Richard Strauss blev født i München den 11. juni 1864, altså for os danskere på et smertefuldt tidspunkt. Men det er en anden historie.  Onsdag fejres hans 150 års dag over hele den klassiske musikverden i en grad, som måske nok han selv, men ikke mange andre havde troet det muligt, før han døde den 8. september 1949 i sit elskede bayerske Garmisch-Partenkirchen.

Strauss forblev noget af et mysterium, ”et yderst privat menneske, der i sidste ende lader til blot at have haft et eneste ønske med tilværelsen: at få fred til at skabe musik,” som Jakob Levinsen konstaterer det i den første danske biografi om ham og ”Den liflige musik”, hvori Strauss netop beskrives som et mysterium som menneske, komponist og dirigent.

Richard Strauss var et unikum som komponist, men han var det også som dirigent. Han var elev af Hans von Bülow, men at blive en ”pultstar” som denne var aldrig hans mål. Det var den Hans von Bülow, som blev endnu mere berømt som manden, der måtte afstå sin kone, Cosima, født Liszt, til Richard Wagner.

Med gagen i venstre hånd

Strauss’ var i sit ydre væsen yderst nøgtern, og det viste sig også i hans direktion foran et symfoniorkester eller et operaorkester.

Den venstre hånd stak han i bukselommen i modsætning til de fleste dirigenter dengang og nu, som tværtimod former og føler musikken med venstre hånd, mens de holder takten og rytmen med den højre. Her vil jeg citere Ronald Pohl i det østrigske dagblad Der Standard, som tørt konstaterer: ”Mit der Linken dürfte er die Abendgage nachgezählt haben.” (Med den venstre hånd må han have optalt aftenens gage).

Komponisten Richard Strauss blev som nævnt udlært af Hans von Bülow i Meiningen i Tübingen, hvis hoforkester dengang blev betragtet som et af Tysklands bedste. Hans von Bülow forblev Strauss’ store forbillede som dirigent. Strauss skrev senere: ”Billedet af de værker, som han dengang indstuderede (alle uden partitur), står siden urokkeligt i min sjæl. Specielt den måde, hvorpå han skabte det poetiske indhold i Beethovens og Wagners værker, var absolut overbevisende. Der var intet træk af vilkårlighed, alt var tvingende nødvendighed, som den fremstod af værkets form og indhold…”

En dirigentkarriere

Og netop de ord kan man gentage om Strauss’ egen musiceren, som den er overleveret på pladeoptagelser. Han var også en af sin tids betydeligste musikere som en fremragende dirigent. Vi har dog haft for let ved at glemme dirigenten Strauss, når vi lytter til ”Salome” og ”Rosenkavaleren”, til ”Don Juan” og ”Till Eulenspiegel”.

Bülow forlod ret hurtigt Meiningen, hvorefter Strauss blev eneste dirigent her i 1885. Så fulgte en dirigentkarriere, som var typisk for flere af hans kolleger, som skabte sig et navn: Tredjedirigent på Münchens Hofoper (senere Statsoperaen), Weimar, Berliner filharmonikernes symfoniske koncerter, chefdirigent i München, chefdirigent for Berlins Hofopera i en halv snes år og for Berliner Philharmoniker i en hel snes år og ind imellem en chefstilling i Wien.  

Strauss dirigerede også på Covent Garden i London og i Bayreuth, ”Tannhäuser” allerede i 1894 og ”Parsifal” i 1933 og 1934, da Toscanini sagde fra. I de sidste mange år skulle hans egne runde fødselsdage til, for at han tog dirigentstokken frem for et øjeblik. Den eneste Bayreuth-optagelse med Strauss, som jeg kender fra Bayreuth, er ”Nur eine Waffe taugt” fra ”Parsifal” med Max Lorenz i 1933. Det var ellers den danske tenor Helge Rossvænge, som primært sang Parsifal i de to somre.

Richard Strauss indspillede mellem 1926 og 1933 med Staatskapelle Berlin størsteparten af den musik, som Deutsche Grammophon nu har udsendt på syv cd’er. Med Berliner Philharmoniker og Det bayerske Statsorkester fulgte Salomes dans og Gluck, Weber, Wagner og Cornelius. Den sidstnævntes ”Der Barbier von Bagdad” havde han utvivlsomt lært at kende i ungdomsårene i Weimar. ”Ein Heldenleben” og valsesekvensen fra ”Rosenkavaleren” med lidt mere fulgte i 1944. Hermed er størsteparten af indholdet i den aktuelle boks nævnt.

Teknikkens begrænsninger

For nogle lyttere er klangen og den indskrænkede dynamik i de snart 100 år gamle akustiske optagelser naturligvis et problem. Det burde det nu ikke være i en grad, som afholder musikfolk fra at erhverve og lytte. Richard Strauss var som sagt ikke en pultvirtuos, og han stræbte ikke efter den perfekte klangeffekt. Man kan derimod høre, hvordan han søger ind i musikkens substans og samtidig undgår alle overdrivelser og alt svulstigt. I al sin nøgternhed dirigerer han musikkens indhold og væsen. Netop derfor overlever hans indspilninger trods de tekniske begrænsninger.

Det er vanskeligt at finde musikalske tolkninger fra vor tid, som i samme grad ville kunne overleve de indskrænkninger, som de akustiske 78-plader her har betinget. Lad mig slå fast: Der er så mange musikalske værdier og opdagelser i dette sæt, som man ikke bør kunne overhøre, at det ville være synd og dumt at afvise det med henblik på indspilningernes alder.

Herbert von Karajan var en moderne dirigent, som arbejdede indædt med at skabe en rig klangverden, som det ville være umuligt at fornemme gennem 1920’ernes teknik. Derfor er det endnu mere væsentligt at citere, hvad han sagde om dirigenten Richard Strauss: ”Hans mindste bevægelser betød noget. Han viste ingen følelser, når han dirigerede; følelsen kom gennem musikken.”  

Den mest forbavsende cd af de syv er med Mozarts tre sidste symfonier, nr. 39 i Es-dur, nr. 40 i g-mol og nr. 41, ”Jupiter” plus ouverturen til ”Tryllefløjten”. Gottfried Kraus, der som altid har skrevet fortrinlige pladenoter, mener, at man sagtens kan betegne Strauss’ Mozart-tolkninger som moderne med deres værktroskab og klare linjer og deres fint afstemte dynamik og frasering. Man kan tilføje, at Strauss’ tempi  aldrig var af de langsomme, ikke engang da han blev 80 år. Om hans Beethoven, her ”Skæbnesymfonien” og den syvende, kan man sige, at Strauss også var en mester i at opbygge arkitekturen gennem skiftende tempi og dynamik. 

Man kunne have ønsket sig mere Richard Wagner end blot ouverturen til ”Den flyvende hollænder” og forspillet til ”Tristan og Isolde”. Ikke mindst i den sidste forundres man over så naturligt følsomt musikken fremstår i et relativt hurtigt tempo, fordi man ikke et øjeblik hører musikken blive ”følt”. Romantikkens væsen i Weberts ouverture til ”Euryanthe” og det indre drama i Glucks ”Iphigenia i Aulis” høres også som noget væsentligt. Her får jeg lyst til at gentage, at indspilningernes alder ikke står i vejen for tilegnelsen. Jeg tror, at man bliver bedre til at lytte til al stor musik, når man først har lyttet til dirigenten Richard Strauss.

Det er naturligvis Strauss’ egen musik, som er hovedsagen. Den ældste optagelse fra 1921 er endda med den store baryton Heinrich Schlusnus akkompagneret af komponisten ved flyglet i fire sange, naturligvis også ”Zueignung”. Men endnu mere er det i de store orkesterværker, blandt andet seks tonedigte, hvoraf ”Don Quixote” i to versioner, og i flere mindre værker virkeligt spændende at høre komponisten dirigere. Der er så mange små og alligevel betydelige detaljer, som gør musikken ny. Og alligevel er det forkert at sige, at Strauss dirigerer detaljer. Mere korrekt sagt dirigerer han på en ofte forbløffende måde altid en helhed, om det så gælder hans egen musik eller andres.         

Strauss dirigerer Strauss. Desuden Mozart, Beethoven, Wagner, Gluck, Weber og Peter Cornelius. DGG 479 2703, boks med syv cd’er til lavpris.

Foto: Dirigenten Richard Strauss.

Ekstra: Alle Strauss’ operaer på 33 cd’er

Skulle man her omkring 150-årsdagen have fået lyst til at trænge ind i Richard Strauss’ musikalske univers, og elsker man komplette indspilninger, så er man godt stillet. Deutsche Grammophon har udsendt samtlige 15 operaer i en kæmpeboks på 33 cd’er med en tekstbog på 168 sider og blandt andet en ny introduktion til musikken af musikforskeren Nigel Simeone. Boksen sælges i kategorien lavpris i et begrænset oplag. Landets største klassiske pladeforretning, Danacord Butik, Nørregade 22 i København, telefon 13 11 22 51, har den i skrivende stund endnu til 699,50 kr. for de 33 cd’er.     

Joseph Keilbert dirigerer helt på toppen ”Arabella” med Lisa della Casa og Fischer-Dieskau, Karl Böhm dirigerer ”Capriccio”, ”Daphne” og ”Die schweigsame Frau”, Georg Solti dirigerer ”Elektra” med Birgit Nilsson, ”Rosenkavaleren” med Crespin og ”Die Frau ohne Schatten” med Varady. Sinopoli dirigerer ”Salome”, ”Ariadne på Na,os” og ”Der Friedenstag”. Ekstra er Jessye Normans ”Vier letzte Lieder” med.

Samlere vil nikke genkendende til disse og andre topindspilninger, men der er også førsteudgivelser som ”Feuersnot” under Erich Leinsdorf med Gundula Janowitz fra Berlin og ”Die Liebe der Danae” fra den officielle uropførelse dirigeret af Clemens Krauss i Salzburg 14. august 1952. Samlere må håbe, at DGG udgiver den sidste særskilt.   

Læs også omstående anmeldelse af Jakob Levinsens nye Richard Strauss-biografi ”Den liflige musik”.