af John Christiansen - d. 24. februar 2017
Det udvidede(!) Aarhus Symfoniorkester spiller sig videre ind i jubelåret med en fantastisk koncert med musik af Debussy, Strauss og Stravinskij.
6 stjerner af 6: Det var en både forfriskende og samlende
værksammensætning, som chefdirigent Marc Soustrot havde lagt foran sit Aarhus
Symfoniorkester. Tre indholdsmæssigt og udtryksrige, men forskellige stykker
musik, som afspejlede en væsentlig overgangstid i musikhistorien, ja i den
europæiske kulturhistorie, overgangen mellem 1800-tallet og 1900-tallet op til
Første Verdenskrig. Debussy i Frankrig, Richard Strauss i Wien, Stravinskij på
vej mod verdenskrigens meningsløse kraftudladninger, selvom heller ikke han
kunne vide, at krigen ville følge i året efter 2013, da hans ”Le sacre du
printemps” havde sin skandale af en uropførelse i Paris.
Residerende musikere
Ikke mindst
denne koncerts musik kræver og fik et større orkester, end vore
landsdelsorkestre får lov at være til hverdag. Orkestret var udvidet til en
størrelse, som virkede ideel blandt andre med fem unge musikere fra EU, som i en
uge har været i inspirerende kontakt med musikere i Aarhus. Det må kaldes en af
de positive ideer i kulturhovedstadsåret 2017. Det var den første koncert af
fire under fællesbetegnelsen Symphonic Residencies. Næste koncert i serien
bliver Brittens ”War Requiem” den 4. og 5. maj. Lad os blot få flere
residerende musikere – fast ansat. Sikke en gevinst.
Med de mange
musikere fyldte orkestret Symfonisk Sal to aftener i træk med en imponerende
intensitet og vellyd gedigent styret af dets franske chef. Noget ganske
specielt var den differentierede måde, som Soustrot skabte tre forskellige
klangverdener på, en gennemhørbar fransk i Debussy, en drømmende både sødmefyldt
og smertefuld wienerisch i Richard Strauss, og en russisk, kraftfuld mesterlig totalverden
hos Stravinskij.
Stemninger i mørkningen
Optakten, Debussys
”Nocturnes” er egentlig tre selvstændige værker, hvoraf vi kun fik de to
første, for der kommer et damekor til i tredje del, som vi derfor ikke fik at
høre. Nocturner? Ordet har faktisk mange betydninger. Aften- og nattestemninger?
Billeder med vekslende konturer af lys og skygge? Debussy skrev selv, at ”den fælles titel skal forstås i dens almene
og frem for alt mere dekorative betydning. Det drejer sig om de mange indtryk
og specielle belysninger, som dette udtryk kan indeholde”. I ”Nuages” netop
”blikket op mod den ubevægelige himmel
med skyernes melankolske træk, som opløses i det grå med bløde hvide toner”.
I den kontrasterende ”Fetes”(fester) ”er det ”bevægelsen, atmosfærens dansende rytme med skarpt opblussende lys; det
er også en visionær episode med et optog af fantastiske skikkelser, der bevæger
sig gennem festen og forsvinder i den, men grundmotivet forbliver hårdnakket,
det er festen og dens kombination af musik og lysende støv, der skaber en
samlende rytme”.
Debussys har
således her og andre steder været med til – måske både negativt og positivt –
at give os et mere fastholdt begreb om sin musik. Men den er langt mere nuanceret
end blot dette. Debussys ord var vel tænkt som et ”salgsbrev”. For så ny var
musikken dengang i 1890’erne. Og det er
den i virkeligheden stadig. Og Marc Soustrot og Aarhus Symfoniorkester spillede
den med et rigt aspekt af klangfarver og dynamiske afskygninger, begyndende i piano
og også afsluttende i et decrescendo. Hemmeligheden i denne Debussy-gengivelse syntes
at være, at der ikke blot skal tilstrækkeligt mange musikere til at spille et
flot klingende forte, men også til at afrunde en rent og fyldig piano-tone.
Strauss’ Mozart-opera
Efter de
voldsomme operaer ”Elektra” og ”Salome” trængte Richard Strauss og med ham digteren Hugo
van Hofmannsthal til at skrive en ”Mozart-opera”. Og ”Rosenkavaleren” blev i
indholdet og i ånden en ægte hyldest til Mozart af Richard Strauss, selv om hans
orkester og harmonik er anderledes yppig, og valsene, som præger musikken, er et
fremmedelement i handlingen, som foregår et århundrede før valsens kulmination i
Maria Theresias regeringstid midt i 1700-tallet. Den medrivende valsetakt
ligefrem lettede og favnede Symfonisk Sal til slut. Gengivelsen var herlig,
mozartsk i ånden, wienerisch i udfoldelsen. Og den var ikke mindst dramatisk
ladet.
Fantastisk Stravinskij
Efter pausen
kom så en suite fra Stravinskijs ”Vårofferet”, hvis vi skal have den danske
titel med. Den blev virtuost gengivet med en fængende og præcis rytmik. Det var
ren fornøjelse at lytte. Havde det været en rok-koncert, havde et ungt publikum
bevæget sig fysisk, men i virkeligheden kan man jo i en klassisk musiksal opleve
Stravinskijs skarpe og præcise rytmiske musik som en kraft inden i sig uden at
man behøver at genere andre. Og her var meget at opleve.
Marc Soustrot
dirigerede nærmest eventyrligt præcist med hele kroppen. Man kan læse musikken af hans kropssprog, samtidig med at den går fra ham over i orkestret. Det var større end ellers, og alligevel eller netop
derfor virkede det, som hørte man hver en musiker. Det kræver præcision. Og hvor
var det præcist, også klangligt. En kraftpræstation. En oplevelse
Seks indiskutable stjerner
Som min egen
herre på jcklassisk.dk har jeg det privilegium ikke at skulle give stjerner,
denne umulige måde at skulle være retfærdig på. For hvad tæller stærkest af
alle de skiftende enkeltelementer, som en stor koncert indeholder? Men her var en
koncert, som var toppen af og mere til af alt, hvad man kunne forvente af en
landsdelsorkesterkoncert. Derfor uden tøven de maksimale seks stjerner.
Billede fra den tilsvarende aktuelle danseopførelse af ”Le sacre du printemps”
på Wiens Statsopera er med sin koncentrerede og skarpe spænding også en god
illustration til koncertopførelsen i Aarhus. John Neumeier står for denne
version af Nijinskijs ballet fra1913. Den havde premiere i Frankfurt-am-Main i
1972 og havde forleden premiere i Wien. De næste tre opførelser af Neumeiers
dobbeltprogram med ”Le pavillon d’Armide” og ”Le sacre” danses den 10., 13. og
16. marts. Opførelsen den 13. marts tv-streames live fra Wiens Staatsoper mod
betaling. Foto: Wiener
Staatsballet/Ashley Taylor.