af John Christiansen - d. 12. september 2016
En anmeldelse: Marc Soustrot og Aarhus Symfoniorkester charmerer med Bizet på ny cd – En kommentar: Samtidig kan man andet sted læse et forsøg på at give cd’en dødsstødet
Marc Soustrot og Aarhus Symfoniorkester har indspillet deres
første cd sammen. Musikken er helt igennem af Georges Bizet og iørefaldende. Det
virkelige fund for mange og efter min mening hovedgrunden for jcklassisk’
læsere til at få denne nye cd er den kun 17-årige Bizets musikalsk charmerende
Symfoni i C. Den følges af Bizets første suite fra operaen ”Carmen” for dem, som
ikke skulle have den, og de to suiter fra Daudets skuespil ”Pigen fra Arles”,
som har opnået en vis popularitet, men som jeg ikke personligt har længtes
efter at få igen. Men det er musik, som mange vil nyde, og ”Carmen”-musikken kan
vi vel alle lytte til med fornøjelse endnu en gang.
Når jeg nu tager de store ord frem om den nye cd’s
musikalske og tekniske fortræffeligheder, må jeg nævne, at jeg har fire indspilninger
af Bizets symfoni i C, en af mine favoritter til at blive frisket op af, stående
”på en hylde i reolen” (læs nærmere senere) til at sammenligne med. Det er let
at forstå, at franskmanden Marc Soustrot har ønsket at indspille symfonien. Den
er fyldt med sanseligt fransk esprit, og han har fået Aarhus Symfoniorkester
med i sin hule dirigenthånd til ikke alene at spille vel artikuleret og præcist
elegant, men også at gøre det med en begejstring, som smitter hjemme i stuen. Og
endnu et vigtigt led: Preben Iwan har stået for en teknisk optagelse, som står
plastisk klart og smukt i rummet, så man hører og nyder alt – også noget, som
man ikke har opdaget før selv i denne musik.
Bizets ungdomssymfoni
Reglerne på Paris’
musikkonservatorium måtte ændres, da den kun 10-årige Georges Bizet blev optaget
i en pianistklasse. Da han som 17-årig var kommet i kompositionsklassen, fik
han som opgave at lave en version for to klaverer af Charles Gounods symfoni.
Med den som forbillede komponerede Bizet sin symfoni som prisopgave. I 80 år lå
den gemt væk i familiens eje og på bibliotek, før den blev offentligt kendt. Gounods
symfoni er også værd at opdage, og den har tydeligt inspireret Bizet, men Bizets
symfoni er sin egen og et par gløder mere livsbekræftende. En anden
sammenligning: Franz Schubert var 16 år, da han i 1813 skrev sin første symfoni,
kun 42 år før Bizet sin i 1855. Franskmanden havde ikke hørt wienerens
ungdomsværker, som dengang ikke blev opført uden for Wien. Men de ligner
hinanden i deres ungdoms, charmerende livs-åbne karakter i melodiformningen.
Soustrot får Bizets undertiden nærmest dansende liv frem med
en ideel balance mellem den vandret hurtigt fremadrettede energi og musikkens iboende
lodrette kraft. Her tabes ingen noder. Efter orkestrets koncert før indspilningen
af Bizets symfoni i juni, skrev jeg om ”Oliver Nordahls meget fint artikulerede
klangsmukke obospil” i førstesatsens sidetema og ikke mindst i den brede smukke
melodi, som bærer den langsomme anden sats. Det holder stand også i cd-indspilningens
internationale konkurrence. Men der er andre fine solopræstationer, men hvem
spiller dem? Det er lejligheden til at nævne et ønske, som jeg også har hørt
fra andre, nemlig i pladehæftet at nævne navnene på orkestrets musikere. Til
gengæld bringer Danacord i teksthæftet en liste over alle Aarhus
Symfoniorkesters 40 pladeindspilninger. Det er en god ide. (Bizet med Marc Soustrot og Aarhus
Symfoniorkester, Danacord DACOCD 775, 75 minutter).
Er cd’ens tid
virkelig forbi?
Mens jeg lyttede, lå en artikel foran mig. Jeg ville finde det
spændende at læse udenlandske musikanmeldelser om Bizet-cd’en, hvis der kommer
nogle. Men klassiske musikanmeldelser er på retur i medierne. At det faktisk er
rent galt med plademediet compact disc forstår man til overdrev på denne artikel
fra musikmagasinet Klassisk, en kommentar eller lederartikel af Andrew Mellor,
en englænder boende i København, som giver en éntydig melding: ”Cd’ens tid er
forbi”. Der står: ”Hvem gider at gå ud i
byen og lede efter en cd – og efterfølgende opbevare den på en hylde i reolen”?
Men er det ikke nedladende over for alle dem, som har plader stående for at
kunne høre musik, når de har lyst og tid til det?
Mellor citerer Greg Milner, som har skrevet en bog,
”Perfecting Sound forever” om optageteknikkens teknik og gør dennes ord til sine: ”For de fleste mennesker tjener cd’en ikke
længere et formål. Cd’er er ikke særlig praktiske, de er ikke uforgængelige, og
de er ikke interessante at se på”. Enhver kan gøre sig sine tanker. Nok har
en cd ikke den samme ”sjæl” som en vinyl-plade, men naturligvis kan man have et
forhold til sine cd’er. Nu er det vel heller ikke selve pladen, man sidder med
i hånden og ser på, men man læser jo ofte gode introduktioner til det, som man kan
høre. Jeg har for eksempel med stort udbytte læst netop Andrew Mellows introduktioner
i årets tre nye cd’er med musik af Pelle Gudmundsen-Holmgren fra Dacapo.
Det er ikke en nyhed, at salget af cd’er er på vej nedad.
Det sker endda i en tid, da lyttertallet til klassisk musik på ingen måde er det.
Men det er blevet for nemt at finde også god musik billigt og ofte gratis, på fusket
vis eller ej. Men kommer der ikke til at mangle noget, når man blot henter musikken
ned fra luften?
Fona gik ned og mere
fulgte
Herhjemme gik kæden Fona i foråret i betalingsstandsning.
Selv om Fona for længst var ophørt med at være toneangivende i salget af netop
klassisk musik, har flere store internationale selskaber alligevel skåret ned
på antallet af udgivelser, som lagerføres herhjemme. Det kan betyde ekstra
ventetid for de kunder, som fortsat vil købe på dansk.
Hvad vil Andrew Mellor med sin artikel? Hvorfor forsøger han
så vidt muligt at forhindre salget af cd’er? Han nævner i sin artikel i bladet
Klassisk, som ellers holder sig i live med sine mange anmeldelser af cd’er, ikke
engang den eneste store klassiske pladeforretning med et internationalt lager herhjemme,
som fortsat vil skaffe alt hjem på gode betingelser. Det er muligt, at cd’erne er
ved at uddø, men de har stadig så mange kvaliteter, at der ingen grund er til
yderligere at hjælpe dem, frem mod kanten ved at spænde ben for salget allerede
nu?
Her er adressen på Nordeuropas største forretning med klassisk musik: Danacord Butik, Vognmagergade 9, 1120 København K., telefon 33 11 22 31