af John Christiansen - d. 8. oktober 2016
Aarhus Unge Tonekunstnere fejrede sine 50 år sammen med Aarhus Symfoniorkester med en koncert, som sprængte rammer, og som var forfriskende overraskende. Selv det mest traditionelt indstillede koncertpublikum ville have fundet noget at glæde sig over og endda more sig over.
Aarhus Unge Tonekunstnere fejrede 50 års jubilæum. AUT
startede på et tidspunkt, da Aarhus var det rette sted at skabe nyt. Kraftfulde
år fulgte. Musiklivet skiftede ansigt eller endda ansigter. Jubilæumskoncerten
bød ikke på musik fra dengang. Det kunne have været en anden festkoncert. Men
med to uropførelser og endnu to førsteopførelser herhjemme demonstrerede AUTs jubilæumskoncert,
at ny dansk musik er sig selv og har det godt som sådan, overraskende, original
og forfriskende nede på jorden. Så kan man altid diskutere enkeltheder, men det
skal ikke gøres her. Det var skiftende spændende fra først til sidst. Her var
der også plads til fin musikalsk humor. Anledningen var jo også en fest.
Der var pænt fyldt i Symfonisk Sal, men det faste publikum
fyldte naturligvis mindst. Jeg kan ikke lade være med at spørge, hvad denne
angst for ny musik skal til for? Jo, man kan have fået dårlige erfaringer med
ny kompositionsmusik for et symfoniorkester, som har været så forskruet og
kedeligt, at det kunne være ren fornuft i at holde sig fra. Men der er jo ingen
periode i musikhistorien uden også kedelig musik. Det var her spændende at opdage ny
kompositionsmusik, som har en åbenhed, som også et rent klassisk publikum kan
gå til. Her på AUTs 50 års koncert var der en samling af musikalske værker for
et bredt publikum. Og AUT havde sat programmet sammen, så det kunne overraske
og alligevel have en helhed med mening. Det var forfriskende.
De kendte rammer blev
sprængt
Der var et fælles præg. De kendte rammer blev sprængt. Formen
var ikke dominerende som i en symfoni. Alligevel var der en kærlighedserklæring
til symfoniformen med. Denne aften sprudlede musikken derimod ofte i kaskader
af lyde med en frodig klangudfoldelse. Der blev skabt billeder, endda ganske
konkret for vore øjne. Optakten lod ikke nogen falde hen. Lasse D. Hansen,
årgang 1991, kompositionsstuderende på Det jyske Musikkonservatorium foldede
stemningen ud af orkestermusikernes stemmen deres instrumenter inden koncerten
og hvad han kalder ”det ukontrollerede, brusende symfoniske hav, som gemmer sig
heri”. Hans otte minutter korte værk, ”Stemning, applaus”, sluttede med et ret
inciterende bifald, hvor dirigenten, den unge schweizer Baldur Brönnimann
dirigerede publikums klappen dynamisk varieret rundt i salen. Gentag blot Lasse
D. Hansens koncertoptakt ved andre, også mere traditionelle lejligheder. Publikum
bliver aktivt vækket.
Det eneste ikke-danske værk var af den islandske Anna S. Thorvaldsdottir,
årgang 1977, et fascinerede klangstykke. Titlen, ”Aeriality”,
fortæller meget om air/luft og realitet. Et sted mellem lydkunst og klassisk orkestermusik,
som skrevet stod i programmet, skrevet i en forunderlig luftig lethed. På denne
plads skal det så med begejstring noteres, hvad der gjaldt for hele koncerten, Baldur
Brünnimanns og Aarhus Symfoniorkesters evne til at lade denne nye klangmusik
folde sig ud var båret både af forståelse og af veloplagthed.
Ordet blev inddraget (desværre på engelsk) i Mathias Monrad
Møllers (årgang 1988) ”Speech”, en tale om også om frihed, og musikerne var frie
til at gøre, hvad de ville, mens komponisten holdt sin tale. De kunne vælge
mere eller mindre frit, om de ville spille med i en komponeret del eller ej. I
stykket vælger flere og flere musikere at spille denne komponerede del, og komponisten
gøres overflødig. Man kan opleve musikken som et nuanceret debatindlæg om
demokrati – om man vil. Man kan da godt blive klog på andet, når man lytter til
musik. Samtidig var totalbilledet af musikernes gøren og laden sjovt og så
meningsfuldt, at det virkede præcist styret.
Publikum blev taget
med
Koncerten tog både i starten og i afslutningsværket publikum
aktivt med ind. Rasmus Zwicki af årgang 1979 har studeret komposition på Det
Fynske Musikkonservatorium (nu SDMK), og han hentede lidt happening med ind i
en slags kærlighedserklæring til den gamle symfoniske form i ”Sidste symfoni”.
Det var helt efter koncertens dramaturgi, at afslutningen var mere end musik. En
del af publikum nede på stolerækkerne ”spillede publikum” og dansede med, mens ”symfonien”
i skikkelse af en ung udtryksfuld pige på scenen led døden. Komponisten kom ind
i bjørnedragt, og blå balloner som blå toner blev sendt op mod himlen, i hvert
fald loftet. Det var næsten syret, men det hele hang sammen. Og som i andet
muntert denne koncertaften var der både virkningsfuld musik og alvor bag.
Aftenens længste og mest komplicerede værk var
Aarhus-komponisten, nu bosat i Berlin, Simon Steen-Andersens ”Piano Concerto”
for klaver, sampler (elektronisk optageudstyr), video og orkester. Vi fik
imponerende flot og godt virkende præcisionsarbejde både scenisk og musikalsk i
en dobbeltkoncert for et moderne flygel og et nærmest ødelagt instrument med
spændende musikalsk bearbejdelse af det givne materiale. Nicolas Hodges
beherskede begge instrumenter samtidigt, det raske flygel live og det ødelagte
flygel set og hørt på sampler-videoen. Den indledende orkestersekvens, hvor vi
på den store video fulgte flyglets vej mod dets smadren mod jorden virkede som
et billede på selve jordens undergang. Men der var altså også megen regulær
musik også med skønhed.
Aarhus Unge Tonekunstnere, ja, jeg overværede alle
koncerterne de første mange år i Aarhus og anmeldte dem i Jyllands-Posten. Det
var en herlig tid, afvekslende op og ned, altid spændende, et herligt miljø. Så
var det pragtfuldt, at AUT nu havde sammensat en så helt igennem nutidig levende koncert. AUT-ånden levede atter.
Billede: Simon Steen-Andersen.
Læs også artiklen Aarhus vil sælge kulturen - om et stillingsopslag