af John Christiansen - d. 23. december 2017
Julemusik fra 1700-tallet – Fornem dansk Bach-indspilning – Spændende fortællinger for violin og klaver – Rued Langgaard lever stadig – Årets sidste hilsen fra Gade
En anden julemusik
Vi kan lige nå at notere, at der er meget, som kaldes
julemusik. Vore mange dejlige salmer er selve julen for mange af os. De hører
også familiens juletræ til. Men de bliver ofte kværnet og mishandlet i
julesalgets navn. Maskinmusik bliver kaldt julemusik.
Men så er der den direkte modvægt og modsætning, den ægte
seriøse julemusik, som århundreder ikke har kunnet begrave i støv. Det er ikke
børnenes julemusik, men det er den voksne musikelskers jul. ”In dulci jubilo” er
en cd med julemusik af Buxtehude (c.1637–1707) og venner fremført af Theatre of
Voices, en gruppe på otte sangere og syv musikere (strygere, fagot og orgel)
under ledelse af Paul Hillier. Den internationale topgruppe er baseret i
København, og der er naturligvis flere fremragende danske sangere og musikere
med.
15 stykker musik er opdelt i fire grupper efter indholdet.
Der er en fin præsentation i tekstheftet, både levende og pædagogisk. Bibelteksten for hver gruppe angives
fulgt af noter til værkerne: Bebudelsen
og advent - Dúben, Scheidemann, Bach-familien og Buxtehudes venskab med
Reincken. Hyrderne - og oratoriet. Jesu
fødsel – Lübeck, Frans Tunder og Abendmusikken. Nytår og Helligtrekonger – Mathias Weckmann, J.P. Sweelinck og
kontrapunkt-studiegruppen. Sådan lyder indholdet. Samtidig får vi
komponisterne. Man får meget at vide, som er godt at vide. Noterne giver en
ekstra mening, når man lytter.
Der er forbavsende meget gedigen musik, forbavsende fordi man
ikke kendte dens eksistens. Det er en fornøjelse at lytte, som den spilles og
synges. En cd med virkelig atmosfære. Den er også ideel mod stress, fordi
musikken har den ægte ro i sig. Og vigtigt: Det er musik og en udførelse, der er
helårs holdbar, ikke blot til disse dage.
In dulci jubilo.
Julemusik af Buxtehude og venner. Theatre of Voices. Dacapo 6.220661. 78
minutter.
Dansk topindspilning af Bachs cellosuiter
Der er anden gedigen musik til juletidens rolige stunder,
hvor man kan fordybe sig og nå ind til den eftertanke, som burde høre højtiden
til, som ikke mindst Johann Sebastian Bachs seks suiter for cello. De har
absolut intet at gøre med julen, men det er alligevel en specielt god tid at
høre dem på. Men det er naturligvis uudtømmelig musik til hele året.
Bach var ansvarlig for musikken i Thomaskirken i Leipzig, men
i årene 1718 til 1723 var han ansat hos den unge fyrst Leopold af Anhalt-Cöthen,
som i den lille provinsby endda havde etableret et kammerorkester, hvortil Bach
skrev de seks berømte Brandenburger-koncerter. Fra denne tid er også de seks
suiter for cello, hvis originalmanuskript ikke findes længere, men Bachs
musikalsk energiske anden hustru Anna Magdalena kopierede dem. Det har hun
gjort så omhyggeligt, at en australsk musikforsker Martin Jarvis i 2006 fik
ideen, at hun også er komponist til dem. Det er dog meget klart blevet afvist
af alle andre forskere, så glem det. Det var først i begyndelsen af
1900-tallet, da den berømte cellist Pablo Casals fandt de gamle noder i et
musikantikvariat og præsenterede dem, at Bachs cellosuiter blev et af
musiklitteraturens faste storværker.
Toke Møldrup, international koncertsolist og solocellist i
Københavns filharmoniske Orkester (tidligere Sjællands Symfoniorkester) har revisited
og indspillet suiterne i København med Viggo Mangor som tovholder for det
amerikanske selskab Bridge. En glimrende teknisk optagelse, hvor man får den
dybe varme celloklang frem og samtidig håndarbejdet på strengene. Så tæt på er
mikrofonen. Toke Møldrup er en af mestrene, der får én til at lytte og leve med
i de stiliserede danse, som satserne er. Dansearten er de samme fra suite til
suite. Et præludium følges af en allemande, en courante, en sarabande og til
slut en gigue, men forinden i femte sats enten af et par menuetter, bourréer eller
gavotter. Tøjet passer, men under det varierer indholdet herligt.
Det er ret fantastisk, som man i Møldrups indspilning fornemmer
musikkens indbyggede flerstemmighed frembragt af kun én bue på strengene. Møldrup
spiller mærkbart på to forskellige celloer. I de fem første suiter på en firstrenget
cello bygget af Davis Techler i Rom 1697. I den sidste suite for solocelloen og
i den første suite nu udsat til kvartet af Viggo Mangor på en 1800-tals
firstrenget cello ombygget til fem strenge af Birger Kulmbach i 2016. Man
hører, hvor meget de to instrumenters ”personligheder” medvirker til totalresultatet.
I den glimrende kvartet hører man også Elisabeth og Kirstine Zeuthen Schneider
på violiner og Viggo Mangor ved kammerorglet. Og det er spændende og
udbytterigt at sammenligne celloudgaven og kvartetversionen af den samme musik.
Der er 19 sider god læsning på engelsk i pladehæftet, som jo
er amerikansk. Det er ganske specielt med en dansk indspilning, som ikke alene
er sponsoreret af Augustinus Fonden og Det danske Solistforbund, men også af
The New York Foundation for the Arts. Det er et forrygende pladesæt, som jeg er
spændt på at erfare modtagelsen af ude i musikverden. Toke Møldrup spiller rytmisk
vitalt og samtidig med fast intensitet ikke blot klangligt, men også i
helhedens musikalske formning. Udadvendt og indadvendt på samme tid. Jeg har lyttet fascineret til disse herlige
solosuiter. Gør ligeså.
Toke Møldrup spiller Bachs seks cellosuiter. Bridge
9503A/B, 137 min.
Musica
Mythica
Det må siges at være dristigt af de to unge musikere violinisten
Benedikte Damgaard og pianisten Emil Gryesten at indspille Richard Strauss’ ungdomsværk,
sonaten opus 18 i Es-dur, og to værker af polakken Karol Szymanowski, for det
er nok ikke den musik, som et dansk publikum venter på. Men hvor er det godt,
at de gør det. Vi kender Strauss’ tonedigte, som kom efter, og hans symfonier,
som kom endnu efter, men denne violinsonate, som han komponerede som 23-24 årig
har ungdommens nysgerrige frodighed og allerede sin komponists specielle evne
til at forme melodier, samtidig med at den på en anden måde fortæller om noget,
som skulle komme. Den peger både tilbage i sin samtid (1882) og fremad.
Kammermusikelskere vil kunne tage den til sig, som den hengivent spilles af de
to unge sublime musikere.
Pladetitlen er hentet fra polakken Karol Szymanowskis ”Tre
myter” som 33-årig i 1915. Han besøgte og blev inspireret af sit barndomshjem i
en skøn natur i Ukraine til at sætte tre græske myter i musik. Man kan følge
historierne i musikken. Flodguden Alpheus opdager den badende Arethusa og
forelsker sig voldsomt, men hun flygter skræmt. Gudinden Artemis hjælper hende,
forvandler hende til en kilde, men flodguden omdanner sig selv til en stærk strøm,
som omfavner hende. Den anden myte er om Nacissus, der nok var smuk, men også
hovmodig og forfængelig og blev hentet af Nemesis til en sø, i hvis
spejlbillede af sig selv Nacissus dør. Den tredje myte handler om skovguden
Pans kærlighed til dryaden Syrinx. Hun flygter fra ham og må omdanne sig til
noget siv i flodkanten. Pan plukker af den og skaber sin fløjte. Jeg har kort
fortalt myterne, for at man forhåbentlig aner de mange muligheder for fortællende
detaljer, som musikken har. Benedikte Damgaard og Emil Gryesten fortæller dem,
så det er til at fryde sig over igen og igen. I øvrigt: Ida Kretny står for et
farverigt cover, som man bliver i godt humør af at studere.
Mythica med Benedikte
Damgaard og Emil Gryesten. Richard
Strauss og Szymanowski. CDKlassisk CDK 1166. 54 min.
Rued Langgaard genopvækkes
I artiklen ”En regnbue af dansk musik” den 9. april
begejstredes jeg over Berit Johansen Tanges tredje cd med klavermusik af Rued
Langgaard. Den kan let findes under omstående artikler. Nu har hun sammen med
Gunvor Sihm indspillet den første cd af Langgaards samtlige eksisterende værker
for klaver og violin. De er ikke så specielt spændende, som klaverværkerne var,
ikke så gennemført originale. Men sædvanligt er det langt fra. Vi får vi dog
den Langgaard, der snart vil være lyrisk ”normal”, snart overraskende
”anderledes”.
Det høres allerede på cd’ens første værk, Ècrasez l’infame”
(Knus det afskyelige – Voltaire-citat), komponeret så sent som i 1949, tre år
før Langgaards død i Ribe, da han i en høj grad tilstræbte at modstille
romantik og ”vild gestik” for at benytte Langgaard-forskeren Bendt Viinholdt
Nielsens udtryk i pladeheftets lange værdifulde tekst. Sonate nr. 4 ”Parce
nobis, Jesu” indeholder de samme modsætninger med pludselige skæve motiver. ”Kort
violinsonate” er også fra dette år, indholdet nedkogt til tre et halvt minut. Det
er faktisk raffineret. Som en modsætning får man to satser fra en ufuldendt
sonate helt tilbage fra 2009-11. I dag må man undre sig over, at de to satser,
som passer fint ind i, hvad der ellers skete sydpå på samme tidspunkt, aldrig
blev opført igen i Langgaards tid.
Men i dag har vi meget lettere ved at ”forstå” Langgaards
musik. Og det er glædeligt, at gode musikere gør et stort stykke arbejde for at
bringe den videre. Gunvor Sihm og Berit Johansen Tange gør Langgaards musik
”forståelig”, så godt, smukt og forstående de også spiller den. Dette er kun
vol. 1 i udgivelsen af Langgaards samlede værker for violin og klaver.
Rued Langgaard. Værker
fir violin og klaver vol. 1. Gunvor Sihm og Berit Johansen Tange. Dacapo
8.226130. 54 min.
Tak for i år til Gade
Niels W. gade blev født i 1817, og hans 200 års fødselsdag
er blevet fejret i koncertsale og på plader i en grad, som må siges at være
flot. Så vi siger tilbørligt farvel til Gade og ønsker ham ro i nogle år. Eller
er hans musik nu blevet så kendt, at det ikke blot er bryllupsmarchen og
”Elverskud”, som har bidt sig fast?
En af årets bedre Gade indspilninger rummer al hans musik
for firhændigt klaver. Copenhagen Piano Duo, som består af Tonya Lemon og
Cathrine Penderup, har indspillet den både med klang og energi og impuls. Optakten
er Gades opus 4 ”Nordiske Tonebilleder”, som konfronteres direkte med Schumanns
”Bilder aus Osten”, og her lægger man nu mere mærke til fællesskabet end til
forskelligheden. Så følger tre karakterstykker,
ikke alvorlige, egentligt er der slet ikke tale om netop karakterer, men behagelig
god kvalitetsunderholdning. Bryllupsvalsen får man i to versioner, og den, som
Gade skrev, at den også var en sølvbryllupsvals, spilles til mange genhør.
CD’en afsluttes med Schuberts fantasi i f-mol komponeret i
hans dødsår. Det er smuk musik. Her kan man tale om vekslende karakterer. Fantasien
spilles tilmed dejligt karakterfuldt. Der
findes ikke nok musik af Gade til en hel cd, så Schubert, der blev født 20 år
før Gade, og Schumann, der blev født syv år før, hører naturligt hjemme på en
plade, der naturligt kaldes ”The Golden Age”. Men det nytter ikke andet end at
vedkende sig, at Schubert er det bedste stykke musik. Lad så være, at (sølv)bryllups-valsen
oftest vil blive trukket frem for sig selv,
The Golden Age. Firhændige
klaverværker af Gade, Schubert og Schumann spillet af Copenhagen Piano Duet. Danacord
DACOACD 786.
Billede: Bach-cover’et
er en efterligning med Toke Møldrup af E.G. Hausmanns maleri fra 1746 af Johann
Sebastian Bach. Kun jakken har for få knapper.