af John Christiansen - d. 10. juli 2014
1900-tallets største dirigent, Herbert von Karajan, døde for 25 år siden. Her er den første artikel af to af mine erindringer om Herbert von Karajan som dirigent i rampelyset og under prøver, men også som privat og afslappet, genert og anderledes, end mange tror
Dagens citat: Herbert
von Karajan havde til ”Rosenkavaleren” på La Scala i Milano i 1953 taget sit ensemble
med fra Wien. Prøverne forløb lidt søvnigt. Selv fra spøgefuglen, den herlige baryton Erich Kunz,
som sang Faninal, kom der ikke en eneste munter bemærkning. Da afbrød Karajan
prøveforløbet og råbte: ”Herr Kunz. Hvor
bliver Deres højt priste humor af? Tror De, at vi har engageret Dem til at synge?”
Den 16. juli er 25 årsdagen for Herbert von Karajans død. 25
år er et rundt tal, som er naturligt at benytte til at genopfriske oplevelser. Efter
25 år er de endnu ikke blevet ren historie. De kan også stadig genopdages via grammofonindspilningerne,
som i særdeleshed i tilfældet Karajan indeholder en rigdom af stor musik og stor
musiceren. Vi kan i dag være glade for, at Karajan var en fanatiker af god grammofonteknik.
Heller ikke på det punkt er hans indspilninger i dag historisk forældede.
Jeg skal fortælle om nogle af mine oplevelser med Herbert
von Karajan, men netop hans dødsdag trænger sig på som en fortælling, som jeg
må af med, inden jeg kommer videre.
Ventet og uventet
Den 16. juli 1989, en lørdag for 25 år siden, var jeg i Paris
for på JP at følge åbningsdagene på den nye Bastille-opera. Om eftermiddagen
ringede telefonen på mit hotelværelse, og redaktionssekretæren hjemme i Viby
fortalte, at Herbert von Karajan var død.
Det var både ventet og et chok. Ventet, fordi kun en hidtil
uovervindelig vilje og modstand mod sygdom og smerter havde holdt ham oppe de
seneste år. Uventet, fordi det skete netop da. Så sent som dagen før havde han
været i festspilhuset i Salzburg for at forberede premieren på en ny opsætning
af Verdis ”Maskeballet”, som han skulle åbne festspillene med den 27. august.
To faste prøver havde været daglig norm i en længere periode.
En arbejdsproces
Tilbage til Paris. Jeg havde tre timer, inden jeg skulle
være i Bastille-operaen. Under et langt, meget langt brusebad søgte jeg i mit
hoved at fæstne de store oplevelser, som koncerter og operaopførelser med
Karajan havde været for mig fra 1960 frem til hans død her i 1989.
De ringede fra Jyllands-Posten. Pigerne på
telegramredaktionen var klar til at modtage mit diktat. De var den sidste
trygge skanse, når jeg stod med et løst flagrende manuskript i mit hoved. De
havde en fantastisk sans for rette lidt i teksten, når det kunne hjælpe til
forståelsen, men også for at lade være, når jeg bevidst ville udtrykke mig usædvanligt.
Det betød meget for mig, at netop nekrologen om Karajan gav udtryk
for det, som jeg gerne ville. Betingelserne var imod: Over 200 avislinjer
dikteret ud af hovedet og uden mulighed for at slå fakta efter. Men det var
arbejdsbetingelserne. Det har ikke altid været lige behageligt dagen efter at
læse, hvad man havde skrevet. Og dengang var det altid hastværksarbejde. Men
jeg kunne glæde mig over artiklen om Herbert von Karajan, da jeg vendte hjem.
Wagner indspillet i
en kirke
En situation fra Karajans grammofonoptagelse af Wagners
”Tristan og Isolde” i Berlin i 1971 stod præget i mit indre, som den gør også
nu. Den kom til at fylde godt i nekrologen. Karajan havde dagen før fortalt os
to musikjournalister, som var blevet indbudt til i nogle dage at følge
indspilningen tæt, hvor dybt et indtryk tredje akt af ”Tristan” gjorde på ham.
Der var ikke nogen musik, som var mere nervefyldt og spændingsladet end de
første scener af denne akt med de mange pauser, havde han sagt. Han havde endda
ladet sig fysisk undersøge af et lægehold, mens han dirigerede den. Der var
ikke det aspekt i forbindelse med musikken, som ikke interesserede ham.
Dagen efter indspillede han med Berliner Philharmoniker
scenen med den sårede Tristan på Cornwalls øde kyst. Dengang var de akustiske
problemer i Berlins nye Philharmonie endnu ikke løst, så Karajan havde valgt at
benytte Jesus Kristus Kirche ude i forstaden i Dahlem som fast indspilningsstudie.
Kun i weekenderne fik den lov til at være kirke i fred.
Et chok midt i Wagner
Fra kontrolrummet bad Karajan engelsk horn-solisten gå over i
det fjerneste hjørne af kirken, hvor hyrdens klagende toner på skalmejen skulle
optages. ”Gå ud gennem døren,” lød Karajans lidt hæse og lave stemme. ”Ud
gennem toiletdøren?” lød et forbløffet spørgsmål. Der blev ikke leet, som det
ville være oplagt herhjemme. Vi var i Tyskland, og det var et alvorligt sted,
både i kirken og i operaen. Dog ikke mere alvorligt end at de musikere, som ikke
skulle med i scenen, fortsatte med at læse aviser og spille skak.
”Ruhe, meine Herren, Aufnahme.” Her glemte Karajan den
enlige harpenistinde, der havde fået adgang til det dengang 115 mand store orkester.
Karajan slog an til engelskhornet gennem en
fjernsynsforbindelse, men der kom ikke en lyd. Karajan ventede lidt, dirigerede
så det samme igen, men der kom stadig ikke en lyd ude fra toilettet. Det var
tydeligt at se på Karajan, at han blev mere og mere nervøs. Han samlede al sin
koncentration, hele sit ønske om, at det skulle lyde, som han forestillede sig
det inde i hovedet.
Da der tredje gang heller ikke kom en lyd fra engelskhornet,
løb han fortvivlet væk fra podiet og ned gennem kirken med angsten malet i sit
ansigt. Karajan levede med i musikken. Når den som her uforklarligt forsvandt,
var det et chok for ham. Engelskhornisten havde ikke fået besked om, at han
skulle spille sin solo på det angivne tidspunkt. Ingen blev skældt ud for
kommunikationsfejlen.
Karajan talte klangen
frem
Jeg har aldrig hørt Karajan skælde ud. Han havde det ikke
nødigt for at få det frem, som han ville. Men han kunne komme med små tørre, ironiske
bemærkninger, som man aldrig helt kunne rubricere som alvor eller som lune. Han
talte ret meget, og det gav forbavsende resultater. En morgen genoptog han
indspilningen, hvor han havde afbrudt den nogle dage før. ”Danke schön” sagde han
efter nogle få takter. Så henvendte han sig til musikerne gruppe for gruppe, ind
imellem musikerne én for én, fortalte dem hver især, hvad der skulle rettes i
klangen. Efter få minutters talemonolog, hævede han igen dirigentstokken.
Jeg hørte med ved optagerpulten, da båndene skulle sys
sammen. Først hørte vi den gamle optagelse, derpå fortsættelse fra få dage
efter. Det første forsøg herfra, som Karajan havde standset, var anderledes og
helt umuligt i klangbilledet. Men båndet med optagelsen efter Karajans grundige,
ret monotone tale passede klangligt perfekt sammen med den få dage ældre optagelse
af det, som gik forud i partituret.
Disse dage var det mest intensive og udbytterige kursus i
hørelære, som jeg har oplevet. Men mest gribende var hans indlevelse i den passage
fra ”Tristan og Isolde”, som ikke kom.
Karajans tolkninger fra alle de forskellige epoker i hans
kunstneriske liv kan betegnes som værdifulde, men efter at have udviklet
Berliner Philharmonikernes fantastisk nuancerede orkesterklang fik Karajan i sine
sidste sygdomshærgede år også en ekstra gribende menneskelighed frem i sine musikalske
gengivelser. De, som har kaldt hans musiceren for kold, kan kun rammes af en boomerang
Miraklernes
nytårskoncert i Wien
Små 15 år efter optagelsen af Wagners Tristan dirigerede Herbert
von Karajan endelig en nytårskoncert med Wiener Philharmoniker i den danske
arkitekt Theophil Hansens gyldne Musikverein i Wien. Karajan havde da i flere
år lidt af en smertefuld rygskade. I september inden nytårskoncerten var der
kommet et virusangreb til. Da Karajan kom til Wien fra sit foretrukne
privatdomicil i Anif syd for Salzburg, havde han ikke dirigeret i tre-fire
måneder. Men denne koncert var en viljesag for ham. Han ville dirigere den berømte nytårskoncert. Som chef for Berliner
Philharmoniker var han i årevis forpligtet til at dirigere deres
nytårskoncerter.
Karajan dirigerede nytårsaften og igen med tv på om
formiddagen den 1. januar. Nytårsaften blev en af de mest gribende og mest
uforglemmelige koncerter, som jeg har fået lov at overvære. Der skete denne
nytårsaften et par musikalske mirakler, som ikke helt gentog sig nytårsdag, for
mirakler kan ikke gentages, og alligevel har den halve verden, nærmere 700
millioner lyttere, aldrig oplevet mage til nytårskoncert næste formiddag.
Mere end blot
underholdningsmusik
Både Karajan og musikerne udstrålede, at dette var noget
særligt. De lyste af fryd og agtpågivenhed, selv om det jo er musik, som de
kendte til bunds. Men Karajan fik nye nuancer frem. Han gjorde musikken støre.
Dens livskvaliteter boblede, men den havde også den sarte undertone af vemod,
som er wienermusikkens egen.
Ouverturen til ”Flagermusen” blev spillet, som var det
”Rosenkavaleren”. Mellemdelen i ”Annen-polka” klang usigeligt ømt og samtidig
med en pubertetsforelskelses generthed. Det var lige så betagende, som
”Vergnügungszug” var sprudlende vital. Den mørke sopran Kathleen Battle stod
pludselig i sin dybrøde kjole og lod koloraturerne i valsen ”Frühlingsstimmen” trille
over orkestret, som den synligt betagede Karajan dæmpede ned i et
fløjs-pianissimo.
Karajan dirigerede med vellykket effekt publikum i det traditionelle
afslutningsnummer ”Radetzky-march”, så hans kolossale udstråling næsten føltes
hypnotisk af os nede i salen. Sådan sluttede den største
nytårskoncert-oplevelse, som jeg har haft, og som kun Carlos Kleibers to
koncerter i Wien kan komme i nærheden af.
Men det dybeste indtryk gjorde Josef Strauss’ to valse,
”Sphärenklänge” og ”Delirien-Walzer”. I optakten til den førherlige lang sfærernes
salighed og sindets farlige dybde på én gang, og man blev kåd med ”Delirien”. De
åbnede for to sider af et menneskes liv. Tiden stod stille, så man nærmest
følte angst for, at den ikke skulle gå i gang igen. Så dybt trængte Karajan ind
i sjælen på en musik, som ellers er blevet skrevet for at underholde.
Karajan så denne aften flere gange op til fru Eliette von
Karajan, som ville han sige: ””Kan du se, vi kunne det”.
Kvinden bag Karajan
De havde det godt med hinanden. Hun betød meget for ham.
Smukke blondiner kan have det svært ved at blive taget alvorligt. Det havde
ikke været nogen undtagelse for fru Eliette, som ellers var et kulturelt
spændende menneske. Hun malede i Cezanne-stil. Hun var fransk og kom fra de
samme landskaber. Jeg har nydt at have et billede i hendes karakteristiske
pastelblå farver hængende i mit soveværelse. Da Karajan døde, bidrog hun til at
forvalte hans arv på en positivt begavet måde.
Jeg finder det meningsfuldt at afslutte denne første del af dobbeltartiklen
om Herbert von Karajan med at fortælle om et møde med enkefru Eliette i 1996. Universals klassiske repertoirechef Ole
Jochimsen med blandt andet Deutsche Grammophon havde opnået platin-status med
samlings-cd’en Adagio med Karajan herhjemme. Den blev solgt i ca. 80.000
eksemplarer i Danmark, det største antal i verden beregnet efter befolkningstal.
Jochimsen blev inviteret til Wien sammen med kolleger fra Japan og Spanien, som
fulgte Danmark i salget af Karajan-cd’en, for at modtage en platinplade af
Eliette von Karajan.
Efter den officielle del i Wien inviterede hun spanierne,
japanerne og os på en heuriger, hvor den unge vin blev udskænket. Her bestemte
hun. Hun sang franske chancons som den fremragende fine chansons-sangerinde,
hun havde været, da hun som model hos Dior havde mødt Karajan, og hun dansede forrygende
livsfrodigt med spanierne. Det var et møde med en spændende, begavet og varm
kvinde, hvis betydning for den store dirigent ikke må undervurderes. Hun hører
med i mit billede af Herbert von Karajan.
Denne artikel
fortsættes om et par dage i en anden del med flere erindringer om koncerter,
operaopførelser og møder med Herbert von Karajan.