Den 29-årige fransk-belgiske cellist Camille Thomas annonceres som ”den første kvindelige cellist, som har fået udgivet en solo-cd på det gule plademærke mærke DGG”. Det siger i virkeligheden intet om hendes cellospil, men det kan tages som en typisk moderne sammenblanding af musik og forretning. Jeg kan også begynde mine indtryk fra hendes solooptræden med Aarhus Symfoniorkester med at fortælle, at hun bar en flot kjole med slæb og af et farvestrålende stof. Men altså, hun var også en oplevelse at lytte til i Saent-Säens´ første cellokoncert, som også findes på hendes første DGG-plade, som hun har indspillet af foreløbig seks. . .

Vi fik en koncert at høre, som egentlig ikke er typisk i ordets egentlige betydning, nemlig at en solist og orkester kappes. Det var solostemmen, der førte an hele vejen. Det var fra celloen, de væsentligste ideer kom, men der kom også sjove ting fra orkestret. Måske er ordet ”sjove” overdrevet, men det var en koncert, hvor man fornøjede sig over ideer og gnistrende musikalsk liv. Det var nu også udførelsens fortjeneste med et herlig samspil mellem solist og orkestret under Marc Soustrot. Men her med Camille Thomas som general. Det var en stor fornøjelse at lytte til hendes fortællende spil med en meget detaljeret skiftende klangverden. Et ekstranummer af Offenbach fulgte efter i samme spor.

Indledningen var mere problematisk med en såkaldt suite fra Debussys eneste færdiggjorte opera. Han var ellers på vej med operaprojekter et par andre gange. Det var den belgiske, stærkt symbolistiske digter Maurice Maeterlincs talestykke/skuespil  ”Pelléas et Mélisande”, der blev den store inspiration for Debussys opera, som man godt kalde en ”litteraturopera”, men en opera er det. Debussy sagde selv: ”Musikken hersker i operaen alt for meget … stemmen skal kun hæve sig til ægte sang, når det er på plads … ingen musikalsk gennemføring kun for genemføringens skyld”. Vi fik en såkaldt suite fra operaen sat sammen af rent instrumentale mellemspil af den rumænskfødte Marius Constant. Den varede en halv time, som ikke gav så dybt et indtryk af den vidunderlige opera, som man kunne have ønsket det, måske fordi historien bag udeblev i musikens nye sammenhæng. Men Debussy var det og det fornemt spillet, selv om sartheden kunne have været mere udpræget, den sarthed, som også kan være i forte-musik.  

Der var engang, og det er såmænd ikke så lang tid siden, at man kunne sige, at netop Brahms’ symfonier var for vanskelige for et landsdelsorkester. Her fik vi et nyt bevis på, at det ikke længere er tilfældet. Marc Soustrot og Aarhus Symfoniorkester spillede hans første symfoni til stor forståelig begejstring. Den hang tæt sammen med en strålende kulmination. Brahms skrev den ret sent i sin karriere. Han ventede i ærefrygt for Beethoven. Men der var nu ingen grund til at kalde den ”Beethovens 10. symfoni”, som den er blevet kaldt nok ironisk. Brahms er sin egen, og opførelsen i Aarhus viste det klart. Opførelsen havde her i grundklangen foruden det tyske også det galliske klangelement.

Opførelsen var god reklame for orkestrets næste sæson, som indledes i september med en to ugers Brahms-festival med alle fire symfonier, solokoncerterne og kor-og kammermusik.  

Nye regler for unge assistenter

To musikere, som stadigvæk studerer på Det jyske Musikkonservatorium, spillede med. Det er ikke nyt. Gennem mange år har det været en integreret del af konservatorieelevers uddannelse lejlighedsvis at spille med i Aarhus Symfoniorkester eller Aalborg Symfoniorkester, Randers Kammerorkester eller Prinsens Musikkorps. Det nye er måden, som de unge nu udvælges på med hensyn til Aarhus-orkestret. Hidtil har konservatoriets hovedfagslærere vurderet, hvornår de unge musikere var modne til at spille med. Nu skal de unge til en såkaldt mock audition. Først skal de spille bag en skærm for en jury af musikere fra orkestret, hvorefter de har et par uger til at forberede og forbedre sig i orkesterstemmen. Næste prøve foregår uden skærm, og så er de unge med eller (endnu) ikke. Det er næsten som til optagelsesprøver i orkesterverdenen.

Lederen af konservatoriets orkesterskole Ole Bo Johansen, engang selv et fremtrædende medlem af Aarhus Symfoniorkester, siger: ”Vi har i samarbejde med Aarhus Symfoniorkester skruet op for kravene til vores studerende, hvis de vil have chancen at spille sammen med et professionelt orkester. Det bringer de studerende tættere på vilkårene i den virkelige verden. Samtidig sikrer vi, at orkestret selv står inde for de studerende, som får lov at medvirke ved orkestrets koncerter”.

Det er alt sammen led i den rivende udvikling, som landsdelsorkestrene er inde i på trods af en mærkværdig modstand mod kvalitet fra politikeres og embedsfolks side. Men denne kvalitet hørtes stærkt også på denne koncert.  Den gentages fredag aften kl. 19.30, og man kan høre Brahms´ første symfoni endnu engang lørdag kl. 13 alene.

Koncerten gentages fredag aften. Brahms-symfonien spilles desuden alene lørdag kl. 13.00.i Symfonisk sal. 

Billede: Camille Thomas  

EN STOR OG SPÆNDENDE KONCERT I AARHUS

En stor og spændende klaveraften venter os den 6. marts i Lille Sal i Musikhuset Aarhus. Den japanske pianist Aki Takahashi vender tilbage til Aarhus, hvor hun havde sin første koncert i Danmark som gæst hos Aarhus Unge Tonekunstnere tilbage i 1974. Hun var fast gæst på de mindeværdige Lerchenborg Musikdage fra 1988 og et par år frem. Hvordan kom så ung en japansk pianist til Danmark?

Jo, hun var elev af Det jyske Musikkonservatories legendariske professor Georg Vasarhelyi, som var en skattet koncertgiver og lærer i Japan. Han syntes, at vi skulle høre hende i Aarhus, og jeg husker, hvilken oplevelse hun var. Det var Vasarhelyi altid selv, men lærer og elev var to forskellige klaverpersonligheder. Hun elskede at spille ny musik, men Vasarhelyi ville gerne have hende til at spille sin elskede Schubert. Er det derfor hun spiller Schuberts store G-dur sonate, Deutsch 894, i Aarhus nu som anden del af koncerten? Den sonate har hun også indspillet på sin sjette solo-cd.

Første del består måske ikke uventet af mindre nyere klaverstykker, først tre danske skrevet i 1950´erne af tre komponister, som man godt kan betragte som vidt forskellige i deres stil, men som fælles alligevel har en poetisk føling i deres musik. Først spiller Aki Takahashi Povl Rovsing Olsens Nocturnes, hans opus 9. Og så er vi tilbage på Lerchenborg slot, hvor Louise Lerche-Lerchenborg i mange år arrangerede koncerter, som fik vidtrækkende betydning for dansk musikliv. Den nye internationale og den nye danske musik tog der favntag. Louise Lerche-Lerchenborg fylder netop 80 år i disse dage, så koncerten er også tiltænkt hende som en fødselsdagskoncert.

Koncerten den 6. marts er arrangeret af Arbejdsgruppe Gunnar Berg. Aki Takahashin nåede at hilse på komponisten og hans hustru pianisten Beatrice Berg, og hun var siden aktiv i udbredelsen af hans specielle musik. Hun spiller Gunnar Bergs ”Gaffsky´s assortiment 2”. Man skal ikke lede efter melodier eller en harmonisk gang eller et rytmisk fast mønster, men tage tonetrinnene, som de kommer, og mærke den latente spænding, som er i musikken, også føle balancen i mønstret, men lade være med absolut at ville forstå musikken. Modtag den umiddelbart, så sker der noget.

Det tredje danske værk er Axel Borup_Jørgensens ”Winter Pieces”, opus 30b. Borup Jørgensen var autodidakt og hans musik er ”sin egen”. Han var en mester i at skrive korte atmosfærerige stykker som her frostklar musik med vinterstilheden som medspiller. Første del afsluttes med Joji Yuasas ”Cosmos Haptic II – Transfiguration” (1986) og Yoritsuné Matsudairas ”Mini Variation over et tema af Poul Rovsing Olsen” (1990).

Man får meget: Fem forskellige moderne komponister præsenteret kort og godt, en stor og melodisk pragtfuld wienerklassisk sonate, en meget spændende og meget engageret pianistinde, et program, som fortæller historier – og nostalgi for nogle af os, men også en nostalgi, som jeg tror et yngre publikum vil kunne forstå værdien af. Og det til 150 kroner for de bedste pladser eller 50 kroner for de mindst gode i Lille sal i Musikhuset Aarhus. Der er mange grunde til, at jeg kun kan anbefale denne koncert.