af John Christiansen - d. 15. januar 2017
Mere om Elbphilharmonien – En diskutabel aflysning på The Met – Mozart-opera om magtesløshed over for terror
Så fik Hamburg sin store, prangende koncertsal, Elbphilharmonie
efter mange års tilløb, tilstand og atter igangsætning. Regningen kan vi ikke
komme uden om. I stedet for de planlagt 77 millioner euro kom koncertsalen til
at koste det tidobbelte. Hvis vi lægger private sponsorers gaver til, kommer
den endelige pris endda op på 866 millioner euro. Ikke sært at prisen for
herligheden hos de mange anmeldere og i læserbreve igen og igen er blevet nævnt
og fremhævet. Men blandt de flere hundrede læserindslag, som mere end én tysk avis
nåede op på, standsede jeg ved denne markante kvindelige kommentar i Die Welt: ”Kan I ikke bare glæde jer”.
Og kan man da herhjemme
ikke bare samle sig om eller gerne ophidse vennerne af klassisk musik tilsvarende.
Herhjemme er det klassiske musikpublikum desværre endnu ikke nået til at
forstå, at det samlet skal protestere og opildne politikere til også at interessere
sig for musikpolitik og kvalitet.
Man forstår den euforiske stemning i Hamburg, når man ser
billeder af den flotte bygning, der som et kæmpeskib vogter havneindgangen på
Elben til Hamburg. Man forstod det, da man på NDR-tv fulgte åbningskoncerten i den
mægtige lyse koncertsal, hvor 2100 mennesker delt op i mange mere intime afsnit
tilsyneladende alle sad i rummelige, magelige stole. Man forstod det, da kameraerne
indfangede udsigten omkring Elbphilharmonie med floden Elben gennem den
driftige havnestad og ikke mindst selve byen med dens søer.
I bygningen er også et såkaldt luksushotel, hvor man må kunne
føle oplevelsen af det ”svømmende” hus helt ind i kroppen. Priserne er endnu ikke
forbeholdt dem med de store indkomster. Når kundekredsen først er sikret, bliver
det utvivlsomt dyrere. Man kan også købe
sin egen lejlighed i ”Elphi”. Foreløbig er kun 60 procent af dem solgt og det
udelukkende til folk fra ”det tysktalende rum”, oplyser ”Maklerhaus Engels
& Völkers, som står for salget. Hvad med penthouse/penthaus-lejligheden på
26. etage med en udsigt næsten hele vejen rundt, hvis det skal være? Den koster
”kun” koster 25.000 euro. Nå ja, pr. kvadratmeter naturligvis. Jeg tør ikke
regne prisen i danske kroner ud.
Den altid vanskelige
akustik
Så er der det spændende punkt, akustikken, som man
naturligvis ikke kan bedømme på grundlag af tv-transmissionen af
åbningskoncerten. Og dog. Den var ”moderne”, altså lysende klar, og man hørte alle
instrumenter, ingen musiker kunne skjule sig, men klangen smeltede ikke sammen.
Og det var netop det indtryk, der blev videregivet af flere tyske anmeldere. Men
det er før sket, at det har varet et stykke tid, før man har forstået at
udnytte en ny koncertsal ideelt. Men jeg tvivler på, om NDR Elbphilharmonie
Orchesters 60-årige chefdirigent Thomas Hengelbrock, som dirigerede
åbningskoncerten, er den bedste til at forstå sig på det. Han er aldrig vokset
fra at være dirigent af gammel musik på historiske instrumenter, men stor
romantisk og moderne orkestermusik er noget andet. Det debatteres stadig i Hamborg,
hvorfor netop dette orkester er blevet husorkestret. Mon ikke filharmonikerne,
som også er Statsoperaens orkester, er byens bedste?
Interessen for koncerterne i de to koncertsale, op til tre
på en dag, har været voldsom. Der er udsolgt til alle koncerter i det første
halvår, og det er lige meget, hvem der spiller hvad. Vær på vagt, når om føje
tid efterårets program præsenteres.
Aalborg er med på listerne
Man skal i Hamburg ikke tro, at de er ene om at have fået
noget særligt, mener Frankfurter Allgemeine Zeitung, som på sin netavis bringer
en serie med fotos af 16 nyere arkitektonisk bemærkelsesværdige koncertsale bygget
i de senere år. Mellem dem er både Koncerthuset på Amager og Musikkens Hus i
Aalborg.
Og så er vi ved Riccardo Muti og Chicago Symfoniorkester, som
gav to koncerter i weekenden i Elbphilharmonie og gentager/gentog dem i Aalborg
mandag og tirsdag den 16. og17.januar. Det er beundringsværdigt og altså en
enestående lejlighed for det danske publikum.
Turnéen fortsætter til bl.a. Scala-operaen i Milano, og det
bliver et specielt højdepunkt for Muti, som forlod sin chefstilling for snart
20 år siden, og har ikke har dirigeret der siden. Men han og intendanten Carlo
Fontana kunne ikke med hinanden. ”Det er, som havde jeg aldrig for ladt La Scala,
siger han i et interview med La Repubblica lørdag: ”Få måneder tidligere havde
jeg haft en vidunderlig turné med Scala-orkestret i Japan og Korea. Orkestret
var på et overordentlig godt nevieau. Jeg havde ingen fornemmelse af krise. Men
alt havde hurtigt og på en kompliceret måde viklet sig sammen”.
Muti arbejder i øjeblikket sammen med den iranske instruktør
Shirin Neshat om Verdis ”Aida”, som de skal sætte op på Salzburg-festspillene
til sommer med Anna Netrebko som Aida: ”Jeg deler ideen med hende, at ”Aida” er
eni intim opera om forskelligheder i race og kultur, som er koncentreret om to kvinder
– Aida og Amneris. Muti kommenterede i La Repubblica sin kritik af visse
operainsruktører: ”Det drejer sig ikke om antik eller moderne, det er et spørgsmål
om en intelligent eller en idiotisk opsætning. Det gælder om at opføre noget,
ikke kun at skabe kaos.”
The Met aflyser en
Bieto-opsætning
A propos operainstruktører,
så må Metropolitan-operaens chef Peter Gelb ifølge The New York Times aflyse en
planlagt opførelse af Verdis ”Skæbnens magt” i næste sæson. Den skulle være sat
i scene af den katalanske Calixto Bieto, som har stået for flere såkaldte skandaler,
men som jeg alligevel vil kalde en genial teaterinstruktør, som ikke står for ”kaos”,
men nok for ”sensationer” Han satte for en del år siden Verdis ”Maskeballet” op
på Det Kgl. Teater, men her turde man ikke genengagere ham på grund af den
dårlige modtagelse. Lad mig indskyde, at jeg fandt ”Maskeballet” en spændende
og logisk meningsfuld opsætning. Der blev holdt konspirationsmøde på et
herre-pissoir. Ja, hvad så?
Peter Gelb siger, at aflysningen udelukkende drejer sig om
penge. Men når han nu skulle spare, var det vel fornuftigt at spare en forestilling,
som publikum og presse nok ville harcelere over? The Met kan spare en million
dollars ved at droppe Verdi, som skule være et samarbejde med The English
National Opera i London. Men hvad er det imod et budget på 300 millioner
dollars og et underskud på sæsonen 2013-14 på 22 millioner. The Met vil dog præsentere
frem premierer i sæsonen 2017-18. Værkerne er endnu ukendte. I stedet for ”La
forza del destino” kommer fire opførelser af Verdis ”Requiem” dirigeret af
James Levine, som tilsyneladende har fået en bedre fysik til igen at dirigere.
Requiet opføres den 24., 27., 29. november og 2. december, hvis De skulle komme
forbi.
Mozart med terror-scener
På fredag den 20. januar har operaen i Bologna sæsonpremiere
med Mozarts ”Bortførelsen fra seraillet". Corriere della Sera skriver om den
tyrkiske tenor Mert Süngü, der skulle have forladt operaen med den begrundelse,
at Martin Kusejs opsætning er ”en fornærmelse mod nationen”, altså den tyrkiske.
Den 30-årige tenor sagde til den italienske avis, at faner med arabiske tekster
på scenen skulle gøre publikum opmærksom på de geopolitiske (politiske problemer
afhængige af de geografiske forhold) årsager til terrorisme. Kusej siger, at Süngü
aldrig er blevet ansat i Bologna. Kusej har aldrig truffet ham. Süngü har aldrig
deltaget i nogen prøve, for han var ikke i stand til at lære den nye tyske
tekst, som er skrevet til opførelsen.
Kusej siger videre: ”Jeg har haft til hensigt, at musikken
må forbindes med de aktuelle situationer og følelser. Jeg vil vis de
civiliserede europæers magtesløshed over for den fundalistiske fanatismes brutalitet.
Jeg ved, at tilskuerne i Bologna er åbne for det”. Det er altså en anden version,
man vil få at se i Bologna end Kusejs opsætning på festspillene i Aix-en-Provence
i 2015. Dengang ville han, at blodige afhuggede hoveder af fangerne indsvøbt i tøjlaser
skulle være afslutningen på Mozarts opera. Men festspilledelsen i Aix strøg alle
antydninger af islamisk terror fra hans Mozart-opsætning.
p.s. Frosch ramte plet: Udvandring
Så skete der noget: Efter Knud Romers monoleg som fængselsbetjent Frosch i "Flagermusen i den vist nok 4.opførelse af "Flagermusen" med Aarhus Symfoniorkester, fandt der en lille udvandring sted. Jeg var der desværre ikke den aften. Romer ironiserede over den tomme argumentation imod udsultningen af landsdelsorkestrene. Jeg ville gerne vide, hvorfor én eller halvanden snes mennesker pludselig forlod Symfonisk Sal. Aktuel satire har i Froschs' mund været en vigtig bestanddel af"Flagermusen" siden premieren i 1874. Var de tilskuere, som myldrede ud, virkelig tilhængere af, at Aarhus Symfoniorkester og kollegerne landet over nu skal udryddes? Det er den eneste logiske forklaring på udvandringen, men hvorfor var folk så kommet? s.u.
Åbningsaftenen i Hamburg sluttede med et lysshow også uden for Elbphilharmonie
i Hamburg. Foto: Marek Santen/ Elbphlharmonie