Hun spillede mere dramatisk, stærkt og meget smukt ud i Max Bruchs ”Kol Nidrei”, bearbejdelser af to jødiske melodier. Max Bruch var ikke selv jøde, men havde lyst til at inkorporere jødiske melodier i sin egen musik.

Anden afdeling var, som den fortrinlige konferencier Valdemar Lønsted gjorde opmærksom på, hovedsageligt del af en jødisk tematisering med musik af Bernstein, Mendelssohn og Gershwin samt Max Bruchs lån.

Mozart og Puccini, smerte og sødme

Koncertens anden solist var Festuge Classics tradition tro en verdenssanger, her den unge, tyske,i karakteren lette sopran Mojka Erdmann. Efter en fængslende Norina i Donizettis ”Don Pasquale” sang hun to kontrastfyldte Mozart-arier, den ene mere dramatiske var fra torsoet ”Zaide”, den anden Paminas ”Ach ich fühl’, es ist verschwunden”, et dejligt klingende smertefuldt højdepunkt. Det er jo musikkens formåen at udtrykke den dybeste smerte samtidig med en næsten lykkelig skønhed.

Mojca Erdmann sluttede sine afdelinger med Puccini, Musettas valsearie fra ”La bohème” og helt uimodståeligt ”O mio babbino caro” fra ”Gianni Schicchi”. Det var denne udgang, jeg personligt ville have foretrukket på en afvekslingsrig festugekoncert.

Foto: Dirigenten Joshua Weilerstein var en af tre fremtrædende musikere. Billeder af Alisa Weilerstein og Mojca Erdmann er bragt i forbindelse med foromtalerne af Festuge Classic og Aarhus Symfoniorkesters sæsonplan. .

Festuge Classic i Symfonisk Sal Aarhus. Koncerten gentages søndag eftermiddag kl. 16.00.

Aarhus Symfoniorkester har endnu en festugekoncert torsdag 5. september i Symfonisk Sal. Den amerikansk-japanske dirigent Eugene Tzigane har Wagners forspil til ”Mestersangerne” og Brahms’ anden symfoni på programmet, og Oliver Nordahl er solist i Richard Strauss’ obokoncert.