Verdenstenoren Roberto Villazon har endnu ikke afsluttet sin sangerkarriere, men han har delt sangen med andre kunstneriske gøremål. Han har skrevet en roman om en cirkusklovn, som virker selvbiografisk. I sin karriere som tenor nåede han en række toppe, inden stemmen begyndte at svigte efter rovdrift af den. Nu er Vilazon mere forsigtig og yder igen pæne præstationer.

Men han er også begyndt at sætte opera i scene og har i Baden-Baden haft succes med Donizettis ”L’elisir d’amore” (Kærlighedsdrikken). I slutningen af maj vendte han tilbage og satte Verdis ”La traviata” op i den dejlige kurby, som må betragtes som en helårlig festspilby uden sidestykke. Det er altid vanskeligt at slå igennem for et navn, som vil noget andet og mere end det, som han er blevet kendt for. Villazons karriere som operainstruktør er blevet fulgt med interesse, men også med skepsis. ”Han skal da ikke tro, at han kan det hele”.   

Villazon har i ”La traviata” endnu engang taget klovnetemaet op, og det gjorde tilegnelsen lidt vanskelig for nogle anmeldere. For en gangs skyld hørte og læste man en totalt uforstående anmeldelse i BR-Klassik, Bayerische Rundfunks ellers fremragende radiokanal og netside. Heldigvis dukkede forestillingen op på den kulturelt indstillede tysk-franske tv-station Arte i søndags, men desværre opdagede vi her på jcKlassisk det for sent til kunne varsko læserne om udsendelsen. Mange danskere har jo adgang til at se tysk Arte.

Jeg vil straks indrømme min begejstring ikke blot for en stor musikalsk opførelse, men også for en scenisk anderledes opsætning, som trængte bevægende stærkt ind i Dumas’ og Verdis historie - hvis man som tilskuer ikke straks afviste det specielle koncept.

To gange Violetta uddyber historien

Som i mange andre opførelser gav forspillet, hvor Violetta sidder med sin barndoms spilledåse, mulighed for at lade opsætningen blive et tilbageblik i hendes tragiske kærlighedshistorie. To ting skal specielt fremhæves, klovnetemaet og det, at der var to Violetta’er på scenen størstedelen af tiden, sangerinden og en trapezkunstner. Det kunne virke forvirrende, men det var begavet gjort og udvidede beskrivelsen af mennesket Violetta. Det fortalte på samme tid, hvad Violetta følte, og hvad hun måtte gøre, altså hvad hun ville og alligevel ikke kunne. Den reale verden og den drømte verden stødte sammen i et bevægende kontrapunkt.

De to Violetta’er var på scenen samtidig i de store mere eller mindre løsslupne festscener. I den første så man også, hvad vor heltinde i sit uventede møde med kærligheden opdagede som noget nyt, men som hun ikke kunne tro på. I den følgende scene på landet virkede det omvendt stærkt, at kun den syngende Violetta var på scenen her i sit livs lykkeligste, alt for korte tid. Hun var sig selv i glæden og troen på fremtiden sammen med den elskede Alfredo lige indtil det fatale øjeblik, da Alfredos far gør hende det forståeligt, at hun en dag vil blive forladt af sønnen. Da træder trapezkunstneren igen ind i billedet, og i dobbeltspillet så man, hvordan angsten og samvittigheden igen erobrede hendes sind.

Klovnelivets sjov og smerte

Klovnetemaet hører naturligvis ikke direkte hjemme i ”La traviata”, og dog gav netop klovnelivet med dets delte ansigt af påtvungen glæde og indre smerte et nuanceret og ægte billede af Verdis musik om de rige pariseres pseudo-liv på Alexander Dumas’ tid. Rolando Villazon, som har sunget Alfredo i mange forskellige opførelser, kender og forstår operaen. Hans opsætning kan ikke kaldes ”moderne”, men snarere ”klassisk”, fordi scenegangen er i ægte overensstemmelse med musikken, om end ikke altid med tekstforfatteren Piaves scenebeskrivelser. Johannes Leiackers scene var flot og spændende og imponerende i de tekniske løsninger.

En flot sangerbesætning

Den russiske sopran Olga Peretyatko var vidunderlig både i sit sceniske spil og i sin sang. Violettas parti skifter i karakteren fra akt til akt med koloraturer i første akt, lyrisk varme i scenen på landet, dramatisk kraft på det skæbnesvangre møde i Paris og en både smuk og rystende dødsscene. Oftest hører man en sopran, som nok behersker flere af disse karakterer, men sjældent dem alle. Peretyatko kunne endda forbinde dem i et hele. Den unge tenor Atalia Ayan, som er ansat på operaen i Stuttgart og i forrige sæson fik et sensationelt gennembrud på The Met i New York, var en dejligt afslappet klingende Alfredo.

Simone Piazzola som en flot syngende fader Germont er en af de dramatiske barytoner, som man skal lægge mærke til.  Scenisk var han fremstillet som den døde kommandant i Mozarts "Don Giovanni", og det fungerede. Pablo Heras-Cassado, som er en internationalt fremstormende kunstner, dirigerede en dramatisk flot pointeret opførelse med det unge orkester Balthazar Ensemble. Man må både tro og håbe, at en dvd også er på vej befordret af Universal.   

Symfonisk gadekoncert for 40.000

Den oven for omtalte ”La traviata” indgik i i en hel dags klassiske musikprogram på tv-stationen Arte. Det bragte om formiddagen en direkte transmission fra Berlin. Byens Staatsoper giver hvert år en gratis friluftskoncert på Bebelplatz ved siden af  Unter den Linden og den stadig tilhyllede ombygning af operabygningen, som meget nu tyder på bliver færdig i 2017. 40.000 mennesker var samlet på pladsen og ude på Unter den Linden. Det er 8.000 flere, end der var i Parken til den seneste fodboldlandskamp mod Serbien, hvis man kan bruge den sammenligning til noget.   

Daniel Barenboim dirigerede sit fortræffelige Staatskapelle i musik af Wagner, Tjaikovskij og i Beethovens femte symfoni. Der var klapsalver og bravo-råb efter alle satser, og det var faktisk befriende at høre, som det også var, at ingen forsøgte at tysse begejstringen ned. Den georgiske violinist Lisa Batiashvili, som var en oplevelse at lytte til, takkede endda for bifaldet efter førstesatsen.  .

Er der ikke smukke steder i danske bykerner, hvor vore egne symfoniorkestre kan finde pladser at give koncerter med kvalitetsmusik på og gøre pr for sig selv? Det regner vel ikke mere herhjemme end i Berlin?

Et lille p.s om Daniel Barenboim. Han har fået bygget et specielt flygel med en klang som på Schuberts tid.  Han vil spille meget Schubert i de kommende par år, men kun på sit eget nye instrument. Han har allerede haft det med i London, hvor pressen var begejstret for det.

Kirill Petrenko ny chefdirigent i Berlin

Berliner Philharmonikernes første forsøg på at finde en ny chefdirigent fra 2018 kiksede for et par måneder siden som en stor offentlig fiasko, i den tyske presse også kaldet et ”abeteater”. I søndags mødtes orkestret igen, og denne gang skete det klog af skade hemmeligt, og så kom orkestret bedre fra valget. De to hovedkandidater, som de gamle og de unge i orkestret ikke havde kunnet enes om, Christian Thielemann og Andris Nelsons, havde begge ifølge Die Welt meddelt orkestret, at de ikke længere stod til rådighed som chefdirigent. Og så bestemte orkestrets musikere sig for den russiske dirigent Kirill Petrenko, som er Generalmusikdirektor på statsoperaen i Mûnchen til 2020.

Petrenko har tidligere været en af orkestrets favoritter, men musikerne strøg ham af listen i skuffelse/vrede over, at han pludselig sidste år havde forladt sit hotel i New York i et anfald af stress og taget til lufthavnen for at vende hjem til Europa. Imens ventede orkestret uvidende på ham i Carnegie Hall til en fælles prøve før aftenens koncert i Carnegie Hall.

Philharmonikerne og Petrenko har nu fundet ro til at tale ud. Han er ret menneskesky, men han er en genial dirigent, hvad han både har vist med ”Ringen” i Bayreuth, som han efter sommerens opførelser forlader, og i München, hvor han har nået en imponerende orkesterstandard endda i Alban Bergs ”Lulu” og i Zimmermanns ”Die Soldaten". Petrenko har dirigeret mere opera end symfonisk musik, men Berliner Philharmoniker har været glade for hans koncerter med dem. Det må siges, at fremtiden i Berlin fra om tre år bliver spændende. 

Billede: Olga Peretyatko som Violetta i Baden-Baden. Foto: Andrea Kremper.