6 stjerner af seks: Først vil jeg gøre opmærksom på den lettiske mezzosopran Elina Garancas fremragende opera-cd ”Revive Elina Garance”. Det er længe siden, at jeg i den grad er blevet optaget af et operarecital, som det hedder på ”dansk”. Denne cd er en pendant til Anne Netrebkos cd med operaarier fra verisme-tiden, som man kan læse mere om på omstående anmeldelse. Den fik her på cdklassisk også seks stjerner. Deutsche Grammophon har her i efteråret altså udgivet nye cd’er med et specielt repertoire både med verdens førende sopran, Netrebko, og med verdens herligste mezzosopran, Garanca. De har kun et enkelt nummer fælles, Francesco Cileas inderligt smukke portræt af den berømte 1700-tals franske skuespillerinde Adriana Lecouvreur i arie om hendes beskedne indsats i forhold til teaterscenens skabende ånder.

Begge er de bevægende i denne korte arie. Mens Netrebko finder vej ind til dens kerne i stemmens smukke klangspil, gør Garanca det samme i en fint dramatisk pointeret fremhævelse af ordene. Det gælder også for de to cd’er i deres helhed. Mens Netrebko søger variationen i den italienske verisme, som betyder ”sandhed”, finder Garanca sin helhed i et stilmæssigt lidt bredere repertoire, som hun meningsfuldt kalder ”Stærke kvinder i svage øjeblikke”. Hun undskylder så i pladehæftet netop Adrianas ovenfor nævnte arie, som ikke falder ind under denne fællesbetegnelse, men hun måtte have arien med på grund af dens inderlige skønhed.

Revive kan oversættes med flere forskellige ord. Garanca genoplevet? Repertoiret er dog helt nyt. Garanca genopfrisket? Det behøver hun altså ikke at blive. Hun begynder med en regulær veristisk arie og samtidig et stykke italiensk, stærkt menneskeligt drama, for Garanca er også selv bevidst om, at hendes stemme og sangkunst er inde i en mere dramatisk udvikling. Den er fra Mascagnis ”Cavalleria rusticana”, den gravide Santuzzas smerte henvendt til Turiddus mor, ”Voi lo sapete”, over at han nu har svigtet hende til fordel for sin tidligere kæreste, der ganske vist giftede sig med en anden, mens han var borte som soldat. Man føler virkelig en stærk kvinde i sit livs svageste øjeblik. Der er mere italiensk af meget vekslende art, hofdamen Ebolis skæbnefyldte kærlighedssang fra Verdis ”Don Carlo”, den inciterende Preziolas friske ”Rataplan-trommeslag-sang  i ”Skæbnens magt” og Amneris i ”Aida”, alle yngre kvinder, men unge mezzosopran-partier er en sjældenhed hos Verdi, skriver den 40-årige Garanca i pladehæftet. Og de unge passer til hendes stemme.

Der er ikke færre end seks numre fra franske operaer med. Her kommer den smukke lyriske del af Garancas rige stemme til sin ret som Dido i Berlioz’ ”Trojanerne”, som Saint-Säens’ forførende Dalila, Ambroise Thomas’ Mignon med den enkle ”Connais tu le pays?”, som Massenets og Werthers elskede Charlotte og i en lidt anderledes Massenet-rolle som den vrede og sårede Herodias. Endelig som afslutning på en stor operaplade får vi Saint-Säens’ Anne, en af de mange koner i ”Henrik den 8.” Den har jeg aldrig hørt før, ikke engang hørt om. Men Elina Garanca ved, hvad hun vil, og det er helt igennem pragtfuldt.

Hun tager også turen omkring Rusland med Mussorgskis Marina i ”Boris Godunof”.  Har nogen russisk mezzo fået så meget ud af, at Marina keder sig? Jeg har så glædet mig over, at Garanca har fundet Leoncavallos ”La bohème” frem. Den kom efter Puccinis mesterværk af samme navn og slog derfor ikke igennem, og det er virkelig synd, for den er også lidt af et mesterværk, som mere barsk skildrer bohemernes fattige liv. Kilden er den samme, Murgers føljeton-roman fra Paris. Hovedpersonen er her Musetta. Jo, det er et meget spændende operaprogram med stærke kvinder i deres øjeblikke af svaghed.

Garanca fortæller, at hun ikke kan synge uden at skulle bevæge sig samtidig. Derfor føler hun sig lidt bundet, når hun i pladestudiet skal forholde sig i ro foran mikrofonen. Her  bevæger hun sig rundt i en broget operaverden med stemmen fyldt af sanselige udtryk. Roberto Abbado, en nevø  til den afdøde mesterdirigent Claudio Abbado, og symfoniorkestret fra Valencia akkompagnerer perfekt. Både Netrebko og Garanca har på deres nye cd’er et ret usædvanligt repertoire, og begge noteres her med seks stjerner. Men skulle jeg ende på en øde ø og kun have den ene cd med – en ret utrolig tanke -, så ville jeg uden tøven vælge Garancas (Revive Elina Garanca. 61 minutter. DGG 479 5937).

Roberto Alagnas familiefejring

3 stjerner: Med en anden topsanger kommer vi et helt andet sted hen. Den fransk-italienske tenor Roberto Alagna elsker at ”croone” de neapolitanske sange og med dem de sicilianske, som familiemæssigt ligger hans hjerte endnu nærmere. Ordet croone benyttes her ikke kvalitativt, men beskrivende. I den engelsk-danske ordbog oversættes det kun med ”nynne”, men i musiksproget benyttes det bredere om sang, som dæmpes ned til det mere sanseligt inderlige. Og det kan Alagna også.

Denne hans nyeste cd er decideret for Alagnas ægte fans. Programmet er usædvanligt, for nok er den festligt-kvikke ”Funiculi, funicula” og den uundgåelige ”O sole mio” med, men der er også mange nyere italienske sange. Man kan kalde dem folkelige og kunstsange på én gang. Det er ikke første gang, at Roberto drager sine begavede brødre med ind, og her er især Frederico repræsenteret med flere sange, men også Yvan og David Alagna er impliceret. Frederico er en udmærket komponist i denne mellemgenre.  CD’en er næppe et førstevalg for de fleste læsere af jcklassisk.dk, men den har sine kvaliteter og kan være et gavevalg ikke mindst på denne årstid. Og Alagna synger stadig både flot og varmt. Han føler sig også hjemme i den lidt mere sentimentale genre, som han dog ikke overdriver.  

I et forord i pladehæftet fortæller Roberto Alagna, at pladen er en fejring af hans datter Malènas fødsel i januar 2014. Den fremragende polske sopran Alexandra Kurzak er moderen og Alagnas hustru. Frederico Alagna har skrevet sangen ”Malèna”, der også har givet pladen navn. Man kan læse en del derom i pladehæftet, så mange gange det nu kan holde til at blive presset på plads i plasticboksen. Hæftet er for tykt til, at det går nemt. Lige så tankeløst er det, at et fornemt pladeselskab som Deutsche Grammophon udsender et pladehæfte med et layout, hvor der leges med farver og størrelse af bogstaver, så teksten ofte bliver for vanskeligt at læse (Roberto Alagna:  Malèna. 56 minutter. DG 4814733).

Reuters ”Die Winterreise” med strygere

5 stjerner: Johan Reuter synger Schuberts sidste store sangcyklus ”Die Winterreise” sammen med Copenhagen String Quartet. Det er både en fremragende og en usædvanlig udgivelse. Den giver også noget at debattere: Den varme strygerklang i stedet for det mere barske klare sort-hvide klaver giver en helt anden varmere karakter. Schuberts Strygekvartettens cellist Richard Krug har overført Schuberts originale klaverstemme til en fint nuanceret og spændende version, hvori man kan opdage nye vinkler i Schuberts forunderlige musik. Lyt for eksempel grundigt til nummer 17 ”Auf dem Fusse”. Kvartetversionen er fremragende i dens små variationer.

Richard Krug gør opmærksom på, hvordan strygekvartetten flytter den næstsidste sang, Die Nebensonne" til et højere register: "De jordnære, dybe toner er helt forsvundet. Er vi offer for en illusion, en forvrænget spejlning af den lavtstående sol? Derefter hører vi lirekassens dybe, ubønhørlig mekaniske ostinato.Hvor en pianist skal slå tonerne an i hver eneste takt, kan strygerne gengive lirekassens uafbrudte og gennemgående monotoni, som en dyster klagesang mod vinterens ubarmhjertighed : 

Der er en meget fin overensstemmelse mellem Johan Reuters smukke bas-baryton og strygekvartetten. Reuter får musikkens stille smerte og længsel og enkelthed meget klart frem. Jeg har lyttet med bevæget nysgerrighed til denne forunderlige rejse og kan kun anbefale den. Men Schuberts original er naturligvis klaveret, som i sin klarhed virker farligere. Selv om man har originalversionen i forvejen, skal man nu alligevel anskaffe sig Johan Reuters og Københavns Strygekvartets spændende version og gennem den komme en anden vej ind i Schuberts forunderlige liedcyklus. For Reuter-fans er der ingen tvivl. (Johan Reuter synger Schubert: Die Winterreise. 76 minutter. Danacord DACOCD 759). 

Billede: Elina Garanca.