Den jyske Opera spiller Verdis ”La traviata” eller, hvis det skal oversættes til dansk, nok bedst ”Den vildførte”. Succesen er hjemme allerede med værket, som er en af de mest populære operaer  og samtidig endda et mesterligt værk. Den ligger også i toppen med hensyn til lommetørklæder, som skal i brug. Det skal tilføjes, at Den jyske Operas opsætning nu ikke satser meget på lommetørklæderne.  Men det er naturligt, at tårerne kommer frem til Verdis gribende musik om demimonden Violetta, som giver muligheden fra sig for at opleve den ægte kærlighed i en blanding af skyldfølelse over sit liv og i storhed, så en anden kvinde kan opleve sin kærlighed. Historien om den virkelige Violetta, kurtisanen Marie Duplessis, og operaens Violetta kan findes i en anden artikel på denne side, ”Kurtisane og operaheltinde”, og den er på en måde første del af min anmeldelse her.

Der er tale om en opsætning fra Theater Hof i Tyskland. Aftenens dirigent Tecwyn Evans, oprindeligt fra New Zealand, siger i programmet: ”Musikken passer perfekt til operaens heltinde, Violetta, og hendes hjerteskærende historie”. Det er rigtigt, men så er det et problem, at Verdis Violetta af den tyske instruktør Lothar Krause i de første to akter er tegnet et par takker "billigere", end musikken fortæller. Men det er helt efter Krauses egen udtalelse i samme program: ”Kernetematikken er den prostituerede som outsider i samfundet. ”Og så handler det om sex, drugs & rock´nroll”. Den har jeg aldrig hørt før. Men han har følgelig lagt en sexscene ind,som ikke rimer med Verdis opera, og han lader Violetta og Alfredo vågne som aktive under en dyne.

Krause har derimod skabt en god slutakt. Violettas død kommer, da hendes Alfredo og alle er forsvundet ud på bagscenen. Hun blusser et øjeblik op og dør derpå så ene, at man ikke blot hører det,i musikken men ser det. Med sig havde Krause scenografen Annette Mahlendorf, hvis lille scene var indrettet efter turnévirksomheden og virkede ret tysk. Ib Asps gode lyssammensætninger skal så nævnesspecielt i slutscenen. . 

Musikken var i orden, og det er og bliver det vigtigste. Så kan det måske være en mindre sag, at den ikke blev fulgt tæt op i personinstruktionen. Tecwyn Evans dirigerede Aarhus Symfoniorkester, og det var som ventet præcist og elegant, dejligt Verdi´sk, om man vil. Og alligevel kunne der have været mere italiensk glød. Sangerstaben var også uproblematisk, ja, mere end det. Kari Postma kunne ikke gøre for, som hun var majet ud, men hun sang sandelig med lyrisk varme i scenen på landet og med en fint behersket dramatisk udvikling i duoen med fader Germont for så at synge stærkt dramatisk og hjerteskærende på festen med det store opgør. Til slut i døds-akten sang hun smukt resignerende og dog smertefuldt. Den alternerende Violetta er Elin Pritchard.  Jung Soo Yums Alfredo var meget behagelig at lytte til., og det skal tages som en kompliment for en god tenorpræstation. Hans alternativ er Adam Frandsen. Så havde Den jyske Opera i nordmanden Trond Halstein Moe fundet en Giorgio Germont, som sang smukt og nobelt og til med kunne mestre den såkaldte ”Kom hjem”-arie virkelig fremragende uden banaliteter. Han veksler med baytonkollegaen Fabio Previati.

Som altid med Den jyske Opera var alle mindre partier også godt og dækkende besat med korets dygtige medlemmer. Der skal gøres opmærksom på, at det ikke var den nye operachef Philipp Kochheims første opera – den kommer først til august og er meget lovende, en danmarkspremiere på Weinbergs ”Passageren” -, men en slags sidste arv fra Annilese Miskimmons. Begejstringen for ”La traviata” var stor. .

Billede: Kari Postma, Jung Soo Yun  og medlemmer af Den jyske Operas Kor. Foto: Kåre Viemose