Dagens citat: Den fire-årige Wolfgängerl søgte at gøre opmærksom på, at det at spille en koncert er det samme som at udrette et mirakel (Brev fra salzburger hoftrompetisten Johann André Schnachtner om et møde med vidunderdrengen Mozart).

Verdis Requiem følsomt og kraftfuldt

*****: I 1960 dirigerede Carlo Maria Giulini (1914-2005) Verdis Requiem på Edinburgh Festivalen. Der blev talt og skrevet meget om denne opførelse med Philharmonia orkestret og koret fra London, men først nu, altså næsten54 år senere, er BBCs originale optagelse blevet udsendt på to cd’er, som vel at bemærke sælges til prisen for én. Musikalsk er den for mig uden sidestykke.

Giulini stod også for et par af de helt store studieindspilninger af Verdis dødsmesse, den første i London 1963, den anden i Berlin i 1989. London—indspilningen er af mange blevet betragtet som den bedste af alle. Men der er en endnu mere fantastisk atmosfære over denne live-optagelse. Det skal indføjes, at hvis man er kronisk overfølsom over for ældre indspilningers tekniske gengivelse, kan man slå op omstående i arkivet og i stedet finde Daniel Barenboims velklingende moderne 2013-indspilning. Man vil være helgarderet med både Giulini og Barenboim.

Jeg vil mene, at to egentlig modsatrettede kvaliteter var til stede i Giulinis musiceren, når den var bedst. Og det er den absolut her. Han byggede opførelsen op med en sikkerhed og præcision, som kunne opfattes som kølig, men aldrig blev det. Samtidig formede Giulini detaljerne med en omhu og varme, som forplantede sig til alle medvirkende. Man må lytte nærmest med et tilbageholdt åndedræt.

Et eksempel kan være tenorsolisten, den da 35-årige Luigi Ottolini, som ingen vel husker i dag, for han blev aldrig en af de meget efterspurgte, men han havde en lyrisk velklingende stemme med tilpas styrke bag. Her er det mærkbart Giulini, som har formet hans fraser. De glider naturligt ind i helheden, som er dirigentens fortjeneste, og bliver en oplevelse for sig.   

Sopranen Joan Sutherland og mezzoen Fiorenza Cossoto sang mig bekendt her sammen for første gang. Den australske sopran havde haft et navn i London i fem år, men hun havde året før fået sit afgørende gennembrud som Lucia di Lammermoor og havde tilmed sunget Donna Anna i Giulinis legendariske indspilning af Mozarts ”Don Giovanni”. Hendes sopran klinger her fantastisk sammen med Cossottos intenst varme mezzo, som ganske enkelt er idealet i det åndeligt centrale parti i Verdis dødsmesse. Ivo Vinco er den prægtige bas.

Jeg vil citere Placido Domingo fra hans autobiografi ”My First Forty Years”: ”Det vil blive vanskeligt at finde en anden musiker med Giulinis kombination af gentleness og intensitet. Hans måde at skabe musik på er yderst raffineret. Dog i ”Dies irae” (Vredens dag-satsen i Verdis dødsmesse) synes han at personliggøre Gud Fader på dommens dag… Han blev ganske enkelt musikken i en rystende grad. Det var chokerende at se én, som var så god og venlig, demonstrere en sådan kraft.”

Når man tager i betragtning, at der er tale om en snart 54 år gammel live optagelse, er indspilningen teknisk en fornøjelse. Musikalsk er den meget mere end det. Opførelsen er til seks stjerner, men indspilningens alder vil for nogle skrue det endelige antal stjerner ned til fem, men absolut ikke til færre (5 stjerner: Verdis Requiem, dirigent Carlo Maria Giulini, live Edinburgh Festival 1960. Testament SBT2 1494, to cd’er til prisen for én, import Danacord).

Kiri Te Kanawas klassiske skønhed

*****/****: I generationen efter den australske Joan Sutherland var den næste sopran, hvis stemme blev et skønhedssymbol, den new zeelandske Kiri Te Kanawa. De var på en måde meget lig hinanden, men mens Sutherland var et koloratur-fænomen, var Kiri te Kanawa mere lyrisk betonet med en bedre dybde og derfor med et mere alsidigt repertoire. Decca har fået den glimrende ide at udsende seks af hendes solo-cd’er samlet i en kassette. Den viser netop hendes alsidighed.

Jeg har selv haft den glæde at høre hende live mange gange, har endda besøgt hende privat i Sydengland og er vel en af de få uden for privatkredsen, som har set hende i jeans og med upasset hår. Jeg skulle have interviewet hende på Hotel Savoy i London, men den samme morgen var der sket terror på den togstrækning, som Te Kanawa skulle med. Decca sendte deres chauffør af sted med mig i bil, uden at jeg fik lov at opdage, hvor hun boede, kun at det var et sted syd på.

Jeg ved ikke hvorfor, da jeg tog fat på at lytte til den nye boks, at det lurede et eller andet sted i baghovedet på mig, om Kiri Te Kanawa nu ikke var lidt for kedelig at høre på seks cd’er i samme omgang. Men jeg blev positivt overrasket. Genhøret blev en dejlig oplevelse. Stemmen klang vidunderlig, nærmest uanset i hvad. Det er også seks af hendes fineste plader, som Decca har fundet. Skønheden i sangen er hovedsagen, men udtrykket skifter tilpas til og mellem de musikalske verdener, som pladesættet rummer.

Det begynder med franskmanden Canteloube, hvis fulde navn er for godt til at blive forkortet. Han hed Marie-Joseph Canteloube de Malaret. Når man giver dobbeltnavnet Marie-Joseph til sit barn, må man siges at have helgarderet sig. Canteloube blev især eller måske kun kendt for sine sange til sit franske hjemland Auvergne. Men det er nok. Musikken har de samme grønne vidder og naturlige skønhed som Auvergnes landskab. Flere store sopraner har indsunget sangene, men Te Kanawas sæt med dirigenten Jeffrey Tate og English Chamber Orchestra må være toppen. Blot ærgerligt med kun 49 minutters musik.

Den næste cd er med 13 Mozart-arier dejligt sammensat. De 11 er fra operaer, fra ”Der Schauspieldirektor” til ”Tryllefløjten”, tilføjet to koncertarier. Det giver afslappende lytning, også til Wiener Kammerorchester og György Fischer. En cd er med såkaldt sakral musik i den mere populære afdeling. Mere interessant er en recital med pianisten Roger Vignoles, ikke mindst fire sange af Franz Liszt og fem af Maurice Ravel.

Her i Richard Strauss’ 150-år er det godt med et genhør med Kiri Te Kanawas cd med Georg Solti som dirigent af Wienerphilharmoniker i Vier letzte Lieder” og som en sikker klaverakkompagnatør i 13 enkelte sange af Richard Strauss, bl.a. den da netop fundne ”Malven”. Her får vi den sødmefyldte side af Strauss. Den sjette og sidste cd er sammenstykkede operaarier, hvor man også hører den elegante Alfredo Kraus i ”La traviata”, den fremragende, men nu ufortjent glemte Aragall i ”Tosca”, Gabriele Fontana som søster Zdenka til Kanawas vidunderlige Arabella (Strauss) og den slet ikke uefne Pavarotti som Verdis Otello mod Kanawas pragtfuldt sungne Desdemona.

Noget er til fem stjerner, andet til fire, og alt i alt er det et godt tilbud, hvis man vil have et fint tværsnit af opera og koncertsang med en stor sopran (Kiri te Kanawa. The Classic Albums. Decca 478 6419, seks cd’er til tilbudspris).        

Claudio Abbados og Argerichs Mozart

****(*): Den netop afdøde dirigent Claudio Abbados sidste Mozart-indspilning er nostalgi i sig selv. Er man også fan af pianisten Martha Argerich, er den sikker. Det er en live-opførelse fra marts 2013 på festspillene i Luzern af den dystre klaverkoncert nummer 20 i d-mol og den lyse nummer 25 i C-dur. Det er mig bekendt de to’s første samarbejde i Mozart. Abbado er den lysere, endda elegantere, Argerich er den tungere musiker af de to. Jeg ville godt have helheden trukket mere i Abbados retning. Men mere tør jeg ikke sige om mine personlige ønsker, for det er stort Mozart-spil, som de to præsterer sammen.

Lige så snart jeg har skrevet ovenstående, får jeg lyst til at skrive det om. Mens jeg skriver, hører jeg de to indspilninger for tredje gang, og jeg hører noget nyt og endda lidt forskelligt i dem hver gang. Hvad man hører i stor musik i store fortolkninger, og det byder denne cd på, forandres også let af ens eget humør og af, hvad man inderst inde måske har behov for at høre. Argerichs dybde i C-dur koncerten har nu fået et stærkere tag i mig.

D-mol koncerten med dens ofte dæmoniske karakter har været min yndlingskoncert, siden jeg hørte den med Edwin Fischer. Mozart skrev overaskende nok kun to koncerter i mol, og her trækkes nummer 20 lidt for meget over i den pæne ”dur”-retning specielt i romancens andensats, som spilles som en pæn romance, og det er musikken for farlig til at kunne nøjes med. Og så har jeg igen lyst til at spørge: Eller?

Konklusion: Der er musik og tolkninger af den, som kalder på flere løsninger, tolkninger og meninger. Så er det spændende ved Abbados og Argerichs Mozart, at man selv kan finde flere af dem, når man lytter. Kritiser så blot anmelderen for at springe over gærdet, hvor det er lavest (Mozart klaverkoncerter 20 og 25. Abbado og Argerich. DG 479 1033. Fire eller fem stjerner alt efter lytterens disposition).

Pavarotti samles op

****: Antallet kan være det samme, men der er forskel på de stjerner, som Mozart hyldes med, og dem, som tildeles Luciano Pavarotti, når der udgives endnu en dvd med en blanding af koncertoptagelser og dokumentarer og både operasang og popsang. Mozarts stjerner rækker op mod himlen, Pavarottis holder sig til jorden. Men hans tenor kan ikke trykkes under de fire stjerner.

Dokumentaren af John Walker er en samling interviews og specielt optagelser fra tenorens karriere fra debuten i ”La bohéme” sammen med Mirella Freni i Modena tll koncerten i Hyde Park i London, da han tilegnede prinsesse Diana Puccinis ”Donna non vidi mai” fra ”Manon Lescaut”. Inkluderet er også uddrag fra velgørenhedskoncerten sammen med Eric Clapton og Bodo.

Et sigende indslag er Pavarottis egen demonstration af, at nok kunne man ikke se ham skabe en operafigur med kroppen (underforstået: som Domingo kunne), men han gjorde det med ansigtet, som afspejlede de indre følelser. Og det havde han ret i. Nok var Pavarotti tung i kroppen, men jeg vil måske i modsætning til de fleste hævde, at han ikke var nogen dårlig skuespiller.

Pavarotti holdt sammen med vennen og pianisten Leone Magiera en koncert på Gran Teatre del Liceu i Barcelona 8. juni 1989. Det er naturligvis et minus, at man ikke får et helt orkester, men kun et flygel. Repertoiret er en blanding af populære sange og operaarier som ”Nessun dorma” og ”Una furtiva lagrima”. Man får ikke lov at sove, og man sagtens skue en tåre (Fire stjerner: Pavarotti, A voice for the Ages. Decca DVD 074 3867, to timer og 18 minutter).

Foto: Luciano Pavarotti (fra teksthæftet).