af John Christiansen - d. 12. juni 2015
Genhør med Carl Nielsen to dage efter i P 2 og på DR K– Opsætningerne på Den Norske Opera er også blevet debatstof - En mystisk historie fra Bayreuth, hvor Stephen Milling synger Hagen i år
Læsere af min anmeldelse ”Danske Carl på wiensk” om Franz
Welser-Mösts og Wiener Philharmonikernes tolkning af Carl Nielsens ”Det
uudslukkelige” i Musikkens Hus i Aalborg har næppe kunnet undgå at fornemme min
delvise skuffelse, og det specielt over den aktuelle gengivelse af førstesatsen.
Her to dage efter fulgte så gentagelsen fra DR Koncertsalen, som med
”generalprøver” hjemme i Wien vil bringe wienernes opførelser af Nielsens
symfoni op på en halv snes opførelser på afslutningen i New York. Jeg var spændt på gentagelsen, men det viste
sig, at Welser-Mösts tolkning af førstesatsen fulgte opførelsen i Aalborg meget
tæt, hvilket i sig selv kan kaldes beundringsværdigt, men for mig bragte den stadig
ikke Welser-Möst og wienerne ind blandt de store Nielsen-fortolkere.
Det er ikke det samme, som at det ikke var en fornøjelse at
lytte specielt til symfoniens to sidste satser, så engageret energisk hele
opbygningen i og efter paukeduellen var. De skiftende dramatiske kontraster i
klangbilledet, som vi gerne søger i Nielsens musik, var hos wienerne i stedet bygget
over en mere ensartet, blødere, varmere og ganske charmerende sangbar hovedklang,
som naturligvis var midteuropæisk uden mærkbare forsøg på at indfange et
nordisk klangsprog.
Det var altså en anderledes Nielsen fulgt af en uovertruffen
klangskøn og melodisprælsk Schubert og en dramatisk vel pointeret og ofte
næsten ekvilibristisk Beethoven og som ekstranummer et frikvarter med Johann
Strauss’ mere sjældent spillede ”Kuss-Walser” (Kys- vals) og en polka schnell af
Josef Strauss.
DR-ærgrelser
Man så og hørte endnu senere på aftenen koncerten på DR K. Her fik man
til slut generet af en brat overgang fra wienermusik til støj og ganske uden nogen
afmelding om, hvad der egentlig havde fundet sted. Nå ja, vi har fået meget i disse Nielsen-dage, så hvorfor ærgre sig over manglende professionalisme i afmeldingen?
Jeg vil dog benytte lejligheden til at udtrykke min
ærgrelse over, at DRs musikspeakere tilsyneladende skal bryde ind over bifaldet, endnu inden vi tilhørere har fået lov
til at komme ud af musikken. Med fare for at virke pinligt pertentlig kunne jeg
også have ønsket mere held med den kvindelige (gæste?)værts små historier. Hun
fortalte os, at dirigenten Franz Welser-Möst færdedes på Wiener Staatsoper og
ofte kunne høres der, selv om sagen, som man også har kunnet læse om herhjemme,
er, at han i vrede og skuffelse har forladt Wieneroperaen og ikke dirigerer
der, før der engang kommer en ny operachef. Og det er ikke aktuelt.
Historien vi fik om de nye musikeres vanskelige indspilningsfase
i orkestret passede i virkeligheden bedre alle andre steder end netop i Wiener Philharmonikerne.
Musikerne vælger selv de nye kolleger og kun dem, som er inde i wienerstilen og
wienerklangen i forvejen. De fleste nye musikere er blevet undervist af en
wienerphilharmoniker, og alle har de først spillet mindst et par år i Wiener
Staatsopers orkester ved siden af mange ”gamle” philharmonikere.
Skal vi have flere
verbale slagsmål?
Savner vi et ordentlig verbalt slagsmål om operaopsætninger
herhjemme? Sådan en rigtig diskussion om det såkaldte regiteater kontra
gammeldags værktro teater? Der har været stille på fronten. Operabladet
Ascolta, medlemsblad for foreningen Operaens Venner, har gjort et fagligt godt
forsøg på at sætte debatten i gang, men med de seneste par numre synes debatten
død. Men den kan komme igen.
Man må naturligvis understrege, at det ikke bare er et
spørgsmål om moderne kontra gammeldags opsætninger. Det er sjældent et
spørgsmål i sig selv, om for eksempel handlingen netop foregår i det
århundrede, som operaens fædre har tænkt sig det. Hvad der tæller allermest
eller nærmest udelukkende er, om der er en overensstemmelse mellem musikkens
udtrykskraft og det, som ses på scenen.
Disse linjer er ikke tænkt som et forsøg på at sætte gang i
en diskussion for eller imod moderne regiteater, altså operateater, hvor
sceneinstruktøren får et for afgørende ord og vel at mærke ikke altid lytter
til musikken. Enhver operaopsætning skal behandles for sig selv på grundlag af
dens egne betingelser, og de varierer. Og jeg kender ingen aktuelle
forestillinger, som jeg finder grund til at trække våben for.
Jeg vil derimod vende tilbage til den interessante situation
omkring den norske operachef Per Boye Hansen, som ikke har fået sin stilling
forlænget efter sommeren 2017, som han forbliver til. Der er dukket andre
røster op i Norge efter de første dages chok hos mange musikfolk over, at der ikke
blev givet en dybere årsag til, at operachefen ikke fik sin stilling forlænget -
bortset fra den sædvanlige floskel om ”manglende samarbejde”. Den Norske Opera
har fået et internationalt navn. De nye røster fortæller lidt mere om det
manglende samarbejde, men de åbner også for den modsætningsfyldte diskussion
om, hvordan et operarepertoire skal afvikles. Per Boye Hansen er mere på den
moderne end på den konservative fløj. Det siger sig selv, når man tænker på
hans fortid på Komische Oper i Berlin. Det siger også sig selv, at det norske
publikum generelt er mere konservativt end operapublikummet i Berlin.
Kritik af
præsentationspolitik
Henning Høholt, som nogle vil huske for hans dage som
musikchef for Aalborg Symfoniorkester, skriver om opera og ballet på den norske
website Kulturkompasset, og allerede et par uger før nyheden om, at Hansens
kontrakt ikke ville blive forlænget, skrev han i en anmeldelse af Verdis ”La
traviata” på Den Norske Opera: ”Det ville
jo være beklageligt for operachefen, om han vil komme til at opleve at hans
kontrakt ikke vil blive fornyet pga at styret opfatter, at han har taget fejl i
sin program- og præsentations-politik , således at han ikke får fornyet sit
engagement.”
Høholt efteranmelder i sin artikel på Kulturkompasset en række
forestillinger på Den Norske Opera, nogle positivt, andre negativt, men hans hovedkonklusion
er den ovenfor citerede. Han gør naturligvis mest ud af den nye ”La traviata”
og dens ”rædselsfulde, smagløse og overhovedet ikke raffinerede seksuelle
instruktør-påfund” af Tatjana Gürbaca. Her fremhæves fader Germont sunget af Audun
Iversen, som for omkring fem år siden sang meget på Det Kgl. Teater.
Henning Høhelt finder det malplaceret, at korets damer og
Violetta til førsteaktens fest ”trækker bukserne ned på velsyngende, seriøse
operasangere (baron Dauphol) , uden at det virker raffineret eller sexet, men
slet og ret primitivt.”. Alfredos lillesøster er med faderen på scenen, da
fader Germont vil overbevise Violetta om, at hun må trække sig tilbage af
hensyn til datterens familielykke, hvilket jeg selv aldrig har set på nogen
scene. Problemet er, at herrekoret også dukker op her helt uden Verdis vidende,
og med korets lidet raffinerede seksuelle optræden i førsteakten i mente kommer
den purunge lillesøster til at medvirke i en scene, som ifølge anmelderen
”ganske smagløst” peger i en pædofil retning.
Høholt nævner andre forestillinger som ”en rædselsfuld
”Carmen” på en parkeringsplads” og Calixto Bieitos opsætning af Offenbachs
”Hoffmanns fortællinger”. Man kan læse mere på www.kulturkompasset.com om, hvorfor
Den Norske Opera og dens om to år afgående chef har skabt debat.
Så kan vi spørge, om vi har for lidt debat herhjemme om
teater og musikteater?
Fra Bayreuths
rygtesmedje
Angående debat eller skandale, så melder Wagner-festspillene
sig normalt hvert år med et bidrag. Det svigter heller ikke i år. Men denne
gang virker det særdeles mystisk. Den ældste af de to halvsøstre, Eva
Pasquier-Wagner, som til og med sommerens festspil styrer festspillene sammen
med den yngre Katharina Wagner, skal efter forlydender have fået forbud mod at
komme på festspilhøjen under prøveforløbet inden festspillene begynder 25. juli.
Årets nyhed er ”Tristan og Isolde” i Katharina Wagners
opsætning med Christian Thielemann som dirigent. Og han er blevet beskyldt for
at have erklæret, at han ikke vil tage en taktstok i hånden, når Eva befinder
sig på festspilhøjen. Thielemann nægter at have sagt noget som helst i den
retning, og ingen vil bekræfte, at Eva overhovedet har fået forbud mod at
komme.
Historien har fået liv, fordi den succesfulde dirigent af
”Ringen”, russeren Kirill Petrenko, erklærer, og det er ikke rygter, at han har
været på vej væk fra Bayreuth på grund af behandlingen af Eva Pasquier-Wagner,
men kun er blevet af hensyn til sangerne. Kirill Petrenko er en fantastisk
dirigent, men speciel er han. I den forløbne sæson skulle han dirigere Berliner
Philharmoniker på gæstebesøg i Carnegie Hall i New York. Da han ikke var kommet
i tide til prøven, ringede orkestret til hans hotel og fik at vide, at han lige
havde skrevet sig ud og var taget til lufthavnen. Orkestret ringede til hans
agent. Jo, Petrenko følte sig stresset. Derfor blev han strøget af den interne
kandidatliste som mulig ny chefdirigent for Berlinerfilharmonikerne.
Hvad ligger der bag? En kilde, som følger livet i Bayreuth,
og som jeg har tiltro til, selv om vedkommende understreger, at følgende kun er
(kvalificeret) spekulation: Katharina og Thielemann, som er en magtfuld
musikalsk rådgiver på festspillene, har fyret Lance Ryan, førstetenor i
”Ringen”, uden at inddrage Eva og Petrenko. Fyringen må siges at være
forståelig, men det er afgjort dumt ikke på forhånd at inddrage dirigenten af
”Ringen” og søster Eva, som har haft med casting af sangere som hovedopgave. Det
er ellers naturligt at skifte ud blandt sangerne efter to års forestillinger. Godt
nyt er så, at Stephen Milling i år indgår som Hagen i ”Ringen” i Bayreuth.
Foto: Carl Nielsen
blev født den 9. juni for 150 år siden. Dagen efter blev Wagners ”Tristan og
Isolde” uropført i München. Så er spørgsmålet: Skulle lille Carl have lyttet mere eller måske tværtimod mindre til Richard Wagner?