Det gælder for skomagere som for musikere: Bliv ved din læst. De 123 stemmeberettigede musikere i Berliner Philharmoniker kunne mandag ikke blive enige i valget af en ny chefdirigent fra 2018. De mødtes tidligt mandag formiddag i Jesus Kristus kirken ude i forstaden Dahlem, hvor Herbert von Karajan på grund af akustikken foretrak af foretage sine pladeindspilninger med orkestret. For de ældre musikere er det et nostalgisk sted. Pressen blev først inviteret til at møde der kl. 14., men de blev bedt om at vente til kl. 16. dernæst til kl. 17, men de måtte vente forgæves på et udfald til kl. 21.20, da musikerne gik hjem uden at være blevet enige.   

Alle musikerne måtte ved ankomsten aflevere deres mobiltelefoner etc. Fik de dem udleveret, da de gik hjem? Intet måtte i hvert fald slippe ud fra valget, men det er klart, at to stærke grupper stod skarpt over for hinanden. På den ene side var det tilhængerne af Christian Thielemann, som en stor del af orkestret kunne gå ind for som dirigent, fortrinsvis de mere konservativt tænkende musikere og fortrinsvis strygere. Men mange især yngre musikere betragter derimod Thielemann som en konservativ berliner-preusser og som værende for énsidig i sit musikvalg til at være deres chefdirigent. Den mere åbne og yngre Andris Nelsons var manges kandidat som en fornyer, der bedre faldt ind i den stil, som Rattle har været med til at indføre.  

På ét punkt har Berliner Philharmoniker tabt. Orkestret har gjort valget af ny chefdirigent til en moderne show-forestilling, som det har ikke har kunnet styre. Musikerne har haft rigeligt med tid forinden til at skære de indbyrdes kanter af, så valget kunne have fået et værdigere forløb. 123 musikere fra 12 nationer og med fire forskellige religioner som ballast klarede ikke et værdigt valg. Det er ikke mindst uværdigt mod den dirigent, der vælges, uanset hvem det bliver. Nu bliver det ikke i denne omgang.

Orkestret har sammen med den tyske presse skabt et scenarium, der skulle placere det på en piedestal som verdens bedste og betydeligste. Men det kunne internt ikke blive enig med sig selv, hvem det ville have. Det er også muligt, at man havde fundet en kandidat, som blot sagde nej tak. Men det benægter orkestret officielt. Orkestret havde ingen aftaler lavet. Den, som orkestret måtte ringe til, måtte ret omgående sige ja tak eller nej tak. Det ringede ikke til nogen.

Tirsdag har orkestret en officiel koncert med officielle gæster i anledning af 70-året for Anden Verdenskrigs afslutning. Orkestret vil vente et halvt år med at vælge deres chef, måske et helt.

Berliner Philharmoniker er det eneste verdensorkester, hvis musikere selv vælger chefdirigenten. Ikke engang dets intendant/chef måtte være til stede under mandagens forhandlinger. Det får økonomisk støtte af Land Berlin, men den politiske indflydelse på orkestret er lig nærmest nul. Derfor har valgrunden været specielt interessant. Det kritisable er, at orkestret har været med til at befordre et selvglorificerende show.

Læs også artiklen: Berlin er brændpunktet

Bruckners niende udvidet 20 minutter

Vi tager et gevaldigt spring: Hvor mange satser har Bruckners niende symfoni? Komponisten færdigskrev kun tre satser, og siden har vi godkendt og vænnet os til, at Bruckners sidste symfoni nærmest er tænkt som tresatset. Men Bruckner efterlod mange skitser til en finalsats, og de er blevet benyttet af hele fire hold musikforskere og komponister til at give deres lidt forskellige bud på, hvad Bruckner havde tænkt sig. Men var han nu ikke tilfreds med selv at anbefale sit ”Te Deum” som det værk, som skulle spilles efter den niendes tre satser?

Vi har for længst godkendt at høre Mozarts ”Requiem”, som hans elev Süssmayer fuldendte. Specielt i de seneste årtier har andre forsøgt at ”forbedre” Süssmayers version, og de resultater har været interessante at sammenligne, men er der ærligt talt nogen grund til at ikke at spille Süssmayers klassiske? Gustav Mahler efterlod mange skitser til sin ufærdige tiende symfoni, og de blev udnyttet af Deryck Cooke på så fortræffelig vis, at mange er begyndt at tale om Mahlers ti og ikke blot ni symfonier. Og dog glider den tiende ikke automatisk ind som Mahlers ægte finalesymfoni, selv om den er værd at høre i sig selv. Så er der Anthony Paynes færdiggørelse af Elgars tredje symfoni, som allerede er indspillet flere gange. Kan vi så ikke også leve naturligt med den ”nye” finalesats af Bruckners niende?

Da Bruckner blev alvorligt syg og ikke kunne klare at komme op til sin wienerlejlighed på fjerde sal, indrettede kejseren en portnerbolig på slottet Belvedere i Wien til ham. Her komponerede han skitse efter skitse til en symfonisats, og de er bevaret på Oesterreichische Staatsbibliotek. Men det fremgår ikke, hvor præcist han havde tænkt de skulle indgå i en finalesats til den niende. Alle fire hold musikforskere, som har færdiggjort satsen, har benyttet Bruckners skitser i arbejdet. Her kommer komponisten og musikforskeren Nors S. Josephson ind i billedet. Hans version af finalen blev uropført af dirigenten John Gibbons, som sidste år tog den med til Aarhus Symfoniorkester og indspillede den for Danacord.

Hvordan klarer Gibbons og Aarhus sig så mod mine to yndlingsindspilninger (af flere), Herbert von Karajans og den opførelse, som blev Claudio Abbados sidste på festspillene i Luzern. De er begge nemlig enestående. Men det er slet ikke et spørgsmål. Det er derimod et spørgsmål, om man kun vil have Bruckners 100 % færdiggjorte musik, altså den tresatsede ”klassiske” version, eller om vil have et vellykket forsøg på at realisere, hvad der kunne være kommet med, havde Bruckner levet til det. Vil man også det sidste, kan Aarhus-indspilningen lykkeligvis anbefales. Aarhus Symfoniorkester spiller bemærkelsesværdigt godt, og den britiske dirigent viser en fin sans for tonefald og opbygning også i Bruckners velkendte satser. 

Jeg har også hørt den nye finalesats i en koncertoptagelse med Ari Rasilainen i spidsen for Deutsche Staatsphilharmonie Rheniland Pfalz fra juli 2011, som findes på google nettet. Det er et orkester, som har den størrelse, som Aarhus Symfoniorkester burde have, men det lyder ikke sådan. Orkesterspillet har kanter, som Aarhus-orkestret ikke har. Konklusion: Køb Claudio Abbados gribende version på Deutsche Grammophon, hvis De kun vil have de tre kendte satser. Og køb roligt denne nye firesatsede udgave fra Aarhus, hvis De vil opdage mere Bruckner, som måske ikke kan kaldes nødvendig, men som er uhyre interessant. Kompliment til ASO og John Gibbons for den. 

Nors S. Josephson, som har arbejdet godt en halv snes år med sin sammenstykning af satsen, som her tager godt 20 minutter i gode Bruckner-tempi, mener, at al Bruckners efterladte materiale har skullet bruges. Spørgsmålet har naturligvis været, hvor og hvordan i forholdet til hinanden. Der er stof nok til hele satsen, kun codaen mangler der tilstrækkeligt til. Der har været diskussioner, om Bruckner til sidst var ved at miste noget af sin dybe tro på den gode Gud, men Josephson tror på, at han til det sidste troede på opstandelsen, og den klinger med her i en triumferende D-dur. Optakten er overraskende, harmonisk er vi på fremmed og vanskelig vej frem. Sigtet er usikkert.

Musikforskeren Robert Simpson udtrykker tvivl, om Bruckner ville begynde sin finale sådan, og understreger sin mening med, at vi netop ikke fra Bruckners hånd har den afsluttende coda, som begyndelsen skal arbejde op til. Kollegaen David Matthews driller ham i pladehæftet lidt med, at han måske ikke har haft tilstrækkelig tid til at lytte, inden han udtalte sig, akkurat som han fik, da han ændrede sin mening om Carl Nielsens sjette symfoni, som han oprindelig betragtede som en ”kunstnerisk fejl”.

Man kan naturligvis spekulere på, om alt er brugt netop de steder, hvor Bruckner måske havde forestillet sig det. Næppe. Hvor meget nåede Bruckner i det hele taget at gøre sig klart? Men de 20 minutters musik når tæt ind på Bruckner, og satsen fornemmes spændende som noget, der ”kunne være” Bruckner. Når man lytter, bliver man endda opmærksom på et eller andet hos den kendte Bruckner, som man måske ikke havde tænkt på før. Og det er en lille overraskende gevinst.

Jeg vil være spændt på modtagelsen ude i verden af denne cd. En bedrift er den.

Bruckners niende symfoni med færdiggjort finale. Aarhus Symfoniorkester, dirigent John Gibbons. Danacord DACOCD 754.

Foto i mangel af en ny chefdirigent skulle have været komponisten Anton Bruckner, men i stedet dukkede Richard Strauss op. Han mente, at det var hans tur. Men Anton Bruckner har nu indtaget sin rette plads.