af John Christiansen - d. 21. januar 2018
Endelig fandt symfoniorkestrene i Aalborg og Aarhus sammen igen. Det blev gigantisk.
Jeg ved godt, at ordet gigantisk er en del af arrangørernes
reklame, ”gribende gigantisk”, men det blev også en både gribende og gigantisk koncert
først i Musikkens Hus i Aalborg og derpå i Symfonisk Sal i Aarhus. Jeg hørte
den det sidste sted, hvor der var udsolgt lang tid i forvejen. Koncerten var
gigantisk både i udfoldelsen og i det musikalske indhold: Arnold Schönbergs
”Gurrelieder” med en tekst, der er en næsten ordret tysk oversættelse af J.P.
Jacobsens 1860’er ”Gurresange”. En kærlighedshistorie om Valdemar (Atterdag) og
hans frille Tove. (Det gamle ord frille dækker (her) en konges ekstra
samlever). En musik mættet af natur, en musik fyldt af længsel og vemod, men
også af drama. Og alt det i Gurre i Nordsjælland, hvor man ved den lille ruin stadig
kan drømme sig tilbage til 1300-tallet.
Vigtigt var, at den musikalske udførelse også var gigantisk med
de to symfoniorkestre fra Aarhus og Aalborg og Det jyske Musikkonservatorium og
masser af kor. Omkring 150 af de medvirkende med instrumenter og andre 150 med
deres menneskelige stemmer førte os ind i dette bevægende storværk fra
overgangen mellem 1800-tallet, hvis Richard Wagner Schönberg her endnu ikke
havde sluppet, og 1900-tallet, hvor han selv inspireret af Richard Strauss og
Gustav Mahler var ved at skabe nyt også med den spirende tolvtonemusik. Sådan er
”Gurrelieder” også en indføring i et halvt århundredes musikalske udvikling,
men endnu med ståsted i senromantikken.
Pragtfuldt stort
dansk provinsorkester
Det var pragtfuldt at høre så stort et dansk orkester med så
stærk en klang som aldrig før i Symfonisk Sal. Det var spændende, om den
forholdsvis lille koncertsal kunne rumme så meget lyd, så det lød behersket og
naturligt. Det var dejligt, at den kunne. Men naturligvis er der et trist
spørgsmål, som må med: Hvornår kommer næste mulighed? Det var også
forbløffende, at to orkestre med hver sin tilvante karakter og klang, kunne spille
så godt sammen. Det er der to grunde til. Den ene er, at de to
landsdelsorkestre har nået så høj en standard. Den anden er, at Aarhus
Symfoniorkesters chefdirigent Marc Soustrot er den ideelle til på kort tid både
at opildne og at pudse en orkesterklang af, så den får helhed, mæthed og gennemhørbarhed.
Det kræver, at musikerne går engageret ind det i kolossale
arbejde, som det er at få ”Gurrelieder” til at lyde både mægtigt og sart. Vi
fik både kæmpelyden og nuancerne. Der var så mange fine detaljer hele vejen, at
det ville være forkert at begynde at nævne nogle af dem, for der ville for
mange tilbage, som også burde være nævnt. Det var en helstøbt præstation, og man
mærkede det måske allerbedste, nemlig den fælles begejstring kombineret med
forståelsen af musikken, der lå i opførelsen.
Volmer og Tove
Den timelange førstedel fortæller om kong Volmers og skøn
Toves kærlighed. Schönbergs musik har den samme indlevelse som Wagners anden
akt i ”Tristan og Isolde”. Ekstatisk og dog med en fortvivlet undertone af en uovervindelig
stærk længsel. Men Wagner og Schönberg har grebet det an på to forskellige
måder.
Tove dræbes af dronningen. Det hører man i en skovdues sang,
”Helwigs falk i Kongegården Gurres due
slog”, stærkt sunget af Elena Batoukova-Kerl med en fremragende tysk
diktion, som hun gav sin sørgelige fortælling liv med - og hun er endda russer.
Kong Valdemar blev sunget af hendes gemal, den tyske Bayreuth-tenor Torsten
Kerl, som flere gange har sunget i Aarhus. Han blev annonceret med en
forkølelse, men den aftog stille i løbet af aftenen, da han også fik mere
selvtro på, at han kunne bruge sin stemme, uden at den ville forsvinde. Han
kunne en frisk dag have imponeret mere, men det var ikke nødvendigt, for det
strålede igennem, at han forstod sin Valdemar godt til det gribende. Hans Tove
var den finske Miina-Lisa Värelä med en stor, klar og præcis sopran, altså format
helt igennem hos alle tre.
Karakteren skifter
Musikken skifter karakter i de to øvrige dele. Fra senromantik
til spændende mere nytænkt musik. Det var også et resultat af, at Schönbergs
sidste noder fik liv ti år efter de første. På blot fem stærke minutter raser
Valdemar: ”Herre, ved du, hvad du gjorde,
da du Tove fra mig tog? Ved du, at det var mit sidste fristed, hvorfra du mig jog?”.
Resten er voldsommere i mere dysterthed, Valdemar og hans mænd
er alle døde, genfærd. Tre helt anderledes personer træder ind i fortællingen, nu da historien
ikke længere er om kærlighed, men om den brudte kærligheds farlige og fortærende
kraft i sorgen. Først en bondes beretning om Valdemars og hans mænds uhyggelige vilde
jagt, sunget med stor flot basstemme af finnen Petri Lindroos. Dernæst Claus Nars
monolog om det mærkelige, han har skuet, fornemt, også morsomt og bag det lidt
farligt sunget af den hollandske baryton Arnold Bezzuyen.
Her mod slutningen planter Schönberg en fortæller, men
hvilken! Han taler, men stemmen bevæger sig op og ned, ofte nærmest som i en
rutsjebane inden for de toner, som er talens register. Vor egen heltetenor Stig
Fogh Andersen sang i november 1996 sin første af mange kong Valdemar’er med Radiosymfoniorkestret,
og jeg vil citere min egen anmeldelse fra Jyllands-Posten: ”Stig Fogh Andersen var den mest overbevisende kong Waldemar, jeg har
hørt live eller på plade, så frit og meningsfyldt hans tenor foldede sig ud i
det usyngelige parti”. Nu debuterede han så i fortællerens på en anden måde
kolossalt vanskelige parti, og jeg kan bruge min egen gamle anmeldelse igen:
Stig Fogh Andersen var den mest overbevisende fortæller, jeg har hørt live
eller på plade, så frit og meningsfuldt hans stemme bevægede sig op og ned på
Schönbergs rutsjebane. Mod slutningen kunne han ikke dy sig for et lille
øjeblik, raffineret inden for rammerne, at gøre opmærksom på, at han altså er tenor.
Koret dukker først op hen mod slutningen, og endnu engang
kunne man glæde sig over, at Aarhus Symfoniorkester har så mange fine kor at
råde over. Her var det Aarhus Studiekor under Mathias Skaarup Andersen,
Cæciliakoret under Michael Deltchef og NOTA-koret under Asbjørn Faleide Fristad,
der så overvældende sluttede af: ”Vågner,
vågner alle blommer, solen kommer! Alt i øst er farvedrømme hilse os dens
morgendrømme”. De danske citater,
som er med for at live min tekst op, er
fra J.P. Jakobsens originale ”Gurresange”, men vi hørte naturligvis Robert
Franz Arnolds fine tekstnære tyske oversættelse.
Facit
En stor pragtfuldt koncert. Et mesterværk. En mesterlig og sammentømret
opførelse i to byer. Stående ovationer, piften og bravoråb.
Koncerten var begyndelsen på et nyt samarbejde mellem
orkestrene i Aarhus og Aalborg. Planen er hver sæson at opføre et storværk, som
et enkelt landsdelsorkester ikke magter alene. Det er lovende, ja pragtfuldt.
Men hvis nogle politikere mener, at de to orkestre med et endnu tættere samarbejde
vil medføre mindre udgifter, kan de godt pakke sammen. De to symfoniorkestre er
Aalborgs og Aarhus’ egne. De betales halvt lokalt, og de har lokale
forpligtelser, som er en god og vigtig del af deres arbejde. Men at holde fælles
fest én gang om året, måske to gange, det er både muligt og tillokkende. For
eksempel sjældne operaopførelser koncertant. Men ikke mere. Et samarbejde i
hverdagen er alt for arbejdskrævende vanskeligt og dyrt. Det ville slå for
meget i stykker. Det er blevet konstateret mange gange.
Koncerten sendes på P
2 mandag aften.
Foto fra Aarhus: Jens
Rossel
Søndag den 28. juni
kl. 15.00 kan man høre de 24 sange i Schuberts ”Winterreise” med tenoren Jens Krogsgaard og pianisten Berit
Johansen Tange. De lover for en indholdsrig fortolkning. Koncerten finder sted
i Aarhus Musikskoles koncertsal på Vester Alle 3, indgang C, 2. sal. Det er i
den lange bygning på pladsen ved siden af Musikhuset og Aros museet.