af John Christiansen - d. 23. maj 2015
Den første af to artikler ikke blot for jyder: Om sæsonplanerne for orkestrene i Aalborg og Randers, om festivalen i Mols og Djurs og to Nielsen-festivaler og om hvordan en dato måtte ændres på Langeland
Fra Schweiz’ bjerge
til Langeland
Læserne kan
begynde med at ændre i kalenderen, hvis planen er at tage til Langeland den 4.
juli. Og hvorfor ikke det? Mange jyder er sommer efter sommer faste gæster på
de fornemme klassiske koncerter på Nordlangeland. Den 4. juli skulle den
fremragende japanske violinist Sayka
Shoji have holdt sin første koncert herhjemme i Bøstrup Kirke. Men
koncerten har måttet udsættes til søndag
den 5. juli kl. 15.30.
Det er jo ikke altid til det bedre, når en agent er
indblandet, men en sådan er jo næsten altid et nødvendigt led. Det viser sig, at Sayka Shoki også efter
agentens plan den 4. juli vil vågne op i festspilbyen og vintersportsbyen
Verbier i de sydvestlige alper i Schweiz, hvor hun i flere somre har givet
koncerter. Selv om rejsen ned fra den dejlige bjergby Verbier til Geneve og
videre til København går forbavsende hurtigt, er en koncert i Bøstrup Kirke den
aftalte dag en umulighed. Men den 5. juli om eftermiddagen står hun parat på
Nordlangeland med sin Recamier Stradivarius fra 1729, som en sponsor har
stillet til rådighed for hende.
Det nye musikliv i
Aalborg
Det nye Musikkens Hus i Aalborg har givet det klassiske
musikliv i Nordjylland et gevaldigt løft. Aalborg Symfoniorkester står for sin væsentlige
del af løftet. Dirigenten Michael
Schønwandt vender tilbage i sæsonen 2015-2016, nu også som første
gæstedirigent og kunstnerisk rådgiver, og han gør det med ordende: ”Lyset i Nordjylland har altid været helt
unikt. Og i Musikkens Hus stråler musikerne i Aalborg Symfoniorkester nu om kap
med lyset – og det kan høres”.
Schønwandt indleder sit udvidede samarbejde med orkestret
den 29. oktober med en stor Richard Strauss-koncert med ”Tod und Verklärung” og
”Also sprach Zarathustra”, mens Ann
Petersen synger fem af Strauss’ orkestersange. Han vender tilbage 14. april
med koncertmester i Berliner Philharmoniker Andreas Buschatz i Bartóks anden violinkoncert og Tjaikovskijs
fjerde symfoni. Sæsonens åbningskoncert 10. september bliver med orkestrets
æresdirigent Matthias Aeschbacher,
som denne gang dirigerer Mozarts g-mol symfoni nr. 40 og Bruckners niende
symfoni. Sæsonen slutter 12. maj også med en markant dirigent Michail Jurowski, senior i en stor
russisk dirigentfamilie, som opfører Dvoraks Requiem.
Aalborg Symfoniorkesters sæsonprogram er meget alsidigt også
med mere populær musik samt med specielle koncerter. Allerede nu 4. juni er der
cd-release koncert, da marimba-fænomenet Marianna
Bednarska og dirigenten Henrik Vagn
Christensen har indspillet Anders Koppels fjerde marimbakoncert. I tilgift
får man bl.a. Erich Wolfgang Korngolds filmmusik til ”Robin Hood”.
Vi springer her i hast over barytonen Placido Domingo, som
der for længst er udsolgt til, opera i Rebild bakker 9. august, og videre en
stor musical-koncert for så i hovedsæsonen at kunne remse op: Den franske
oboist og dirigent Francois Leleux,
det spanske klavertalent Pablo Ganzález,
den franske dirigent Ariane Matiakh
og orgelbrus med Olivier Latry fra Notre Dame i Paris. Den populære Andreas Brantelid spiller Dvoraks
cellokoncert, og vinderen af Melchior-sangkonkurrencen 2014, den finske sopran,
Wagner-vinderen sidste år, Tiina-Maija
Koskelas synger Strauss og Sibelius. Så kommer tenoren José Carreras og endnu
et stor dirigent, Carlo Rizzi – alt
inden årets udgang og nytårskoncerten. Til februar kan nævnes wienernes
klarinetmester Daniel Ottensamer og Jakob Kullberg med Lutoslawskis
cellokoncert. Resten af sæsonen må vente.
Fra Randers til
England
Randers Kammerorkester åbner sommer sæsonen den 2. juni på
Clausholm Slot med dansk musik af Carl Nielsen, Hans Abrahamsen, Anders
Nordentoft og John Frandsen, som orkestret derpå tager med til England for at
spille på festivaler i Oundle og Cambridge og i St. John’s Smith Square i
London. Hjemme igen fortsætter slotskoncerterne på Rosenholm 24. juni, Ulstrup
7. August og Gammel Estrup 19. august.
To af vore bedste pianister gæster orkestret i hovedsæsonen.
Jens Elvekjær i Sjostakovitj’s
fængende første klaverkoncert Og så er der en ægte fødselsdagskoncert den 31.
januar. Da har pianisten Katrine
Gislinge og orkesterchef David
Riddell fødselsdag sammen med Franz Schubert. Program: Schuberts femte
symfoni og to soloimpromptuer og Mozarts A-dur klaverkoncert nr. 23. Fødselsdagssang
ekstra? Skal vi gætte på nej?
Videre bydes på harpens eksotiske univers med Tine Rehling i oktober- Ulrik Spang-Hanssen præsenterer en ny
cd med orgelkoncerter af Haydn i Mariager Kirke 5. december. Ugen efter
dirigerer Riddell Händels ”Messias” og i marts Bachs ”Johannespassionen”. Orkestret
samarbejder med studerende fra Det jydske Musikkonservatorium, med Aalborg
Symfoniorkester i Schønwandts store Richard Strauss-koncert (se ovenstående) og
med Aarhus Symfoniorkester i Mahlers første symfoni og Alban Bergs
violinkoncert. Musikerne går også den anden vej og finder sammen i mindre
opulente værker som Schuberts ”Forellen” og Dvoraks charmerende Strygerserenade.
Carl Nielsen
klaverfest i Holstebro og Vejle
Holstebro og Vejle har gjort mere ud af den klassiske musik
end de fleste andre danske byer af tilsvarende størrelse. Og de glemmer heller
ikke Carl Nielsens 150-årsfest. Al hans klavermusik kan høres i Holstebro
Musikskoles nye koncertsal 6. juni kl. 13.30 og på Vejle Kunstmuseum den 7.
også kl. 13.30. Den er fordelt mellem fire pianister, Thomas Tronhjem, Willy Stolarczyk, Jonas Frederik og Lasse Nilsson,
som alle har virket i begge byer eller i hvert fald den ene. Hver koncert varer tre timer, og der er gratis
adgang.
Foto: Michael Schønwandt bliver første gæstedirigent i Aalborg.
Læs også artikel 2 om det klasiske musikliv i Jylland i den kommende sæson.