af John Christiansen - d. 11. marts 2015
Kiev-Operaen gæster os med Verdis La traviata – Mangaard Travel arrangerer festspilrejse til Baden-Baden med La traviata i en Met-besætning – Her fortælles om Verdis følsomme musik og om paralleller og forskelle mellem virkelighedens kurtisane Marie Duplessis og Verdis heltinde Violetta
En sommerdag i 1842 så forfatteren Alexandre Dumas d.y. Marie
Duplessis stige ned af en elegant vogn i Paris, og han forelskede sig ved
første blik. Efter tidens skik erklærede han ikke straks sin kærlighed, men
ventede i to år, da han trøstede sig med andre kvinder. Han lod så en ven
arrangere et møde på et varietéteater, og her begyndte en af historiens og litteraturens mest
berømte kærlighedshistorier.
De var da begge 20 år unge. Han var høj og slank, lyshåret
og blåøjet, en romantikkens idealskikkelse. Som forfatter havde han endnu
gennembruddet foran sig. Hun var feteret i det parisiske selskabsliv, en
demimonde af landlig oprindelse. Hun var høj, slank, halsen var som en svanes,
de sorte lange sorte fletninger hang ned på brystet, som det ses på Edouard
Vienots maleri af hende.
Dumas’ kærlighedserklæring gjorde indtryk, men hun advarede
ham, at hun kun ville gøre ham ulykkelig. Hun var på dette tidspunkt den gamle
grev Stackelsbergs elskerinde, hvilket ikke hindrede hende i at have andre
elskere. Det var på dette tidspunkt, at hun blev syg på en fest og for første
gang spyttede blod. Så fulgte en kort, lykkelig sommer på Dumas den ældres
villa i Saint-Germain, hvor Alexandre plejede hende, men da de var tilbage i
Paris, vendte hun langsomt tilbage til sit gamle liv. Alexandre var jaloux, men
han havde ikke råd til at give hende det liv i luksus, som hun ikke kunne
undvære. I august 1845 skiltes de efter et skænderi, og han skrev til hende:
”Jeg er hverken tilstrækkelig rig til at elske dig, som jeg
kunne ønske det, eller tilstrækkelig fattig til at kunne blive elsket, som du
kunne ønske det. Lad os derfor glemme… Milles souvenirs. A.D.”
Virkeligheden og
operaen
Hertil er der mange lighedspunkter mellem virkelighedens
Maris Duplessis og Alexandre Dumas og parret Violetta og Alfredo i Verdis opera
”La traviata”. Karaktermæssigt var der få mellem Violetta og virkelighedens
forbillede. Marie var overfladisk, skruppelløs og løgnagtigt i udnyttelsen af
rige mænd. ”At lyve holder mine tænder hvide,” sagde hun. Efter bruddet med
Alexandre Dumas blev hun Franz Liszts elskerinde. Det kom som en overraskelse,
at hun midt i dette forhold tog til London med Vicomte de Perrégaux og giftede
sig med ham, men de levede aldrig sammen.
I december 1846 besøgte hun for sidste gang den store opera
i Paris iklædt hvidt satin, diamanter og bærende sin yndlingsblomst, den hvide
kamelia, som siden blev symbolet på den faldne kvinde, som i sin menneskelige
storhed giver afkald på den ægte kærlighedslykke for ikke at bringe ulykke over
den elskedes familie.
Marie Duplessis eller Alphonsine, som hun oprindelig hed,
ville næppe have givet afkald på noget som helst for nogen som helst, men hun blev
udødelig, fordi hun var anledningen til, at Alexander Dumas den yngre’s talent
foldede sig ud i mesterværket ”La dame aux camélias” (Kameliadamen). Heri omskabte
han sin egen romance med Marie til den udødelige kærlighedsroman, som han tre
år senere dramatiserede. De politiske forhold umuliggjorde en opførelse af skuespillet, og
først i 1852 fandt den succesrige premiere sted i Paris. Giuseppe Verdi så
utvivlsomt netop denne opførelse.
Fra roman til
skuespil og opera
Skuespillet har ikke den samme kraft og poesi som romanen.
Men hvad der gjorde Dumas´ roman til et mesterværk, gjorde også Verdis opera
til et mesterværk. Som så ofte med mesterværker blev den en fiasko ved
uropførelsen i Venezia i marts 1853, hvilke skyldtes flere ting, bl.a. dårlige
sangere, men den blev en stormende succes på et andet teater i Venezia året
efter. Dumas’ skuespil ”Kameliadamen” blev i øvrigt spillet på et nærliggende teater i
Venezia samtidig med uropførelsen af operaen.
Sådan var i store træk forløbet af en kærlighedsaffære, der
blev til en roman, født i en erindringens drøm, videre til et velkalkuleret
skuespil og endelig til et af operagenrens mest elskede og i sin menneskelighed
evigt gyldige værker, Giuseppe Verdis ”La traviata”
Bag operaens handling aner man også Verdis mangeårige
forhold til sangerinden Giuseppina Strepponi, som havde født et par børn uden
for ægteskab. Han levede sammen med i hende i ti år, inden de giftede sig.
Forholdet forargede borgerne i den lille by Busseto, hvilket især Giuseppina
aldrig tilgav dem.
Et kort handlingsforløb
Et kort handlingsreferat af operaen vil nu ikke give læseren
nogen form for overraskelse. Alfred Germont, der er af fornem familie, har i et
par år elsket kurtisanen Violetta Valery på afstand, hvilket han tilstår hende
på en fest, hvorfra hun må trække sig tilbage, da hun får et angreb af
svindsot. Hun tager ham først ikke alvorligt, advarer ham derpå, men hun må
konstatere, at den unge mand har vakt nye følelser til live hos hende.
Violetta følger Alfredo bort fra Paris ud til de landlige
glæder, og de oplever en kort, lykkelig tid, som afbrydes af Alfredos fader.
Han beder hende fortroligt om at forlade sønnen af hensyn til Alfredos søster,
hvis forestående ægteskabslykke ikke kan blive til noget, hvis Violetta ikke
trækker sig tilbage.
Hun må vrage kærligheden i sin skyldfølelse over for
fortiden og flygter tilbage til sit gamle liv i Paris i den tro, at det vil
spare Alfredo for smerten. Hverken hans vrede eller krænkelser af hende på en
fest formår at ombestemme hende, og først i sin dødsstund røber hun sandheden
og sin egen menneskelige storhed.
Det er på papiret måske en banal historie, og Verdis
trofaste tekstskrædder Francesco Piave kan ikke frasiges et par banaliteter.
Men historien er stadig aktuel, fordommene ligeså. Og Verdis musik har en
forunderlig følelsesmæssig rigdom og menneskelighed, og operaen føles hævet over al tale om
banaliteter.
Forspillet er et
tilbageblik
Forspillet fortæller om flere stadier i Violettas liv. Det
indledes med de højt liggende gennemsigtigt klingende violiners musik fra
Violettas dødsscene. Så kommer unisont i strygerne hendes overstrømmende
kærlighedsmelodi, som senere får sit mest overvældende udtryk i Violettas
kærlighedserklæring til Alfredo, inden hun forlader ham for at tage til Paris
igen, men samtidig med kærlighedstemaet dukker en trippende modmelodi, et
kontrapunkt, op. Man har hørt noget tilsvarende hos Verdi før, men det nye er,
at dette rytmiske motiv ikke blot er udsmykning, men både har en dramatisk
funktionel og en psykologisk betydning.
”La traviata” blev til i en overgangsperiode i hans
produktion. Hermed tænkes ikke mindst på det formale. I sine to foregående
operaer, begge også meget populære, havde Verdi i ”Troubaduren” holdt sig ret
konsekvent til den traditionelle form med arier, mens han i ”Rigoletto” og ikke
mindst i slutscenen havde gennemført en dramatisk helhed uden leddelinger. I
”La traviata” gik Verdi en mellemvej. Førsteakten har også sine arier som
Alfredos drikkevise, men ved at kæde dem ind i festmusikken undgår han helt de
fortællende recitativer, og det giver akten en medrivende koncentreret
atmosfære.
Verdi noterede ”La traviata” i tre akter, idet to store
scener sammen udgjorde anden akt, scenen på landet og den følgende scene med
festen, hvor Alfredo fuld af bitterhed og uden kendskab til Violettas virkelige
grund til at forlade ham opsøger hende på en fest og krænker hende. Lad os
hellere tale om operaens fire billeder. Verdi bygger både det første og det
tredje billede op over festmusik.
Bevidst overfladisk festmusik
Betragtet som ren musik er denne festmusik langt fra Verdis
bedste, men dramatisk set er den genial som miljø- og atmosfæreskabende. Den er
glansfuld og livfuld og gengiver det ydre, det såkaldt søde liv, og nedenunder
fornemmer man en tone af vemod og ikke mindst længsel. I det tredje billede skifter
den helt karakter, da Alfredo træder ind. Et uroligt tema i de dybe klarinetter breder
angst og uro og varsler noget uheldsvangert.
Man skal også lægge mærke til festmusikkens tredelte
valsetakt, som Marie Duplessis dansede til i 1840’ernes Paris. Verdi måtte for
censuren ikke henlægge handlingen til dets oprindelige miljø, men censuren
kunne ikke hindre ham i at gennemsyre sin opera med dette miljøs foretrukne
dans.
Et nøgletema er allerede nævnt, Violettas kærlighedsmotiv,
som allerede dukker op i forspillet. Et andet nøgletema synges af tenoren Alfredo midt i
førsteaktens duet mellem de to på
ordene ”Di quell amor”, som i Holger Bolands oversættelse lyder: ”..al livets
fryd, al dets lykke og salighed, længsel og kvaler, som aldrig jeg dem
kendte”. Det dukker op som
erindringsmotiv, et i italiensk opera på dette tidspunkt så godt som ukendt begreb
(glem her ordet ledemotiv), da Violetta senere i førsteakten bliver ene og ikke
kan glemme mødet med Alfredo, og det kommer igen i slutscenen, da Violetta
læser brevet fra fader Germont, og endelig i Violettas dødsscene. Puccini var
så optaget heraf, at han næsten kopierede fremgangsmåden i sidste akt af ”La
bohème” godt 40 år senere.
Violettas fire
forskellige stemmer
Duetten i anden akt mellem Violetta og fader Germont er
psykologisk genial. Mens barytonen Germonts musik nærmest er statisk i sin
selvtilstrækkelige sikkerhed, typisk for det finborgerlige miljø, som han
tilhører, svinger Violetta fra den første overraskelse over stolthedens trods
og nervøs forhåbningsfuldhed til fortvivlelse, smerte og resignation, der
klinger ud på ordene: ”Dite alle giovine” – ”Sig til deres datter, hun som er
ung og ren, at jeg for hendes skyld ofrede min lykke”.
Man kan finde den ene musikalsk-dramatiske finhed efter den
anden frem af Verdis partitur. Kurtisanen Marie Duplessis blev i Verdis intime,
patetiske og medmenneskelige musik til en renhedens heltinde. Hvilket bevægende
liv udspilles ikke i denne musik? Men den kræver næsten fire forskellige
sopranstemmer af sin fortolker: Virtuose koloraturer, som synes at ville søge
en ny livskvalitet i første billede, derpå lyrisk varme og forhåbning i scenen
på landet, hjerteskærende drama i den følgende festscene og resignerende
inderlighed i dødsscenen.
¤ Den ukrainske Nationalopera har for længst fået et godt navn
herhjemme med sine stort anlagte operagæstespil. Denne gang opfører den Verdis
La traviata med dansk premiere i Aalborg Kongres & Kultur Center søndag den
15. marts kl. 20.00. Det sker som led i Aalborgs Operafestival. Mandag den 16.
kl. 20.00 fortsættes til Musikhuset i Aarhus. Tryk på annoncen oppe til højre
på denne side og læs mere. Tirsdag den 17. marts kl. 19.30 gæstes Vejle
Musikteater. Onsdag den 18. kl. 20.00 sker det i Musikhuset Esbjerg. Turnéen
slutter i Musikteatret Albertslund torsdag den 19. kl. 19.30.
¤ Man kan fra den 22. til den 28. maj rejse med Mangaard Travel, Åbyhøj
til festivalhuset i Baden-Baden og se og høre ”La traviata” med en stjernebesætning
sat i scene af Rolando Villazon. Musikrejsen byder desuden på to koncerter med Dresdens
Staatskapelle og tidens store dirigentnavn Christian Thilelemann med musik af
Bruckner, Wagner, Schubert. Hør også mesterviolinisten Gidon Kremer og
Bach-mesteren András Schiff. Se program på www.mangaard-travel.dk. Henvendelse telefon 86754840, kjeld@mangaard-travel.dk
¤ Billede: Marie/Alphonsine Duplessis på Edouard Viernots maleri