Dagens citat: ”Det gik for sig engang. I må ikke vide hvornår, heller ikke hvor det skete.”  Béla Balázs i den talte prolog, som ikke er med på nedenstående cd, men som kan læses på websiten www.audite.de

6 stjerner af 6: Vi slår gerne Anton Bruckner og Gustav Mahler sammen, så forskellige deres symfonier end er. Men fælles for dem blev deres musikalske ideer og rige følelsesverden udfoldet i ni store symfonier. Bruckner manglede ganske vist en enkelt sats i sin niende, men de tre satser, som han færdiggjorde, udgør alligevel en helhed. Mahler kom derimod godt i gang med en tiende symfoni, som med kun en enkelt sats færdigskrevet dog aldrig nåede at blive en helhed.

Begge symfonier har karakter af et musikalsk testamente. Den dybt religiøse Bruckner tog endelig mod til sig og i respekt og kærlighed tilegnede sin niende symfoni direkte til ”den kære Gud”. De tre satser er blevet tolket på flere måder og er i særdeleshed blevet forbundet med døden. Ser Bruckner ind i det hinsides? Ind i uendeligheden?

Denne tolkning får yderligere vægt i Claudio Abbados indspilning. Det er en live indspilning fra festspillene i Luzern den 26. august 2013. Efter Schuberts ”Ufuldendte” symfoni fulgte Bruckners ufuldendte. Det var en sammenkobling, som Abbado havde dirigeret flere gange gennem sin karriere. Denne gang blev det hans sidste koncert efter flere års kamp med sygdom. Men han betragtede ikke koncerten som en afsked.

Som Abbado gengiver den store adagio, som blev hans sidste sats, fornemmer man også musikken på vej ind i en fremtid, her eller hisset. Den har troen i sig, også troen på sig selv til at overvinde alle hindringer. Abbado har tidligere indspillet Bruckners niende med Wiener Philharmoniker i en tungere tolkning. Nu er klangen lettere og luftigere, mere transparent. Bruckners musik er inderlig, endda trøstende i sin karakter, og det understreger Abbado frem for det tragiske element.

Abbado dirigerer Luzerns Festspielorchester (Luzern ligger i den tysktalende del af Schweiz), et ensemble, som han selv havde sammensat af venner og elever, hæderkronede solister på de forreste stole og sammen med dem unge musikere, som ville alt for Abbado. Det er stort set det samme orkester, som vender tilbage Luzern hver sommer. Fremtiden  bliver en omvæltning, for den anden ankermand i Luzern, Pierre Boulez har nu nået den alder, hvor han har sagt stop.

Der findes flere indspilninger med Abbado og hans orkester i Luzern, som man lytter til med en speciel glæde, men denne sidste med Anton Bruckners niende symfoni er noget særligt. Der er andre prægtige indspilninger af den, som for eksempel Herbert von Karajans også på Deutsche Grammophon.  Men lad os bare sige, at her får den niende karakter af en myte, som på en forunderlig måde åbner sig opad. 

Bruckners 9. symfoni. Claudio Abbado. DG 479 2441. 63 minutter. 6 stjerner af 6. 

5 stjerner af 6: Var Gustav Mahlers niende symfoni en afsked med livet? Ja, men ikke blot det. Den blev Mahlers mest smertelige symfoni. Mahler var blevet en gammel, syg mand, hvis hustru Alma Mahler havde været ham åbent utro. Og alligevel hold hun fast ved ham.

Man skal ikke tro, at træthed og sygdom indvirkede på kvaliteten og intensiteten i hans musik, som også her er både kraftfuld og åndfuld. Men man hører den personlige smertefuldhed i den. Og det efter den lysende, kæmpemæssige ottende symfoni, som samlede hele Mahlers verden. Man skal ikke blot betragte den niende som en afsked med livet, men som en afsked med den personlige situation, som Mahler var i.

Den indledende, næsten en halv time lange andante ”kæmper mellem drøm og virkelighed” for at citere indspilningens dirigent Michael Schønwandt. Men man fornemmer, at den også er en kamp for at komme fri af en spændetrøje. Allerede i de første takter aner man kimet til afslutningstemaet i den lange adagio, som slutter symfonien og også klinger stille ud som en afsked med livet, men forinden er der sket så meget, som mere og mere peger fremad også mod hele den moderne orkestermusiks udvikling.

Også indspilningen af Mahlers niende med Michael Schønwandt har sin egen historie, som man kan tage med som ekstra vægt i bagagen til cd’en. Det er torsdag- og lørdagskoncerterne med DR-Symfoniorkestret den 5. og 7. januar 2012, som pladeselskabet Challenger hjemmehørende i Østrig og importøren Danacord nu udsender. Vi overlader ordet til  Michael Schønwandts introduktion på engelsk i pladehæftet:

”Der er øjeblikke i livet, som virker som totalt tilfældige, men som i tilbageblikket har en betydningsfuld vigtighed. Et sådan væsentligt øjeblik skete for mig i begyndelsen af 2012, da telefonen ringede sent en søndag nat. Jeg fik at vide, at en kær kollega af mig, som skulle have dirigeret en opførelse af Mahlers niende symfoni med DR-Radiosymfoniorkestret den følgende torsdag måtte aflyse på grund af influenza. Prøverne skulle begynde den følgende morgen!

Jeg havde ikke dirigeret Mahlers niende i en årrække, men betydningen af Mahlers værker og specielt af denne symfoni i mit liv kombineret med det længevarende forhold til og venskab med DR-Symfoniorkestret, som jeg havde haft og stadig har, fik mig til at sige ja til at overtage koncerten. Som man kan forestille sig, var det en nat uden megen søvn, og jeg havde hoved og sjæl fyldt med akutte toner, følelser og billeder. Man fandt sig udsat for denne rystende beskrivelse af livets mest yderlige øjeblikke - kampen for at hale fast i livet og acceptere den uundgåelige skæbne at måtte forlade denne verden er én, som sikkert følger hvert levende væsen til dets dages ende.”

Denne kamp kommer stærkt frem i Schönwandts tolkning. Orkestret følger Schönwandt i en sammenhængende musikalsk opbygning, som vokser fra højdepunkt il højdepunkt, her også forstået de stille indadvendte følelsesfulde pianissimo-steder. Naturligvis magter radiosymfonikerne ikke at skabe en atmosfærisk klang som Abbados festspilorkester, og man kan i andre indspilninger høre (selv)ironien i andensatsens ländler (valsens langsommere forløber) skarpere spillet, men man kan ikke i en så koncentreret Mahler-symfoni få alt med. Afgørende er, at orkestret følger Schönwandt stærkt og tæt i musikens væsentligste indhold, og Schønwandt bygger indholdet og beskrivelsen af den indre kamp mesterligt op i et gribende forløb.

Mahler: Symfoni nr. 9. Michael Schønwandt og RSO live. Challenge CC72636, import Danacord, to cd’er til én cds pris. 80 minutter.     

5 stjerner af 6. Béla Bartóks ”Hertug Blåskægs borg” er en live optagelse fra august 1962, fra en anden storhedstid end Abbados i Luzern festspillenes historie, da den tjekkiske Rafael Kubelik var en af hoveddirigenterne, og Irmgard Seefried og Dietrich Fischer-Dieskau var velsete sangsolister. Kan man give en 52 år gammel optagelse fem stjerner? Ja, her tæller den kunstneriske kvalitet så stærkt, at man må se bort fra den tekniske alder, som ærligt talt ikke er så påfaldende, at den gør noget i en helhedsvurdering. Jeg vil hævde, at man ikke kan høre noget tilsvarende fortolkningsmæssigt i dag.

Kubelik dirigerede for første gang i Luzern i august 1948, Få uger før var ikke vendt tilbage til Praha fra et gæstespil i London efter kommunisternes statskup i Tjekkoslovakiet. Han erklærede: ”En fugl synger ikke i et bur.” Kubelik vendte først tilbage i 1990, da hans fædreland blev fri.

Kubeliks lykkeligste år var som chef for Det bayerske Radiosymfoniorkester fra 1961 til 1979, da han samtidig fik et tæt forhold til festspillene i Luzern, hvor han dirigerede 25 koncerter. Blandt dem var Bartóks opera ”Hertug Blåskægs borg” her i 1962. Man forstår, hvorfor bayerne elskede Kubelik, som musicerede på en yderst beskeden måde måske netop derfor åbnede for partituret på en overvældende måde.

Der blev sunget på tysk, så man er ikke fortabt i forståelsen. Fischer-Dieskau synger Blåskæg, som han gjorde ret ofte – dette er den tredje indspilning med ham i partiet. Overraskelsen var Irmgard Seefried, som med sin vidunderlige lyse sopran og bevidst naive klang var et overraskende valg som Judith. Man kan konstatere, at hun har lidt besvær i visse dybere pasager, men hun er helt vidunderlig i sit normale stemmeleje, hvor hun får en verden af følelser og velklang frem.

Det er en usædvanlig opera uden ouverture, uden arier, uden ensembler. Den beskæftiger sig med den evige kamp mellem kønnene. Judith har fulgt Blåskæg til hans borg, og her gennemlever hun hans hemmeligheder. Blåskæg må mere og mere tøvende give hende nøglerne til værelserne, hvori de skjules. Bag den sidste dør finder hun hans tidligere koner, og hun må følge dem, mens Blåskæg bliver alene tilbage, som han altid var og altid må forblive.       

Bartók: Hertug Blåskægs borg. Kubelik. Én cd. Audite 95.626, import Danacord. 61 minutter.

Så må jeg vel undskylde, at jeg bringer tre pladeanmeldelser samtidig, som jeg synes mine læsere skal anskaffe sig. Alle tre fra den samme periode og med et personligt indhold, som hører sammen med tiden.  

Foto: Rafael Kubelik.