af John Christiansen - d. 25. september 2015
Dobbeltanmeldelse: Thomas Agerfeldt Olesens nye cellokoncert i Aarhus og Per Nørgårds slagtøjskoncert på torsdagskoncerten
Dagens citat: ”Jeg mener, at en komponist skal opgive at
komponere følelser og i stedet fokusere på substansen. Så vil følelserne finde
sit udtryk i substansen”. Komponisten Thomas Agerfeldt Olsenen til
musikmagasinet Klassisk’s september-oktober nummer.
Aarhus Symfoniorkesters franske chefdirigent Marc Soustrot
havde sin anden koncert efter at være tiltrådt som chef for Aarhus-orkestret. Jeg
er ellers vant til at høre Aarhus Symfoniorkester i den til klassisk musik
pragtfulde Symfonisk Sal. Denne gang har jeg siddet hjemme foran
radiohøjttalerne. Det giver mulighed for at lytte på en anden måde og i virkeligheden
under de samme vilkår, som jeg hører størstedelen af musik på.
Hovedattraktionen var uropførelsen af Thomas Agerfeldt
Olesens koncert for cello og symfoniorkester, som er bestilt af
Aarhus-symfonikerne i samarbejde med Duisburg Philharmoniker og støttet af
Statens Kunstfond. Koncerten er skrevet direkte til den fransk-tyske cellist Nicolas
Altstaedt. Agerfeldt Olesen fandt ham,
da han ledte på My Tube efter den mest ideelle udførelse af polakken
Lutoslawskis cellokoncert, som er et af Agerfeldt Olesens yndlingsværker. Og
det virkede i Aarhus, som havde den internationalt allerede ansete Altstaedt
også fundet ind i kernen af den nye cellokoncert. Hans gengivelse var en
oplevelse. Forhåbentlig kommer han igen. I samme åndedrag må det nævnes, at
komponisten selv er cellist, eller var, som han sagde i radioen. Men det var nu
meget andet end blot cellomusik.
Personlig, men ikke
et miskmask af følelser
Thomas Agerfeldt Olesens koncert er nok personlig, for den
er dediceret mindet om hans mor, men som det også fremgår af følgende citat af
komponisten og af dagens ovenstående citat, er den ikke tænkt som et stykke
musik specielt i mol, men som en mangesidig rig musikalsk verden.
”Koncerten her er fuld
af en masse teknikaliteter og struktur, som jeg desværre har glemt at tale om
nu. Men uden den ville det have været et miskmask af følelser, da jeg skrev
stykket mens jeg og min familie passede min mor da hun lå for døden. Jeg ser,
at stykket er blevet en slags rondo. Musikken ville gerne have et sted at vende
tilbage til – måske fordi min mor altid var en, som jeg kunne vende tilbage til,
når alting omkring mig eksploderede. Til sidst dør rondoen og går et andet sted
hen, som alle mødre gør det”.
Koncerten indledtes ret usædvanligt med en solokadence for
celloen i D-dur, men det gjorde forbilledet, Lutoslawskis cellokoncert netop
også. Denne optakt udviklede hos Agerfeldt Olesen sig hurtigt og kom flere spændende
steder hen, imens man dog fornemmede et gentaget holdepunkt i strukturen, som
førte til en smuk, naturlig afrunding. Det er en koncert med både kraft, endda kanter
og med skønhed. Den slutter efter mere robusthed med, at en koralagtig sang
vender tilbage frit åndende, som kun en cello kan. Læs ovenstående citat igen. Følelserne
fandt sit udtryk i substansen.
Det er en cellokoncert, som bør tages op igen og igen. Den
er også for et ”almindeligt” klassisk publikum til at leve sig ind. Det ville
være godt, hvis den kunne udgives på cd og på andre medier, hvor det måske er
blevet mere moderigtigt”.
Tonen fra Wien
Aarhus Symfoniorkesters strygerkorps indledte med Griegs ”Holberg-suite”
i fem satser. Gamle barokke danse, som Grieg tog op i sin egen samtids stil. Jeg har nu og da fundet musikken lidt kedelig,
men ikke i Marc Soustrots runde, stærke melodiformninger. Til slut fulgte
Beethovens ”Pastorale”-symfoni, som var ventet med spænding. Hvordan ville
chefdirigenten forme en populær wienerklassisk symfoni? Han gjorde det med en
elegant vellyst, smilende livslysten i udtrykket, og orkestret fulgte ham som
små wienere, så det var en fornøjelse. Træblæserne var ikke med i cellokoncerten,
men nu tog de revanche med fløjten i top. Hvad med en lille festval med alle Beethovens
ni under Marc Soustrot?.
Ekspressiv og
impressiv torsdagskoncert
Radiosymfoniorkestrets torsdagskoncert er en god og
hæderkronet opfindelse egentlig beregnet til at blive hørt og vel også at blive
anmeldt gennem radioen, men mine københavnske kolleger lytter forståeligt nok på
åstedet. Jeg vil dog komme med mine indtryk ”hørt gennem den gamle dampradio”.
Det var Danmarks Radios legendariske musikchef Mogens Andersens udtryk, da han
regerede fra midt i 1960’erne til midt i 1980’erne, når han ikke var tilfreds
med mine anmeldelser af torsdagskoncerterne i Jyllands-Posten. Det morede vi os over sammen. Jeg er dog ikke
utilfreds med som langt de fleste at lytte gennem radioen, og det er i dag også
blevet en mere klar og renlivet oplevelse end dengang.
Som i Aarhus stod et nyere værk i centrum, Per Nørgårds
slagtøjskoncert nummer 1, som blev komponeret for 33 år siden, men som er et
forfriskende kinesisk inspireret værk, som stilistisk ikke hører hjemme i noget
bestemt årti, men med sine inciterende ideer og indfald leger med træblokke og
en operagong gennem torden og regn til sol for i de følgende satser at tage
andre kinesiske impressioner gennem ild og bølgende vand op i en rytmisk tæt og
klangligt fantastisk musik. Det er musik med en urkraft i sig og ekstra et
Beatles-citat ”Number nine” som en lille fornøjelse i andensatsen. ”Til en
forandring” hedder koncerten, og dem er koncerten fuld af.
Den fantastiske
slagtøjsspiller
DR-symfonikernes ligeledes fantasiske soloslagtøjsspiller
Gert Mortensen, som uropførte koncerten, spillede den nu igen iført en hvid
kinesisk dragt, og det var pragtfuldt at lytte, men det var nok også en af de
koncertoplevelser, som man burde have hørt – og set – i koncertsalen. For komponist
og solist har i deres tætte samarbejde også indføjet scener for øjet. Men også
lytningen fortalte, at det også var en scenísk sprudlende fysisk præstation af
Gert Mortensen. Den 83-årige Per Nørgård overværede selv koncerten i DRs
koncertsal sammen med næsten 1900 andre tilhørere.
Michael Schønwandt, som netop er kommet hjem fra Wiens
Staatsoper, hvor han har dirigeret en serie opførelser af Verdis ”La traviata”,
mestrede at fastholde helheden med stor vitalitet og præcision. Han sluttede
med en af de store Carl Nielsen-symfonier, nummer tre ”Sinfonia espansiva”, som
han og Radiosymfoniorkestret kender som ingen andre. Derfor var der ingen afgørende overraskelser,
som der for eksempel i forrige uge var i franskmanden Marc Soustrots stærke og
noget anderledes gengivelse af Nielsens femte symfoni med Aarhus
Symfoniorkester. Det gode er, at den ”danske” Carl Nielsen, som Schønwandt er
mesteren i, ikke er den eneste måde at spille fynboens musik på. Hvor har vi
det godt her i 150-året for Nielsen og Sibelius. Den sidstes ”Karelia-suite”
indledte den aktuelle torsdagskoncert.
Her kunne man altså glæde sig over en tolkning af Nielsens
”Sinfonia espansiva”, som man følte sig inde i og værdsatte, en tolkning med
den nødvendige kraft og forståelse, men egentlig ikke en gengivelse med den nok
forventede suveræne samklang i orkesterspillet. Når man tænker på det DR-Symfoniorkestrets
overdådige præstation netop under Schønwandt på den nye herlige indspilning af
”Maskarade”, virkede dette sidste lidt uforståeligt. Var den gamle dampradio
kommet i vejen igen? De to solister, som her rigtigt sagt i radioen ikke er
solister, men to stemmer i orkestret, sopranen Denise Beck og barytonen Palle Knudsen,
var placeret på anden balkon i hver sin side. Den totale akustiske effekt
skulle man have hørt i salen.
To afteners koncertlytning bekræfter det: Koncerter skal
helst høres live. Men man skal også tilføjes: Hvis det er muligt. Og nødvendigheden
af og glæden over musiktransmissionerne på P 2 slog igennem.
Billede: Thomas
Agerfeldt Olesen. Foto: Lars Skaaning.
Andre uropførelser for symfoniorkester ifølge musikmagasinet Klassisk: 8.
oktober. Musikkens Hus Aalborg: Aalborg
Symfoniorkesters solotubaist Matias Johansson er solist i Mogens Andresens nye
tubakoncert. - 22, oktober. Odense Koncerthus: Søren Nils
Eichbergs hornkoncert uropføres af Odense Symfoniorkester og solohornist Tone
Sundgård Anker. – 30. oktober. Odense
Koncerthus. Odense Symfoniorkester uropfører to koncerter. Henrik Skotte
spiller Sunleif Rasmussens obokoncert ”Traces in Spaces”, og Morten Østergaard
spiller Anders Koppels fagotkoncert.
Læs også omstående ”Guide
til en operaopdagelse”, en introduktion til Mascagnis meget charmerende
”L’amico Fritz”, som Den jyske Opera uropfører 2. oktober i Odense, og som
derefter skal på landsturné. Find den til højre her på siden under ”Nyheder og
foromtaler”.