For tredje gang – i hvert fald – opfører Den jyske Opera Donizettis ”L’elisir d’amore” Og det kaldes operaen verden over enten på originalt italiensk eller oversat direkte til mange sprog som ”Kærlighedsdrikken”. Det er lige undtagen i Danmark af alle lande, hvor man har holdt fast i at kalde den ”Elskovsdrikken”. Det har sin egen historie. Operaen blev uropførrt i operabyen Milano i 1832 på Teatro della Canobbiana, hvor flere kendte operaer fra tiden omkring blev førsteopført. Kun ni år efter i 1841 kom en rejsende italiensk operatrup til København og gav 72 opførelser af forskellige operaer, hvoraf ”L’elisir d’amore” vakte størst opmærksomhed. Men da den var ukendt, skulle den først sælges, og så blev ordet kærlighed falsk oversat til elskov. Den blev en stor succes og slog sig fast som ”Elskovsdrikken”. Da den første danske opførelse fandt sted på Det kgl. Teater i 1856, var det så en selvfølgelig sag at kalde den det.  

Problemet er, at elskov stort set betød det samme som sex i dag, blot med en mere romantisk klang, men der er ikke anelse af sex i Donizettis gnistrende og fine musikalske fortælling om ung kærlighed. Nu tager Den jyske Opera på tur rundt i landet og spiller ”Elskovsdrikken” fra den 6. oktober i Odense til afslutningen i Aarhus den 4. december. Aldrig har Den jyske Opera været på så spredt en turné. Vi får så at se, om instruktøren har indlagt rigtige elskovsscener. Det er i alle tilfælde den samme opera, som jeg her stædigt vil kalde ved det originale ”Kærlighedsdrikken”.  Angående spilledage og spillesteder, medvirkende og andet, så tryk blot på annoncen øverst til højre, og et væld af oplysninger kommer frem  

Komisk eller lyrisk opera?

”Kærligheddrikken” regnes stadig som en af de førende buffooperaer, komiske operaer, efter Rossinis ”Barberen i Sevilla” og Donizettis egen ”Don Pasquale”. Og som sådan begynder den. Men på vejen skifter den karakter. Det tiltagende kærlighedsforhold mellem bondeknøsen Nemorino (lyrisk tenor) og den attråede Adina (lyrisk koloratursopran), en rig forpagterske, får en mere alvorlig og mere følsom karakter.

Der er to personer, som hører hjemme i buffooperaen, Officeren og Nemorinos rival Belcore (baryton i den lyriske retning) og sælgeren af kærlighedsdrikken, som i virkeligheden er en god rød landvin, den omrejsende medicus Dulcamara (buffobas). I øvrigt: Sikke en chance for de mange arrangører på turnéen at få en ekstra udskænkning i gang til forestillingerne: En god rødvin solgt som ægte elskovsdrik. Donizetti skrev også en opera, som passer ideelt sammen med et ekstra glas.   

Første billede

Man bliver i godt humør af ”Kærlighedsdrikken” - med eller uden et glas i hånden. Man opdager Donizettis mesterskab fra begyndelsen. Det første billede bæres af de tre hovedsangere, som hver synger en cavatina, en kort arie, som er lyrisk i karakteren uden koloraturer. Manglen her skyldes indholdet. Adina har ellers et stærkt udsmykket sangparti. Det fine er, at de tre cavatina’er fortæller hver sit om de tre personer, så vi straks lærer dem at kende. Nemorino er sky og forsigtig, men hans forelskelse i Adina, som befinder sig på et højere strå, er ægte og varm. Hun er både rigere på penge og mere kold i tanke, og man forstår, at det ikke er første gang, at hun afviser Nemorinos kærlighedserklæring.

Adinas cavatina er en oplæsning af den gamle vandrefortælling om Tristan og Isolde. Men hun røber i sin oplæsning intet engagement i parrets ubrydelige og katastrofale kærlighedshistorie. Først senere viser det sig, at også hun har et følsomt sind.

En trommehvirvel annoncerer en soldatertrup anført af den pralende Belcore, som har fået tildelt indkvartering i Adinas hus. Han lægger straks an på Adina, og hun føler sig smigret på trods af hans arrogante optræden, men hun får udskudt sit afgørende svar til officeren. Hun afviser også nok lidt legende Nemorinos jalousi og gentagne kærlighedserklæring.

Donizettis mesterskab viser sig også på måden, han opbygger scenen med tre ellers selvstændige små arier efter tur. Han drager det medlevende kor stærkt ind. Koret, altså landsbybefolkningen har i operaen sin egen styrende kraft til at få handlingsforløbet til at glide. Her i første scene mobber de Nemorino, men om han virker latterlig eller ej, er overladt til instruktøren og sangeren at bestemme. Musikken er ikke latterliggørende. Koret er nærmest en ekstra hovedperson. Det er derfor også ekstra spændende, hvor meget den britiske instruktør Harry Fehr formår at hente de mange sceniske muligheder frem, som vi ved er netop i Den jyske Operas kor.    

Andet billede

Nu dukker den snakkesalige kvaksalver Dulcamara op i landsbyen og tilbyder sit vidundermiddel, der virker mod alle skavanker og sygdomme. Den naive Nemorino fatter håb og spørger, om han også har dronning Isoldes kærlighedsdrik. Naturligvis har Dulcamara den. Men han advarer om, at den først virker efter 24 timer. Sådan vil han for længst være ude af byen, når falskneriet med landvinen opdages.

Der sker en første omvæltning med Nemorino. Vidunderdrikkens promiller virker, og han forkynder glad, at hans kærlighedssorg vil være overstået dagen efter. Det pikerer Adina så meget, at hun lover Belcore at ægte ham seks dage senere. Men det generer ikke længere Nemorino, der ”ved”, at Adina vil ligge for hans fødder dagen efter. Men da Belcore får ordre om, at han og regimentet skal afrejse dagen efter, indvilliger Adina endnu mere pikeret over Nemorinos pludselige ligegyldighed over for hende at ægte Belcore inden dennes afrejse. Igen vender humøret bort fra Nemorino, som trygler Adina om at vente i hvert fald 24 timer med at gifte sig, men han får nej. Nemorino bliver lidenskabeligt fortvivlet, han næsten græder.  ”Quasi piangenti” står der endda i partituret, så orkestret kan græde stille med. .

Adina inviterer alle til bryllup, og Nemorino udsættes for landsbyens spot. Hele denne scene er regulær komisk opera, men den får alligevel et strejf af tragedie blandet med lidt psykologi. Donizetti mestrede flere strenge på én og samme gang.

Anden akt

Under festmåltidet før brylluppet kommer notaren med ægteskabskontrakten. Nadina tøver med at underskrive den. Nemorino er ikke kommet, og uden hans tilstedeværelse vil hendes hævn over hans ligegyldige opførsel ikke være tilstrækkelig. Da han kommer, er han optaget af at forhandle med Dulcamara om en ekstra portion kærlighedsdrik, men han har ikke flere penge. Han får dog tid til at lade sig hverve til Belcores soldatertrup og vinde Adinas kærlighed inden sin afrejse.

Så spredes - nærmest som et deus ex machina, en pludselig indtræffen af en anden karaker – rygtet, at Nemorinos onkel, som han er enearving til, er død. Og alle byens skønjomfruer begynder at sværme om ham. Endnu engang er Nemorino, som ikke kender til rygtet, overbevist om drikkens kraft. Da Adina hører, at han har solgt sig som soldat for hendes skyld, sker omvæltningen i hende. Hun køber ham fri for soldatertjenesten og tilstår endelig sin kærlighed til ham. Altså: En ung, rig og stolt kvinde, som har leet hysterisk for at skjule at være grebet af historien om Tristan og Isolde, og som har villet foregive, at kærlighed for hende kun var en leg, og det for at skjule sin angst for at lade sig binde, Efter at være drevet ud i en slags sadisme mod den elskede bliver hun bliver pludselig sig selv, blid og blød. Eller er det at dreje Adinas indre omvæltning en tak for meget? Men spændende nok er det noget lignende, som hændte for Puccinis Turandot 94 år senere.   

Men med Dulcamara er vi til allersidst tilbage i buffoperaen. Han sælger hele sit varelager af landvin til hele landsbyen, som alle også ønsker at virke yngre og smukkere.

Donizetti havde skrevet flere operaer inden ”Kærlighedsdrikken”, men han havde opfattet det at komponere som en ”metier”, som et arbejde. Til ”Kærlighedsdrikken” fik og brugte han kun to uger, og det frigav tilsyneladende en ny kunnen, en ny sprælsk intensitet i ham. Han komponerede omkring 70 operaer i løbet af 27 år. Så ramte vanviddet ham. Han døde i 1848 år af den samme sygdom, som fulgte Schumann, Hugo Wolf, Smetana og Duparc til graven. 

Man kan næppe forestille sig to operaer så langt fra hinanden som den Den jyske Operas sommeraktuelle ”Brødre” om følgerne af en dansk soldats deltagelse i krigen i Afghanistan og så denne efterårets komedie om kærligheden, og alligevel har de to værker til fælles, at de handler om mennesker og deres indbyrdes forhold. På hver sin måde fortæller de en historie, som er vedkommende. Gik man knuget fra ”Brødre”, kan man gå glad og let i sindet fra ”Kærlighedsdrikken”. Men også føle sig påvirket af en musikalsk trylledrik.

Uddrag af Den jyske Operas pressemeddelelse:

”Klassisk opera i nye rammer Den populære italienske opera, der også var på plakaten i Den Jyske Operas første sæson i 1947 (og for 10 år siden), er denne gang lagt i hænderne på den britiske instruktør Harry Fehr, som har debut på Den Jyske Opera. Harry Fehr instruerede som en del af Royal Opera Covent Garden’s Young Artist Programmer flere operaer. I sin fortolkning af Elskovsdrikken har Harry Fehr valgt at sætte fokus på operaens paralleller til nutidens samfund: ”Handel synes at være i centrum i værket. På nær hovedpersonen, Nemorino, er alle karaktererne i historien styret af penge og deres værdi og betydning. Derfor har vi besluttet, at rammen for historien skal være ’kapitalismens tempel’: et moderne shoppingcenter. Scenografien er designet af græske Yannis Thavoris, der har designet scenografi og kostumer til en række operaproduktioner og tidligere arbejdet med instruktør Harry Fehr”.

Giv et let tryk på annoncen for ”Elskovsdrikken” øverst til højre og læs alt om opførelsen hvor, hvornår og hvordan.

Foto fra prøverne på Den jyske Operas opførelse. Den svenske dirigent Per-Otto Johansson står til venstre. Fotograf Ditte Chemnitz. Et scenebillede forelå ikke her tre aftener før premieren