Læsere af min anmeldelse ”Danske Carl på wiensk” om Franz Welser-Mösts og Wiener Philharmonikernes tolkning af Carl Nielsens ”Det uudslukkelige” i Musikkens Hus i Aalborg har næppe kunnet undgå at fornemme min delvise skuffelse, og det specielt over den aktuelle gengivelse af førstesatsen. Her to dage efter fulgte så gentagelsen fra DR Koncertsalen, som med ”generalprøver” hjemme i Wien vil bringe wienernes opførelser af Nielsens symfoni op på en halv snes opførelser på afslutningen i New York.  Jeg var spændt på gentagelsen, men det viste sig, at Welser-Mösts tolkning af førstesatsen fulgte opførelsen i Aalborg meget tæt, hvilket i sig selv kan kaldes beundringsværdigt, men for mig bragte den stadig ikke Welser-Möst og wienerne ind blandt de store Nielsen-fortolkere.

Det er ikke det samme, som at det ikke var en fornøjelse at lytte specielt til symfoniens to sidste satser, så engageret energisk hele opbygningen i og efter paukeduellen var. De skiftende dramatiske kontraster i klangbilledet, som vi gerne søger i Nielsens musik, var hos wienerne i stedet bygget over en mere ensartet, blødere, varmere og ganske charmerende sangbar hovedklang, som naturligvis var midteuropæisk uden mærkbare forsøg på at indfange et nordisk klangsprog.

Det var altså en anderledes Nielsen fulgt af en uovertruffen klangskøn og melodisprælsk Schubert og en dramatisk vel pointeret og ofte næsten ekvilibristisk Beethoven og som ekstranummer et frikvarter med Johann Strauss’ mere sjældent spillede ”Kuss-Walser” (Kys- vals) og en polka schnell af Josef Strauss.

DR-ærgrelser

Man så og hørte endnu senere på aftenen koncerten på DR K. Her fik man til slut generet af en brat overgang fra wienermusik til støj og ganske uden nogen afmelding om, hvad der egentlig havde fundet sted. Nå ja, vi har fået meget i disse Nielsen-dage, så hvorfor ærgre sig over manglende professionalisme i afmeldingen?   

Jeg vil dog benytte lejligheden til at udtrykke min ærgrelse over, at DRs musikspeakere tilsyneladende skal bryde ind over bifaldet, endnu inden vi tilhørere har fået lov til at komme ud af musikken. Med fare for at virke pinligt pertentlig kunne jeg også have ønsket mere held med den kvindelige (gæste?)værts små historier. Hun fortalte os, at dirigenten Franz Welser-Möst færdedes på Wiener Staatsoper og ofte kunne høres der, selv om sagen, som man også har kunnet læse om herhjemme, er, at han i vrede og skuffelse har forladt Wieneroperaen og ikke dirigerer der, før der engang kommer en ny operachef. Og det er ikke aktuelt.

Historien vi fik om de nye musikeres vanskelige indspilningsfase i orkestret passede i virkeligheden bedre alle andre steder end netop i Wiener Philharmonikerne. Musikerne vælger selv de nye kolleger og kun dem, som er inde i wienerstilen og wienerklangen i forvejen. De fleste nye musikere er blevet undervist af en wienerphilharmoniker, og alle har de først spillet mindst et par år i Wiener Staatsopers orkester ved siden af mange ”gamle” philharmonikere.  

Skal vi have flere verbale slagsmål?

Savner vi et ordentlig verbalt slagsmål om operaopsætninger herhjemme? Sådan en rigtig diskussion om det såkaldte regiteater kontra gammeldags værktro teater? Der har været stille på fronten. Operabladet Ascolta, medlemsblad for foreningen Operaens Venner, har gjort et fagligt godt forsøg på at sætte debatten i gang, men med de seneste par numre synes debatten død. Men den kan komme igen.

Man må naturligvis understrege, at det ikke bare er et spørgsmål om moderne kontra gammeldags opsætninger. Det er sjældent et spørgsmål i sig selv, om for eksempel handlingen netop foregår i det århundrede, som operaens fædre har tænkt sig det. Hvad der tæller allermest eller nærmest udelukkende er, om der er en overensstemmelse mellem musikkens udtrykskraft og det, som ses på scenen.

Disse linjer er ikke tænkt som et forsøg på at sætte gang i en diskussion for eller imod moderne regiteater, altså operateater, hvor sceneinstruktøren får et for afgørende ord og vel at mærke ikke altid lytter til musikken. Enhver operaopsætning skal behandles for sig selv på grundlag af dens egne betingelser, og de varierer. Og jeg kender ingen aktuelle forestillinger, som jeg finder grund til at trække våben for.

Jeg vil derimod vende tilbage til den interessante situation omkring den norske operachef Per Boye Hansen, som ikke har fået sin stilling forlænget efter sommeren 2017, som han forbliver til. Der er dukket andre røster op i Norge efter de første dages chok hos mange musikfolk over, at der ikke blev givet en dybere årsag til, at operachefen ikke fik sin stilling forlænget - bortset fra den sædvanlige floskel om ”manglende samarbejde”. Den Norske Opera har fået et internationalt navn. De nye røster fortæller lidt mere om det manglende samarbejde, men de åbner også for den modsætningsfyldte diskussion om, hvordan et operarepertoire skal afvikles. Per Boye Hansen er mere på den moderne end på den konservative fløj. Det siger sig selv, når man tænker på hans fortid på Komische Oper i Berlin. Det siger også sig selv, at det norske publikum generelt er mere konservativt end operapublikummet i Berlin. 

Kritik af præsentationspolitik

Henning Høholt, som nogle vil huske for hans dage som musikchef for Aalborg Symfoniorkester, skriver om opera og ballet på den norske website Kulturkompasset, og allerede et par uger før nyheden om, at Hansens kontrakt ikke ville blive forlænget, skrev han i en anmeldelse af Verdis ”La traviata” på Den Norske Opera: ”Det ville jo være beklageligt for operachefen, om han vil komme til at opleve at hans kontrakt ikke vil blive fornyet pga at styret opfatter, at han har taget fejl i sin program- og præsentations-politik , således at han ikke får fornyet sit engagement.”

Høholt efteranmelder i sin artikel på Kulturkompasset en række forestillinger på Den Norske Opera, nogle positivt, andre negativt, men hans hovedkonklusion er den ovenfor citerede. Han gør naturligvis mest ud af den nye ”La traviata” og dens ”rædselsfulde, smagløse og overhovedet ikke raffinerede seksuelle instruktør-påfund” af Tatjana Gürbaca. Her fremhæves fader Germont sunget af Audun Iversen, som for omkring fem år siden sang meget på Det Kgl. Teater.

Henning Høhelt finder det malplaceret, at korets damer og Violetta til førsteaktens fest ”trækker bukserne ned på velsyngende, seriøse operasangere (baron Dauphol) , uden at det virker raffineret eller sexet, men slet og ret primitivt.”. Alfredos lillesøster er med faderen på scenen, da fader Germont vil overbevise Violetta om, at hun må trække sig tilbage af hensyn til datterens familielykke, hvilket jeg selv aldrig har set på nogen scene. Problemet er, at herrekoret også dukker op her helt uden Verdis vidende, og med korets lidet raffinerede seksuelle optræden i førsteakten i mente kommer den purunge lillesøster til at medvirke i en scene, som ifølge anmelderen ”ganske smagløst” peger i en pædofil retning.

Høholt nævner andre forestillinger som ”en rædselsfuld ”Carmen” på en parkeringsplads” og Calixto Bieitos opsætning af Offenbachs ”Hoffmanns fortællinger”. Man kan læse mere på www.kulturkompasset.com om, hvorfor Den Norske Opera og dens om to år afgående chef har skabt debat.

Så kan vi spørge, om vi har for lidt debat herhjemme om teater og musikteater?

Fra Bayreuths rygtesmedje

Angående debat eller skandale, så melder Wagner-festspillene sig normalt hvert år med et bidrag. Det svigter heller ikke i år. Men denne gang virker det særdeles mystisk. Den ældste af de to halvsøstre, Eva Pasquier-Wagner, som til og med sommerens festspil styrer festspillene sammen med den yngre Katharina Wagner, skal efter forlydender have fået forbud mod at komme på festspilhøjen under prøveforløbet inden festspillene begynder 25. juli.

Årets nyhed er ”Tristan og Isolde” i Katharina Wagners opsætning med Christian Thielemann som dirigent. Og han er blevet beskyldt for at have erklæret, at han ikke vil tage en taktstok i hånden, når Eva befinder sig på festspilhøjen. Thielemann nægter at have sagt noget som helst i den retning, og ingen vil bekræfte, at Eva overhovedet har fået forbud mod at komme.

Historien har fået liv, fordi den succesfulde dirigent af ”Ringen”, russeren Kirill Petrenko, erklærer, og det er ikke rygter, at han har været på vej væk fra Bayreuth på grund af behandlingen af Eva Pasquier-Wagner, men kun er blevet af hensyn til sangerne. Kirill Petrenko er en fantastisk dirigent, men speciel er han. I den forløbne sæson skulle han dirigere Berliner Philharmoniker på gæstebesøg i Carnegie Hall i New York. Da han ikke var kommet i tide til prøven, ringede orkestret til hans hotel og fik at vide, at han lige havde skrevet sig ud og var taget til lufthavnen. Orkestret ringede til hans agent. Jo, Petrenko følte sig stresset. Derfor blev han strøget af den interne kandidatliste som mulig ny chefdirigent for Berlinerfilharmonikerne.  

Hvad ligger der bag? En kilde, som følger livet i Bayreuth, og som jeg har tiltro til, selv om vedkommende understreger, at følgende kun er (kvalificeret) spekulation: Katharina og Thielemann, som er en magtfuld musikalsk rådgiver på festspillene, har fyret Lance Ryan, førstetenor i ”Ringen”, uden at inddrage Eva og Petrenko. Fyringen må siges at være forståelig, men det er afgjort dumt ikke på forhånd at inddrage dirigenten af ”Ringen” og søster Eva, som har haft med casting af sangere som hovedopgave. Det er ellers naturligt at skifte ud blandt sangerne efter to års forestillinger. Godt nyt er så, at Stephen Milling i år indgår som Hagen i ”Ringen” i Bayreuth.  

Foto: Carl Nielsen blev født den 9. juni for 150 år siden. Dagen efter blev Wagners ”Tristan og Isolde” uropført i München. Så er spørgsmålet: Skulle lille Carl have lyttet mere eller måske tværtimod mindre til Richard Wagner?