Tenoren Jens Krogsgaard har været et spændende indslag på den danske opera/musikscene, ikke mindst den jyske, hvor han debuterede som Tom Rakewell i Stravinskijs ”Lastens vej” på Den jyske Opera i 1996, mens det københavnske publikum vil huske ham som Benjamin Brittens kaptajn Vere i ”Billy Budd”. På det seneste har han endda haft succes som iscenesætter på Aarhus Sommeropera.

Den på indspilningstidspunktet omkring 50-årige Jens Krogsgaards seneste cd er et godt eksempel på, at han både vil, tør og kan præsentere musik, som er krævende at synge, og som vi ikke kender, men som vi med ham får lov at opdage og endda forstå, at den burde være kendt. Det gælder 18 sange af Rued Langgaard, som gik sine egne veje i dansk musikliv, hvilket bekom Carl Nielsens følgesvende dårligt. Som bekendt blev Langgaard forvist til Ribe, hvilket for os andre vel ikke skulle være ubehageligt, men Jylland var langt fra dansk musiklivs dengang koncentrerede københavnske centrum.

Rued Langgaard komponerede i alt 143 sange. Kun 65 af den nåede at blive opført, inden han døde i 1952. Da var kun 27 af dem blevet trykt. Det er så kun en del vi får at høre her, men det er også nogle af de både vanskeligste og mest dramatiske, må man formode. Det gælder især de første otte sange til tekster af Emil Rittershaus. De er store i formatet med en voldsom udtrykskraft, og der sker en masse i klaverstemmen, som Jan Ole Kristiansen behersker på en meget overbevisende måde. Det er sandt, som det er skrevet, at disse sange er inspireret af Richard Wagner, ind imellem ret direkte, men det er ikke eftersnak. Rued Langgaard får en egen udtrykskraft lagt ind i musikken med romantiske motiver som kærligheden og dens følgesvende, smerten og naturligvis døden.

Disse sange må Langgaard have komponeret med en Wagner-heltetenor i tankerne, og Jens Krogsgaard må sine steder presse sin tenorstemme, og nok kan det høres, men det kan overhøres, for Krogsgaard har en følsomt smuk heltetenor-klang, som passer ideelt. Hans foredrag er vitalt og ægte, og den tyske tekstudtale ideel. Alt i alt bliver cd’en til en oplevelse for de rette.

Alt er slet ikke wagnersk. ”Fünf Lieder” med tekster af Heine og Eichendorff er mere decideret lyriske i både tekst og musik, og den afsluttes med afvekslingsrige sange til ”Fem erotiske sange” af nordmanden Vilhelm Krag (1871-1933). Det giver 18 sange eller lieder med vekslende perspektiver, som kommer frem i fortolkningerne. Både sanger og pianist vil og kan noget. Danacord DACCD 771. 58 minutter.

Efter Virginia Woolf

Navnet Max Richter er i den senere tid ofte kommet frem i Tyskland. Deutsche Grammophon er begyndt at udsende hans musik på den klassiske gule label, og jeg har fået den seneste tilsendt, som er specielt interessant for beundrere af forfatteren Virginia Woolf: ”Three Worlds: Music from Woolf Works”. Lad os kalde det musikalske impressioner over ”Mrs. Dalloway”, som hun skrev i 1925, og ”Orlando” i 1928.

Det er mit indtryk, at Max Richter er blevet lidt kult, som Virginia Woolf sandelig også har været det, ikke mindst da Edward Albee 19 år efter hendes selvmord i 1941 skrev sit berømte teaterstykke og senere film med Elsabeth Taylor og Richard Burton, ”Who is afraid af Virginia Woolf?”, et dramatisk studie i hvorfor ægteskabet krakelerer for et ældre ægtepar. Woolfs personlighed er klart mere interessant end Richters, men den ærbødighed, som jeg alligevel finder i hans musik for og om Virginia Woolf, gør den utvivlsomt mere interessant, end jeg ellers ville havde fundet den.  

Max Richter kan betegnes som en mindre ånd i selskabet med Steve Rich, Arvo Pärt og Philip Glass. Han blev født i Tyskland, men voksede op i England. Hans lærer var Luciano Berio, men hans musik er mere gennemskuelig end de her øvrige nævnte komponisters, hvilket er et minus. Man kan falde til ro i hans gentagelser af temaer, måske også falde i drømme og søvn, og man kan lytte sig mæt til hans lettere sentimentale klange. For mig er der ikke de mange vitaminer i den, men han har sin fanskare, og det er en ikke helt fremmed tanke at forstå hvorfor. Musikken er professionel sikker og velskrevet.  

Indpakningen er interessant. Coverbilledet er bølger, ”Wawes”. Når man åbner mod cd’en, skuer man over et stort stille vand. Cd’en er kun hvid, ingen tekst, dog kan cd’en drejes, så man svagt aner nogle navne. Men der findes ikke ét ord at læse om komponisten og værkerne, kun et vers fra Virginia Woolfs ”Orlando”: ”Memory is the seamstress, and a capricious one of that. Memory runs her needle in and out, up and down, hither and thither. We know not what comes next, or what follows after….

Jeg håber, at læserne har fundet ud af, om Max Richter og i særdeleshed bag ham Virginia Woolf er noget netop for dem. Som sagt har han et meget stort publikum i Tyskland.. DG 479 6952. 66 minutter.

En sopran præsenterer sin ægtemand

Den sidste nyhed er indrømmet et stykke ret normalt operarepertoire. Andet kan man vist ikke kalde Giacomo Puccinis gennembrudsværk ”Manon Lescaut”. Men det må kaldes usædvanligt og helt specielt, at tidens største operadiva, den populære russiske sopran Anna Netrebko ikke blot synger titelpartiet, men at hun også præsenterer sin ret nyslagne ægtemand ved sin side i det store parti som il cavaliere Des Grieux, tenoren Yusif Eyvazof. Det kan man da kalde en bryllupsrejse, nok lidt forsinket, men alligevel, da de sang operaen også i en serie i Wien, i Moskva og på The Met i New York i efteråret. Til slut længtes Netrebko tilbage til et mere skiftende repertoire igen.  

Pladeindspilningen er en live opførelse sat sammen af et par koncerter på festspillene i Salzburg i sommeren 2016. Man får for mit behov lige lovligt mange publikumsreaktioner med, bifald og begejstring, alt positivt, men det generer efter enkelte arier. Lad os for en gangs skyld tage tenoren først. Yusif Eyvazof blev efter Salzburg modtaget ret forskelligt. Han slap ikke for billige vittigheder i stil med, at han sandelig havde fundet den rette hustru for sin karrieres skyld. Men han er altså ikke værst, synger undertiden ret flot, men godt nok lidt ujævnt. Med sin ret mandige tenor vil han herhjemme sikkert vække begejstring, men skal han sammenlignes med de store tenorer, som man kan få især på ældre indspilninger, kan han naturligvis  ikke klare konkurrencen.

Det kan Anna Netrebko naturligvis. Hendes fans kan roligt købe indspilningen. Hun er ung, frisk, flyvsk på vej ind i eventyret, da hun møder des Grieux. Hun bliver mere bevidst beregnende i anden akt, mens hun bliver ægte tragisk i sit følelsesægte nederlag frem til døden som forvist i  ørkenen. Netrebkos slutscene er virkelig bevægende. Armando Pina synger Lescaut tilforladeligt godt, og de for os ukendte navne i de mindre partier er alle glimrende. Marco Armiliato er mærkbart en sikker og kyndig dirigent, som kan sin metier, og Münchner Rundfunkorchester spiller solidt uden det afgørende raffinement.

Anna Netrebko er vor tids Manon Lescaut, men hun indtager ikke en naturlig førsteplads i grammofonrækken med Renata Tebaldi, Montserrat Caballé, Mirella Freni og Kiri Te Kanawa, men hun kæmper på linje med dem, fordi hun har sit, og det er imponerende. Mit eget helheds-valg er i skarp konkurrence Decca-indspilningen dirigeret af Jemes Levine med Freni og Pavarotti, som er fra 1992, og så står nogle læsere nok af på forhånd, selvom jeg betragter det som som dumhed at gøre det på grund af årstallet. Decca som andre lavede teknisk fremragende ting dengang.

Den fine følelsesfulde melodidannelse, som har gjort Puccini så populær, kom for første gang til fuldt udtryk i ”Manon Lescaut”, der havde premiere i 1893. Puccinis smukke instrumentation ligeledes og ikke mindst hans naturlige måde at skrive for den menneskelige stemme på. ”Manon Lescaut” må ikke forveksles med Massenets ”Manon” fra 1882, som var skrevet over den samme roman af Abbé Prévost, og som var blevet en succes, der dog først nåede Italien i 1893. De to værker har hver sit publikum. Jeg sætter den mere raffinerede Massenet-opera højest, men det var den fremragende opera-dirigent og chef for Den jyske Opera Francesco Cristofoli, som også skrev en bog om Puccini, absolut ikke enig med mig i. Et must for Netrebko-fans. Deutsche Grammophon 479 6828, to cd’er, 128 minutter.

Billede: Fra koncertopførelsen med Anna Netrebko og Yusif Eyvazov i Salzburg 2016.  Foto: Salzburger Festspiele/Marco Borelli 

EKSTRA: Max Richters musik til Virginia Woolf  er komponeret til en ballet af Wayne McGregor i 2015. Den danses stadig af The Royal Ballet i London. Balletmesteren McGregor kommer i øvrigt  til Aarhus i april i anledning af  kuilturhovedstadsåret med sit eget kompagni og dansere fra Pariseroperaen til Olar Eliassons lysscene, fortæller operasanger Jens-Christian Wandt, som står for Verdensballetten, der nu i en halv snes år har giver prægtige danseforestillinger i Skagen, på Møllerup Gods nær Aarhus og Sølyst i København og antagelig gør det igen til sommer. .