af John Christiansen - d. 9. april 2015
Den jyske Opera uropfører Susanne Biers ”Brødre” som opera – Musikalske sommerglæder i Tivoli – Langeland bliver atter rejser værd til klassisk musik – Store sangere til Aarhus og Aalborg
Endnu har musik- og operaelskere ikke fået mulighed for at
glæde sig til, at Aarhus skal være europæisk kulturhovedstad i 2017, som der
bekendt ikke engang er to år til. Men nu er der en første spændende nyhed. I
Musikhuset Aarhus skal der uropføres en Susanne Bier-trilogi. Hendes filmtrilogi
skal overføres fra lærredet til scenen. ”Brødre” bliver en ny opera, ”Efter
brylluppet” et anderledes stykke musikteater og ”Elsker dig for evigt” bliver en
moderne danseforestilling.
Den jyske Opera står for uropførelsen af operaen ”Brødre”,
og operachef Annilese Miskimmon, der allerede har stået for vellykkede opsætninger
af Janáceks ”Katja Kabanova” og Massenets ”Don Quichotte”, sætter den i scene.
Hun har hæftet sig ved spændingen mellem de to verdener, det ene øjeblik i en
fremmed krig og det næste i et dansk køkken, altså spændingen mellem små og store
spørgsmål i livet, som Miskimmon betegner som oplagt at udforske i en opera.
Filmen fortæller om to brødre og et trekantsdrama. Michael
har gjort stor karriere i militæret og har en smuk hustru og to døtre, mens
lillebror Jannik lever et driverliv på kanten af loven. Da Michael sendes på FN
mission til Afghanistan og vender hjem efter et traumatisk fangenskab, ændres forholdet
mellem de to brødre totalt.
Komponisten er den islandsk-danske Daniel Bjarnason, hvis ”symfoniske
lydverden er en betagende blanding af gammelt og nyt, og som bygger bro
traditionel klassisk lyd og det 21. århundredes version om, hvad musik også kan
være”, fortæller operachefen. Han og librettisten, svenskeren Kerstin Perski,
som tidligere har skrevet teksten til Den jyske Operas og Niels Marthinsens ”Skriftestolen”,
vil nu gå i gang med
deres egen fortolkning af filmen.
Billetsalget til uropførelsen, der finder sted i august 2017
i Musikhuset Aarhus, åbner først i foråret 2017. Man kan allerede nu fra 14.
til 18. april i Ridehuset Aarhus besøge en udstilling, der vil fortælle mere om
planerne for Kulturhovedstad Aarhus.
40 koncerter af 54 er
gratis i Tivoli
Der bliver koncert i Tivoli, der som bekendt ligger i hjertet
af København, hele 54 dage i de fire måneder mellem 24. maj og 22. september, altså
næsten hver anden dag. Og de 40 aftener er der endda god, gratis musik i
Tivolis koncertsal. Tivoli selv kalder det for Nordens største musikfestival.
Hvad står ordet største så for? Det bliver i hvert fald den længst varende. Men
programmet er nu spændende. Læs selv om nogle af de musikalske helligheder:
Vi har begyndt med at fortælle om opera, så lad os fortsætte
med at nævne de store sangaftener, som altid har været en specialitet i Tivolis
sommerlandskab. Vor store bas Stephen Milling, som oftest befinder sig på de store
udenlandske operascener, vender hjem for at synge uddrag fra ”Tryllefløjten”, Tjaikovskijs
”Jevgenij Onegin” og Verdis ”Don Carlos” (5.6.) fulgt af en anden international
dansk sanger, Bo Skovhus, som denne gang synger Carl Nielsen og Brahms. Også
Københavns Drengekor medvirker (23.6.). Allerede den 12. juni kan man endda på
en gratis koncert med Amatørsymfonikerne høre Gitta-Maria Sjôberg synge musik af Wagner, Tjaikovskij og Delius samt ”Vier
letzte Lieder” af Richard Strauss. Og så skal vi nok tage med, at blokfløjtevirtuosen
Bolette Roed, som i 2014 modtog Musikanmelderringens Kunstnerpris, spiller opera uden ord med barokensemblet Arte dei
Suonatori (8.8.).
På Tivolis fødselsdag 15. august skal man høre fornøjelig
bel canto opera, Donizettis ”Kærlighedsdrikken” (nogle herhjemme kalder den
lidt forstøvet ”Elskovsdrikken”, selv om der ikke er anelse af elskov i den).
Besætningen er pragtfuld med den charmerende russiske sopran Olga Peretyatko,
som jcKlassisk.dk-læsere har hørt meget om, den amerikanske tenor Lawrence
Brownlee, som har haft flere succeskoncerter også i Tivoli, den uundværlige
baryton Palle Knudsen og stærke unge navne som Simon Duus og Sofie Elkjær
Jensen. Yves Abel dirigerer. En anden charmerende sopran, sydafrikaneren Pumeza
Matshikiza, som sidste år erobrede Aarhus på sin første koncert herhjemme,
synger sammen med tenoren Yijie Shi operamusik af Puccini, Mozart, Gounod,
Bizet og Verdi (4.9.). Og så slutter selveste Cecilie Bartoli sæsonen af
(22.9).
Det bliver også en god klaversommer. Behzod Abdumairov
spiller Rachmaninovs anden klaverkoncert (10.6.), Jevgenij Sudbin Beethovens
femte klaverkoncert (7.8.), og den vidunderlige Andras Schiff giver en
Bach-aften med bl.a. ”Goldberg-variationerne”´(16.8). Den unge Jan Lisiecki
spiller Chopins første med Lawrence Foster som dirigent (21.8.), og Niklas Sivelöv
tager sig af Scriabins klaverkoncert (28.8.). Af symfonikoncerterne kan vi trække dirigenten
Dmitrij Kitajenkos besøg med Beethovens ”Skæbnesymfoni” og Tjaikovskijs ”Pathétique”
frem (28.6.). God sommer.
Den klassiske
koncertrække på Langeland
Det danske sommerland er fyldt af gode koncertserier. ”Sommerkoncerter
på Langeland” har altid været noget særligt. Den første sommer gæstede den
berømte tenor Peter Pears øen, og siden har den årlige koncertserie været fyldt
af nye store musiknavne, som her har gæstet Danmark for første gang. I en
årrække har Stoense Kirke i øens nordlige del været det smukke og akustisk fine
samlingssted, men på grund af en brand er de seneste par somre blevet afviklet lidt
sydligere i den også koncertfortræffelige Bøstrup Kirke. Her begynder årets
sommerkoncerter også, men den sidste koncert den 5. september finder igen sted
i Stoense Kirke.
Den bliver endda et genhør med selveste Emerson Kvartetten,
som spiller Beethoven, Ravel, Dvorak og Carl Nielsen. Musikernavnene er violinisterne
Eugene Drucker og Philip Setzer, bratschisten Lawrence Dutton samt cellisten
Paul Watkins, der blev ny i 2013 og havde ”en elektrificerende virkning” ifølge
New York Times. Emerson Kvartetten blev grundlagt af unge musikere på Juillard konservatoriet
i New York for 38 år siden. Det er også 38. sæson for sommerkoncerterne på
Langeland!
Vi vender tilbage til sommerens begyndelse den 23. maj i
Bøstrup Kirke, hvor den unge klavertrio Busch Ensemblet spiller musik af Haydn,
Ravel og Schubert. Efter en koncert i Wigmore Hall skrev London-pressen bl.a.: ”...
en uforglemmelig koncert, der viste trioens utrolige samspil, tekniske kunnen og
dybe musikalske forståelse”.
Det blev en oplevelse at have været med til den charmerende
og pragtfuldt syngende Pumeza Matshikizas første koncert herhjemme. Sådan skrev
jeg efter hendes medvirken på de store festugekoncerter i Aarhus sidste sommer.
Den 27. juni synger hun i Bøstrup Kirke, og det bliver for første gang
herhjemme i den intime kammerversion med sopran og klaver, og pianisten er
endda Julius Drake, som mellem sine mange internationale gæstespil ikke vil
forsømme Langeland. Det bliver en broget koncert, fra charmerende sydafrikanske
folkesange til operaperler, musik for alle, vil jeg hævde. Pumeza voksede op i
en fattig township. Hendes lykke var, at hendes smukke sopran blev hørt i et
kirkekor. Da anede hun endnu intet om opera, men hun blev opdaget og sendt til audition
på Royal College i London. Hendes operaoptræden er oplært på operaen i Stuttgart,
og derfra er hendes vej gået til det internationale musikliv. Men ih hvor er
hun altså beskeden og noget ganske særligt. Hun synger kun musik, som hun har
sat sig dybt ind i.
Endelig får den japanske violinist Sayaka Shoji sin danske
debut på Langeland den 4. juli. Hun debuterede såmænd som 14-årig i Musikverein
i Wien og var i 1999 den yngste vinder nogensinde af Paganini Konkurrencen. ”Hun
er ikke høj, men hendes spil er magtfuldt”, blev der skrevet. Sammen med den
ligeledes unge islandske pianist Vikingur Olafsson spiller hun sonater af
Beethoven, Schumann og Cesar Franck. God
tur til Langeland.
Store sangere i Aarhus og Aalborg
Luciano Pavarotti, den i alle henseender store tenor, ville
være fyldt 80 år i 2015. Joseph Calleja, tenoren fra Malta, er blevet kaldt ”Pavarottis
virkelige efterfølger”, og det må man sige er i orden. Pavarotti er den største,
mest renfærdige og smukkest klingende italienertenor i dag. Nu vender han
tilbage til Aarhus for fjerde gang, men denne gang bliver det ikke i et samarbejde
med Aarhus Symfoniorkester, men sammen med sin faste klaverakkompagnatør
Vincenzo Scalera. Programmet bliver, som Pavarotti elskede at
give det, en blanding af populære operaarier og store italienske sange. Koncerten
finder sted i den akustisk dejlige Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus den 12.
august. Billetsalget er begyndt. Se frem til det.
Musikkens Hus i Aalborg nede på havnekanten er blevet en
stor succes. Det gælder fra den fortrinlige akustik til det liv, som huset har givet
nordjyderne. Det er rent ud sagt utroligt, så stort et publikum, som er kommet til så at sige
alt godt. Den 9. juni spiller Wiener Philharmoniker Beethoven, Schubert og Carl
Nielsens fjerde symfoni, og her kan de resterende billetter næste tælles på én hånd. Den
udsatte koncert med barytonen Placido Domingo finder sted den 14. juni, og her
er der venteliste. Men så kommer den dejlige italienske mezzosopran Cecilie
Bartoli den 24. september. Det er godt en uge efter, at hun synger i Tivoli i
København, men billetterne er væsentligt billigere i Aalborg, og her er akustikken
klart bedre. Det er egentlig fantastisk med Musikkens Hus. Billetsalget er
begyndt. God fornøjelse.
Foto: Den charmerende
Pumeza Matchzikiza synger først på Langeland, senere i Tivoli