Der er ét forløb i dansk musikliv, som jeg aldrig helt har fattet. Hvorfor er dirigenten Niels Borksand ikke blevet benyttet langt oftere af vore professionelle orkestre? Jo, jeg aner det nok, og det er både karakteristisk og lidt pinligt for vort lille lands musikliv.  

Niels Borksand har haft en lang karriere hele vejen gennem scenelivet. Han har danset som Kassander på Pantomimeteatret i Tivoli. Han har været skuespiller med debut på Aarhus Teater i 1964. Han blev operettesanger og især operasanger på Det Kgl. Teater og Den Jyske opera med speciale i komiske roller.  Han tog undervisning privat – læg mærke til ordet – i orkesterdirektion hos Frans Rasmusson og Ole Schmidt samt Dietfred Bernet. Nu har han i ti år haft store opgaver og skabt bemærkelsesværdige resultater på operaen (i dette forår Wagners ”Den flyvende hollænder”) og med symfoniorkestret (næste år alle Beethovens ni symfonier) i Ruse i Bulgarien. Et fjernt sted, men en række cd-indspilninger dokumenterer det herhjemme. De er udgivet af en anden nødvendig dansk ildsjæl, Peter Olufsen bag CDKlassisk.

Niels Borksand er en musikkens énmandshær. Ironisk sagt er alt jo ganske klart: En mand, som har kunnet alt det ovennævnte, kan jo ikke komme og bare dirigere, vel? Men han har både sind og sans for det. Læs bare videre.  Til ordet énmandshær skal dog tilføjes, at med sig har han haft nogle af de bedste danske musikere, som ved siden af deres faste orkesterarbejde har spillet under ham på mange koncerter i København og såmænd på Grønland.

Nu har Niels Borksand også forfattet en livligt berettet bog om en overset dansk komponist, Hakon Børresen, hvis prægtige opera, en af de bedste danske, Grønlands-operaen ”Kaddara”, han tidligere har indspillet. Det måtte naturligvis ske i Bulgarien, men den er udgivet herhjemme på CDKlassisk 1102-3.

Bogen omtales nedenfor. Det gør Borksands nye CD-indspilning af Gustav Mahlers ”Das Lied von der Erde” også.  Den er noget ganske særligt.  

Omkring Gustav Mahler

Hvem i toppen af den klassiske musik har ikke indspillet Mahlers ”Das Lied von der Erde”? Bruno Walter uropførte værket i 1911 – efter Mahlers død. Mange år efter indspillede han den tre gange, mest uforglemmeligt i 1952 med den vidunderlige alt Kathleen Ferrier og den legendariske tenor Julius Patzak. Men der kommer ingen rangliste over ”de bedste” indspilninger her. Udtrykket de bedste er jo indholdsløst og sjældent noget værd. Mit ærinde er et andet, for man må formode, at mange måske vil spørge: Hvad skal vi med Niels Borksand, Elisabeth Hanke og Stig Fogh Andersen, når vi har disse store gamle? Jo, noget af det specielt stærke i Mahlers sang om jorden er musikkens personlige dybde, som kræver en personlig forståelse og indlevelse i udførelsen. Og netop det kommer stærkt frem også i den nye danske pladeudgivelse.

Det modsatte og mere negative har vist sig med en del nok så store dirigenter og sangere, som trods deres musikalske kvaliteter alligevel kikser i Mahlers seks orkestersange. Jeg hørte forleden tilfældigt en anden ny CD- indspilning med Jonas Kaufmann, efter nogens mening tidens førende tenor, hvor han helt usædvanligt synger alle seks sange, både tenorens og altens/barytonens, og i ingen af delene slår hans stemme rigtigt til. Det afgørende er dog, at man som lytter må undre sig over, at Kaufmann ikke får mere frem af indholdet i Hans Bettges tyske oversættelse af gammel kinesisk poesi i ”Die chinesische Flöte” og Mahlers musik dertil.

Den stærkeste ”jeg-musik”

”Das Lied von der Erde” er den stærkeste ”jeg-musik”, som Mahler skrev. Den nævnte Bruno Walter skrev endda, at for ham er det den stærkeste ”jeg-musik”, nogen har skrevet. Måske er dette en medvirkende årsag til, at selv musikere, som man ellers tiltror at kunne alt, ikke formår at få alt frem i Mahlers mest følsomme musik.   

 For Mahler var døden en nærmest fast tilstedeværende livsfaktor allerede fra barndommen, og den klang med i hans musik livet igennem i sørgemarcher, i sange om børns død og i beskrivelsen af en trommeslager-dreng på vej til slagmarken. Det er muligt, Mahler skrev angsten for døden ud af sig selv på denne måde. I 1907 døde hans ældste datter af skarlagensfeber, og Mahler fik at vide, at han havde et dårligt hjerte, men han påbegyndte sin sang om jorden, som blev afsluttet året efter. Heri voksede en tro på, at jorden og naturen fornyer sig, og at det lyser evigt blåt i det fjerne. Sådan blev spektret udvidet og kom til at favne livet.

Man kan godt kalde værket for en symfoni. Mahler turde det ikke, for han havde afsluttet sin ottende symfoni kaldet ”De tusinders symfoni” efter uropførelsens mange medvirkende. Mahler var ikke den eneste store komponist, som frygtede, at en niende symfoni skulle blive afslutningen som hos Beethoven. ”Das Lied” er hverken af navn eller i formen en symfoni, så det er alt i alt bedre at kalde den en sang-symfoni.

Sangen om jorden

Åbningen er en drikkesang om jordens næsten terroragtige smerte, som må skylles ned. Stig Fogh Andersen gør det, uden at man tænker over, at det nærmest er en uoverkommelig opgave for en tenor. Derpå klinger Elisabeth Hankes altstemme klart igennem orkestrets vemodige tåge i den ensommes efterårssang. Mere muntert og mahlersk livligt følger ungdommens sang. Her vil jeg notere, at den 66-årige Stig Fogh Andersen klinger yngre og smidigere end den ovenfor omtalte 47-årige Jonas Kaufmann. Mahler og med ham Elisabeth Hanke har forstået med en inderlig og stadig både vemodig og klar tonedannelse at beskrive skønheden, så man nærmest genhører den i afspejlingen i søen af de unge piger. Den femte sang er om foråret og vinen, som vor gode tenor skal falder i søvn af konstaterende ”Hvad rager foråret mig?” Men det rager os, for vi lytter og forstår.

Vi har bevæget os gennem livet og nogle af dets ikke blot spildte muligheder inden afskedens stund, der med sin næsten halve times varighed er den dybeste, inderligste, den mest livsnære og på én gang både mest positive og mest smertefulde sang. Det er meget smukt, som Elisabeth Hanke bærer disse stærke følelser igennem på en bevægende og dybt forstående måde, indtil alt klinger ud på ordet ”ewig”: ”Hvor går jeg hen? Jeg søger ro for mit ensomme hjerte. Jeg vandrer mod mit hjem. Mit hjerte er stille og venter på dets tid. Den kære jord blomstrer overalt op i et forår i grønt. Over alt og evigt det lysende blå i det fjerne! Evigt - evigt”.

Et rumænsk wienerorkester

Det vil være en overraskelse for dem, som ikke har hørt symfoniorkestret i Ruse, hvor godt det spiller. Der er fine blæsere. Borksand fortæller i pladehæftet om byen, Bulgariens nordligste, der ligger ved Donau, og som ofte kaldes ”Lille Wien”. Jo, det har smittet af. Byens orkester har noget af den ægte wienerklang og tonefaldet, som vitterligt er en del af værket. Niels Borksand har naturligvis også sin del af æren for, at wieneren Mahler klinger igennem.  

Niels Borksand har sind og sans for at dirigere, skrev jeg i indledningen. Tidligere har jeg skrevet det om hans Wagner. Her gælder det hans Mahler. De kinesisk-tyske ord og deres indhold afspejles blødt nuanceret i formningen af musikken.  

Og én ting til: Der findes musik, som en dirigent kan få til at leve, blot solisterne følger med, og der er musik, som en solist kan holde oppe med dirigenten som passager. Men Mahlers følsomme musik kræver en gensidig forståelse dirigenten og de to solister imellem. Den er der mellem Borksand og hans to solister i en overvældende grad.  Den er en del af oplevelsen af denne nye indspilning, der er noget ganske særligt. Cdklassisk.dk. cdk 1168.  

Bogen om Børresen

Hakon Børresen (1876-1954) er nok kendt blandt fagfolk, men selv blandt dem er han for lidt kendt i betragtning af, hvad han betød for dansk musikliv. Kvaliteten af hans musik fortjener et større publikum.  Han skrev to operaer, som blev succes’er på Det kgl. Teater, men glemt i det danske musikliv igen: ”Den kongelige gæst” og den allerede nævnte Grønlands-opera ”Kaddara”. Han skrev tre symfonier, en violinkoncert og en del kammermusik, balletmusik, skuespilmusik og mange sange til samtidens bedste danske tekster. I dag spilles hans musik sjældent, og jeg kan for anden gang i denne artikel spørge: Hvorfor? En hovedgrund må være, at Carl Nielsen kom til at overskygge alle andre. Det var ikke så meget Nielsens skyld, som det var Nielsens beundreres skyld.

Det er altså en selvfølgelig ting, at netop Niels Borksand skriver bogen om Hakon Børresen. De er jo en slags fæller i dansk musikliv. Borksand har opdaget og forstået kvaliteterne i Børresens musik. I bogens undertitel får han følgende linje med: ”Komponisten, der aldrig skrev en nationalsang”.  Den sætning er værd at tænke over.   

Børresen, der var elev af Johan Svendsen, skrev sin første musik omkring århundredeskiftet, og nægtes kan det, ikke, at de forskellige strømninger nede i Europa på det tidspunkt mærkes i hans musik, i hvert fald også i de to operaer fra tiden under Første Verdenskrig, i ”Kaddara” endda på en meget spændende måde. Jeg finder, at det er et plus, for selvom ordet epigon er blevet brugt om ham, så er det i hans tilfælde politisk misbrugt – eller bare dumt misbrugt. I den del af Børresens musik, som jeg kender, og det er naturligvis langt fra den hele, smelter de internationale impulser sammen med Børresens danske tone på en spændende måde. Og her er vi allerede ved den første gevinst ved Borksands ”biografiske mosaik” om Børresen: Man bliver inspireret til at høre mere af hans musik. Noget af den kan man allerede høre på en medfølgende cd med såvel nye indspilninger som historiske optagelser, endda én med selveste Lauritz Melchior.  

Man får en hel læseoplevelse, selv når Borksand skriver om ”embedsmanden”, aristokraten og kunstpolitikeren Børresens utrættelige kamp for danske musikeres og komponisters rettigheder. Disse kapitler fortæller på en mærkværdig måde også noget om, hvordan det ikke alene foregik dengang, men også foregår i det kulturpolitiske liv herhjemme den dag i dag.

Bogen om Børresen er let læst. Borksand har i sin reseach været flittig og nysgerrig. Derfor er Børresen ikke den eneste person, der får liv. Der er tilsat mange anekdoter, hyggelig humor, fine iagttagelser også om andre koryfæer. Børresen blev også en del af kunstnerfamilien i Skagen. De forskellige værker følges op til i dag, også om nutidens modtagelser af dem. Til sidst får de omtalte personer en kort, personlig biografi. Hakon Børresen får selv ordet med nogle teatererindringer fra et operaprogram 1933. Alfred From Tofft, samtidig komponist og musikanmelder, fortæller om en rejse med Børresen, da de besøgte Grieg.  

Kort og godt: Indholdsrig og fornøjelig læsning om en overset komponist, som endelig har fået sin nødvendige bog. Den giver samtidig en introduktion til en spændende tid i dansk musikliv.

I en epilog fortæller Niels Borksand, at han vil arbejde for, at ”Kaddara” bliver scenisk opført i 2021, hundredåret for operaens uropførelse. Betingelserne synes bedret, idet både Den kongelige Opera og Den jyske Opera har skiftet operachefer ud til nogle, der vil have mere forståelse herfor. Dirigentvalget er ikke nødvendigt at diskutere.  

Gustav Mahler: Das Lied von der Erde. Elisabeth Hanke, alt, Sig Fogh Andersen, tenor, Ruse Filharmoniske orkester, dirigent Niels Borksand.  CDKlassisk cdk 1168.

Niels Borksand: Hakon Børresen – en biografisk mosaik. Olufsen Bøger, uindbunden, illustreret, 120 sider. 169, 95 kr.  

Foto: Dirigenten m.m.m. Niels Borksand