Gade fra Midtvestjylland

Det tyske pladeselskab cpo har øjnene rettet mod nord. Selskabet har udgivet flere cd’er med dansk musik og med danske kunstnere. De udmærkede pladenoter er her ikke blot på tysk og engelsk, men som med alle cd’er, som berører dansk musik(ere), får vi den også at læse på dansk. Noterne til den første cd i en serie med kammermusik af Niels W. Gade er skrevet af Finn Egeland Hansen.Det  er en ekstra god grund til at se efter cpo’s udgivelser, som herhjemme distribueres af Danacord. De kan fås i alle forretninger, som gider sælge klassisk musik.

Ensemble Midtvest, som er hjemmehørende i de fire kommuner Herning, Holstebro, Ikast-Brande og Struer, blev etableret i 2002 og består af en strygekvartet, en blæserkvintet og en pianist. Dette jyske område vil nogle måske kalde musikalsk ydmygt, men det er det aldeles ikke. Her sker der meget og godt, og Ensemble Midtvest er af international kvalitet. Ellers ville et tysk pladeselskab næppe heller satse på det. Ensemblet har til hensigt at indspille al Niels W. Gades kammermusik. Det bliver strygernes fest, Gade var selv en glimrende violinist. Den første cd i rækken åbner med den betydelige strygesekstet i Es-dur, hvis første sats spilles i to versioner. Ensemblets pianist sniger sig ind imellem dem i den lidt mindre klavertrio opus 44.

Niels W. Gade (1817-1890) fik som kun 24-årig sit internationale gennembrud som komponist med koncertouverturen ”Efterklang af Ossian”, og fra 1843 til 1848 opholdt han sig i Leipzig, hvor han først var anden dirigent for Mendelssohn og siden førstedirigent for det også dengang internationalt berømte Gewandhausorchester. Det er måske endda Niels W. Gade, der må kaldes Danmarks mest berømte komponist gennem tiderne. Mere end 2000 gange i hans levetid opførtes musik af Gade rundt om i Europa.   

Musikken på den nye cd blev til i København omkring 15 år senere end opholdet i Leipzig. Han reviderede Es-dur strygeseksteten og skiftede endda førstesatsen helt ud. Det kan være lidt af en gåde, for den nye sats er jævnbyrdig med den først skrevne, ikke mere, men den passer nu nok bedst sammen med resten af sekstetten. Men muligheden for at kunne sammenligne de to versioner er kun en yderligere gevinst. Det er pragtfuld kammermusik på højde med samtidens store romantikeres kammermusik. Og Ensemble Midtvest spiller den overbevisende smukt og vel afbalanceret. Hør denne første runde brik i en meget lovende serie (cpo 777 164-2. 62 minutter).       

Schumann fra Odense

Vi går videre til Robert Schumans fire symfonier, hvor selskabet cpo lader Odense Symfoniorkester komme til under den unge, meget personlige dirigent Simon Gaudenz, som i en overgang var fast gæstedirigent i Odense. Han søger ikke at følge i sporet af den store romantiske tradition med den i Schumann uforglemmelige Wilhelm Furtwängler. Man skal vænne sig til Gaudens’ kammermusikalske tilgang, som imidlertid rummer nye opdagelser. Det er en lettere, friskere Schumann end oftest.

Gaudenz og Odense-symfonikerne holder sig borte fra de tungere lodrette klangblokke, som har fået nogle kritikere til at tale om Schumanns dårlige orkestrering, Gaudenz kombinerer relativt kvikke tempi med et let og lyst klangbillede, som sammen giver en dejlig fleksibilitet. Karakteren bliver mere vital og livspositiv (ordet her er brugt beskrivende og hverken i en positiv eller negativ betydning) end oftest i Schumann-interpretationer. Alligevel sker det i et godt kontrapunkt med den grublende Schumann. Odense Symfoniorkester følger fint Gaudens’ ofte hurtige tempi.

Schumanns fire symfonier er meget afvekslende i klang og udformning. Rækkefølgen her kan virke overraskende, men den er kronologisk rigtig. Efter den såkaldte ”Forårssymfoni” følger den vidunderlige d-mol symfoni, som i dag ellers betegnes som nummer fire, men som er skrevet tidligere. Derpå kommer den mindst spillede i C-dur, normalt kaldet nummer to, og ”Den rhinske”, mesterværket ved siden af d-mol symfonien. Det kan man læse meget om i teksthæftet, som også bringer det hele på dansk (cpo 777 925-2, to cd’er distribueret af Danacord, 124 minutter). 

Kuhlau fra København

Copenhagen Piano Quartet er en ung klaverkvartet med base i København men med rødder i Danmark, Tjekkiet og Polen. De fire allerede prisvindende musikere har studeret ensemblespil hos Tim Frederiksen på Det kongelige danske Musikkonservatorium 2012-2015. Her giver de både stærkt og smukt liv til Friedrioch Kuhlaus (1786-1832) første to (af tre) klaverkvartetter i c-mol og A-dur.

Det er en ren, underholdende fornøjelse at lytte, men kvartetterne viser i denne fine indspilning også Kuhlau på vej ind til det bedste og mest givende selskab i europæisk musikliv. Der er mere musikalsk indhold her end oftest i Kuhlaus lange værkliste. Toke Lund Christiansen citerer i sin pladeartikel Weyse for at have sagt om kollega Kuhlau: ” Han skriver sig snart hæder og ære fra”. Det gælder ikke med hensyn til disse to kvartetter og slet ikke i denne fine udførelse (Dacapo 6-220596. 73 minutter).  

Signature fra Christine Pryn

Denne cd rummer musik fra Danmark, Polen Rusland, Frankrig og Italien, al musikken fra anden del af 1900-tallet, og så pludselig til slut Tyskland så langt tilbage som i 1720, da Bachs berømte chaconne fra d-mol partitaen nummer 2 blev til. Christine Pryn spiller versionen for soloviolin. Noget specielt forunderligt er, at Bach følger efter vor tids komponister ganske selvfølgeligt som sidste led i et farverigt kalejdoskopisk landskab af en nær musikalsk verden. Hun spiller Bach præget af sin egen dybe erfaring med ny musik. Og hvor det passer til Bach.

Christine Pryn har uropført mere end 100 værker, og læserne af jcklassisk.dk’s læsere vil måske/forhåbentlig huske min begejstrede omtale af hendes indspilning sammen med Ensemble Nordlys af musik af Messiaen med ”Quatuor pour la fin de temps” (Kvartet for tidens ende) som det bevægende hovedværk (Danacord DACOCD 756). Christine Pryn har på sin nye cd sammensat værker af seks komponister, som har betydet meget for hende, og her imellem er altså Johann Sebastian Bach.  

Man opdager, hvor utroligt meget en soloviolin kan, når der spilles på den som her. Den synes at have flere udtryksmuligheder alene, end den og andre instrumenter tilsammen har i kammerspil. Det kræver koncentration i lytningen, men man får så meget foræret til det takket være Christine Pryns enorme koncentration og personlige udtryksstyrke i sine tolkninger. Det er så gennemtænkt og varieret gennemført helt igennem.

På Tate Gallery i London hænger et maleri af John William Waterhouse benævnt ”The Lady of Shalott”. Bent Sørensens musikalske drømmebillede af samme navn om den fortabte kvinde, som synger sin klagesang, mens hendes båd flyder ned mod slottet Camelot med kong Arthurs riddere, favner også Tennysons digt.  Bent Sørensens musik om en fjern tid glider over i polakken Rafal Augustyns ”Cyklisk stykke nr. 1” om tilsynekomst og genkomst. Tiden går i ring, og man fornemmer, hvordan den vender tilbage.

Vi glider ind i en anden verden i tysk-russeren Alfred Schnittkes variationer over Paganinis virtuose 24 Capricci og videre til Pierre Boulez’ ”Anthèmes” med intense temaer og stilhed inspireret af barndommens erindringer om den katolske kirkes tekster til fastetiden. Inden Bach får vi så Luciano Berios ”Sequenza VIII”, som er en mere dramatisk hyldest til netop den afsluttende chaconne. Det skal ikke glemmes, at Erik Christensens gode noter til et bredt musikpublikum også er at læse på dansk (Danacord DACOCD 762, 74 minutter).