Jamen, det var ikke som i bogen! Denne gang må det på Den jyske Opera hedde: Jamen, det var ikke som i filmen!  Er en bog, en film eller et teaterstykke end inspirationskilden bag en opera, så glem originalen. Operaen er en anden verden. Den kan kun fortælle en del af den oprindelige historie, for det tager længere tid at synge en række ord, end det tager at sige dem. Til gengæld evner musik sammen med ord og scene at trænge ned i andre og dybere lag af historien.

Naturligvis er det langt fra altid nogen god ide at ville sammenligne det nye produkt med originalen. Jeg gør det ikke i min omtale af Den jyske Operas ”Brødre”, for jeg har ikke set Susanne Biers film, som den er bygget over. Men et naturligt spørgsmål er, om man tænker over eller måske endda generes af, at Kerstin Perskis operatekst er skrevet over Anders Thomas Jensens filmtekst, som naturligvis er stærkt redigeret, nødvendigvis også forkortet. Nej, det må straks slås fast, at vi tværtimod er kommet til opera med dens egne muligheder og værdier. Opera, som nok begynder langsomt, men som går støt og stærkt ind.

Vi befinder os jo stadig i Aarhus bys 2017-år som europæisk kulturhovedstad. Det har præget Den jyske Opera, for det er ikke operaen selv, der har fostret den idé, at tre af Susanne Biers film skulle males med i en ”rethink”-tænketank. Operaen lægger her aktuelt ud i Musikhuset Aarhus med Daniel Bjarnasons ”Brødre”. Det er den velkendte tragiske historie i en ny aktuel iklædning om den udsendte soldat, her til Afghanistan, som presses ud i den umulige situation at måtte tage en soldaterkammerats liv for at kunne redde sit eget.

Også en rigtig operahistorie

Egner den historie sig for opera? Ja, og det endda i overraskende grad. Vil den oprindelige filmatmosfære alligevel virke omklamrende på operaatmosfæren? Nej, ikke i Kasper Holtens iscenesættelse og Steffens Aarfings imponerende scenografi. Der er kun ét eneste scenebillede, række på række af spredte mennesker i et arkitektonisk favntag, som knuger alle fast på scenen i de halvanden time. De aktuelle personer kommer i forskellige mønstre stille frem og synger deres vanskelige, men inderligt klingende bidrag. Scenebilledet fortæller, hvordan krigen favner alle, også dem langt fra fronten.  

Den islandske komponist Daniel Bjarnasons ”Brødre” er – blandt andet - et intenst trekantsdrama om to brødre, Michael og Jamie. Michael har en velfungerende karriere i militæret, en smuk hustru, Sarah, og datteren Nadia. Jamie lever et driverliv på kant med loven. Michael sendes til krigen i Afghanistan og vender hjem efter et traumatisk fangenskab, og da er forholdet mellem brødrene blevet totalt ændret. Lillebroren og Sarah har i troen på, at Mikael var død, trøstet hinanden.

Michael er ændret. Langsom rulles der op for krigens sår i hans indre, inden den aldrig fortrængte virkelighed presser sig ud. Hans og ungdomskammeraten Peters helikopter blev skudt ned, og de blev anset for døde, men Michael kom hjem alene. Han måtte ofre sin kammerat for selv at kunne overleve. Han vil glemme opgøret med sig selv, glemme skyldfølelsen, som krigen tilføjede ham i fængslet, men den eksploderer som en bombe, der sprænger inden i ham i operaens barske slutscene, som samtidig er hans datter Nadias ti-års fødselsdag. 

En foruroligende musik

Musikken strømmer foruroligende. På én måde er den stille, men den sprænger ustandseligt sig selv i småstykker. Små melodistumper åbner for muligheder, som kunne have været, men som aldrig fik lov at blive. Alting går skævt, disharmonisk skævt på en uendelig, uafvendelig trist måde, psykologisk intenst beskrivende. Disharmonisk betyder ikke det samme, som at det er grimt. Det har sin egen indre ro, som dog ikke slipper det knugende, og som eksploderer til slut.

Korets funktion er nogenlunde den samme som i den græske tragedie. Kommenterende medfølende og forstående. Sådan er det et dristigt partitur med et samtidigt overraskende roligt, men dybt uafvendeligt forløb – indtil den eksploderer. André de Ridder i spidsen for Aarhus Symfoniorkester holdt fremragende sammen på denne musik, på sangerne og musikerne. Det klang fint nuanceret og præcist i musikkens hurtige omsving.

Fin international sangerbesætning

Der synges meget fint kammermusikalsk af en international besætning, som dog burde have indeholdt endnu flere danske sangere.  I Aarhus synes man generelt at have glemt, at Aarhus er en dansk by, som præsenterer sig som europæisk kulturhovedstad. Men godt, soldaten Michael synges indlevet af den sydafrikanske baryton Jacques Imbrailo. Den svenske sopran Marie Arnet er hans hustru, og deres datter Nadia synges dejligt sikkert og rent af Selma Villumsen, som går i 4. klasse på Sankt Annæ korskolen i København. Nej, det er ikke en opera for børn, men det er nødvendigt for helheden, at der er et barn med, som endda kan vise nødvendigheden af det.

Broren synges af den svenske tenor Joell Annmo, for et par år siden med i ”Cosi fan tutte” på DJO, og Michaels forældre af gode kendinge som Anne Margrethe Dahl og Jakob Christian Zethner, mens en af vore yngre stortalenter Denise Beck gjorde indtryk som den dræbte soldat Peters hustru Anna, som var gravid, da han rejste til Afghanistan. Den islandske baryton Olafur Sigurdsson, som sang Sancho Panza i DJOs opsætning af Massenets ”Don Quichotte”, afrundede ensemblet som obersten, som tog imod den hjemvendte Michael.

Der er en intens helhed over forestillingen og dens historie med denne musik og med scenebilledet, dets små skift, dets fine belysninger og Kasper Holtens føring af de nærmest skæbnetungt belastede personer. Det er opera, som vil noget. 

Til efteråret spiler Den jyske Opera noget helt andet, Donizettis charmerende ”Kærlighedsdrikken” (herhjemme som eneste sted i verden kaldet ”Elskovsdrikken”). Smukkere nervemedicin findes ikke.

Den jyske Opera kun i Musikhuset Aarhus. Endnu to forestillinger søndag kl. 15. og tiirsag kl. 19.20. Spilletid godt halvanden time uden pause.

Billede: Steffen Aarfings imponerende enheds-sceneopbygning, lysdesigner Ellen Ruge. Foto: Kåre Viemose.