Scala i Milano åbner hver sæson på en usædvanlig dag, 7. december, men det er dagen for byens skytshelgen St. Ambrosius. I mangelen på en italiensk kongefamilie er det en landsbegivenhed med tv-transmissioner af såvel opløbet som af finalen.  

På pladsen foran La Scala samles folk, som de gør på pladsen foran Amalienborg på en fødselsdag. Men der er afgørende forskelle. I Milano kommer ingen frem på balkonen og vinker. Der demonstreres tværtimod kraftigt mod regering, lokalpolitikere og de store forretningsmagnater, som kappes om pladserne på den forreste række i logerne.

I år forløb det ikke så dramatisk, som det ellers ofte er set. Der blev demonstreret stille mod det, som blev kaldt ”krigen mod de fattige”. Politiopbuddet var det sædvanlige store. Inde i teatret mindedes man Nelson Mandela med et minuts stilhed. Den italienske statspræsident Napolitano, EU-kommissionspræsident Barroso og naturligvis modepaven Giorgio Armani var der.

Åbningsforestillingen var Verdis ”La traviata”, som har stået på La Scalas repertoire med halvanden hundrede års betydeligste sopraner, Muzio, Tebaldi og Callas i 1955-1956 for at nævne nogle få, men operaen har lidt overraskende aldrig før har været åbningsforestilling. Da den vidunderlige Mirella Freni sang Violetta i 1964, blev hun mødt med buh-råb fra den del af publikum, som mente, at ingen kunne tillade sig at komme efter Callas. Freni klarede kun tre aftener. Så blev ”La traviata” først spillet igen i 1990. 

Ufortjente buh-råb

Buh-råb er der ofte på La Scala, også til sæsonpremieren lørdag, med de var helt ufortjent rettet mod den polske tenor Piotr Beczala, hvis eneste fejltagelse som Alfredo Germont vel var, at han sang et parti, som den traditionelt nationalistiske del af publikum ville have reserveret en italiensk tenor. En mere direkte anledning for publikum til at buh'e var sikkert også, at Beczala undlod at synge et højt C, som er blevet tradition i Italien, men som Verdi med vilje aldrig skrev.

Den russiske instruktør Dimitri Tserniakov, som er et nyt stort navn med seneste succes i Prokofiefs ”Spilleren” både på La Scala og Staatsoper Berlin, skabte en næsten gribende ond forestilling. Så er det trist, at en god del af det italienske operapublikum ikke ville opdage det og gav ham endnu stærkere buh-råb. Tsjerniakov havde ført sin opsætning op til 1900-tallet med et broget udbud af stilistisk og tidsmæssigt forskellige kostumer. Samtidig havde han holdt handlingen og miljøbeskrivelsen nede på jorden helt efter Verdis ønske. Hans personinstruktion var meget stærk. Den fremragende blonde tyske sopran Diana Damrau i strålende form sang Violetta med tre stemmer, som hun selv sagde. Men også med tre forskellige skikkelser i én. Hun var villet kåd i åbningsscenen, postuleret livskåd. Derfra var der ikke langt til ballet i tredje akt, hvortil hun er flygtet fra landlivets stille ro og sin elskede Alfredo, for med sin fortid som parisisk kurtisane ikke at stå i vejen for hans families lykke.

Da Alfredo her til slut sårer hende dybt, falder hun alligevel på knæ foran ham for at få ham til at forstå, at hun har gjort det for hans skyld. Så groft han afviser hende, er det den mest fortvivlende onde udgang på akten, som jeg har set. I slutakten blev det endnu stærkere understreget, at Alfredo ikke er noget tiltalende menneske, som sangeren af partiet, Piotr Bezzala, gav udtryk for det i pausen.

Glæde og smerte i køkkenet

Forinden er anden akt på landet fyldt med megen lettere komik i køkkenet, hvor Violetta og Alfredo gør forberedelser til at bage kager. Da han får brevet, at hun har forladt ham og taget til Paris, genoptager han stædigt afvisende de huslige sysler, omfavner en af Violettas dukker klædt i den blå kjole, da hun mødte ham for første gang. Han vil ikke vil opdage sandheden, men man mærker presset inde i ham stige frem mod en indre eksplosion.

Violetta er ene i sidste akt. Alfredo og hendes far kommer, den første med fine konditorkager og en blomsterbuket, men de to når ikke ind til hende, Alfredo ser utålmodigt på uret. De er der, og alligevel virker det, som er de der slet ikke. Violetta ved det. Det er beretningen om to mennesker, som lider under tosomheden, og som begge ved det.   

Annina smider far og søn ud. Annina er i denne tolkning mest en veninde, som følger Violetta, også hvor det ikke står i teksten. Hendes få strofer synges af den 64-årige Mara Zampieri med brandrødt hår. Hun var fra 1977 en af La Scalas store, mere dramatiske sopraner. Hun har stadig en god stemme og en formidabel scenisk udstråling. Vel aldrig har en indehaver af en så lille rolle fået et så stort bifald til slut. Men hun er jo også italiener.

Tenorens lidelser

Piotr Beczala som Alfredo har ikke nogen stor Verdi-tenor, men det skal Alfredo netop heller ikke have, og han sang med en Carlo Bergonzis (også en af de store gamle Scala-sangere) elegance og præcise udtryksrigdom. Azeljko Kucic har derimod en stor baryton, men ikke nogen rig udtryksskala som fader Germont. Dirigenten Daniele Gatti dirigerede nydeligt og noget mat, men i sidste akt dog stærkere. Men Diana Damrau føjede sig ind i rækken af store Violetta’er på La Scala, og det opdagede publikum da, selv om hun er tysk.        

Den italienske tv-optagelse var bemærkelsesværdig omhyggelig og god. Man kan kun håbe/antage, at den senere vil blive udsendt på dvd og blu ray, og så er den anbefalelsesværdig. Den kan ses gratis på tysk og fransk Arte Live Web i tre måneder.  

SIDSTE: Den bitre Piotr Beczala skrev derpå meget forståeligt på Facebook: ”My last produktion for La Scala… I think. They should engage only Italian singers… Why I spend my time for this schmarrn… Arrivederci.”  Han har senere bekræftet, at han ikke vender tilbage til Italien undtagen på ferie. Hans tenorkollega Roberto Alagna og sopranen Cecilia Bartoli har begge i flere år vendt La Scala ryggen på grund af dets publikum.

Ordet “Schmarrn” benyttes mest i Østrig og Sydtyskland dels om en sød kage (Kaisersschmarrn), men er også - som her - et foragtende udtryk for noget ”betydningsløst” eller noget ”uden kunstnerisk kvalitet”.

La traviata spilles på La Scala den 12., 15., 18., 22., 28. og 31. december samt 3. januar. Billetpriser fra 210 euro og nedefter (i La Scala skal man gå efter dyre billetter, hvis man har pengene). Opførelsen kan i tre måneder ses gratis på Arte Live Web.

Foto: Diana Damrau, en fremragende Violetta. Her i Rossinis "Le comte Ory". Foto: Marty Sohl/The Metropolitan Opera 2011

GURRELIEDER I AARHUS MÅ AFLYSES. De to opførelser af Arnold Schönbergs mammutværk 14. og 16. marts 2014 må aflyses, da Baltic Philharmonic Youth Orshestra ikke kan deltage på grund af orkestrets økonomiske problemer. Uden disse 50 ekstra musikere kan koncerten ikke gennemføres. Musikchef Palle Kjeldgaard har derfor måttet vælge at aflyse koncerterne, da der ikke findes et realiserbart alternativ. Palle Kjeldgaard udtaler, at han ved, at orkestret og dets bestyrelse i samarbejde med orkestrets grundlægger og Aarhus-koncerternes dirigent Kristjan Järvi har gjort alt for at kunne gennemføre koncerterne. Købte billetter refunderes inklusive gebyrer.