Dagens citat: Da Gustav Mahler besøgte Anton Bruckner i dennes sidste sygdomsperiode i 1896, fortalte Bruckner om sin niende og sidste symfoni: ”Jeg må i hvert fald gøre den færdig, ellers vil jeg gøre en dårlig figur, når jeg snart står overfor vor gode Herre, og han siger: ”Godt, min dreng, hvorfor gav jeg dig så meget talent for ikke at besynge min ære og pragt. Du har ikke gjort nær nok ved det.”

 I sin programartikel tager Jakob Brønnum også emnet op om Anton Bruckners dedikationer, tilegnelser af sine symfonier. Den anden symfoni ærede Franz Liszt, den tredje den beundrede Richard Wagner. Så kom et par østrigske ministre for tur, men det gav tilsyneladende ikke bonus til Bruckner. Han tilegnede så kejser Franz Joseph den vidunderlige ottende symfoni. Bruckner vidste, at den niende symfoni ville blive hans sidste, og følgelig tilegnede han den til ”dem lieben Gott”, den elskede Gud. Man må håbe, men man har også lov at tro, at Bruckner mente, at Gud alligevel var taknemmelig for den. Vi andre har grund til at være det.

Symfonien fik ganske vist kun tre satser, men det er påfaldende, at tredjesatsens afslutning falder ned i en ro, der peger frem mod en anden verden. Musikteknisk citeres endda det centrale åbningstema fra første sats som en afrunding. Der kan ikke være tvivl om, at Bruckner vidste, at han ikke ville færdiggøre flere satser, men alt tyder på, at han også var tilfreds med at efterlade symfonien tresatset og følte, at han havde fået gjort den komplet.

Ganske vist foreslog han selv, at man kunne tilføje hans "Te Deum" som slutsats i stedet. Dette spørgsmål om tre eller fire satser kommer jeg specielt ind på, fordi man kan nå at høre Aarhus Symfoniorkesters gentagelse af symfoniens tre originale satser fredag den 28. og derefter i tilgift Nors F. Josephsons ekstra slutsats på en halv time, som denne sammenskrev i 2006 på basis af Bruckners ret mange, men også ret løse skitser.

Indre kraft og styrke

Leif Segerstam dirigerede den tresatsede version tæt og varmt, med en uhyre energisk koncentration, som ville han understrege såvel de åbne spørgsmål, som var i Bruckners liv og musik, som hans stærke inderlige tro. Symfonien har kontraster i sig, men den mere stille, indre ro fik aldrig lov at komme så stærkt frem som de problemfyldte udladninger. De sidste lå mere til Segerstams temperament og hans medrivende kraftfulde musiceren.   

Der er så meget, som man kan lægge vægt på i Bruckners musik og det meste med rette. Der kom en helhed ud af opførelsen, som virkede stærkt og indtrængende, nærgående og overbevisende.

Aarhus Symfoniorkester var udvidet til den størrelse, som man kunne forvente, at et symfoniorkester i en landets næststørste by skulle have fast, nemlig 80 musikere. De fulgte Segerstam med sikkerhed og begejstring. Strygerne havde en egal tæt klang. De tungere blæsere triumferede atter.

Hos de fornemme træblæsere gjaldt hovedinteressen denne gang den fine horngruppe, hvoraf fire af de otte musikere også trakterede den såkaldte wagnertuba, som Bruckners idol Wagner lod konstruere til ”Nibelungens ring”, og hvis herlige, specielt klingende fyldige klang Bruckner specielt benyttede i andensatsen i den syvende før her i den niende. Angående Wagner var der også her passager, som kunne erindre om ”Ringen”, men selv om Bruckner beundrede Wagner næsten grænseløst, blev han aldrig epigon af ham. Bruckner var sig selv om nogen.

22 anderledes minutter

I koncertens første værk med spilletiden 22 minutter, Leif Segerstams egen symfoni nummer 262, sad komponisten ved det ene flygel og nød det – tør jeg godt tilføje for egen regning -, mens Frode Stengaard var hans som altid suveræne pianistkollega.  Det blev 22 spændende og naturligvis kraftfulde minutter. Omstående foromtale til koncerten, ”Varm op til en specialitet” fortæller meget om dette originale værk, som skal læses som en del af denne anmeldelse.

”Inspireret af Aros”, som Segerstam kalder symfonien, er komponeret i et strøg, skrevet ned med blyant uden den store brug af viskelæder. Det er en af grundende til, at det hænger så godt sammen igen styret af Segerstams utrættelige kraft. Segerstams ord for, at hans mange symfonier ”er en stor kammermusikalsk happening” gjaldt ikke så meget i nummer 262, syntes jeg, selv om elementet af tilfældighed også var der. Musikerne skal spille de rigtige noder, hvor de står angivet, men så har de selv også en vis frihed styret af koncertmesteren og orkestrets gruppeledere. Forløbet var saftigt og bredt.

En oplagt ide

En af orkestrets trofaste publikummer mente før koncerten, at en ”Aros-symfoni” burde indspilles, og han insisterede endnu mere på det efter at have hørt den. Ideen med en cd med nyere Aarhus-kompositioner er rigtig. Museet Aros skal naturligvis være med, og pladehæftet til cd’en kan rumme billeder fra de udstillinger og genstande, som også har inspireret Segerstam, Byars-udstillingen med marmorkugler arrangeret i rosenkrans-form, ”Boy”, ”Catch 12” og naturligvis ”Panorama-regnbuen”, hvis farveglade klang man møder i den nye symfoni. Denne cd kan før 2017 fortælle om Aarhus ude i verden, en oplagt ting for en sponsor at gå ind i.

Leif Segerstam og Aarhus Symfoniorkester. Koncerten gentages med et lidt ændret program fredag den 28. marts kl. 19.30 i Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus. Anton Bruckners niende symfoni tilføjet den britiske komponist Nors Josephsons finalesats, en rekonstruktion af Bruckners efterladte skitser.  

Læs også artiklen ”Varm op til en specialitet”.

Billede af Richard Wagner og Anton Bruckner i Bayreuth. Sakssnit af deres samtidige Otto Böhler.

Aarhus Symfoniorkesters koncerter i næste uge dirigeres af Michael Schönwandt, 3. april i Symfonisk Sal, 4. april på Viborg Katedralskole. Martin Fröst spiller Kalevi Ahis klarinetkoncert mellem Hornemanns Gurre suite og Schumanns anden symfoni.