To gode, gamle bekendte suiter dukker op spillet af musikere, som giver dem ny kvalitet og luft. Det er Griegs ”Fra Holbergs tid” og Carl Nielsens opus 1, ”Lille suite for strygere”. I mine egne første årtier med musikken var de uhyre populære, mens de nu er blevet mere sjældne på repertoiret. Genhøret med dem er endog meget forfriskende. De er indspillet på en cd sammen med to engelske suiter på en cd kaldet ”Nordic Suites” med strygeorkestret Ensemble Esperanza, hvis musikere har mødt hinanden på det internationale musikakademi i Liechtenstein. De kommer fra 11 lande, men der er ingen fra England, Norge og Danmark, som leverer musikken. Gengivelserne er virkelig nytænkte.

Det er også påfaldende, at det unge ensemble består af 13 kvindelige og 7 mandlige musikere. Koncertmesteren, den fransk-schweiziske Chouchane Stranonossian, som også har et solistnavn, er den nærmeste til at fungere som dirigent i det dirigentløse ensemble. Og jeg bilder mig ind, at man stærkt hører overvægten af kvindelig musiceren med dens specielle energi og opdagertrang. Det at ingen af musikerne næppe har spillet noget af musikken før, er også med til at gøre Nielsens og Griegs velkendte værker nye, friske og levende. Personligt har jeg aldrig før fornøjet mig så meget med dem. Ensemble Esperanza synes at opdage musikken, mens de spiller den. Det er helt igennem velgørende, også de to for os mere sjældne britiske værker.

Ensemblet synes at have taget til sig, at Carl Nielsen skrev sit opus 1 til forlystelsesparken Tivoli, og de har utvivlsomt også tænkt over komponistens oprindelige, men siden glemte satsnavne efter græsk mytologi, som er nævnt i pladehæftet: ”Danaiderne”, ”Kariternes dans” og ”Bacchus-toget”. Danaiderne var den græske kong Danos’ døtre, som dræbte deres ægtemænd på brudenatten og derfor måtte bære vand til en bundløs sø i underverdenen. Lyt, om man ikke kan høre det i tolkningen. Kariterne fulgte skønhedsgudinden Afrodite og elskede at danse i ring for hende. Jeg finder det synd, at Carl Nielsen måtte slette satsnavnene.

De to britiske værker er Frank Bridges ”Suite for String Orchestra” og Gustav Holsts ”St. Pauls Suite”. Man forstår, at alt spilles under fællesbetegnelsen ”Suiter fra Norden”. De fire værker er alle komponeret i de tre seneste årtier inden Første Verdenskrig. De har et originalt fællespræg. Og lad mig slå fast, at det er ret fantastisk, så godt sammenspillede de unge dygtige musikere er. (ARS 38 227, dansk import Danacord).

Violin- og guitar-glæder

Jeg har haft en cd med musik af Pablo de Sarasate liggende blandt ikke-anmeldte plader et stykke tid, og jeg håber ikke, at jeg allerede skulle have anmeldt den. Men det er lige meget. Den er med Aarhus Symfoniorkesters koncertmester Ian van Rendsburg og guitaristen Søren Bødker Madsen, og jeg har sammenlignet Sarasates’ ”Caprice basque” herfra med en udgave spillet af den græske verdensberømthed Leonidas Kavados, som endda har fået Sonnings store Musikpris. Hvorfor kan jeg ikke rigtigt forstå. Jo, han er en meget raffineret violinist, når han for eksempel erstatter Stravinskys orkester med sin soloudgave af ”Danse russe” fra ”Petrusjka”, hvor man faktisk tror at høre hele orkestret. Det sker på en cd med 15 vidt forskellige shownumre for violin og til dels klaver med den gode klaverspiler, men ikke specielt fintfølende musiker Enrico Pace. For dem, der elsker violionsoli på stribe med stort V, er det nok sagen, så jeg finder ikke grund til at gøre mere ud af den (Decca  478 9377).

Jeg har nu haft mere fornøjelse af at lytte til Rendsburg og Madsen. De kommer Pablo de Sarasate (1844-1908) nærmere med en fin og spændende fornemmelse for de spanske rytmer og temaer, og det gælder ikke blot det enkelte sammenlignede stykke. Det gennemsyrer de 11 forskellige numre. Med dem kommer man på rejse til Spanien, og der sidder man så med et smil på læben og bliver næsten forelsket. I hvad? I musikken. Og dermed er vi lige så stille gledet ind i det, som jeg vil kalde den fine fornøjelse ved at lytte til intim og god musik. Altså: ”Sarasate for 2” med Duo Paganini (Guitarsolo dk 0112.  email: sbmadsen@stofanet.dk).   

Guitarens Beethoven

Guitaren fik et stort opsving i begyndelsen af 1800-tallet. Fernando Sor (1778-1839), som var af en respekteret Barcelona-familie var en af de mest markante og populære komponister. Langt de fleste bedre kendte guitarkomponister var italienere og spaniere, men deres musik blev også kendt og elsket langt op i Europa til os. Og det forstår man, for den er elegant og charmerende melodisk. Og den er netop i det melodiske og let rytmiske så varieret, at den forbliver forfriskende. Sor er blevet kaldt guitarens Beethoven.

Man får74 minutter med den, fint spillet, sart og livligt af den svensk-danske duo Maria Xamitz og Leif Hesselberg, som mødte hinanden under studiet på Det kgl. Danske Musikkonservatorium. De spiller med den ideelle blanding af kærlighed og dygtighed. Man fristes til at tro, at de er parret på coverets tegning af to guitarister, men Hans Ovesens streg viser Sor og guitarkollega Aguado, de to venner, Les deux Amis. Det hedder også cd’ens længste værk på et kvarter, et gedigent værk på et kvarter, en Fantasie. En gaveide også til blot potentielle klassiske musiklyttere. Musik klart bedre end tabletter mod stress. (Gateway music HRCD01).  

Shakespeare med ny musik

Pladeselskabet Gateway arbejder gerne med musik, der er lidt anderledes, men som Gateway absolut mener må udsendes. Det gælder også den næste cd, som ikke må rubriceres under klassisk musik. Jo, det kan den måske også, men den kan også og klart bedre betegnes som jazz eller som visesang. Den er klart britisk orienteret, som den også skal være, for den unge sangerinde og komponist Mie Rank Brunberg har sat ny musik til en række af Shakespeares sonetter. Det er mere end viser, for hun går tættere og mere nuanceret ind på William Shakespeares ord. Og sådan skal man lytte, nemlig til ord og toner samtidig. Så er jeg lidt ked af, at der ingen oversættelse til dansk er, men nu om dage synes det jo ofte at være en selvfølgelighed, at vi alle forstår nydansk/engelsk. Og det gør vi vel? Men det er også rigtigt, at de engelske originaltekster altid vil være bedst.

Det er ikke hverdag, at man på JCKlassisk og af mig kan læse om en sådan Shakespeare-”nyhed”, men det har været spændende at lytte til en samling musik med flere lag i sig sunget af et talent i en anden genre. Man aner endda lidt god gammel musical-kvalitet, men hermed er der langt til at tro, at det er musicalmusik. Man får Shakespeare-sange, som er inspireret af meget andet fra mange steder, men det vigtige er, at det sker i kontakt med Shakespeares sonetter. (Centuries of SummerDays. Gateway music Kickstarter).

Salmer, sange og folketoner

Danske sange, salmer og nordiske folketoner. Det er et bredt og pragtfuldt område. Det er dog ikke hverdag at høre de tre genrer blandet så fint sammen som på to cd’er med Duo Askou // Andersen. Den danske violinist Hanne Askou og den norske accordeon-spiller Frode Andersen er begge uddannet på Det kgl. Danske Musikkonservatorium og begge er ikke blot musikere, men også engagerede musikformidlere. Denne kombination har givet sig positivt udtryk på de første to cd’er i en serie, som forhåbentlig vil vokse yderligere. 

Den første cd blev indspillet i 2013, men revideret i år. Og den klinger, som den kaldes: ”Som en forårsnat”. Den anden nye cd hedder ”Vinterens stemme”. Programmet er givet, og de to årstiders atmosfærer rammes behersket klart. Den sidstnævnte holdt mest sammen i en helhed. Vi kender vel alle størsteparten af repertoiret på begge cd’er, vinter og forår, 19 numre på hver. På en måde to verdener, som fastholdes, men denne kære, populære musik fremføres, så al det velkendte virker nyt, dybere, rigere.  Hanne Askous violin står prægnant klart og udtryksrigt, og Frode Andersens accordeon giver atmosfære til de ordløse sange og vækker danselivet frem i folketonerne. Desuden synger Anne Mette Balling smukt et par sange på ”Som en forårsnat”, mens John Kruses klarinet er med i ”Sænk kun dit hoved, du blomst” og ”Jeg ved en lærkerede” på ”Vinterens stemme”.

Særkendet ved de to cd’er er, at selv de mest enkle og altså velkendte melodier i tilgift ikke alene er del af den omtalte samlende atmosfære, men hver får et spændende eget udtryk, som udvider oplevelsen af det velkendte. Jeg havde ikke forestillet mg, at alle disse langt overvejende danske melodier også kunne blive til så levende og intensivt fortalte historier. I tilgift får man Hanne Askous let læste, men perfekt indholdsskabende noter.

Hvad er dansk? Hvad er nordisk? Det diskuteres aktuelt meget, af det også meget overflødigt. Man kan ikke andet end at få et ægte svar ved at lytte til Duo Askou // Andersen, som med en meget nuanceret livgivende musiceren trænger ind til kernen af det. (Som en forårsnat. Gateway music. DAA0114  - Vinterens stemme Gateway music. DAA0216). 

Billede: En af tidens største af yngre dirigenter, letten Andris Nelsons, begynder fra den nye sæson som chefdirigent for det berømte Gewandhausorchester i Leipzig. Allerede nu har Deutsche Grammophon udsendt den første cd med ham i en serie med alle Anton Bruckners ni symfonier. Den byder på Bruckners tredje symfoni, ofte kaldt ”Wagner-symfonien”, fordi originalversionen indeholdt flere direkte Wagner-citater. Men Bruckners store forbillede reagerede ikke på denne erkendelse, og den skuffede Bruckner reagerede med at trække alle direkte Wagner-citater ud, og denne version får man at høre i indspilningen på DGG. Alle Bruckner-cd’erne vil desuden indeholde et værk af Wagner, den første cd her således forspillet til ”Tannhaüser” med Venusbjerg-musikken.