Opera i guldalderens København. For nogle lyder det måske støvet, men det er langt mere end en historie om delvist glemte operaer opført i den gamle hovedstad. Det er en kulturhistorisk rejse tilbage i en i sandhed ”upoleret” by, som er fyldt af overraskelser, saftige og kraftige. Man kan roligt tage med Henrik Engelbrecht i teatret for et par hundrede år tilbage i tiden. Det er underholdende læsning, men det er vel at bemærke en underholdning baseret i en virkelighed, som er historisk underbygget.

Lad os først konstatere, at det er en smuk bog med et righoldigt billedstof, fortrinsvis tegninger og malerier. Det er med til føre læserne tilbage i tiden i København til en - trods alt – spændende kulturby, hvor musikken ikke er det eneste interessante. Bogen er bygget op over 12 kapitler, som hver fortæller sin egen historie, som kan rives ud af helheden og læses selvstændigt. Alligevel giver kapitlerne samlet historien om operaen i guldalderens København.

Den stinkende guldalder

Guldalder? Det begynder med Mozarts fiasko i en stinkende by anno 1798, Det er syv år efter Mozarts død. Hans operaer er endnu totalt ukendte herhjemme, men nu skal det være, mener Det Kongelige Teaters kapelmester F.L.Æ.Kunzen. Vi skal først gennem en stinkende by, inden vi når teatret. Her er masser af heste, grise, høns, får, mere end 1000 malkekøer og 100.000 fattige mennesker. Gylle, madrester og slagteriaffald flyder i rendestenen. Det stinker af urin. Henrik Engelbrecht skriver så levende, at læseren ligefrem mærker det i næseborene. Men vi når frem til Kongens Nytorv og teatret, komediehuset, der har ligget der i 50 år. Teaterchefen er en kammerherre Adam Wilhelm Hauch, officer og ritmester i livgarden, som mener, at Mozart ikke er noget for københavnerne.

Men Kunzen får lov at spille Mozarts vel billigste opera at opføre, ”Cosi fan tutte”, som blot omdøbes til ”Elskernes skole”. Recitativerne udskiftes med en talt dialog uden en Lorenzo da Pontes genistreger. Kun et par af teatrets skuespillere er habile sangere. Det går ikke, og vi får en opførelse, hvor meget går galt, fordi det kun kan gå galt. ”Elskernes skole” bliver taget af plakaten efter premieren. Den første Mozart-forestilling herhjemme bliver ikke gentaget. Men allerede efter dette første kapitel har vi nutidige læsere fået et tragikomisk indtryk af, hvordan det kunne gå for sig ikke alene på scenen, men også ude i byen. Engelbrecht skriver mere end blot operahistorie. Han er faktisk en bred historieskriver.

Fra billethajere til en forfører

Det er sin sag at gå til opera i begyndelsen af 1800-tallet. Billethajere kaldet ”billetsjoverne” styrer om morgenen slagets gang om at købe billetter. Når forestillingen nærmer sig hen mod aftenen sælger de dem til overpris. Det kommer til slagsmål om at komme først ind på pladserne uden nummer. Politiet slår tilfældigt løst, men det går ikke udover billetsjoverne, som har bestukket ordensmagten.  Dette kapitels overskrift ”Rotter, træk og brændevin” fortæller noget af det, som sker under forestillingen. På afsnittet med nummererede pladser er det yndet, at kvinder tager deres babyer med.

Så blev Du Puy, en international violinvirtuos, komponist og barytonsanger, ansat på teatret som sanger og anden koncertmester. Han får stor succes i sin egen opera ”Ungdom og galskab” på teatret i 1807. Med ham som Don Juan får en Mozart-forestilling endelig succes i Danmark. Da englænderne belejrer København, bliver ikke-danskeren Edouard Du Puy også krigshelt. Han får flere opgaver, skal lære teaterelever at synge, og han får også timer med prinsesse Charlotte Frederikke. Hun er gift med kronprins Christian Frederik, den senere kong Christian 8. og kronprinsen må snart erfare, at hun også dyrker andet end skalaer og vokaliser i Du Puys selskab. Du Puy, der satte en ny standard på Det Kongelige Teater, smides ud af landet. Charlotte Frederikke forvises til Horsens og får senere lov at rejse til Rom. Hun ser aldrig mere sin ét-årige søn.

Krigen mellem Oehlenschläger og Baggesen

En af dem, som Mozarts ”Don Giovanni” gjorde dybt indtryk på, var C.E.F Weyse. Men guldalderen fostrede ikke blot komponister, men også digtere, som har en plads i bogen - for eksempel Oehlenschläger. Han skrev vidt forskellige tekster som den lyrisk sværmeriske ”Ludlams hule” til Weyse og den ridderromantiske ”Røverborgen” til Kuhlau, som var kommet til fra Tyskland.

Digteren Jens Baggesen var efter mange år vendt hjem og var ikke glad for niveauet, og han tav ikke. Han brugte endda teksterne til ”Ludlams hule” og ”Røverbogen” som skræmmebilleder. Oehlenschlägers tilhængere forsvarede deres digter, og en Peder Hjort skrev en pamflet ”Om en højst mærkelig lighed” mellem Baggesens tekst til Kuhlaus Trylleharpen” og en anonym tysk tekst. Baggesen bliver anklaget for plagiat, men han beviser, at stykket på tysk er skrevet af ham selv og opført i både Wien og Hamburg.  Peder Hjort idømmes en bøde. Men den kender man endnu ikke til premieren på ”Trylleharpen”. Første aften foregår i ro, for kongen er der, men de to næste aftener bliver der slagsmål mellem de to digteres fan-grupper. Kuhlau, som slet ikke er involveret i sagen, bliver med sit syngespil det store offer.

En politisk flygtning redder operaen

I 1818 kommer en politisk flygtning til byen, en ægte italiener, Giuseppe Siboni. Han viser sig at kunne alt det, som man har savnet på teatret. Dansk operahistorie har i høj grad været skabt af flygtninge. Han får en helt ny stilling på teatret som sanglærer, og det sætter sig sine spor både i kvaliteten og i repertoiret. Det sidste bliver mere italiensk, men modstanden er kraftig. Weyse for eksempel har meget imod Rossini, der ellers har stor succes i hele Europa.  Sangkvaliteten stiger, og 3. juledag 1821 sker det for første gang, selv om det ellers er uhørt på Det Kongelige Teater, at Sibonis fund, Eleonore Zrza, som faktisk er født i Brønshøj, må synge grevindens tredje akts arie om, inden publikum tillader, at operaen fortsætter. Hun bliver teatrets diva, selv om hun nægter at ”skabe sig”, altså at spille komedie.

Næste bølge er tyskerne. Carl Maria von Weber dirigerer sin ouverture til ”Jægerbruden”, endnu før operaen har haft premiere. En tysk anmelder giver teatret en anmeldelse, som ingen kan glæde sig over. Det store spørgsmål bliver nu, om man skal spille vaudeviller eller opera i København. Der er stadig historier at fortælle. I 1830’erne får teatret konkurrence af udenlandske gæstespil. Italienere erobrer Hofteatret. Det Kongelige Teater svarer igen med et gæstespil af den svenske nattergal Jenny Lind i 1843.  H.C. Andersen forelsker sig voldsomt i hende: ”Siig, har jeg ei Perlen fundet? Har jeg en veninde fundet”?

Enevælden afskaffes. Johan Ludvig Heiberg udnævnes til teaterchef i 1849. Han har en klar plan om at afskaffe operaen. Der fulgte en fattigere operatid en overgang. Men operaen blev ikke afskaffet.

Man kan også lytte

En detaljeret oversigt over, hvilke operaer der blev spillet i København i de 50 år fra 1798 til 1848 er faktisk meget interessant. Og så er der en henvisning til nettet, hvor man finde gamle optagelser på valser at høre. Det er en let læst beretning. Der er spændende historier, som jeg her kun har kunnet antyde.  Det er en bog om, hvad der skete både i teatret og uden for det gennem 50 år.  Og det er stadig en pragtfuldt bog blot at bladre i. 

Henrik Engelbrecht: Opera i guldalderens København. Gyldendal, indbundet, 183 sider, rigt illustreret. Normalt mellem 300 og 325 kroner...

Wagner-konkurrencens finale blev en fest

Det var ikke så meget vi fik at høre af de fire Wagner-finalister til finalen lørdag aften, men det var godt. De fik hver et kvarter. Friedemann Layer og Aalborg Symfoniorkester havde fået mere tid til at finde sammen, og orkestrets bidrag var forfriskende godt. Layer og orkestret fik de skiftende udtryk godt og levende frem. Det er en tung forpligtelse at spille til så stor en konkurrence, men Aalborg Symfoniorkester indfriede alle forventninger. Det var forbløffende sikkert, som orkestret nåede ind til kernen af Wagner sammen med Friedemann Layer med den store Wagner-forståelse. Og publikum levede med. .

Finalisternes bidrag var i år af en så høj standard, at de alle kunne nydes. Den svenske sopran Cornelia Beskow, som vi kender fra Den kongelige Opera i København, og som sang Sieglinde i Esbjerg, vandt førsteprisen på 20.000 euro. Det skete i hård konkurrence med den sydkoreanske basbaryton Insu Hwang, som sang noget så usædvanligt i en konkurrence som Amfortas i ”Parsifal” med en flot diktion til en pris på 1200 euro. Der var mere luft ned til 3 prisen på 6.000 euro, der gik til den amerikanske tenor Cameron Schutza, som sang  hele Siegfrieds ”opløb” til mødet med Brünnhilde. Var han end ikke en opdagelse, har han en Wagner-karriere for sig. Nummer fire med en pris på 3000 euro blev den sydkoreanske mezzosopran Hyunjee Kim.   

Cornelia Beskow kunne også modtage publikumsprisen, orkesterprisen og undommens pris. Hun giver en koncert med Aalborg Suymfoniorkester på et endnu ikke fastlagt tidspunkt. Det kunne være herligt, om det blev med Friedemann Layer som dirigent.        

Læs også artiklen "Aalborg passer på Wagner", en anmeldelse af semifinalen