Dagens citat: Herbert von Karajan havde til ”Rosenkavaleren” på La Scala i Milano i 1953 taget sit ensemble med fra Wien. Prøverne forløb lidt søvnigt. Selv fra spøgefuglen, den herlige baryton Erich Kunz, som sang Faninal, kom der ikke en eneste munter bemærkning. Da afbrød Karajan prøveforløbet og råbte: ”Herr Kunz. Hvor bliver Deres højt priste humor af? Tror De, at vi har engageret Dem til at synge?”

Den 16. juli er 25 årsdagen for Herbert von Karajans død. 25 år er et rundt tal, som er naturligt at benytte til at genopfriske oplevelser. Efter 25 år er de endnu ikke blevet ren historie. De kan også stadig genopdages via grammofonindspilningerne, som i særdeleshed i tilfældet Karajan indeholder en rigdom af stor musik og stor musiceren. Vi kan i dag være glade for, at Karajan var en fanatiker af god grammofonteknik. Heller ikke på det punkt er hans indspilninger i dag historisk forældede.   

Jeg skal fortælle om nogle af mine oplevelser med Herbert von Karajan, men netop hans dødsdag trænger sig på som en fortælling, som jeg må af med, inden jeg kommer videre.

Ventet og uventet

Den 16. juli 1989, en lørdag for 25 år siden, var jeg i Paris for på JP at følge åbningsdagene på den nye Bastille-opera. Om eftermiddagen ringede telefonen på mit hotelværelse, og redaktionssekretæren hjemme i Viby fortalte, at Herbert von Karajan var død.

Det var både ventet og et chok. Ventet, fordi kun en hidtil uovervindelig vilje og modstand mod sygdom og smerter havde holdt ham oppe de seneste år. Uventet, fordi det skete netop da. Så sent som dagen før havde han været i festspilhuset i Salzburg for at forberede premieren på en ny opsætning af Verdis ”Maskeballet”, som han skulle åbne festspillene med den 27. august. To faste prøver havde været daglig norm i en længere periode.  

En arbejdsproces

Tilbage til Paris. Jeg havde tre timer, inden jeg skulle være i Bastille-operaen. Under et langt, meget langt brusebad søgte jeg i mit hoved at fæstne de store oplevelser, som koncerter og operaopførelser med Karajan havde været for mig fra 1960 frem til hans død her i 1989.  

De ringede fra Jyllands-Posten. Pigerne på telegramredaktionen var klar til at modtage mit diktat. De var den sidste trygge skanse, når jeg stod med et løst flagrende manuskript i mit hoved. De havde en fantastisk sans for rette lidt i teksten, når det kunne hjælpe til forståelsen, men også for at lade være, når jeg bevidst ville udtrykke mig usædvanligt.    

Det betød meget for mig, at netop nekrologen om Karajan gav udtryk for det, som jeg gerne ville. Betingelserne var imod: Over 200 avislinjer dikteret ud af hovedet og uden mulighed for at slå fakta efter. Men det var arbejdsbetingelserne. Det har ikke altid været lige behageligt dagen efter at læse, hvad man havde skrevet. Og dengang var det altid hastværksarbejde. Men jeg kunne glæde mig over artiklen om Herbert von Karajan, da jeg vendte hjem.  

Wagner indspillet i en kirke

En situation fra Karajans grammofonoptagelse af Wagners ”Tristan og Isolde” i Berlin i 1971 stod præget i mit indre, som den gør også nu. Den kom til at fylde godt i nekrologen. Karajan havde dagen før fortalt os to musikjournalister, som var blevet indbudt til i nogle dage at følge indspilningen tæt, hvor dybt et indtryk tredje akt af ”Tristan” gjorde på ham. Der var ikke nogen musik, som var mere nervefyldt og spændingsladet end de første scener af denne akt med de mange pauser, havde han sagt. Han havde endda ladet sig fysisk undersøge af et lægehold, mens han dirigerede den. Der var ikke det aspekt i forbindelse med musikken, som ikke interesserede ham.  

Dagen efter indspillede han med Berliner Philharmoniker scenen med den sårede Tristan på Cornwalls øde kyst. Dengang var de akustiske problemer i Berlins nye Philharmonie endnu ikke løst, så Karajan havde valgt at benytte Jesus Kristus Kirche ude i forstaden i Dahlem som fast indspilningsstudie. Kun i weekenderne fik den lov til at være kirke i fred.

Et chok midt i Wagner

Fra kontrolrummet bad Karajan engelsk horn-solisten gå over i det fjerneste hjørne af kirken, hvor hyrdens klagende toner på skalmejen skulle optages. ”Gå ud gennem døren,” lød Karajans lidt hæse og lave stemme. ”Ud gennem toiletdøren?” lød et forbløffet spørgsmål. Der blev ikke leet, som det ville være oplagt herhjemme. Vi var i Tyskland, og det var et alvorligt sted, både i kirken og i operaen. Dog ikke mere alvorligt end at de musikere, som ikke skulle med i scenen, fortsatte med at læse aviser og spille skak.

”Ruhe, meine Herren, Aufnahme.” Her glemte Karajan den enlige harpenistinde, der havde fået adgang til det dengang 115 mand store orkester.

Karajan slog an til engelskhornet gennem en fjernsynsforbindelse, men der kom ikke en lyd. Karajan ventede lidt, dirigerede så det samme igen, men der kom stadig ikke en lyd ude fra toilettet. Det var tydeligt at se på Karajan, at han blev mere og mere nervøs. Han samlede al sin koncentration, hele sit ønske om, at det skulle lyde, som han forestillede sig det inde i hovedet.

Da der tredje gang heller ikke kom en lyd fra engelskhornet, løb han fortvivlet væk fra podiet og ned gennem kirken med angsten malet i sit ansigt. Karajan levede med i musikken. Når den som her uforklarligt forsvandt, var det et chok for ham. Engelskhornisten havde ikke fået besked om, at han skulle spille sin solo på det angivne tidspunkt. Ingen blev skældt ud for kommunikationsfejlen.

Karajan talte klangen frem

Jeg har aldrig hørt Karajan skælde ud. Han havde det ikke nødigt for at få det frem, som han ville. Men han kunne komme med små tørre, ironiske bemærkninger, som man aldrig helt kunne rubricere som alvor eller som lune. Han talte ret meget, og det gav forbavsende resultater. En morgen genoptog han indspilningen, hvor han havde afbrudt den nogle dage før. ”Danke schön” sagde han efter nogle få takter. Så henvendte han sig til musikerne gruppe for gruppe, ind imellem musikerne én for én, fortalte dem hver især, hvad der skulle rettes i klangen. Efter få minutters talemonolog, hævede han igen dirigentstokken. 

Jeg hørte med ved optagerpulten, da båndene skulle sys sammen. Først hørte vi den gamle optagelse, derpå fortsættelse fra få dage efter. Det første forsøg herfra, som Karajan havde standset, var anderledes og helt umuligt i klangbilledet. Men båndet med optagelsen efter Karajans grundige, ret monotone tale passede klangligt perfekt sammen med den få dage ældre optagelse af det, som gik forud i partituret.

Disse dage var det mest intensive og udbytterige kursus i hørelære, som jeg har oplevet. Men mest gribende var hans indlevelse i den passage fra ”Tristan og Isolde”, som ikke kom.  

Karajans tolkninger fra alle de forskellige epoker i hans kunstneriske liv kan betegnes som værdifulde, men efter at have udviklet Berliner Philharmonikernes fantastisk nuancerede orkesterklang fik Karajan i sine sidste sygdomshærgede år også en ekstra gribende menneskelighed frem i sine musikalske gengivelser. De, som har kaldt hans musiceren for kold, kan kun rammes af en boomerang

Miraklernes nytårskoncert i Wien

Små 15 år efter optagelsen af Wagners Tristan dirigerede Herbert von Karajan endelig en nytårskoncert med Wiener Philharmoniker i den danske arkitekt Theophil Hansens gyldne Musikverein i Wien. Karajan havde da i flere år lidt af en smertefuld rygskade. I september inden nytårskoncerten var der kommet et virusangreb til. Da Karajan kom til Wien fra sit foretrukne privatdomicil i Anif syd for Salzburg, havde han ikke dirigeret i tre-fire måneder. Men denne koncert var en viljesag for ham. Han ville dirigere den berømte nytårskoncert. Som chef for Berliner Philharmoniker var han i årevis forpligtet til at dirigere deres nytårskoncerter.  

Karajan dirigerede nytårsaften og igen med tv på om formiddagen den 1. januar. Nytårsaften blev en af de mest gribende og mest uforglemmelige koncerter, som jeg har fået lov at overvære. Der skete denne nytårsaften et par musikalske mirakler, som ikke helt gentog sig nytårsdag, for mirakler kan ikke gentages, og alligevel har den halve verden, nærmere 700 millioner lyttere, aldrig oplevet mage til nytårskoncert næste formiddag.

Mere end blot underholdningsmusik

Både Karajan og musikerne udstrålede, at dette var noget særligt. De lyste af fryd og agtpågivenhed, selv om det jo er musik, som de kendte til bunds. Men Karajan fik nye nuancer frem. Han gjorde musikken støre. Dens livskvaliteter boblede, men den havde også den sarte undertone af vemod, som er wienermusikkens egen.

Ouverturen til ”Flagermusen” blev spillet, som var det ”Rosenkavaleren”. Mellemdelen i ”Annen-polka” klang usigeligt ømt og samtidig med en pubertetsforelskelses generthed. Det var lige så betagende, som ”Vergnügungszug” var sprudlende vital. Den mørke sopran Kathleen Battle stod pludselig i sin dybrøde kjole og lod koloraturerne i valsen ”Frühlingsstimmen” trille over orkestret, som den synligt betagede Karajan dæmpede ned i et fløjs-pianissimo.

Karajan dirigerede med vellykket effekt publikum i det traditionelle afslutningsnummer ”Radetzky-march”, så hans kolossale udstråling næsten føltes hypnotisk af os nede i salen. Sådan sluttede den største nytårskoncert-oplevelse, som jeg har haft, og som kun Carlos Kleibers to koncerter i Wien kan komme i nærheden af.

Men det dybeste indtryk gjorde Josef Strauss’ to valse, ”Sphärenklänge” og ”Delirien-Walzer”. I optakten til den førherlige lang sfærernes salighed og sindets farlige dybde på én gang, og man blev kåd med ”Delirien”. De åbnede for to sider af et menneskes liv. Tiden stod stille, så man nærmest følte angst for, at den ikke skulle gå i gang igen. Så dybt trængte Karajan ind i sjælen på en musik, som ellers er blevet skrevet for at underholde.

Karajan så denne aften flere gange op til fru Eliette von Karajan, som ville han sige: ””Kan du se, vi kunne det”.

Kvinden bag Karajan

De havde det godt med hinanden. Hun betød meget for ham. Smukke blondiner kan have det svært ved at blive taget alvorligt. Det havde ikke været nogen undtagelse for fru Eliette, som ellers var et kulturelt spændende menneske. Hun malede i Cezanne-stil. Hun var fransk og kom fra de samme landskaber. Jeg har nydt at have et billede i hendes karakteristiske pastelblå farver hængende i mit soveværelse. Da Karajan døde, bidrog hun til at forvalte hans arv på en positivt begavet måde.

Jeg finder det meningsfuldt at afslutte denne første del af dobbeltartiklen om Herbert von Karajan med at fortælle om et møde med enkefru Eliette i 1996. Universals klassiske repertoirechef Ole Jochimsen med blandt andet Deutsche Grammophon havde opnået platin-status med samlings-cd’en Adagio med Karajan herhjemme. Den blev solgt i ca. 80.000 eksemplarer i Danmark, det største antal i verden beregnet efter befolkningstal. Jochimsen blev inviteret til Wien sammen med kolleger fra Japan og Spanien, som fulgte Danmark i salget af Karajan-cd’en, for at modtage en platinplade af Eliette von Karajan.

Efter den officielle del i Wien inviterede hun spanierne, japanerne og os på en heuriger, hvor den unge vin blev udskænket. Her bestemte hun. Hun sang franske chancons som den fremragende fine chansons-sangerinde, hun havde været, da hun som model hos Dior havde mødt Karajan, og hun dansede forrygende livsfrodigt med spanierne. Det var et møde med en spændende, begavet og varm kvinde, hvis betydning for den store dirigent ikke må undervurderes. Hun hører med i mit billede af Herbert von Karajan.

Denne artikel fortsættes om et par dage i en anden del med flere erindringer om koncerter, operaopførelser og møder med Herbert von Karajan.