Lad mig sige med det samme: Jeg er glad for at kunne præsentere nye cd’er udelukkende med dansk musik af en kvalitet, som er opløftende.

En verden af menneskelige insekter

En klaverplade har været en ren fornøjelse, selv om musikken langt fra altid kan kaldes fornøjelig. Rued Langgaards musik er en blandet landhandel. Langgaard kunne ikke altid styre sig selv og sin egen genialitet. Berit Johansen Tange har indspillet den tredje cd med klavermusik af Langgaard (jeg har desværre ikke hørt de to første), og det er meget forfriskende at høre denne tætte sammenstilling af 21 forskellige mindre klaverværker, som bevæger sig mellem alle tænkelige yderpunkter.

Den begynder med syv minutter kaldet ”Som en tyv om natten”. Umiddelbart fornemmer man noget uvirkeligt, uhyggeligt og dertil noget alt ødelæggende. I virkeligheden skildrer Langgaard Kristi genkomst og den følgende dommedag. Så springer Berit Tange til Langgaards ”Insektarium”, ni små musikalske portrætter af forskellige insekter, stille musik, som alligevel kan være højdramatisk. Der er noget farligt over de mange små skadedyr, men det er også en speciel både absurd og vittig musik.

Man mærker igen og igen komponistens stærke personlige problemer, hans vrede, hans angst. ”Skyggeliv” er en sådan drømmende fantasi tilbage fra ungdommen.  ”I det blafrende ”Efterårslygteskær” er et billede, som fascinerede Rued allerede som barn. Også i dommedagsoperaen ”Antichrist” er der i scenebillederne gaslygter, der forandrer karakter. Her i klaverstykket beskrives et helvede, hvor de forpinte sjæle brænder op. Langgaard var også selvdestruktiv i den lille klaversonate ”Le béguinage” om en from katolsk kvindebevægelse, som i musikken derimod er barsk. Det er stærk musik. Men der er også smuk indadvendt psykisk fredfyldt klavermusik. Langgaard rummede så meget og det på én og samme gang. Langgaard kunne være voldsom, men hans musik var altid mere en kun én ting.

Derfor er man ekstra taknemmelig for Esben Tanges både grundige og spændende introduktioner. Man kan vælge enkelte af de små musikalske verdener ud, få øget inspirationen ved først at læse introduktionen og blive klar til at finde nye spændende lag i musikken. Man kan også lytte alle 56 minutter igennem i stræk og få en samlet klaveroplevelse. Berit Johansen Tange spiller Langgards klavermusik så medlevende og præcist formuleret, så smukt og så skarpt, som det skiftende skal være, at man føres direkte ind i Langgaards fantastiske musikalske beretninger og ustyrlige følelser, som her alligevel kontrolleres. Det kan være både poetisk og morsomt, både foruroligende og overvældende at lytte. Dacapo 6.220631. 

Niels W. Gade-året

Det er Niels W. Gades 200-år. Han virkede ikke alene herhjemme. Som ung tog han til Leipzig og gjorde stor karriere som dirigent. Som komponist tog han konkurrencen op med Mendelssohn og Schumann og er nok stadig den danske komponist, hvis musik er blevet spillet mest i udlandet, selv om det overvejende blev i 1800-tallet. Men hverken Niels W. Gades hold eller Carl Nielsens hold kan roligt stikke sejskortet i vejret. Det er jo også ligegyldigt, men man må ikke glemme, hvor international Gade var.

Vi vil høre megen musik af Gade i år. På pladefronten er den armenske Marianna Shirinyan, som jeg nu vil kalde den armensk-danske pianist, kommet med en cd med klavermusik, som ganske vist ikke var komponisten Gades vigtigste felt, men cd’en viser, at Gade kendte klaveret virkelig godt. Han benyttede det i sit hverdagsarbejde og kunne under indstuderingen med orkestret spille musikken for på klaveret for at vise, hvordan han ville have fraseringerne, dynamikken og klangen, læser man i Valdemar Lønsteds pladenoter.

I romantikken elskede man små mere eller mindre idylliske stykker, og der er på cd’en ikke færre end 15 akvareller, som Gade også kaldte Kleine Tonbilder foruden fire Volkstänze eller Phantasistücke. Gade benyttede tyske titler, selv efter at han for længst var kommet hjem til København igen. Han vidste, at han stadig havde sit publikum nede i Tyskland. Hans små to minutter korte ”Chanson danoise” fra 1785, fem år før hans død, er en undtagelse fra det tyske. Melodien er hans egen populære ”På Sjølunds fagre sletter”.

Her får vi romantisk klavermusik for salonen, som der var en del af dengang, musik, som lader sig høre, men ikke kan kaldes den store opdagelse, fordi den er mere nydelig end for eksempel smertelig. Marianna Shirinyan giver den både form, liv og pianistisk elegance. Det er musik, som man kan slappe af ved. Dacapo 8.226122, 64 minutter.  

Gades kammermusikalske format

Nok kendte Niels W. Gade klaveret, men hans eget instrument var violinen, og det mærkes velgørende på den tredje udgivelse i det tyske selskab cpo’s serie med Ensemble Midtvest (her Natthew Jones, Karolina Weltrovska, David Samuel og Jonathan Slaatto), som på cd’en spiller sammen med Den danske Strygekvartet (Frederik Øland, Rune Tonsgaard Sørensen, Asbjørn Nørgaard og Fredrik Schøyen Sjölin). De internationale midtjyder tager sig af Gades ufuldendte F-dur kvartet og den enlige sats fra en endnu tidligere a-mol strygekvartet af den kun 18-årige Gade. Disse torsoer er interessante nok til at blive (gen)hørt, men det afgørende hovedværk er og bliver oktetten med de samlede strygere.

Gade beundrede frem for alle Mendelssohn, og det høres i hans oktet, som er komponeret for den samme usædvanlige besætning som Mendelssohns ungdomsoktet fra 1825, nemlig 4 violiner, 2 bratscher og to celloer. Gade påbegyndte sin oktet i Leipzig kort tid efter Mendelssohns død i 1847 og afsluttede den efter at være kommet hjem til København i april 1848. Mendelssohn fornemmes bag den, men danskeren Gade er samtidig sig selv, hvor påvirket han end var af miljøet i Leipzig. Der er rigeligt godt at lytte til i de fire satser, som er fyldige og varme og vitale. Og der spilles virkelig fremragende af de to sammenbragte ensembler, så det for elskere af klassisk romantik er den rene fornøjelse at lytte til dette fantastiske samspil.

Det tyske pladeselskab cpo har den gode ide, at når de lader danske musikere indspille dansk musik, er teksten i pladehæftet ikke blot på tysk, men også på dansk. Derfor får man her også Finn Egeland Hansens grundige gennemgang af musikken på dansk. CPO 555 077-2. Distribution Danacord, men cd’en kan fås i alle pladeforretninger.      

En nyere dansk vokalskat

Poul Rovsing Olsen (1922 - 1982) var ikke den mest fremtrædende komponist i det for ny dansk musik så gode 20. århundrede. Sådan gælder det også for skabende kunstnere, hvis de samtidig er tilbageholdent beskedne. Men Poul Rovsing Olsen var en af de fineste, mest gedigne og i ordets virkelige betydning mest internationale danske komponister. Rent bogstaveligt gav det sig udslag i, at han var en internationalt anset musiketnolog med forskningsophold i Den arabiske Golf, Indien, Egypten og Grønland. Men det var hans studieophold som ung hos Nadia Boulanger og især Olivier Messiaen, der prægede hans egen musik, hvis vi nødvendigvis skal finde forbilleder. Den franske ånd forblev, hvor alsidigt og ”rovsingsk” hans musik end skiftede karakter.

Den aktuelle anledning til at glæde sig er, at Bruun Hyldig Duoen har indspillet hans sange, 28 i alt. Den består af mezzosopranen Hetna Regitze Bruun og pianisten Kristoffer Hyldig. Vejen til Rovsing Olsens sange har været klar for duoen, for den fik i 2008 megen ros for dens Naxos-indspilning af netop Messiaens sangcyklus ”Harawi”, som er blevet fulgt op af endnu en plade med musik af Messiaen. Som en ekstra nydelse er ”Aftonsånger” til Pär Lagerkvists tekster også med fløjte fornemt og atmosfærerigt spillet af Ulla Millmann. Så er der en god afveksling med bassen Steffen Bruun, som synger ”To tyske sange” og ”Deux mélodies”.   

Så er vi allerede inde på det. Man får både sange til William Blakes engelske, til Rainer Maria Rilkes tyske, til Baudelaires franske og til Pär Lagerquists svenske tekster. Der er også danske sange med tekster af Mogens Garde og en enkelt hver af Paul la Cour og Frank Jæger. Internationale sange, hvor musikken følger sproget. Så skal det lige med, at Rovsing Olsen komponerede fem ”Små sange” nok for de små, men stadigt gedigent, og her hører vi også den små Elvira Josephine Toquer Bruun synge charmerende.

”At skrive musik til et digt er at blande blod med en digter”, sagde Poul Rovsing Olsen, og hans sange bekræfter kun udsagnet. Der er fantastisk fin overensstemmelse mellem teksterne og musikken ikke blot som de skifter sprog, for Rovsing Olsen havde en meget tæt tilgang til ordene og en fornem fornemmelse for at lade dem smelte sammen med sin musik. Han lader også det orientalske element smelte ind i sit musikalske sprog, hvor teksten åbner for det. Jeg har nævnt det: Rovsing Olsens sange er også i karakteren internationale. .

Det er en meget velkommen bedrift af den udvidede Bruun Hyldig Duo sikkert og forstående indlevet at have indsunget Rovsings Olsens fine sange. Hun synger med en nuanceret klar og klangfuld mezzo, og han akkompagnerer forstående. Jeg håber også, at cd’en får den opmærksomhed, som den så klart fortjener. Dacapo 8.226078.

p.s. Optagelsen, der bekræfter musikkens værdier, fandt sted under den kyndige Preben Iwans ledelse på Lerchenborg slot. Her arrangerede komponistens hustru Louise Lerche-Lerchenborg i en årrække for omkring et kvart århundrede siden fremragende festivaler med ny musik. Jeg mindes de dage med en uudslukkelig glæde.

Poul Ruders som amerikansk pladehit

Poul Ruders er godt repræsenteret i det internationale pladediskotek, men for en gangs skyld er det ikke Dacapo,ej heller Danacord, som har indspillet hans musik. Det amerikanske selskab Bridge med hjemsted i New York har konsekvent udgivet Ruders’ musik, men den distribueres herhjemme lige så konsekvent af Danacord og Nordeuropas største klassiske pladeforretning med samme navn. Det er ret enestående, at amerikanerne har rundet en halv snes cd-udgivelser udelukkende med musik af Poul Ruders, og de har gjort det så hurtigt som muligt. En konsekvens heraf er, at Ruders femte symfoni, som er komponeret 2012-13, har fået en cd for sig selv, vel fordi der for en gangs skyld vel ikke var mere musik af Ruders at sætte den sammen med. Resultatet er en nyindspilet cd med en spilletid så kort som 26 minutter og 30 sekunder.

Men hvilke 26 minutter! Sådan har jeg lyslt til at skrive. Jeg har hørt symfonien flere gange og ved, at jeg vil høre den flere gange igen, fordi jeg er meget fascineret af den. Men så kommer det paradoksale ind i det, at jeg vil hævde, at den med forvirrende tempobetegnelser har så megen kraft og udtryk i de to ydersatser og en særegen rolig skønhed i den lidt længere andante-sats imellem, at musikken ikke er vanskelig tilgængelig, heller ikke for et bredere publikum, og alligevel finder jeg det usædvanligt vanskeligt at beskrive dens opbygning og indhold, så dens kvaliteter og indhold fremgår tydeligt nok. Den har en fængende form for mystik, som ligger i et dybere lag i musikken.  

Orkestret på den amerikanske udgivelse er DR Symfoniorkestret under den estiske dirigent Olari Elios. Både orkesterspillet og optagelsen er klar og flot. Den fandt naturligvis sted i den franske arkitekt Jean Nouvels DR Koncerthus. Og så er vi ved en pudsighed: Teksten i pladehæftet er på engelsk. Kun et lille afsnit findes også i dansk oversættelse, og den fortæller netop det, som netop danske læsere ved i forvejen om Radiosymfoniorkestret og DR Koncerthuset på Amager. Bridge 9475, import Danacord.