En sommerdag i 1842 så forfatteren Alexandre Dumas den yngre Marie Duplessis stige ned af en elegant vogn i Paris, og han forelskede sig ved første blik. Efter tidens skik erklærede han ikke straks sin kærlighed, men ventede i to år, da han trøstede sig med andre kvinder. Han lod så en ven arrangere et møde på et varietéteater, og her begyndte en af historiens og litteraturens mest berømte kærlighedshistorier.

De var da begge 20 år unge. Han var høj og slank, lyshåret og blåøjet, en romantikkens idealskikkelse. Som forfatter havde han endnu gennembruddet foran sig. Hun var feteret i det parisiske selskabsliv, en demimonde af landlig oprindelse. Hun var høj, slank, halsen var som en svanes, de sorte lange sorte fletninger hang ned på brystet, som det ses på Edouard Vienots maleri af hende.

Dumas’ kærlighedserklæring gjorde indtryk, men hun advarede ham, at hun kun ville gøre ham ulykkelig. Hun var på dette tidspunkt den gamle grev Stackelsbergs elskerinde, hvilket ikke hindrede hende i at have andre elskere. Det var på dette tidspunkt, at hun blev syg på en fest og for første gang spyttede blod. Så fulgte en kort, lykkelig sommer på Dumas den ældres villa i Saint-Germain, hvor Alexandre plejede hende, men da de var tilbage i Paris, vendte hun langsomt tilbage til sit gamle liv. Alexandre var jaloux, men han havde ikke råd til at give hende det liv i luksus, som hun ikke kunne undvære. I august 1845 skiltes de efter et skænderi, og han skrev til hende:

”Jeg er hverken tilstrækkelig rig til at elske dig, som jeg kunne ønske det, eller tilstrækkelig fattig til at kunne blive elsket, som du kunne ønske det. Lad os derfor glemme… Milles souvenirs. A.D.”

Virkeligheden og operaen

Hertil er der mange lighedspunkter mellem virkelighedens Maris Duplessis og Alexandre Dumas og parret Violetta og Alfredo i Verdis opera ”La traviata”. Karaktermæssigt var der få mellem Violetta og virkelighedens forbillede. Marie var overfladisk, skruppelløs og løgnagtigt i udnyttelsen af rige mænd. ”At lyve holder mine tænder hvide,” sagde hun. Efter bruddet med Alexandre Dumas blev hun Franz Liszts elskerinde. Det kom som en overraskelse, at hun midt i dette forhold tog til London med Vicomte de Perrégaux og giftede sig med ham, men de levede aldrig sammen.

I december 1846 besøgte hun for sidste gang den store opera i Paris iklædt hvidt satin, diamanter og bærende sin yndlingsblomst, den hvide kamelia, som siden blev symbolet på den faldne kvinde, som i sin menneskelige storhed giver afkald på den ægte kærlighedslykke for ikke at bringe ulykke over den elskedes familie.

Marie Duplessis eller Alphonsine, som hun oprindelig hed, ville næppe have givet afkald på noget som helst for nogen som helst, men hun blev udødelig, fordi hun var anledningen til, at Alexander Dumas den yngre’s talent foldede sig ud i mesterværket ”La dame aux camélias” (Kameliadamen). Heri omskabte han sin egen romance med Marie til den udødelige kærlighedsroman, som han tre år senere dramatiserede. De politiske forhold umuliggjorde en opførelse af skuespillet, og først i 1852 fandt den succesrige premiere sted i Paris. Giuseppe Verdi så utvivlsomt netop denne opførelse.

Fra roman til skuespil og opera

Skuespillet har ikke den samme kraft og poesi som romanen. Men hvad der gjorde Dumas´ roman til et mesterværk, gjorde også Verdis opera til et mesterværk. Som så ofte med mesterværker blev den en fiasko ved uropførelsen i Venezia i marts 1853, hvilke skyldtes flere ting, bl.a. dårlige sangere, men den blev en stormende succes på et andet teater i Venezia året efter. Dumas’ skuespil ”Kameliadamen” blev i øvrigt spillet på et nærliggende teater i Venezia samtidig med uropførelsen af operaen.

Sådan var i store træk forløbet af en kærlighedsaffære, der blev til en roman, født i en erindringens drøm, videre til et velkalkuleret skuespil og endelig til et af operagenrens mest elskede og i sin menneskelighed evigt gyldige værker, Giuseppe Verdis ”La traviata”

Bag operaens handling aner man også Verdis mangeårige forhold til sangerinden Giuseppina Strepponi, som havde født et par børn uden for ægteskab. Han levede sammen med i hende i ti år, inden de giftede sig. Forholdet forargede borgerne i den lille by Busseto, hvilket især Giuseppina aldrig tilgav dem.  

Et kort handlingsforløb

Et kort handlingsreferat af operaen vil nu ikke give læseren nogen form for overraskelse. Alfred Germont, der er af fornem familie, har i et par år elsket kurtisanen Violetta Valery på afstand, hvilket han tilstår hende på en fest, hvorfra hun må trække sig tilbage, da hun får et angreb af svindsot. Hun tager ham først ikke alvorligt, advarer ham derpå, men hun må konstatere, at den unge mand har vakt nye følelser til live hos hende.

Violetta følger Alfredo bort fra Paris ud til de landlige glæder, og de oplever en kort, lykkelig tid, som afbrydes af Alfredos fader. Han beder hende fortroligt om at forlade sønnen af hensyn til Alfredos søster, hvis forestående ægteskabslykke ikke kan blive til noget, hvis Violetta ikke trækker sig tilbage.

Hun må vrage kærligheden i sin skyldfølelse over for fortiden og flygter tilbage til sit gamle liv i Paris i den tro, at det vil spare Alfredo for smerten. Hverken hans vrede eller krænkelser af hende på en fest formår at ombestemme hende, og først i sin dødsstund røber hun sandheden og sin egen menneskelige storhed.

Det er på papiret måske en banal historie, og Verdis trofaste tekstskrædder Francesco Piave kan ikke frasiges et par banaliteter. Men historien er stadig aktuel, fordommene ligeså. Og Verdis musik har en forunderlig følelsesmæssig rigdom og menneskelighed, og operaen føles hævet over al tale om banaliteter. 

Forspillet er et tilbageblik

Forspillet fortæller om flere stadier i Violettas liv. Det indledes med de højt liggende gennemsigtigt klingende violiners musik fra Violettas dødsscene. Så kommer unisont i strygerne hendes overstrømmende kærlighedsmelodi, som senere får sit mest overvældende udtryk i Violettas kærlighedserklæring til Alfredo, inden hun forlader ham for at tage til Paris igen, men samtidig med kærlighedstemaet dukker en trippende modmelodi, et kontrapunkt, op. Man har hørt noget tilsvarende hos Verdi før, men det nye er, at dette rytmiske motiv ikke blot er udsmykning, men både har en dramatisk funktionel og en psykologisk betydning.

”La traviata” blev til i en overgangsperiode i hans produktion. Hermed tænkes ikke mindst på det formale. I sine to foregående operaer, begge også meget populære, havde Verdi i ”Troubaduren” holdt sig ret konsekvent til den traditionelle form med arier, mens han i ”Rigoletto” og ikke mindst i slutscenen havde gennemført en dramatisk helhed uden leddelinger. I ”La traviata” gik Verdi en mellemvej. Førsteakten har også sine arier som Alfredos drikkevise, men ved at kæde dem ind i festmusikken undgår han helt de fortællende recitativer, og det giver akten en medrivende koncentreret atmosfære.

Verdi noterede ”La traviata” i tre akter, idet to store scener sammen udgjorde anden akt, scenen på landet og den følgende scene med festen, hvor Alfredo fuld af bitterhed og uden kendskab til Violettas virkelige grund til at forlade ham opsøger hende på en fest og krænker hende. Lad os hellere tale om operaens fire billeder. Verdi bygger både det første og det tredje billede op over festmusik.

Bevidst overfladisk festmusik

Betragtet som ren musik er denne festmusik langt fra Verdis bedste, men dramatisk set er den genial som miljø- og atmosfæreskabende. Den er glansfuld og livfuld og gengiver det ydre, det såkaldt søde liv, og nedenunder fornemmer man en tone af vemod og ikke mindst længsel. I det tredje billede skifter den helt karakter, da Alfredo træder ind.  Et uroligt tema i de dybe klarinetter breder angst og uro og varsler noget uheldsvangert.

Man skal også lægge mærke til festmusikkens tredelte valsetakt, som Marie Duplessis dansede til i 1840’ernes Paris. Verdi måtte for censuren ikke henlægge handlingen til dets oprindelige miljø, men censuren kunne ikke hindre ham i at gennemsyre sin opera med dette miljøs foretrukne dans.

Et nøgletema er allerede nævnt, Violettas kærlighedsmotiv, som allerede dukker op i forspillet. Et andet nøgletema synges af tenoren Alfredo midt i førsteaktens duet mellem de to på ordene ”Di quell amor”, som i Holger Bolands oversættelse lyder: ”..al livets fryd, al dets lykke og salighed, længsel og kvaler, som aldrig jeg dem kendte”.  Det dukker op som erindringsmotiv, et i italiensk opera på dette tidspunkt så godt som ukendt begreb (glem her ordet ledemotiv), da Violetta senere i førsteakten bliver ene og ikke kan glemme mødet med Alfredo, og det kommer igen i slutscenen, da Violetta læser brevet fra fader Germont, og endelig i Violettas dødsscene. Puccini var så optaget heraf, at han næsten kopierede fremgangsmåden i sidste akt af ”La bohème” godt 40 år senere.

Violettas fire forskellige stemmer

Duetten i anden akt mellem Violetta og fader Germont er psykologisk genial. Mens barytonen Germonts musik nærmest er statisk i sin selvtilstrækkelige sikkerhed, typisk for det finborgerlige miljø, som han tilhører, svinger Violetta fra den første overraskelse over stolthedens trods og nervøs forhåbningsfuldhed til fortvivlelse, smerte og resignation, der klinger ud på ordene: ”Dite alle giovine” – ”Sig til deres datter, hun som er ung og ren, at jeg for hendes skyld ofrede min lykke”.

Man kan finde den ene musikalsk-dramatiske finhed efter den anden frem af Verdis partitur. Kurtisanen Marie Duplessis blev i Verdis intime, patetiske og medmenneskelige musik til en renhedens heltinde. Hvilket bevægende liv udspilles ikke i denne musik? Men den kræver næsten fire forskellige sopranstemmer af sin fortolker: Virtuose koloraturer, som synes at ville søge en ny livskvalitet i første billede, derpå lyrisk varme og forhåbning i scenen på landet, hjerteskærende drama i den følgende festscene og resignerende inderlighed i dødsscenen.       

Tryk på den lille annonce øverst til højre for at finde oplysningerne om, hvor og hvornår og med hvem ”La traviata” spilles rundt omkring i landet.