Det forlyder, at der er krise i salget af cd’er. Pointen er snarere, at de gode gamle pladeforretninger, hvor man blev inspireret af udbuddet, mister afgørende andele i salget.  Nu hentes musikken ned fra luften eller kopieres, og et dybere forhold til pladen går desværre tabt. Værdien i at have den og dens historie i hånden mistes. Men der høres ikke mindre klassisk musik end før, tværtimod. I to artikler vil jcKlassisk.dk erindre om nye indspilninger, som man ikke skal overse eller glemme. Et pladekøb er heldigvis oftest til at indhente.

Kaddara er årets opdagelse

Årets fund for mig er Hakon Børresens fremragende opera ”Kaddara”. Nok foregår handlingen på Grønland, men musikken er ikke grønlandsk, men midteuropæisk senromantik med en portion gedigen danskhed i sig. Historien er grønlandsk og rig på atmosfære. Musikken har en umiddelbar melodirigdom, klangfantasi og udtryksfuldhed. Den har været glemt i 67 år. Det er pinligt for dansk musikliv.

Det er ikke det eneste pinlige for dansk musikliv. Dirigenten Niels Borksand måtte tage sit danske sangerhold med til Ruse i Bulgarien, hvor han er fast dirigent for de lokale statsfilharmonikere, og indspille operaen for CD Klassisk. Borksand har en følsom sans for ”Kaddara”s indhold og skønhed. I tilgift får man et godt dansk sangerhold med blandt andre Gitta-Maria Sjöberg i titelpartiet og Stig Fogh Andersen. Det bulgarske kor sled i det for at synge på dansk, og også det lykkedes. Årets fund af en operaindspilning er endda billig. Hakon Børresen: Kaddara, CD Klassisk CDK 1102-03, to cd’er for 119 kr.

Verdi komplet på dvd’er

Wagner og Verdi ville i den nævnte rækkefølge være fyldt 200 år i 2013. Ingen komponist fylder rundt uden mere eller mindre komplette udgaver af musikken. For det meste er det genudsendelser, og derfor skal her fremhæves noget så specielt som alle Verdis operaer ny indspillet på dvd, billedplader. Det er optagelser fra operaen i Parma, Verdis opera frem for andre.  Her er opdagelser at gøre. Her spilles Verdi, så man ikke skal tænke på, hvad instruktører med mere eller mindre uforståelige ideer egentlig mener. Sangerbesætningen er forsvarlig god som på de bedste italienske scener. Billederne står fint. Alt i alt giver de 28 opera-sæt plus Requiet solid glæde og opdagelser. Verdi: Komplette operaer på DVD. Pladeselskabet C-Major, distribueret af Naxos. Kan købes enkeltvis og samlet.

Verdi komplet på cd’er

Deccas store, komplette Verdi-sæt på 75 cd’ er genudgivelser af nogle af de allerbedste indspilninger fra flere selskaber over en årrække. Fire af operaerne er med i begge Verdis versioner. Ekstra er balletmusik, lieder, kammermusik og lidt rariteter og opdagelser. Nogle navne som appetitvækkere: Pavarotti, Domingo,  Carreras, Bergonzi, Sutherland, Tebaldi, Caballé, Cotrubas, Freni, Simionato, Baltsa, Cappuccili, Gobbi, Bruson, Fischer-Dieskau. Kan være udsolgt mange steder. Verdi: Komplette værker. Decca 75 cd’er til anslået 1295 kr. 

Wagner på en anden måde

Wagner-året blev benyttet af genudgiverselskabet Brilliant til at finde Franz Liszts klaverbearbejdelser af Wagners musik frem. Liszt forblev Wagner tro og fandt alligevel forfriskende nyt frem. Han var en virtuos på klaveret uden at prale med det. Man kan høre hele orkestret i klaveret og bliver klogere på Wagners musik, ikke mindst i Michelle Campanellas indspilning. Franz Liszt: Wagner bearbejdelser for klaver. Brilliant Classics 94610, tre cd’er til lavpris.

Ny komplet Wagner-serie på vej

I Berlins Philharmonie er Marek Janowski netop færdig med at indspille Wagners ti store operaer live efter et grundigt forarbejde. De udsendes enkeltvis og er meget roste i teknisk flotte indspilninger. Jeg har hørt ”Tannhäuser” i en intens og koncentreret tolkning. Christian Gehaber synger ”O, du mein holder Abendstern” med en dobbelthed af smerte og skønhed, som næsten ikke er til at bære. Robert Dean Smiths tenor har ikke heltestørrelse, men hans sikkert artikulerede tolkning holder den følelsesladede dramatiske impuls oppe. Gælder det en nyindspilning af en Wagner-opera, kan man roligt gå efter denne serie. Wagner: Tannhäuser. Pentatone PTC5186 405, import Danacord. Tre cd’er.  

En lille sensation

Seneste anmeldelse på bloggen er lidt af en sensation. Da Wagner flygtede fra sin gæld i Riga til Paris, kom han ud for Norge ud i en storm og fik ideen til en operahandling om den flyvende hollænder. Ingen der ville sætte hans endnu ikke færdiggjorte opera op, og af pengenød solgte han sin historie. En dirigent på Pariseroperaen Pierre-Louis Dietsch skrev en opera derover, ”Le vasseau fantôme” (Fantomskibet), som hurtigt blev glemt. Da var Wagner for længst i Dresden, hvor han færdiggjorde sin ”Den flyvende hollænder” og fik den uropført.

Marc Minkowski har på samme sæt førsteindspillet Dietschs opera og urversionen af ”Den flyvende hollænder”, som senere blev revideret flere gange. Han får frisk liv frem i Wagner med spændende sangere, i særdeleshed Jevgenij Nikitin. Dietschs musik er anderledes og meget fransk. Læs mere omstående om dette meget interessante sæt. Dietschs og Wagners urversioner af Den flyvende hollænder. Naïve, import Naxos, 4 cd’er til 319 kr.

Lauritz Melchior at his best

Der var ingen Wagner-tenor som Lauritz Melchior. Han præsenteres i et godt og vidt spændende udvalg på tre cd’er i en ny nær velklang fra Udgiverselskabet Hegermann-Lindencrone. Her er også optagelser, som ikke findes på Danacords tidligere udsendte 14 cd’er med Melchior, som nu sælges samlet til prisen af tre. Læs omstående også om en stor ”Rigoletto” på Det kgl. Teater med Nicolai Gedda og mere om Lauritz Melchior at his best. Tre cd’er, cdKlassisk CDK 5032-34, 119 kr.

Nyt liv til Mozart

Mozarts ”Cosi fan tutte” er en musikalsk komedie med en usædvanlig dybde. Handlingen er mere ironisk end realistisk, når to let gennemskueligt forklædte mænd som led i et væddemål forfører hinandens kærester. Men Mozart lader i sin musik ægte følelser komme til orde, og det er pigerne, som åbner sig  for dem. Hvis man vil have Mozart i en moderne klang, så er det rette valg Yannick Nézet-Séguin, som i Baden-Baden har live indspillet ”Don Giovanni” og nu ”Cosi fan tutte” for DGG.  En dejlig sangerbesætning med blandt andre Miah Persson og Rolando Villazón i fin form forhøjer fornøjelsen. Mozart: Cosi fan tutte, dirigent Nézet-Séguin.  DGG 479 0641, tre cd’er.  

Bartoli som en ny Norma

Cecilia Bartolis karriere har taget en ny retning. Hun har i Salzburg sunget og indspillet Bellinis Norma med al dramaet i behold. Operaen er ført tilbage til 1831 med en mindre orkesterbesætning. Kraft og styrke er skubbet tilbage til gavn en for større gennemhørbarhed og nye aspekter og endda en ny skønhed. Norma er som mezzosopranparti blevet mere dramatisk. Man skal ikke glemme de store gamle, men Bartoli skal med. Hun overrasker totalt med Normas store arie ”Casta diva”, som hun synger som en dæmpet inderlig drøm med lange legato-buer helt i bel canto ånden. Hun giver en tolkning af kvinden Norma, hvor yderpunkterne af udfarende energi og sårbarhed går ind i en helhed. Bellini: Norma. Decca, to cd’er i bog.      

Netrebko i nye Verdi-partier

Anna Netrebko har fået en mørkere og mere fyldig stemme og har taget hul på et nyt repertoire. At Netrebko også har fundet ind til en dramatisk enkelhed hos Verdi, beviser hun på en fremragende solo-cd med partier, som er nye for hende: Lady Macbeth, som hun til sommer synger i München, Elvira i ”Siciliansk vesper”, Leonora i ”Troubaduren”, som hun allerede har sunget i Berlin og til sommer gør det i Salzburg, Jeanne d’Arc og Elisabetta i ”Don Carlo”, som hun synger meget bevægende. Sammen med cden får man lidt ældre dvd-optagelser fra forskellige operaer med hende. Anna Netrebko synger Verdi, cd plus dvd i bog, DGG 479 1736, 198 kr.

Rossini i skønhed og munterhed

Fra drama til skønhed og munterhed. Den polske sopran Alexandra Kurzak synger ni store arier af Rossini, kendte som ukendte. Vi får billedet af Rossini udvidet. Kurzak har en varmt klingende sopran med koloraturerne i orden. Det er fængslende både i alvor og skæmt. Decca 478 3553.

Fra barokkens tryllehave

Den nye alsidige tyske sopran Anna Prohaska fører os ind i barokkens tryllehave og synger historier fra den græske mytologi,. En magisk verden fyldt med farer, undertrykte længsler og overjordiske væsener som nymfer, skovånder og guder. Musikken er af Monteverdi, Cavalli, Vivaldi, Purcell og Händel. DG Archiv 478 0077. 

Den anden artikel om store klassiske plader 2013 vil fortælle om musik uden for scenen

Foto: Gitta-Maria Sjöberg