Dagens citat: ”Han gav os sig selv, sit venskab, sin ånd, sin fine følelse, sit hjertelige smil, sin dybe alvor og sit muntre, friske sind gennem sine udødelige melodier og sin skønne rige kunst”, Carl Nielsen, hvis 150 år vi fejrer, om Johannes Chrysostomus Wolfgang Gottlieb Mozart for at tage hans fødenavn komplet fra almanakken.

Den jyske Opera byder på interessante introduktionsmøder inden premiereforestillingerne i Aarhus. Forleden drejede et sådant sig om demokrati og opera. I efterteksten stod ”sådan gør alle… også kvinder!” Så ligesindet var tekstforfatteren Lorenzo da Ponte ikke, da han skrev sin tekst til Mozarts  ”Cosi fan tutte”. Det betyder ”Sådan gør de alle”, men grammatisk underforstået gælder det her kun kvindekønnet. Men ingen nutidig operajomfru eller operafan behøver at tage det ilde op.  

Beethoven var langt fra den eneste, som kritiserede Mozart for, at han skrev en opera om to søstre, som var deres officerskærester utro, da det lå for. Men Beethoven havde næppe hørt sin ældre kollegas musik igennem, før han forsvarede kvindekønnet. Det vender jeg tilbage til. Men temaet om de to unge pigers utroskab betød, at ”Cosi fan tutte” havde vanskeligere ved at sætte sig igennem i sin samtid. Mange mente, at teksten ikke var Mozart værdig. Der kom flere forsøg på at ”forbedre” Lorenzo da Pontes ellers vittigt raffinerede ord. Der blev for eksempel indført to ekstra mænd til at forføre damerne. Det skulle virke pænere.

Oehlenschläger ”forbedrede” Mozart

Herhjemme gjorde selveste Adam Oehlenschläger i 1826 et forsøg på at gøre musikken mere kendt, idet han skrev en helt ny tekst til musikken med titlen ”Flugten af klosteret” dog tilsat andre numre, så det blev en lang forestilling. Den blev ikke nogen succes, men det kunne være morsomt blot med en koncertopførelse af den.

I årtier blev det almindeligt at opføre operaen ved at vende handlingen på hovedet, så pigerne på forhånd gennemskuede kæresternes væddemål og spillede med på spøgen for at blamere mændene. Der er stadig opsætninger, hvor det foregår sådan, men nu ligger der ikke længere moralske principper bag. Jeg har set en enkelt sådan forestilling, som var ganske raffineret, men den fik nu også finalens musik til at virke overflødig.    

Selve historien

Ganske kort: Det er den ældre og noget kyniske Don Alfonso, som vædder med de to unge officerer Ferrando og Guglielmo, at også deres kærester vil være dem utro, hvis de møder andre flotte mænd. Det tror de to selvsikkert ikke på. Det arrangeres, at officererne på skrømt bliver kaldt i felten, og de møder op forklædt som et par ”albanere”.

De er let genkendelige for os alle, undtagen naturligvis for de to piger. Det er en del af komikken, at pigerne ikke opdager, hvad alle vi andre ikke kan undgå at se. Pigerne falder mere og mere for de to fremmede og indvilliger til slut i at gifte sig med dem. Notaren er såmænd den også gennemskuelige og komiske Despina, pigernes kammerpige. Da vielsespapirerne er underskrevet, kaldes de to officerer pludselig væk for øjeblikket efter at vende tilbage og ”opdage” vielsesattesterne.

Komedie bliver til alvor

I hele denne komedie har Mozarts musik revet sig løs fra Lorenzo da Pontes tekst. For pigerne er forholdet til de nye mænd blevet alvor. Det hører man i musikken. Sammenlign to scener, som begge har en dejlig musik. Den første er fra begyndelsen af operaen, da pigerne tårevædet tager afsked med deres kærester. De synger om, hvordan vi dødeliges forhåbninger slås itu af skæbnen. Deres musik er køn, men den er tydeligvis også forstilt.

I den sidste scene inden det fingerede bryllup og afsløringen er det let at fornemme, hvor langt dybere Mozarts musik er blevet. Her er det ikke længere blot smukke vendinger, som klinger ud i Mozarts melodi, men en dybere, også smertefuld kærlighed, som sammenfattes af sopranen Fiordiligi i linjen om ”at lade al erindring om fortiden vige fra hjerterne”. Kun barytonen Guglielmo vil ikke synge med. Han er sur, vel fordi han har tabt væddemålet. Sådan forenes alvor og komik.

Mændene følger altså mere langsomt med, men også for dem spiller nye, mere virkelige følelser ind over for de piger, som de på skrømt gør kur til. De fire står forvirrede tilbage uden virkelig at vide, hvem der skal finde sammen, de gamle par eller de ”nye”.

Men Beethoven havde ikke ret i, at det er kvinderne, som der er grund til at misbillige. Musikken fortæller os, at det er dem, som først og ærligst giver efter for deres virkelige følelser. Det er pigerne, som vi i dag må beundre, hvis det skal være, og vel de to mænd, som vi stille må ryste på hovedet af.

”Demokratisk opera”

Så kommer vi til det usædvanlige, at Den jyske Opera denne gang vil spille ”Cosi” som ”demokratisk opera”. Publikum får lov at bestemme, om forestillingen skal være en klassisk opførelse eller en moderne opera, og om de ”rigtige” får hinanden til slut. Det drejer sig vist om at råbe kraftigst, når afgørelse skal tages, inden tæppet går for den ene dekoration eller den anden og tilsvarende tøjvalg. En støjmåler afgør, hvilken part, der klapper stærkest og vinder.  

Men der er indbygget et andet, alvorlige spørgsmål i operaen. Får de rigtige nu hinanden, når de gamle par efter da Pontes bog vender tilbage til hinanden efter afsløringen, eller ville det ifølge Mozarts musik ikke være bedst for alle – men naturligvis ikke for den offentlige moral –, hvis de nye par fik lov at beholde hinanden. Mon vi også skal afgøre det på demokratisk vis?

Publikum får det altså, som flertallet af det vil, og det er en morsom ide. Men naturligvis er det ikke demokratisk. Operaen kan man jo ikke rokke ved. Den står tilbage som det mesterværk, som den er med alle dens følelsesmæssige komplikationer.

Men som lytter må man være sig bevidst, at operaen hele tiden bevæger sig på et knivsblad vekslende mellem ironi og komik på den ene side og dybfølte, også smertelige menneskelige følelser på den anden. Også dette dobbeltspil gør opførelsen på scenen vanskelig, men lykkes balancen mellem komik og alvor og alt det andet har vi altså med Mozarts dejligste opera at gøre. Naturligvis efter min mening.

Mozarts personlige følelser

Mozart færdiggjorde ”Cosi fan tutte” i januar 1790, og det havde været en vanskelig tid for ham. Han havde økonomiske vanskeligheder, og det var sandelig ikke, fordi han tjente lidt. Tværtimod. Han var blot endnu dygtigere til at bruge pengene. Han færdedes således blandt adelen i Wien, og den havde trods alt bedre råd til at tabe penge på det forbudte hasardspil, som huserede i byen.

Mozarts kone Constance, som den nyere forskning har vist, at man ikke som tidligere gjort må tegne et for negativt billede af, var som så ofte nede i Baden på kurophold i svovlbadene. Mozart hørte rygter, som fik ham til at skrive formanende til hende:

”Det glæder mig selvfølgelig, når du er glad og munter, blot ville jeg ønske, at du ikke var så løssluppen i din opførsel, som du nogle gange er. Du var alt for fri i det over for N.N. … En kvinde bør altid holde på sin respekt – ellers kommer hun i folkemunde. Min elskede! Tilgiv mig, men undskyld mig, at jeg er så oprigtig, men min sjælefred kræver det – og det samme gør vores gensidige lykke. Husk dog på, at du selv engang har indrømmet, at du var alt for eftergivende – du kender følgerne, husk også dit løfte til mig – åh Gud!” (Dette citat fra et brev fra Mozart til Constance i august 1789 er hentet fra Peter Dürfelds store og fremragende værk med oversættelsen af og kommentarer til ”Mozarts samlede breve” udgivet af Gyldendal 2005).

For Mozart lå der altså også privat en smerte bag den musikalske skildring af de fire hovedpersoner i ”Cosi fan tutte”. Men samtidig var han fri nok til at kunne pointere det vittige i historien. Tekstdigteren Lorenzo da Ponte interesserede sig nok i højere grad for en sandsynligvis virkelig historie, som havde verseret i Wien. To søstre fra byen Ferrara havde været indlandet i en affære lig den, som Lorenzo da Ponte nu beskrev i sin libretto.  

Cosi på cd’er

Om pladeindspilninger på cd: Skulle man falde over Eugen Jochums indspilning med Irmgard Seefried, Ernst Häfliger og Fischer-Dieskau etc. på DGG fra 1963, må man endelig gribe til. Karl Böhm var også en uforlignelig dirigent af ”Cosi fan tutte”.  Af nyere indspilninger vil jeg anbefale dirigenten Yannick Nézet-Séguins livlige koncertopførelse på festspillene i Baden-Baden i 2012 med blandt andre Miah Persson, Angela Brower, Rolando Villazon og Mojka Erdmann og for en gangs skyld uden de ellers hyppige forkortelser (DGG 479 0641).

Tryk på den utvivlsomt smukke dame med den løftede pegefinger øverst til højre og find alle oplysninger om spilledatoer og medvirkende i Den jyske Operas opførelser landet over af ”Cosi fan tutte”. 

Foto: Et scenebillede fra Den jyske Operas opførelse, som ingen får at se. Her er en sammenblanding af den klassiske opførelse og den moderne opførelse, som publikum kan vælge imellem. Forrest det klassiske par, Kate Valentine som Fiordiligi og Joel Annmo som Ferrando. Bagerst Clara Ek som den moderne Despina.. Fotograf: Kåre Viemose.