Denne anmeldelse kan kun indledes noget usædvanligt, nemlig med en anbefaling af gentagelsen af Aarhus Symfoniorkesters Wagner-koncert lørdag 2. november kl. 15.00 i Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus. Der er billetter at få endnu.

Det var både ærgerligt og trist, at der var tomme pladser torsdag aften. Man kan sammenligne: I forrige uge var der to gange totalt udsolgt til Guiseppe Verdis ”Requiem”. Il maestro italiano di due cento blev hyldet, men det var slet ikke på samme internationalt høje og spændende niveau som 200 års koncerten for Richard Wagner, som er emnet her.

Der havde ellers været drama bag kulisserne, for pludselig manglede der en Lohengrin og en Tristan. Den hollandske tenor Kor-Jan Dusseljee havde måttet melde sygdomsafbud i mandags, men det lykkedes at finde svenskeren Michael Weinius, som i 2004 lagde sin stemme om fra baryton til tenor.

Den ene mig ukendte Wagner-tenor blev afløst af den anden, så sammenligne kan jeg ikke, men det var glædeligt at konstatere, at Weinius er en spændende, begavet  behageligt klingende og meget lovende sanger, endda mere spændende end flertallet af også kendte tenorer, som her i 200-året har haft travlt med at rejse rundt som handelsrejsende i Wagner. Weinius fandt meget fint sammen med vores internationale Wagner-sopran Ann Petersen.

En stor Wagner-dirigent

Koncerten blev dirigeret af en international kapacitet som tjekken Jaroslav Kyzlink, som  også dirigerede Den jyske Operas opførelse af Korngolds ”Die tote Stadt” i 2010 og nu er vendt tilbage til DJOs landsturné med Janáceks ”Katja Kabanova” (se omstående anmeldelse ”Drømme om lykke og frihed”). Han indledte med forspillet til ”Lohengrin”, hvor det vanskelige strygervæv stod stringent klart og smukt. Kyzlink fik saft og kraft, forventning og glæde frem i forspillet til tredje akt, for derefter at bygge Lohengrins og Elsas første alene møde op med hele den inderlige og intensive kurve, som den har af kærlighed og forventning over tvivl og spørgen til tragedie. En unødvendig tragedie, for det er dog så naturligt, at hun må vide, hvem hendes ukendte brudgom er, men det går ikke, når man hedder Lohengrin og er udsending fra gralsborgen.

Det var ikke det urimelige, men det elementært menneskelige i det elskende pars konflikt, man levede med i. Det var det, som Ann Petersen og Michael Weinius trak frem i en gribende balance mellem sang og orddrama. Dramatisk menneskelig sang er ikke blot ensbetydende med overskud af styrke, men kræver også evnen til at kunne synge et pianissimo med klang på. Og det var velgørende at høre Wagner sunget med sans for bel canto og i pianissimo, som komponisten faktisk ønskede det, men som hans enke Cosima glemte, da hun alene overtog ledelsen af festspillene i Bayreuth.

Et pragtfuldt Wagner-pianissimo

Hvor var det også herligt, at Jaroslav Kyzlink og Aarhus Symfoniorkester forstod, hvordan et Wagner-pianissimo skal være. Det gav plads for Ann Petersens meget fine nuancer i både stemmeklang og udtryk, og det åbnede for Michael Weinius’ ikke overvældende, men tilstrækkeligt store tenor, som i karakteren i virkeligheden er en ret poetisk og typisk Lohengrin-tenor. Han sang også Lohengrins gralsfortælling, så man lyttede til indholdet. Weinius sang gralsfortællingen direkte ud mod publikum, og det betød en afgørende forskel fra duetten, hvor han ofte vendte sig 90 grader væk fra salen for at spille scenisk op til Ann Petersen. Det var i sig selv rosværdigt og troværdigt, men det tog lidt af volumen fra stemmen nede i salen.  

Trods en pragtfuld ”Lohengrin”-gengivelse, blev det uddragene fra ”Tristan og Isolde”, der bragte det allerstørste. Kyzlink og orkestret spillede forspillet med en varm klang i en ideelt spændt opbygning. Vær lørdag opmærksom på, at dirigenten har den glimrende ide, at forspillet skal gå direkte over i anden akts kærlighedsduet eller dødslængsselsduet, så Kyzlink ikke behøver at vinke afværgende til soloklappenre. Man kunne høre, at orkestret kendte Wagners musik senest fra de store opførelser sidste sommer. Alt gik op i en højere enhed, både stærkere og finere og mere medrivende end oftest også på de mere kendte Wagner-scener.

Ann Petersen i stadig udvikling

Ann Petersen har fra Lyon over Wales til Aarhus 2012 udviklet sin Isolde, og hun synes nu både sangligt og indholdsmæssigt at have lagt yderligere lag ind. Hendes tolkning er vidunderligt tekstnær. Ann Petersen får stadig mere dramatisk kraft i sin smukke og naturlige sopran, og nu kan vi se frem til hendes Brünnhilde i ”Ringen”. Bliver det første gang i "Götterdämmerung" på Liceu-operaen i Barcelona i 2016?

Michael Weinius lod indlevet sin Tristan følge Isolde med en uhyre forståelse, som var endnu mere imponerende i betragtning af, at han aldrig har sunget Tristan på en scene.

Og hvor var det dejligt, at vi fik Brangänes natlige kalden i stedet for blot orkesterstemmen. Pavla Vykopalovas klare (her mezzosopran)stemme, som klang ud fra korbalkonen bag orkestret, var en nydelse. Hun synger som bekendt en fornem Katja Kabánova i Den jyske Operas anbefalelsesværdige smukke opførelse af Janáceks gribende opera. Den er endnu på landsturné (se spilleplanen under omstående anmeldelse ”Drømme om lykke og frihed”).

Til sidst stod tiden mærkbart stille i det store tilbageholdte åndedrag, som Isoldes kærligheds død kan føles som, og som det gjorde her i en af de helt store, indlevede gengivelser med Ann Petersen.  

Oplev det hele på lørdag. Det er en nødvendighed, hvis man vil vide, hvad opera også kan være.

Richard Wagner 200 års koncert med Aarhus Symfoniorkester. Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus. Koncert torsdag anmeldt. Gentages lørdag 2. november kl. 15.00. Billetter Musikhuset Aarhus, telefon 89 40 40 40, kan også selvprintes fra Musikhusets hjemmeside.