Puccini modtog i 1920 fanpost fra USA: ”Mennesker dør og regeringer veksler, men melodierne i ”La bohème” vil leve for evigt.” Afsenderen var Thomas Alva Edison, 1847-1931, amerikansk opfinder af blandt andet fonografen og afgørende forbedringer af glødelampen. Han blev indehaver af over 100 patenter.    

Naturligvis skal De ikke se så populær en opera som ”La bohème”, ikke engang selv om Den jyske Operas kommende opførelser ifølge godtfolk og eksperter tegner meget lovende. Husk: Opera er jo finkultur.

Et mærkeligt ord, finkultur. Det lyder så bydende: Væk med øllen og på med habitten. Kvinder behøver vi ikke at drage ind i det her. De har alligevel lettere ved at finde det pæne tøj frem.

I virkeligheden blev ordet finkultur for år tilbage opfundet af kredse, som mente, at de fik for få kulturelle tilskudspenge, og som derfor skulle bruge et ord om dem, som fik penge. Operaen fik kulturpenge. Derfor var opera finkultur. Hvad skete? Både pressen og de kulturløse svælgede ordet i sig.  

Hvis De er en ægte musikkender, skal De vel heller ikke se og høre ”La bohème”. Der er folk, der mener at have virkelig forstand på musik, og de siger, at Puccini er ren sentimentalitet og pop. Jo, vist får man varme hænder, når digter Rodolfo tager sypige Mimi i hånden og synger: ”Så kold den lille hånd er” eller som det også lyder på Den jyske Opera: ”Che gelida manina”.  

Nu ved De det: Hvis De alligevel går til ”La bohème” og endda nyder det, er De ikke alene en finkulturel snob, men De har også en dårlig smag.   

Det er vi mange om

Trøsten er, at vi så er mange, mange finkulturelle snobber med en dårlig smag. Nogle er det også uden at vide det. Det er vi, fordi det er godt at opdage nogle menneskelige værdier, som vi kan leve os ind i, når musikken tager os med i denne vidunderlige ”La bohème”.

Sådan staver Den jyske Opera navnet, og det er rigtigt med det lille b. Det betyder nemlig bohemeri, det at leve som bohemer. Og Puccini og italienerne bruger ikke stort bogstav, bare fordi det er en titel.

Operaen handler om meget fattige mennesker. Komponisten Puccini tilbragte sin studietid i Milano, hvor han efter eget udsagn mærkede sulten på sin krop for slet ikke at tale om manglen på penge til at kunne opvarte de smukke balletpiger ovre fra La Scala operaen. Puccini havde aldrig været i Paris, da han i 1894-95 skrev sin opera om bohemerne på Montmartre.

Digteren og sypigen

En digter forelsker sig som allerede antydet i en sypige, og hun er syg. Hun vil ikke kunne blive rask, hvis de ikke skilles og hun finder sig en rig elsker. Kærligheden alene er ikke nok til for at holde hende i live.

De bestemmer sig til, at sådan må det blive, når foråret kommer, hvis jeg altså har forstået tredje akt rigtigt. De må skilles, når blomsterne blomstrer, … ”alla stagion dei fior”.

Puccini var ikke altid rar ved damerne i sine operaer, når han lod dem dø, men han var en gentleman, som ikke udleverede, hvad der skete i pauserne mellem akterne.

Mimi bliver naturligvis ikke rask, og til slut vender hun tilbage for at dø i det samme loftsatelier, hvor hendes kærlighed til Rodolfo blev vakt. Hvis man så dette bohèmeliv som et stykke realisme på tv, ville man utvivlsom finde det synd, men det ville nok ikke gøre det helt store indtryk. Der er jo så mange, som dør på tv-skærmen nu om dage.

Musikken kan det hele

Men her er vi kommet til det egentlige. Musikkens magt er underfuld. Den kan gøre personerne og deres følelser, miljøet og dets atmosfære levende og nærværende.

Det er så trist det hele, at det ikke skulle være til at bære. Men musikken er mere nuanceret. Den dejligste musik er Mimis og Rodolfos sart-lyriske scener. De to har også deres gode øjeblikke sammen, inden de må opgive hinanden. De øjeblikke står i kontrast til boheme-livets mere barske sider.

Operaens anden par, Musette og Marcello er også anderledes. Det muntre, det barske og det lyrisk-sørgmodige er godt afbalanceret.

I slutscenen af tredje akt lykkes det Puccini at kombinere de to pars temperamenter. Mens Marcello og Musetta skændes på grund af hans jalousi, finder Mimi og Rodolfo sammen i et sidste forsøg på at kunne være alt for hinanden. 

Musikken gør forskellen

Puccinis musik fortæller meget. Læg allerede mærke til åbningstemaet, der i forskellige varianter gennemsyrer operaen. Det stiger først dynamisk i vejret og falder så ned igen, karakteristisk for bohemerne, hvis højtflyvende idealisme hurtigt ebber ud i intet, fordi de intet har at have den i.

Temaerne fra den første kærlighedsduet dukker i slutscenen op i en ny sammenhæng og fortæller således om et livs (delvist) forspildte muligheder. Mimis uheroiske død ledsages af stille klange af den sang, hvori Rodolfo engang erklærede hende sin kærlighed. Så kan man undre sig over, at bassen Collines lille farvelsang til sin frakke, som han bringer til pantelåneren for at få penge til Mimis medicin, også bliver ved med at spøge.

En duft af Paris

Anden akt foregår i Paris juleaften. Jo, man kan godt spise udendørs i Paris på det tidspunkt. Jeg har selv gjort det. Men Puccini havde som sagt aldrig været i Paris, da han skrev sin opera, og alligevel er anden akts livlige gadebillede fyldt af ægte parisercharme med Musettas vals, som hun først synger solo, men som udvider sig til et ensemble for seks som et pariserkoloristisk højdepunkt.   

Det er en helt anden stemning, der åbner tredje akt. Den frostklirrende intethed denne vintermorgen foran Paris’ porte bliver skildret i trøstesløse faldende kvinter i fløjterne over strygernes tremolo, en ”skælven”, der frembringes ved meget hurtig gentagelse af den samme tone. De (pseudo)optimistiske antydninger, hvormed de to første akter begyndte, er forsvundet. Den frostklirrende intethed har også fået tag i vore boheme-venner.

De små tings musiker

Puccini betragtede sig selv som ”de små tings musiker”. Vi møder ikke helte, men måske nok en heltinde. Alligevel er operaen et stykke hverdagsrealisme, hvor der blot synges i stedet for der tales. Og som allerede antydet kan sang fortælle mere end tale alene.

Nej, vi skal absolut ikke tro på, at man er en finkulturel snob, fordi man forventningsfuld iler til Den jyske Operas opførelser af ”La bohème”. Heller ikke på den, at man har en dårlig smag, fordi man gribes af Mimis og bohemernes skæbne. ”La bohème” er et mesterværk, som er for alle.  

God fornøjelse. Vi ses.

Læs i kalenderen, som også skjuler sig bag annoncen for "La bohème" øverst, hvor, hvornår og med hvem Den jyske Opera opfører ”La bohème”.     

Katarzyna Mizerny som Musetta omgivet af Lars Fentz Krogh, Jens Bové og med ryggen til Morten Hesteng Byrialsen. Foto: Kåre Viemose.