Musikkens historisk-kronologiske forløb er blevet angrebet på forskellige måder, siden de første større anlagte fremstillinger af den europæiske musiks historie kom i slutningen af 1700-tallet, og efter at musikken blev universitetsfag i 1800-tallet. Historieskribenterne har kunnet lægge vægt på stilhistorien og formhistorien, men de har også mere vekslende gennem tiderne gået mere grundigt ind på personhistorierne, som for mange læsere er specielt interessante. Et mere overordnet sociologisk aspekt, idehistorien og kulturhistorien som en større, samlende helhed, er med tiden kommet stærkere med.

Så er vi ved det: Søren Schauser har i sin nye bog ”Klassisk! Europæisk musikhistorie fra begyndelsen til 1900” fået inddraget noget af alle metoder. I en levende og skiftende fortælling tager han det frem, som han føler er væsentligt i det aktuelle øjeblik. Derfor kan man ofte overraskes af en iagttagelse, som en mere tør videnskabsmand måske ikke ville placere på samme sted. Men Schauser har også en videnskabelig baggrund, og han formår at afbalancere stoffet. Han er uddannet i violin og musikhistorie på Det fynske Musikkonservatorium. Og han er journalist, musikredaktør på Berlingske Tidende. Historien om musikken føles nærmest aktuel. Det skyldes ikke så meget, at den er fortalt i nutid, men at forfatteren bobler for at fortælle om noget, som alle vi andre skal have del i.

En bog for alle, som elsker god musik

Bogen er dejligt let læst og inspirerende for alle, uanset hvor meget man kender til klassisk musik i forvejen. Undertegnede, som har beskæftiget mig med stoffet i 60 år, har også nydt læsningen.    Man mærker, at det netop har været forfatterens vellykkede ærinde at give sin egen forståelse af og ikke mindst kærlighed til musikken videre.

Det er for mig en speciel fornøjelse, at man fornemmer tiden omkring det aktuelt beskrevne. Musik er jo ikke blot noder af forskellig art på pergament eller et stykke papir. Musikken er skrevet for mennesker, og de har ikke været ens gennem de skiftende tider. Og tidernes foranderlighed er suget med ind i bogen. Et nøgleord for forfatteren har været jagten på selve drivkraften i europæisk musik og baggrunden for komponisternes forbløffende ens tænkemåde til alle tider, som han skriver i indledningen.

Man læser og lytter samtidig

Det indledende kapitel i den kronologiske orden har ofte været kedelig pligtlæsning i musikhistoriske fremstillinger. Her griber man fat i læsningen fra starten i kapitlet ”I begyndelsen var ordet”:   

”Gå ind i en kirke og lyt. Et kamera klikker. En mønt kastes i kassen med stearinlys. Turister i samtale blander sig med troende i tyst bøn. Lyden bølger op mellem de vægtige hvælvinger og vender tilbage i lidt forandret form; den har taget farve af kirkens kølige mure og er blevet et ekko.

Eller gå hen til et åbent flygel. Træd forsigtigt på højre pedal og hold den nede. Læg hovedet ind over strengene og råb en kort og kraftig lyd. Strengene svinger med! Velkommen til magi på gulvtæppet. Man hører et naturtro aftryk af sin egen stemme og genhører sit eget råb”.  

Samtidig med at man læser, lytter man! Det er en pointe i sig selv. Og så går det i gang med den tusindårige kirke som begyndelsen på en europisk musikkultur. Musikken kom i virkeligheden til for tusinder af år siden. Med den gregorianske kirkesang for godt 1000 år siden fik vi mere fastholdt materiale til ørerne. 40 kapitler, der hver kan læses som et musikalsk tidsbillede, er fortrinsvis koncentreret om en komponistskikkelse. Et kapitel hedder dog ”Ånden i naturen”, men hovedpersonen er alligevel romantikeren Chopin. Men hovedpersonerne er kun udgangspunkter i kapitlerne. De bliver ikke eneherskende.  

”Når folk kun kender én komponist, er det Mozart”, konstaterer Schauser, men kapitlet om ”Åh, Mozart” er ikke længere end tilsvarende andre. Mozart kender vi jo også. Men så skriver Schauser: ”Mozarts musik er hverken let eller specielt naturlig. Den er i enhver forstand overdreven, opstyltet, eklektisk: et dramatisk topmøde mellem italienerens sang, franskmandens parfume og tyskerens sans for det indviklede”. Vi er på nippet til at føle os stødt på Mozarts vegne, men Schauser har jo ret, og vær blot rolig, vi får lov at beholde al vores kærlighed til Mozarts musik. Schauser er tilbage med et Mozart-citat: ”Hvis vi komponister holdt os til de gamle regler, så ville vores musik være ubrugelig”, skriver han til faderen”.

De små biveje

Bogen er en musikalsk fortælling med mange overraskende små skift, men vi bliver altid hentet op på hovedvejen igen. Og den er solid, og turen er spændende. Naturligvis er der tanker og bemærkninger, som man kan studse over og måske være uenig i. Heldigvis. Hvad ellers? Så kan man sidde og diskutere lidt med sig selv, men man skal ikke tro, at man har ret, i hvert fald ikke eneret. Men man kommer ofte til at tænke lidt anderledes.

Jeg har ikke gidet lede efter fejl, for der er jo ikke udgivet nogen musikhistorie eller noget leksikon uden. Det kender jeg som gammel leksikonredaktør. Men jeg er ikke stødt på noget, som har fået mig til at springe op. Og det er for mig det samme som et positivt udsagn om bogen ”Klassisk!”. Der er dog en sjov lille kikser, som jeg ikke kan springe over. Det er tydeligt, at Schauser har afleveret sit manuskript engang i første del af juni 2015. Journalisten i ham fortæller, at Eva Wagner-Pasquier kom i klammeri med Bayreuth-festspilenes øvrige ledelse med den yngre halvsøster Katharina i spidsen og endda blev forbudt adgang til festspilhøjen i sommeren 2015. Kunne han have ventet nogle dage med at aflevere manuskriptet, havde han fået med, at Eva kom til Bayreuth på den planlagte dag i gensidig ro og orden, og at historien viste sig at være falsk og plantet hos medierne, men mange hoppede på. Wagner har jo altid været skandalestof.

Historien slutter år 1900

Bogen slutter lidt overraskende omkring år 1900, som dog betyder en naturlig skillelinje i udviklingen. Det er et godt sted at standse historien, og de 444 sider var blevet for mange, skulle fortællingen være fortsat endnu et århundrede. Men man ser kun frem til, at Schauser fortsætter med endnu et bind. Det har han sikkert også forestillet sig, for han kender 1900-tallets musik, og han har skrevet ph.d.-afhandling om Per Nørgård.

Bogen er udgivet af Berlingskes eget forlag, men People’s Press er en slags medudgiver. Bogpriserne er frie, og på nettet finder man mange forskellige priser, som også skifter mellem a-bog, e-bog eller kult-bog til pluspris eller minuspris eller hvad ved jeg. Spøg til side, forvirrende er det, men uanset hvilken pris af mulighederne, som man kommer til at give, er den klart pengene værd. Normalprisen synes at være 349,50 kr.  

Søren Schauser signerer sin bog tirsdag den 15. december kl. 17 i Danacord, Vognmagergade 9, København.  Læs nærmere herom ved at trykke på nedenstående annonce.