Respekten for de farlige partier

Pavarotti slog engang fast, at der var en række partier, som han aldrig ville synge. Heriblandt var Verdis Otello, som han da heller aldrig malede sit ansigt sort for at gå på scenen med. Men dirigenten Georg Solti, som betød meget for Pavarotti, overtalte ham til at synge sammen med Kiri te Kanawa i to komplette koncertopførelser af operaen i Chicago og i to i New York i 1991. Pavarotti blev under pladeoptagelsen placeret i en dyb, behagelig lænestol, et usædvanligt sæde for en krigshelt som Otello. Meningerne om Pavarottis præstation var delte, men jeg vil hævde også ved et genhør på cd nu, at han i sit korte dramatiske gæstespil var i den bedste del af vor tids internationale Otello’er. 

Pavarotti var begyndt som lyrisk tenor, gled nok lidt for hurtigt over i det mere dramatiske fag. Men han viste i denne korte og enlige udflugt som italiensk heltetenor, at han beherskede sin tenor, hvor han var klar over, at den ikke havde godt af at blive. Hans kollega Placido Domingo blev sin generations førende Otello, som han sang omkring 200 gange, men lyt fordomsfrit til de to på plader, og det synes mig klart, at Pavarotti kommer Verdis karakter nærmest. Giuseppe di Stefano sang også en ganske smuk Otello, men for ham blev det et af de partier, som blev hans banemand.

Var de gode venner de to, Domingo og Pavarotti? Eller de tre medregnet José Carreras? De blev det i højere grad, da de sammen sang i Caracallas termer i Rom før finalen i verdensmesterskaberne i fodbold i 1990 og fortsatte showet mange andre steder. Jeg hørte dem senere på Göteborgs stadion. Det var show og opera på én gang. Selv om man på det tidspunkt kendte hver en detalje i forløbet, var det en herlig aften.  De tre tenorer var alle fodboldfans. Det kunne de enes om. Men da Carreras senere blev alvorligt syg, skrev Pavarotti hjerteligt til ham og ønskede ham alt det bedste med tilføjelsen, at José ikke måtte dø og efterlade ham, Luciano alene på toppen. Ikke et ord om Placido i den forbindelse.

”De tre tenorer” blev som bekendt også en forretning, en af operasangens største. Den ene salgsrekord og indtægtsrekord fulgte den anden.  

Domingo og Pavarotti

De kom hinanden nærmere, men kampen forblev mellem fansene. Jeg hørte Wagners ”Lohengrin” i Wien med Placido Domingo. Han fik personligt installeret et løbende bånd foran i scenekanten, så han kunne læse den tyske tekst hele tiden. Da publikum begyndte at råbe bravo efter tæppefald, startede en større gruppe oppe på gallertiet, hvor ståpladserne ikke koster mere end omregnet 15 kroner, med at råbe buh og hvisle og komme med negative tilråb. Den bestod naturligvis af Pavarotti-fans, og de holdt ikke op, før politiet kom og smed dem ud.

Hvem var den bedste skuespiller af de to? Jeg har kun hørt, at det var Domingo. Han havde klart den bedste kontrol over sin krop, som han stadig som baryton kan agere godt og troværdigt med. Pavarotti har haft sin tunge krop imod sig, men der skete nu meget i Pavarottis ansigt og det ofte i god overensstemmelse med musikken. De har hver for sig haft en betydelig karriere. Domingos holder vel aldrig op? Jeg har af en sangpædagog fået at vide, at Domingo er den intellektuelle i sin sang. Også den med det utroligt store repertoire. Men Pavarotti var nu efter min mening den mest spændende, den mest udfordrende af de to, ikke mindst når han åbnede rigtigt for klangen, som di Stefano lærte ham det.   

Nær enden

Jeg så Giordanos ”Andrea Chenier” om de blodige dage i den franske revolution på Metropolitan Operaen i New York, da Pavarotti stærkt nærmede sig sin karrieres ende. Stjernen var placeret fast på en stol, og her blev han siddende hele tiden, uanset om han skulle være på scenen eller ej. Også når der blev sunget noget, som Chenier efter bogen absolut ikke måtte høre af hensyn til scenegangen. Pavarottis vokale præstation blev hilst med begejstring. Så var det lige meget, at ideen om teater blev ødelagt.

Pavarotti var fire gange i Danmark. Efter mødet i Salzburg, som jeg indledte med, gav han en koncert i Forum den 28. august 1988. Den var virkelig pragtfuld. Pavarotti var i topform. På dagen præcis tre år senere kom den store skuffelse. Pavarotti blev syg om eftermiddagen og måtte aflyse, da vi fra hele landet var på vej til København. Han sang så den 2. august 1992 på Rosenborg og vendte tilbage til Danmark den 27, august 2005 som led i sin store afskedsturné, som blev præget af flere aflysninger af de 11 planlagte koncerter.

Den forsinkede afsked

”Jeg har rigtigt gode venner”, sagde Luciano Pavarotti i Augustenborg slotspark på Als og pegede op mod himlen. Vennerne deroppe hjalp ham og os 9.000, der ventede på 98 stolerækker. Regnen truede, og der lød en knitren af tusinder af regnslag, der blev foldet ud, men det blev ved et par dråber. Pavarotti sad foran Sønderjyllands Symfoniorkester bag et bord, som lignede en blomstersmykket sarkofag. Men det var jo kun en afskedskoncert. Det var vemodigt at sige farvel til en kunstner, som havde givet så mange oplevelser. Det var vemodigt at sige farvel til en sanger, som havde udsat sin afsked til både dag og år efter, at han burde have gjort det.

Pavarottis tenor var flere gange på grænsen til det katastrofale. Stemmen flakkede, nogle toptoner blev til hæse lyde, og der var ikke muskelkraft til at nå afslutningen på alle melodiske fraseringer. Man måtte spørge, hvorfor han blev med at synge, som om han var i gamle dages topform. Det mest slående eksempel kom, da han sang første akts afslutning af ”La bohème” sammen med sopranen Carmela Remigio. Da de går ned fra loftskammeret til vennerne på Café Momus i Paris’ juleaften, skal Rodolfo efter Puccinis noder lægge sin stemme beskyttende under Mimis, men her har Pavarotti – og det har han ikke været ene om - aldrig kunnet dy sig for i stedet at gå op og prale. Det prøvede han på igen for så helt at kollapse tonen. Havde han gjort, hvad der stod i noderne, var det næppe gået så galt her.

En ægte tenor trods alt

”Han sang meget bedre til prøven i eftermiddags”, fik jeg at vide af en sikker kilde. Pavarotti kom igen efter pausen og gjorde det bedre, og for eksempel i kirsebærduetten fra Mascagnis ”L’ámico Fritz”, som Den jyske Opera nu opfører landet over, var der meget af den gode, gamle forførende velklang. Pavarotti ville som altid give sit bedste til publikum. Mange var skuffede, nogle vrede, men et nyt publikum fik alligevel fornemmelsen af, hvad der engang var. Én ting var mærkbart. Den gamle mand havde stadig den uimodståelige lyst til at synge, og han ville give publikum sit bedste. Det betød, at Pavarottis afskedskoncert herhjemme alligevel gav noget. Også spænding.

Men det er ikke den form for spænding, der har gjort, at jeg vil kalde Luciano Pavarotti for ”den mest spændende tenor”. Når han sang, skete der noget ægte, og han ville aldrig gå på kompromis.

Billede af tre tenorer og fodboldelskere før finalen i VM i Paris 1998, da de gav en koncert neden for Eiffeltårnet. Foto: Reuters.

Pavarotti blev som ung opfordret til at blive professionel fodboldspiller. Hans fodboldkærlighed bestod sammen med kollegaernes Domingos og Carreras’. Jeg spurgte den i flere henseender pragtfulde sopran Montserrat Caballé, om hun også så fodbold. Hun viste sig at være en kender, ”men jeg holder ikke altid med det samme hold, som José (Carreras) gør med Barca (Barcelona). Jeg holder altid med det hold, som spiller det mest elegante fodbold”.

Læs også første del af dobbeltartiklen: Den mest spændende tenor