af John Christiansen - d. 4. maj 2017
En stor opførelse af Benjamin Brittens ”War Requiem” med Aarhus Symfoniorkester og Randers Kammerorkester.
Dagens citater: “My subject is War, and the pity of
War. The poetry is in the pity… All a poet can do today is warn” (Mit emne er krigen, og medynken med krigen... Alt hvad en digter kan gøre i dag er
at advare). Et citat af digteren og soldaten Wilfred Owen, som Benjamin Britten
skrev ind på forsiden af sit partitur til “War Requiem”. I et brev til sin
søster skrev Britten: ”I hope it’ll make
people think a bit”.
Et ganske særligt requiem
Benjamin
Brittens ”War Requiem” er specielt blandt alle de dødsmesser, der er komponeret
gennem århundreder. Britten komponerede sit ”War Requiem”, sin ”Krigs dødsmesse”,
både til genopbygningen af den sønderbombede katedral i Coventry og til mindet
om fire af sine nærmeste venner. De tre døde på slagmarken efter de britiske
troppers landing i Normandiet i 1942. Hans måske mest nære ven Piers Dunkerley
overlevede, men han begik selvmord i 1959 to måneder før sit bryllup.
Naturligvis
kan og skal musik også kunne høres, uden at baggrunden for den skal trækkes
frem, men den personlige smerte i Brittens musik føltes stærkt med, da Aarhus
Symfoniorkester sammen med Randers Kammerorkester opførte dette mægtige 80
minutters storværk i Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus.
Et af de første
smertefulde slag for briterne under Anden verdenskrig var, da tyskerne bombede
industribyen Coventry den 14. november 1940, mange civile blev dræbt, og den
prægtige gotiske katedral fra det 14. århundrede blev ødelagt. En ny katedral skulle
genopbygges og blev indviet i 1962. Da blev Brittens ”War Requiem” uropført her.
Tre solister
Man havde
valgt tre solister fra tre nationer, som havde deltaget i verdenskrigen,
naturligvis komponistens meget nære ven, tenoren Peter Pears, den tyske baryton
Dietrich Fischer-Dieskau og den russiske sopran Galina Visnjevskaja. Brittens krigsmesse
skulle også symbolisere en fredelig forsoning. Den dybtfølte slutning beskriver
den endda.
Visjnevskaja
blev dog forbudt udrejse fra Sovjet, så den engelske sopran Heather Harper
sprang ind, men Visnevskaja fil lov at rejse til London for at deltage i
Decca-pladeindspilningen i januar 1963. Benjamin Britten dirigerede den, mens
han til uropførelsen på grund af en dårlig arm kun havde kræfter til at lede
kammerorkestret. Siden er ”War Requiem” indspillet yderligere omkring 25 gange.
Jeg ved, at en så lang indledning som denne om baggrunden for et stykke musik kan
være for meget i en anmeldelse, men alligevel synes jeg, at dette stykke
musikhistorie bag opførelsen i Aarhus hører med.
Men stærkest
i dag slår musikken sin lytter, fordi den som en krigs-dødsmesse igen har fået
en dyb aktualitet: ”Requiem æternam dona
eis, Domine; et lux perpetua luceat eis”. (Herre, giv dem den evige hvile,
og det evige lys lyse for dem).
Musik til en katedral
Benjamin
Britten skrev som nævnt sin dødsmesse til en katedral, så for en gangs skyld
kunne Symfonisk Sal ikke leve helt op til musikkens krav. Britten kombinerede skiftende
den katolske kirkes middelalderlige latinske tekst med musik til digte af den
unge ansete britiske digter Wilfred Owen, som var med i skyttegravskrigen og
skrev sine digte ved fronten under Første verdenskrig, men blev dræbt en uge
før krigens afslutning. Mens Britten lader et stort symfoniorkester, korene og
sopranen følge den katolske Requiem-tekst, er musikken til Owens digte mere
beskeden i omfang, nemlig et kammerorkester, en tenorsolist og en barytonsolist.
I en katedral
som Coventrys får man en rumlig effekt frem, krigsdigtene kan komme til at lyde fjernere
end de mægtigere messeled. I Aarhus måtte de to orkestre sidde tæt sammen på
orkesterpodiet, og den indre distance, som Britten ønskede mellem de to
verdener i sin musik, udeblev for en del. Men alligevel fyldte Brittens musik
og udførelsen den århusianske koncertkatedral i musikkens og ordets vekslen
mellem kirke og krig, mellem menneskelig tro og forhåbning og det menneskelige vanvid.
De to verdener belyste hinanden.
Et godt orkestersamarbejde
Koncerten
var endnu et bevis på det gode samarbejde mellem Aarhus Symfoniorkester og Randers
Kammerorkester. Hvert af dem havde sin dirigent og sin musik. Jaroslav Kyzlink
dirigerede kirkens del af dødsmessen, som af Britten er mærkbart præget af
Verdis Requiem. Tonefaldet og rytmikken er allerede fra de første satser i
karakteren inspireret af Verdis dødsmesse. Det 85 musikere store Aarhus Symfoniorkester
– det er jo kulturhovedstadsår 2017, og det var ikke hverdag – spillede den effektivt,
mægtigt og flot. David Riddell dirigerede
sine 15 musikere i Brittens mere tilbagetrukne musik til Owens digte, som jeg vil
holde på er vanskeligere at få den rette atmosfære frem i, men det var en
oplevelse at følge Randers-musikerne trænge ind i Owens digte sat i musik med en
egen smerte, forvirring, angst og fortvivlelse og til sidst forsoning.
Owens digte
er i øvrigt ikke helt lette at gå til, så det var en fin gevinst, at programhæftet
ikke blot gengav den fulde latinske og engelske tekst, men at Leif V. Balthzersen
også havde oversat Owens digte til dansk. Jeg benytter hans oversættelser i
mine citater her.
Koncertsalen som katedral
”War Requiem”
er en kormesse, og det var velgørende at høre, så godt de blev sunget af
voksenkorene Den jyske Operas kor, Jysk Akademisk Kor og Korinord. Og forfriskende
godt var det endnu engang at erfare og lytte til, at international drengekor-standard
er blevet hjemme i Jylland, her med Thisted Kirkes Drenge- og mandskor og Sct.
Clemens Drengekor Aarhus dirigeret af Carsten Seyer-Hansen. Korene havde en
stor andel i, at såvel kirkemusikkens ydre kraft og inderligheden i musikken til
krigsdigtene kom frem. Denne ægte Britten’sk kombination af voksne og drengekor
blev en af aftenens oplevelser.
At korene
var danske, var vel en selvfølgelighed. Men det er desværre blevet mindre
selvfølgeligt, når det gælder solister. Men vi har dem jo, og her var de: Inger Dam-Jensen var
en fint bevægende sopran sammen med det store orkester, og tenoren David Danholt,
der har det meste af sin karriere i udlandet, og barytonen Palle Knudsen fik et
væld af Owens udtryksfulde og nuancerede ord til at klinge meningsfuldt sammen
med kammerorkestret. Ikke mindst i dødsmessens afslutning til digtet ”Strange
Meeting.” Tenoren synger i underverdenen: ”Dog
også der stønnede betyngede sovende – i for dybe tanker eller død til at blive
vækket. Så, da jeg så nærmere på dem, sprang én op og stirrede med medfølende
genkendelse i stivnede øjne”. Barytonen slutter sit lange svar: ”Jeg er den fjende, du dræbte, min ven Jeg
genkendte dig i dette mørke – for således rynkede du panden i går på grund af
mig, da du stødte og dræbte. Jeg parerede, men mine hænder var uvillige og
kolde. Lad os sove nu”.
”Let us sleep
now”.
Benjamin Brittens ”War Requiem” i Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus.
Billede: Benjamin Britten