af John Christiansen - d. 15. oktober 2015
Klassiske musiknyheder: Skal vi smide fortiden ud eller lade grammofonbranchen drive gravrøveri? - En hvid Otello på The Met – Verdis Requiem i København - Barenboims mange pas giver problemer
Dagens citat: Da
Trevor Noah forleden afløste den legendariske Jon Stewart som vært og
kommentator i den ironisk-politiske tv-serie ”The Dailyshow”, præsenterede han afsluttende
sig selv med et smil og en bemærkning, som fik latteren hos publikum frem: ”And he is black!”.
En hvid Otello på The
Met
Metropolitan Operaen i New York åbnede sæsonen med en
nyopsætning af Verdis opera ”Otello”. For første gang i USA blev Otello sunget
af en yderst bleg tenor, russeren Alexandrs Antonenko, som ikke var malet med
sort makeup. Verdis opera er baseret på Shakespeares skuespil om en nordafrikansk
general, en maurer, der som krigshelt kommer til tops i Venezias societyliv og
ægter Desdemona, på The Met sunget af Sony Yoncheva. Ægteskabet er lykkeligt,
indtil Jago, djævelen i menneskeskikkelse, sunget af den fineste baryton i det italienske fag Zeijku Lucic. blander sig og pirrer ved Otellos i
denne sociale sammenhæng ret naturligt racebestemte jalousi.
Den også fra Broadway kendte instruktør Bartlett Sher har
sat i scene, og den fremragende dirigent er Nézett-Seguin. Den transmitteres
til biografer verden over lørdag den 17. oktober. Se efter om den spilles denne
dato eller senere på en operabio/kino i nærheden. "Otello" genoptages 20. april og 6. maj, og da dirigerer "vor egen" Adam Fischer,
Det ideelle er naturligvis, at en sort tenor synger partiet,
men Otello kræver en stor decideret dramatisk stemme, og det er har altid været
vanskeligt at finde en egnet sanger. Otello er næsten altid blevet sunget af
hvide sangere. Lauritz Melchior var ikke blot alle tideres Wagner-sanger. Han
var en fremragende Otello. Den mest udbredte tradition er stadig at mørkne
Otellos ansigt, og i USA viser også diskussionen om den hvide tenor på The Met,
hvor alvorligt et emne konfrontationen mellem farvede og hvide mennesker stadig
må være i USA. Trevor Noahs lille bemærkning i tv, som er citeret foroven, er blevet
vist på utallige tv-stationer også i Europa.
I mange amerikanske kommentarer hilses The Mets hvide Otello
velkommen som et skridt i retning af ligestilling. På vort kontinent har man
dog ikke sjældent set Otello-sangere uden mørk make up. Den anden vej med sorte
sangere i hvide partier er forløbet nemmere. Nu tænkes der mere på sangstemmernes
egnethed som afgørende i operapartier. I
USA blev den pragtfulde alt Marian Andersson dog først så sent som i 1955
engageret som den første sorte sanger på Metropolitan Operaen. Det skete i
Verdis ”Maskeballet”. Endnu hendes efterfølger, sopranen Leontyce Price, som
alle elskede, beklagede sig over, at hun ikke fik lov at synge Desdemona på
grund af sin hudfarve. Hun sang første gang på The Met i 1961 og trak sig
tilbage fra scenen i 1985.
Negersopran er ikke
et racistisk ord
Her vil jeg gerne blande en anden historie ind. En kollega
af mig omtalte engang en fremragende sopran, og som led i beskrivelsen af hendes
pragtfulde stemme brugte han ordet negersopranen … Her har jeg desværre glemt
hendes ret indviklede navn. Der kom en læserbrev, som kaldte anmelderen for
racist. I virkeligheden har negre en speciel timbre i deres klang, som det kun
er positivt at gøre opmærksom på. Den pågældende sopran havde endda kort tid
forinden skældt ud på dem, som undlod at betegne hende som negersopran. Det var
for hende den største hædersbetegnelse, hævdede hun. Den danske
læserbrevskribent, som kaldte anmelderen for racist, var nu nok den eneste, som
tænkte i racistiske baner.
Ja,
med denne lille kommentar fil jeg endelig skrevet det læserbrev, som det har
naget mig siden, at jeg ikke fik sendt til Weekendavisen.
Tilbage til ”Otello”. Strengt taget kan det være et problem
med en hvid Otello på scenen, for tre steder i Boïtos tekst til Verdis opera henvises
mere ellert mindre direkte til Otellos hudfarve.
Dyrker pladebranchen
gravrøveri?
Norman Lebrecht er en britisk litterær forfatter, men også en
kendt musikskribent og kritiker med en ubændig trang til at finde og skrive om
skandaler, Han har tidligere skrevet i store London-aviser, men nu udtrykker
han sig mest gennem sit webside Slipped Disc. Blandt han bogtitler tilbage i
1990’erne er ”The Maestro Myths” og ”Who Killed Classical Music”, som jeg har
stående på reolen og læst med fornøjelse og ind imellem forargelse. Lebrecht har
vanskeligt ved at skelne mellem virkeligheden og resultatet af sin egen fantasi
og indignation.
Glem de afdøde kunstnere!. Norman Lebrecht bryder sig i
denne omgang ikke om, at det førende britiske grammofontidsskrift The
Gramophone har uddelt hovedprisen som ”årets udgivelse” til DG-indspilningen af
Bruckners niende symfoni, som Claudio Abbado optog med sit Luzern Festpilorkester
kort før sin død i januar 2014. Han mener, at ”Gramophone underskriver en
dødsattest” og beskylder bladet for at være ”tunnelsynede og tilbageskuende”.
Lebrecht mener også, at tildelingen er ”symptomatisk for den etablerede
klassiske musikindustris krise”, men den krise har Lebrecht nu altid prøvet at slå
sig op på. Han finder endda, at ”tildelingen er en direkte fornærmelse mod alle
nulevende kunstnere” og opfordrer ”branchens dødekult til at stoppe
gravrøveriet”. Citaterne her er bragt i musikmagasinet ”Klassisk”s
oversættelser på bladets website.
Indspilningen af Bruckners niende med Abbado på DGG er efter
min mening en stor og bevægende oplevelse. (Bevægende er nok et malplaceret ord
for Lebrecht, men skidt med ham). Tænk hvad vi ville gå glip af, hvis pladebranchen
ikke udgav optagelser med afdøde kunstnere og hvis de ikke måtte hædres.
Usædvanlig opførelse
af Verdis Requiem i København
Det ligger normalt ikke inden for jc.klassisk’s muligheder
at gøre opmærksom på kommende begivenheder i dansk musikliv. Men det er stadig
tilbudt enhver arrangør at sætte musikarrangementer gratis på vores
koncertliste og læserne her at læse om, hvad der måtte foregå i nærheden. Man
kan hente vejledning hos lars@linq.dk.
Jeg finder dog to gode grunde til at nævne en meget lovende
opførelse af Verdis store Requiem i Vor Frelsers Kirke på Sankt Annæ Gade i
København lørdag den 31. oktober kl. 16.00. Manden bag det hele, dirigenten
Niels Borksand er med urette for overset i det danske musikmiljø. Han dirigerer
meget i Bulgarien, men herhjemme går han undertiden sammen med gode sangere og
musikere med ild og sjæl ind for store opgaver. Han gør det også med stor
forståelse, om det er Wagner eller den pragtfulde indspilning af Hakon
Børresens opera Kaddara” på CD Klassisk – og nu altså Verdis mesterværk i Vor
Frelsers.
Verdi synges med en fornem solistkvartet, Gitta-Maria
Sjöberg, Elisabeth Hanke, Stig Fogh Andersen og Per Bach Nissen samt N.B.
Koncertkor og Orkester. Den anden grundt til specielt at nævne denne
koncertopførelse er, at den støtter Læger uden Grænser. Billetpriserne er så
lave som 225 kr. (på www.billetnet.dk og
tlf. 70156565), men alligevel går 125 kr. pr. billet til Læger uden Grænser.
Esbjerg Ensemble
lever videre
Esbjerg Ensemble slap med skrækken fare for at blive opløst
fra udgangen af 2017. Det stod på et sparekatalog, men Byrådet i Esbjerg har
bestemt, at det forsat skal have støtte. Der vil dog blive skåret 10 % i
budgettet, fortæller DR. Esbjerg Ensemble skal også herfra ønskes til lykke
sammen med opfordringen til at forstærke oplysningsarbejdet om ensemblet også ud
over resten af landet.
Situationen på
Berlins Staatsoper
Jürgen Flimm, operainstruktør og Berlins Statsoperas
intendant, vil i den netop påbegyndte sæson selv sætte tre operaer op. Berliner Morgenpost gør ham opmærksom på, at
han ved sin ansættelse ellers sagde, at han ikke selv ville iscenesætte på
Statsoperaen. Flimm svarer: ” Mozarts ”Figaros bryllup, som har premiere i
november, tilbød jeg en meget skattet kollega, men han kom en dag og sagde, at
han ikke forstod stykket. Vi diskuterede mange timer. Derpå anbefalede jeg ham at
lade sig indlægge (lidt frit efter det tyske ”gehen Sie in eine Klinik”).
Derefter har jeg på operaen ladet mig overtale til at sætte i scene, og, ærligt
sagt, gør jeg det meget gerne”. Til
marts følger Glucks ”Orfeo og Euridice” og senere enakteren ”Luci mie
traditrice” af Salvatore Sciarrino, begge med Barenboim som dirigent. Den
sidstnævnte opsætning var bestemt for Bologna, hvor man så fandt ud af ikke at
have penge til den.
Jürgen Flimm glæder sig til med Statsoperaen at forlade
Schiller Theater i Vestberlin og vende tilbage til den historiske bygning på Unter
den Linden i øst. Her er indpakningen nu taget af, uden at man endnu ser den
gamle pragt. Flimm regner med at påbegynde pakningen af flyttekufferterne i
foråret 2017. Han går ud fra, at genåbningen bliver den 3. oktober 2017: ”Hvad
skulle jeg ellers gøre?, siger Flimm.
Chefdirigent Daniel Barenboim har haft samtaler om en gæstekoncert
med Staatskapelle Berlin i Iran, men iranerne har nu meddelt, at de ikke ønsker
at se Barenboim, fordi han har israelsk pas. Alt imens kritiseres Barenboim af
israelerne, fordi han har palæstinensisk pas. Han har også tysk pas. Er der
nogen, der kritiserer ham for det?
Billede: Desdemona og
Otello på The Met 2015. Pressefoto fra The Met.