Når der kommer nye chefer til, sker der ændringer, store eller små, og det skal naturligvis afspejles også i hverdagen. Overskriften eller på journalistisk fagsprog rubrikken på denne anmeldelse er en bevidst følge heraf. Aarhus Symfoniorkester har med ny chef og ny pressemedarbejder skabt lidt nyt. Musikerne kommer nu ind samlet på rad og række, som de gør visse steder i det store udland. Det var ellers så hyggeligt før, da vi kunne høre de vanskeligste passager fra aftenens program få den sidste afpudsning. Men så har hvert eneste koncertprogram fået et navn med lidt krudt i og en lille markant tekst. Vi iler med at bringe det om næste torsdags og fredags koncert: ”I naturens vold. Sol, regn, rusk og råkulde udødeliggjort i toner bryder de indre luftlag, og der vugges henrykt på livets flod”. Der står ikke et ord om, hvad der spilles, og hvem der er ellers er med til at spille den. Gæt engang. Vi fortæller det nederst på siden.

Og så til koncerten, som  her skal have et par anmelderord med på vejen. Den kaldes ”Kæmpen og hans datter”, og det slagord har jcklassisk.dk lånt. Kæmpen er den både i format og statur store finske dirigent Leif Segerstam, og hans datter er den i statur langt mindre, men i musikalsk kunnen også pænt store cellosolist Pia Segerstam. Hun er til hverdag solocellist i Orchestre National de Montpellier, som Michael Schønwandt er chefdirigent for.  

Vi har oplevet mange store koncerter herhjemme med papa Segerstam, senest 2013 i Aarhus med Mahlers kæmpemæssige ottende symfoni. I en årrække var han chefdirigent for Radiosymfoniorkestret. Han har altid været forbundet med noget stort, ofte nogen voldsomt og stærkt, undertiden noget egensindigt, ofte noget anderledes end ventet. Det sidste skete også her, men det var i en anden retning end i gamle dage.  

Brittens indandvendte verden

Benjamin Brittens godt en halv time ”Symfoni for cello og orkester” blev musiceret med kammermusikalsk inderlighed i dyb musikalsk kontakt mellem datter og far. Programhæftet citerer blandt andet den russiske mestercellist Rostropovitj, som tryglede vennen Benjamin Britten om efter dennes store cellosonate at skrive et nyt værk for cello og orkester: ”Skriv blot alt, hvad dit hjerte byder dig for celloen. Du må ikke bekymre dig om, hvor svært det er. Min kærlighed til dig vil hjælpe mig til at mestre hver en tone – selv de mest umulige”.  

Gik Pia Segerstam ikke ind for Brittens musik med samme udfarende begejstring som Rostropovitj, så mestrede hun den med en overbevisende ro og indsigt selv i den hurtige og vanskelige, men her teknisk overbevisende tredjesats, som kulminerer indad i celloens solokadence, som pludselig falder sammen med en trompetsolo. Jo, det er krævende og usædvanlig musik også for publikum, som - indrømmet noget selvmodsigende - kunne være hjulpet mere på vej med et mere direkte tag udad til. Brittens orkester er rigt facetteret med mange usædvanlige og spændende instrument-sammensætninger, også det sikkert spillet af Aarhus Symfoniorkester.

Bruckners inderlige patos

Vi kom ind i en helt anden musikalsk verden efter pausen med Anton Bruckners tredje symfoni i d-mol. Den blev kaldt ”Wagner-symfonien”, fordi Bruckner oprindeligt indlagde citater fra den af ham ovenud beundrede Richard Wagner i førsteudgaven fra 1873. Jeg må indrømme, at det blev den første Bruckner, som jeg hørte som dreng, fordi jeg fandt det spændende at høre ”Tristan og Isolde” og andet blandet ind i den. Men uropførelsen blev en skandale. En del af publikum forlod salen, og efter sigende og dog svært at tro også nogle af musikerne.  

Den stakkels Bruckner reviderede og reviderede, forbedrede og forkortede i de følgende mange år. Wagner-citaterne blev taget ud. Opdagede han, at de umiddelbart ikke hørte hjemme i hans egen musik, eller følte han sig svigtet af sit store idols ligegyldighed over for ham? Men det var altså ikke ”Wagner-symfonien” vi fik i Aarhus. Der findes fem eller seks brugbare versioner, og det var den Wagner-frie fra 1888-89, som er udgivet af Nowak, vi fik. Tre versioner kan høres nu og da rundt omkring, men den version, som vi fik i Aarhus, er nu den mest spillede. Men der findes altså mere materiale at spille end den time, som vi hørte i Symfonisk Sal.

Ikke desto mindre kan man fastslå, at den tredje symfoni alligevel var og blev det første gennembrud for Bruckners symfoniske ideer. Her har vi den store klang inspireret af orgelmesteren Bruckners forståelse for orglets muligheder for også at præge et symfoniorkester. Her hører man, at Gud altid var med i hans musikalske skaben, selv om en symfonisk lov stadig styrer forløbet.

Også her oplevede man en dejligt dæmpet behersket Segerstam. De kraftfulde og præcist eksplosive udladninger er stadig et særkende for ham, men det var herligt at høre, hvordan klangbilledet også kunne blive let og luftigt med en stille varme og glød. Orkestret fulgte Segerstam tæt i en helhedsklang. Blæserne med horngruppen i spidsen skal nævnes særskilt for en flot præstation, for Bruckner er virkelig en vanskelig tour de force for de følsomme horn.

Så kommer den annoncerede reklame for næste torsdags og fredags koncert den 12. og 13. oktober. I naturens vold finder man Vivaldis ”De fire årstider” og Händels ”Water Music” med dirigenten Morten Schuldt-Jensen og violinsolisten Ian van Rensburg.

Fotosammensætning af Aarhus Symfoniorkester