af John Christiansen - d. 5. februar 2017
Den jyske Operas ungdomsforestilling er for et helt operapublikum i alle aldre. En forestilling, som lover godt for fremtiden.
Der er tre gevinster ved
Den jyske Operas første kulturhovedstads-bidrag. ”Intet”, som operaen hedder
efter Janne Telers prisbelønnede danske roman, handler om unge mennesker, den spilles
af overvejende unge både professionelle og amatører, og den henvender sig direkte
til et ungt publikum. Det sidste må ikke mindst tælle, for der er jo snart ikke
den operachef på den halve jord, som ikke tror, at det er lykken at gøre sit
publikum yngre. Men naturligvis har operaen stadig sin fremtid. Når
karriereræset og familieforpligtelserne forsvinder, er der altid kommet et nyt
publikum til alt det, som kræver tid. Og opera kræver tid.
Men aktuelt skal ”Intet” hilses velkommen som et kvalitetsfyldt
bud på noget, som muligvis/sandsynligvis kan og i hvert fald bør fængsle ungdommen
i samklang og samtale med deres forældre og familier. ”Intet” har været en
succes i den britiske presse efter operaens uropførelse i det fornemme festspilhus
nede i Glyndebourne, dog ikke i den dyre festspiltid. Herhjemme opføres operaen
med næsten helt igennem nye kræfter, med mange talenter og naturligvis på dansk.
Vil den kunne fange og fænge et nyt ungt publikum? Muligvis, skrev jeg, og dog
ja nok. Det er de to store spørgsmål, som det naturligvis ikke er lige til at
besvare, selv om man gik optimistisk fra den danske førsteopførelse i
Musikhuset Aarhus. Der var flot fyldt af unge i alle aldre, som lyttede stille
og mærkbart koncentreret, og der var kraftigt bifald to timer og et kvarter
efter til slut. Endnu spilles den fire gange, heraf de to offentligt. Alle kan
nå afslutningen onsdag.
Men det må indskydes, at operaen ikke kun er for et yngre
publikum. Den jyske Operas faste, ældre publikum kan roligt komme. Også for
eksempel et Puccini-publikum vil få noget med hjem.
En farlig titel
Lad os lige blive færdige med titlen ”Intet”. Den er jo en
gave at få foræret til hånebrug af en negativ anmelder, men her er intet at
udnytte af en sådan. Musikken var tværtimod både overraskende og spændende
nuanceret, samtidig med at den var meget professionelt kreeret af den
amerikansk-britiske komponist David Bruce. Der var ikke pop eller rock, men der
var melodiøsitet og rytmik i en behagelig modernitet, som hurtigt begav sig væk
fra Benjamin Brittens egen fiskerby Aldeburgh og dens pæne elever i skoleuniformer for
symbolsk at trænge ind på intethedens og meningsfuldhedens mere kampfyldte dybder.
Livet er ”intet” for dens unge hovedperson Pierre. Han klatrer
op i et træ og vil forblive der, men hans kammerater vil hjælpe ham ned i livet
i igen ved hver at give ham ”alt”, hvad der er af betydning for dem selv. Og
det er en broget samling mere eller mindre symbolske og mere eller mindre
barske sager, som kommer frem, ikke alene ved frie valg, men også ved magt og tvang.
Ofre og afsavn
Symbolismen med intetheden er ikke altid helt let at følge i
operaens mange historier, da de unge må ofre deres livsværdier, som dog for
Pierre forbliver et intet. For de andre gælder det om at fastholde meningen med
livet. De første ofre er små og fortælles stille, men musikken og tempoet bliver
roterer skarpere, som de enkeltes afsavn bliver mere smertelige og tilmed farlige
i anden akt.
Ursula må grave sin elskede hund op på kirkegården midt om natten,
og den troende Karl må stjæle og ofre kirkens krucifiks. Én tvinges til at
afgive sit ”snavsede lagen”, som er et dannebrogsflag, og landsforræderen
hænges følgelig ud til genklange af ”Der er et yndigt land”. To af de unge
nomineres til, eller rettere tvinges til sammen ude bag savværket at gøre det
sidste, som hun turde. Men intet er nok for Pierre, intet i ofringerne betyder
noget for ham, selvom hans veninde Agnes forsøger at overbevise ham om hendes
kærlighed. Han afviser livet, til han selv bliver til”intet”gjort.
En opera med niveau
Både teksten og musikken holder et niveau, som har alvoren
og intensiteten i sig. Der ses ikke ned på det unge publikum, der er ingen
billig måde at samle point på i forestillingen. Tværtimod ses der op til det
unge publikum, som den er skrevet for og skrevet om.
Men den er også i
positiv høj grad med unge medvirkende. Aldersklasserne med deres vekslende erfaring spiller
sammen, Aarhus Symfoniorkester sammen med unge musikere fra Det jyske
Musikkonservatorium, professionelle yngre sangere sammen med sangstuderende også
fra konservatoriet, og endelig det nye fænomen TalentU, som er Den jyske Operas
nye grundige program for unge i alderen 15-22 år med mod til at arbejde med
musikdramatik. De unge har fået træning i sang, drama, koreografi, scenisk
nærvær og improvisation. De første positive resultater – også med henblik på Den
jyske Operas kommende bredde – var tydelige.
De gode
professionelle
Søren Kinch Hansen var den ideelle dirigent. Han har
arbejdet både med professionelle og amatører, og han styrede en herlig impulsiv
gennemhørbar udfoldelse af partituret. Instruktøren Bijan Sheibanis iscenesættelse
har logik og er levende, og Gilels Cadles scenografi er enkel og ganske fiks
med drejescenen i bruge. Robert Bøgelund Vinther havde det sikkert førte danske
ansvar for opsætningen og stod vel bag det gode sceniske bevægelsesmønster i
Aarhus.
Der er mange gode unge og yngre operasangere herhjemme. Det
ved vi. Her var en håndfuld af dem på en slags hjemmebane. Mathias Hedegaards
tenor stod klangfuldt smukt i rummet som Pierre. Sofie Elkjær Jensen var den
lyrisk kønt syngende Agnes. De øvrige, Johanne Højlund som Ursula,
Daniel Carlsson som Johan og Jakob Vad som Karl bekræftede det gode niveau.
Denne opsætning er et skridt fremad for et bredere dansk operaliv.
”Intet” spilles søndag
den 5. februar i Musikhuset Aarhus kl. 15.00 og onsdag den 8. kl. 19.30.
Billede: Pierre (Mathias Hedegaard) tilintetgøres på bålet af ofringerne. Foto: Kåre Viemose