Dagens citat: ”Verden bliver et bedre sted, des flere der går i operaen”. Instruktøren Peter Konwitschny, citeret af Peter Johannes Erichsen i sin anmeldelse ”Operahuset som valfarssted” i Weekendavisen den 21. juli af Tjaikovskijs ”Spar dame” og Brittens ”Døden i Venedig” i Würtenbergisches Staatstheater i Stuttgart.  

Dette er så officielt artikel nummer 501 på jcKlassisk og i hvert fald begyndelsen på de næste 500. Min søn Lars, teknisk tilrettelægger af jcKlassisk.dk, spurgte, om jeg ville skrive noget særligt ved lejligheden. Jeg havde ikke skænket det en tanke, men jeg vil prøve at samle lidt op på de fem år, som bloggen nu har eksisteret, samtidig med at jeg tilfældigvis har skrevet 500 artikler til den.  De kan stadig alle læses u. Tryk på knappen 501 artikler.  

Ideen var Palle Kjeldgaards, musikchef for Aarhus Symfoniorkester til sommeren 2016. Jeg var i en alder af 76 år i 2011 holdt efter 50 år som musikredaktør og anmelder af klassisk musik og i en kortere årrække også teater på Morgenavisen Jyllands-Posten og havde haft et års nok tiltrængt pause. På det tidspunkt var der pludselig nærmest ingen plads til den klassiske musik i den midtjyske presse. Aarhus Stiftstidende havde skåret ned på antallet af klassiske musikanmeldelser, men den har for længst igen givet større muligheder for min kollega Ole Strårup, som skriver nogle af landets bedste musikanmeldelser.

Min egen gamle avis Jyllands-Posten fik en ny københavnsk baseret og orienteret kulturredaktør omtrent samtidig med min afgang, og det betød, at klassisk musikstof fra provinsen en overgang forsvandt nærmest helt fra Jyllands-Postens spalter, men helt så galt er det dog ikke forblevet. Avisen har heldigvis fået en musikanmelder med Aarhus som udgangspunkt. Det gik en tid i særdeleshed ud over anmeldelserne, som i virkeligheden er stof, som er livgivende for kulturlivet. Aarhus Symfoniorkester og dets publikum kunne ikke læse meget om, hvad der blev spillet og hørt. Derfor var Palle Kjeldgaards ide vel ret oplagt.

En nødvendig idé

Men jeg anede knapt nok, hvad en blog var. Jeg havde aldrig interesseret mig for nettet, gør det sådan set stadig ikke, men jeg har anmeldt musik lige fra min studietid på Aarhus Universitet, og så længe kræfterne er til det, vil jeg næppe være i stand til at holde op.

Jeg har ikke kunnet klage over mangel på læsere, for mange fulgte dengang med fra Jyllands-Posten. Min første aktuelle artikel på jcKlassisk i august 1962 handlede om uro i Bayreuth, og det har jeg vist skrevet noget lignende om flere gange siden. Kun i begyndelsen var det en Aarhus-blog. Antallet af koncertanmeldelser er faldet betinget af mine egne fysiske begrænsninger. Fordelingen af læsere er ikke uinteressant. I dag er godt en tredjedel fra hovedstadsområdet, lidt færre fra Østjylland, mens den sidste tredjedel er fordelt spredt over resten af landet, tættest hvor lokale arrangører og musikinteresserede har gjort opmærksom på eksistensen af jcKlassisk.dk. Jo, der ligger nok en slet skjult opfordring her.    

Pladeanmeldelser, som kan interessere lige meget over hele landet, har været en fast bestanddel. Det har været mig en speciel glæde, at for eksempel ny dansk musik har vist sig at interessere læserne i en overraskende grad. En vigtig fast bestanddel er nyheder fra udlandet, som for en stor parts vedkommende aldrig når frem noget andet sted herhjemme. Det har givet sig selv, fordi jeg på Jyllands-Posten kunne rejse meget ud og altid har fulgt det internationale musikliv og kender til den internationale musikpresse og dens folk.    

Musiklivets forsømmelser

De mest ”salgbare” artikler har dog været aktuel kritik af den klassiske musiks vilkår. Med hjemsted i Aarhus har jeg jo desværre haft let ved at komme problematiske emner nær. Byens fremragende symfoniorkester har haft det hårdt i forholdet til bystyret og kommunen, også sammenlignet med landsdelsorkesterbyerne Odense og Aalborg. Det er ikke nyt, men en gammel og pinlig historie, som kan føres flere årtier tilbage til den førende danske dirigent Thomas Jensens tid. Hvad skulle man med sådan én, lød det i Aarhus, mens man i resten af landet misundte Aarhus ham.

Kritik af kulturministeren, uanset hvem af de vist fire der har været i bloggens tid, læses meget. Det burde i grunden være uforståeligt. Herhjemme er det tilsyneladende ikke længere meningen, at kulturministeren er en politiker, som får lov til, endsige skal bakke op bag kulturen og kvaliteten. Kvalitet et blevet et ord, som tilsyneladende har mistet sin betydning i det danske sprog, desværre også for politikere.

Her bestemmer vi/jeg

Den mest mindeværdige chefredaktør, jeg har haft på Jyllands-Posten, var Laust Jensen. Da det nye fænomen at spørge læserne, hvordan de foretrak avisen, opstod for en del år siden, slog han afgørende i bordet og sagde: ”Hvad læserne gerne vil læse, det bestemmer vi”. På det punkt er aviserne generelt i dag blevet alt for eftergivende.

På nettet giver kulturen ikke specielt ”likes”. Hvad betyder så likes for en blog koncentreret om klassisk musik? Det er naturligvis ikke det store, men jeg har naturligvis følt det som et lille skulderklap, når en artikel, som jeg har satset specielt på, har fået mange af de nævnte likes. Generelt ligger der nu oftest mere et ”enig” end en kvalitetsvurdering bag et like. Det er naturligvis udmærket, men derfor kan dette mærkværdige mis?-foster alligevel være interessant at studere lidt nærmere.

Min anmeldelse af Benjamin Britens ”War Requiem” i Aarhus for nylig blev klikket frem til læsning af over 2.300 forskellige personer og ”honoreret” af 250 likes, men det var nok i det tilfælde snarere en markering fra forældre og venner af de usædvanligt mange kor, også drengekor, som deltog, og som der også i dette tilfælde også var grund til at fremhæve. Denne form for deltagelse er naturligvis også god at have med, men jeg gad vide, hvor mange der i det tilfælde havde læst min tolkning af koncerten?

Personligt har jeg været meget glad for, at pænt over 1.200 har læst en anden nylig artikel uden bestseller navne og har givet 77 likes til ”En musikkens énmandshær”, som var en anmeldelse af en bog om komponisten Hakon Børresen og en cd med Mahlers ”Das Lied von der Erde” og desuden henledte opmærksomheden på en dansk dirigent, som ellers ikke får den opmærksomhed herhjemme, som han fortjener.

Det er et kuriosum, at engang i det første år, da læserantallet var klart mindre end nu, samlede en artikel kaldet ”Elsker du også Brahms?” hele 2.535 læsere. Det var forbløffende, og jeg undrede mig, for det var jo ”kun” en pladeanmeldelse af et par klaverkoncerter. Men havde stikordene ”elsker du også” ved en fejltagelse ført nye læsere til ellers ukendt musikland?

En tak og en stille opfordring

Jeg skriver langt, men jeg undskylder ikke. Efter i årtier at have skrevet anmeldelser med et tvunget linjeantal fast i baghovedet er det pragtfuldt bare at skrive, som jeg føler trang til. Den mulighed har mine aviskolleger nu i stadig mindre grad. Men naturligvis har der været meget mere, som jeg desværre ikke har haft overskud til at skrive om.

Jeg vil gerne takke mine læsere, at de har fulgt mig gennem de første fem år. Musik holder én i live, også det at lytte og skrive om den. Men jeg er rent ud sagt også lidt til grin, for det at skrive jcKlassisk.dk er en underskudsforretning. Den er for mig alligevel en fornøjelse og en for alderen god terapi. På økonomien har det hjulpet med de små annoncer. Men jeg vil godt slå et slag for, at en så billig reklame benyttes yderligere. 100 procent af læserne er jo klassisk interesserede. Der synes blandt musikfolk at være en for udbredt ide om, at god klassisk musik er for ”fin” til at skulle reklameres for. 

Jeg vil sige specielt tak til de læsere, som har trykket på den blå ”knap” øverst til højre på siden: ”Støt jcKlassisk” og fulgt ordene op. Opfordringen blev givet for godt halvandet år siden, og reaktionerne blev medvirkende årsag til, at bloggen er fortsat. Forhåbentligt synes nogle læsere, at det er i orden, at det nu gøres i en ny omgang?  Men jcKlassisk er og skal forblive gratis.  

Jeg er taknemmelighed over at være kommet i kontakt med mange læsere. Positive ord holder jeg for mig selv.  Men jeg ville ikke have noget imod også at kunne citere en negativ eller debatterende kritik.

To anekdoter

Lad mig til sidst gentage to anekdoter, som jeg tror på er virkelige, og som har fulgt mig jeg som anmelder. Bernhard Shaw, anmelder også af musik og humorist, var inviteret til selskab. Hans borddame spurgte ham, om han kunne spille klaver. Shaw måtte indrømme, at det var han dårlig til. ”Så kan De ikke tillade Dem at rakke den unge pianist ned, som De anmeldte i sidste uge, når De ikke kan gøre det lige så godt selv”.

Shaw tog den tilsyneladende til sig, men spurgte lidt senere sin borddame: ”Har De nogensinde købt æg, som viste sig at være dårlige”? Han fik svaret ja. Shaw fortsatte: ”Hvad gjorde De så”? ”Jeg gik naturligvis tilbage og klagede over dem”.  ”Ja, naturligvis”, svarede Shaw: ”For De lægger naturligvis meget bedre æg selv”.

Den anden anekdote er om den tyske, senromantiske komponist Max Reger, som også var en stor orgelspiller. Han var blevet anmeldt ret negativt og skrev følgende korte brev til anmelderen:

”Jeg sidder her – i husets mindste rum. Endnu har jeg Deres anmeldelse foran mig”.  

Billede: Den stpre mediebegivenhed på festspillene i Salzburg bliver Verdis "Aida". Anne Netrebko synger Aida og Francesco Meli Radames. Spændende er der det også med den US-iranske multikunstner Shirin Nahats  (billedet) iscenesættelse. Riccardo Muti dirigerer. Alt er naturligvis udsolgt. Man kan se opførelsen på Arte TV lørdag den 12. august kl. 20.15. Foto Salzburger Festspiele/ Anne Zeuner. .