Gades kvaliteter på tysk

Vi har fejret Niels W. Gades 200 år i 2017, men skal også gøre plads til orkesterkantaten ”Comala”, som Gade skrev i Leipzig i 1845-46, da han var chef for Gewandhaus-orkestret. Værket blev opført over 80 gange i Tyskland, men er ikke slået tilsvarende an herhjemme. Seks år senere i København påbegyndte Gade ”Elverskud”, der blev en dansk nationalkantate og et mere homogent værk end ”Comala”. Det danske høres nu også i ”Comala”, selv om inspirationen er stærkest fra Mendelssohn og dennes skotske værker. Kantaten bygger over Mcphersons digte om den keltiske barde Ossian, søn af sagnkongen Fingal. Efter et kort forspil glider 12 satser ind i hinanden, snart dramatiske som et frejdigt krigerkor og snart i lyriske satser som Comalas pragtfulde første arie. Hun venter på sin mand Fingal, men hun dør i en indre kamp mellem tro og fortvivlelse, hvilket afveg fra Mcphersons historie, hvor han lyves død.

Jeg vil anbefale ”Comala” vel vidende, at kvaliteten kan virke svingende, men værket har en egen friskhed til at få sin plads på pladehylden til gentagen høring. Det er også et godt valg et godt kor. Cd’en synges på tysk, men der er en dansk oversættelse.  Fingal synges af den internationale baryton Markus Eische og Comala af den fine franske sopran Marie-Adeleine Henry. De følges op af mezzoen Rachel Kelly og alten Elenor Wiman. Dirigenten Laurence Eqilbey og DRs KoncertKor og Symfoniorkester er en fornøjelse. Spilletiden er 49 minutter, lidt til en moderne cd, så det er en ”forbier”, at man ikke tog Gades opus 1 ”Efterklange af Ossian” med. Nogle mener, at Gade tænkte på at benytte stykket som ouverture til ”Comala”.  (Niels W. Gade: Comala.  Dacapo 8.226125, 49 min.).

Entertaineren som klassisk musiker

Wandy Tworek! Siger navnet noget? Hvis ikke, er man undskyldt, for den populære violinvirtuos’ klassiske pladeindspilninger udkom i årene 1945-1953. Inden da boltrede han sig i et lettere repertoire. Københavneren anno 1913 havde en polsk far og en ukrainsk mor, begge meget musikalske, og Wandy fik sin første violin som tre-årig og gav sin første offentlige koncert som syv-årig. Han var restaurationsmusiker, havde sit eget orkester fra 1932 til 1945 i Zigeunerhallen i København. Han var ikke sigøjner, men spillede også sigøjnermusik formidabelt.

En aften i 1944 dukkede Akademisk Orkesters Wladimir Gurewitsch op og engagerede ham som solist i Max Bruchs violinkoncert. Tworek havde aldrig hørt om Bruch og violinkoncerten, men han øjnede et andet repertoire og indstuderede koncerten på få dage. Det blev ingen succes, men han fik en fremragende lærer ud af det, Max Schlüter, der havde studeret hos Joseph Joachim, som uropførte Brahms’ violinkoncert, og som nu satte ham ind i den klassiske musiks spilleregler. Wandy fik succes som klassisk kunstner, da han senere i 1944 opførte Brahms’ violinkoncert med Thomas Jensen som dirigent. 

Claus Byrith har taget sig nænsomt af alle Tworeks klassiske indspilninger, som er fra 1946 til 1953. Danacord har udgivet dem på et dobbeltsæt. Violintonen står klart, orkestret lidt mindre, og resultatet giver et godt indtryk af en meget speciel dansk mesterviolinist, kaldet violinens troldmand. Erik Tuxen overtalte ham til at indspille Wieniawskis anden violinkoncert med Radiosymfoniorkesteret, og han blev den første violinist, som indspillede en koncert med orkestret. Forbavsende er også hans indspilning af Bela Bartoks sonate for soloviolin. Den blev komponeret i 1940’erne i USA og indspillet af Yehudi Menuhin, med den kunne Tworek næppe have hørt. Han har tag om musikken, som har ungarske spillemandskvaliteter præget af folkemusikken, men som også har en krævende opbygning. At lytte til Tworeks forståelse af Bartok er noget særligt. Vi får også to værker af Knudåge Riisager, som nu ufortjent er ved at blive glemt.

På den anden cd er César Francks sonate for violin og klaver, et eksempel på hans frodige sammenspil med Esther Vagning. Vi får vi populære numre af Tartini og Sarasate, Gades ”Tango jalousi”, Ole Bulls ”Sæterjentens søndag”, Fini Henriques-småstykker og endda ”Kanariefuglen” og Kai Mortensens ”Cock’s Doodle-Dandy” (Kærlighed i hønsegården), godt to minutters latter og sprudlende violinspil for hele familien. Hvad kunne Wandy ikke få ud af en violin? (Wandy Tworek, The Danish Violin Wizard (troldmand). Danacord DANACOCD 787-788. 158 minutter). 

Blöndal Bengtsson i Norge

Danacord har udsendt en lang række fornemme indspilninger med den danske mestercellist Erling Blöndal Bengtsson. Han blev født i 1932 i en familie af musikere, og hans vej til verdenseliten blev direkte, da han som 16-årig blev optaget på Curtis Institute of Music i Philadelphia, hvor han studerede hos selveste Gregor Piatigorsky. Den seneste udgivelse med ham er en dobbelt-cd med optagelser fra Den norske Radios båndarkiv, Klaus Egges cellokoncert fra uropførelsen i 1967 med gode gamle Øivind Fjeldstad og Ketil Hvoslevs første cellokoncert med Vladimir Fedoseyev på en festivalkoncert med Bergens filharmoniske Orkester i 1981.

For samlere af Blöndal Bengtssons celloindspilninger er der ingen tvivl, men man får to lytteværdige koncerter sammen med Griegs a-mol violinsonate med pianisten Kjell Bækkelund og Elgars cellokoncert i en intenst levende opførelse dirigeret af Alexander Lasarev. I Brahms’ trio i a-mol musicerer Bløndal Bengtson sammen med bratschisten Lars Anders Tomter og pianisten Håkon Austbø.  Violinisten Arve Tellefsen og Bækkelund spiller videre Sjostakovitjs e-mol sonate. En cd med med en høj norsk musikerstandard. Det er ene førsteudgivelser. (Danacord DACOCD 787-87, to cd’er, 158 minutter). 

En mester i variationer

”Jeg har et mantra. At underholde, at berige og at forstyrre” citeres komponisten Poul Ruders for at have sagt i Stephen Johnssons indholdsrige artikel i pladehæftet til en cd med to orkesterværker af Poul Ruders. De er en bratschkoncert helt tilbage fra 1990’erne, men forkortet i 2013, og et variationsværk over et tema af Händel fra 2009. Ruders er specialist i at skrive variationer, og de er underholdende, også funktionelt berigende, men da også forstyrrende på den måde, som temaet destrueres og gendannes, men det er spændende.

Man tager sig i at spekulere på, hvad Ruders mener med den ret fængslende dobbeltverden, der kan høres i musikken. Man fanges ind af Poul Ruders´ musik, som r relativt vanskelig at beskrive nærmere. Bratschkoncerten, som spilles af nordmanden Lars Anders Tomter, er sørgmodig, men den er også, som Ruders engang beskrev den, ”en musikalsk hyldes til ophøjet ro og tålmodighed, sjældne egenskaber i en tidsalder hvor sindet aldrig får lov at få fred, konstant bombarderet af den kortvarige, lynhurtige zappen. Aarhus Symfoniorkester er overbevisende under chefen Marc Soustrot i bratschkoncerten og under den tyske dirigent Andreas Delfs i variationerne. Ganske passende vil Delfs i næste sæson varetage en række koncerter i Aarhus, nærmest som fast anden dirigent. (Dacapo 8.226149, 66 minutter.) 

Hvad der skete før ”Le sacre du printemps”

Italieneren Riccardo Chailly var fra 1988 chefdirigent for Gewandhaus Orchester i Leipzig, godt 140 år efter Niels W. Gade. Nu er han chefdirigent på Scala Operaen i Milano. Han har nydt at indspille plader med ukendt, ofte tidlig musik af komponister som Verdi og Puccini, og har nu gjort det samme med Stravinsky.  Hovedværket er ”Le sacre du printemps” sammen med musik i årene lige før som førsteindspilningen af ”Chant funebre” (Begravelsessang), Stravinskys opus 5 på godt 10 minutter. Efter en opførelse i 1909 forsvandt noderne totalt, men da St.Petersborg konservatoriet i 2015 flyttede, fandt man en fløjtestemme til ”Chant funebre”, og en grundigere søgning frembragte de øvrige orkesterstemmer, som blev sat sammen til et komplet orkesterpartitur. Chailly dirigerer her Luzerns sommerlige festspilorkester, der er sammensat af musikere fra store sæsonorkestre.

”Chant funebre” er her sammen med opus 2, 3 og 4: En let sangcyklus ”La faune et la  bergère” (Hyrden og hyrdinden), dejligt sunget af mezzoen Sohie Koch, en ”Scherzo fantastique” og endnu et orkesterværk ”Feu d’artifice” (Fyrværkeri). Tydeligvis søgte Stravinsky at finde en egen stil og skrev meget forskelligt, men det bedste og mest interessante værk er ”Chant funebre”, som har noget af den samme eksplosive baggrund og kraft som seks år senere ”Le Sacre du printemps” (Forårsofferet), kaldet ”den ny musiks begyndelse” på grund af sin ny rytmiske kraft. Musikken er dog vokset naturligt ud af en russisk tradition. Indholdet på cd’en er altså en helhed. ”Le sacre” spilles med en meget høj orkesterstandard, hvor man mere hører musikkens indre kvaliteter end dens ydre virkemidler, og det adskiller den fra flere andre topindspilninger. (Decca 483 2562, 70 minutter).

Debussys 100 års dødsdag

I første øjeblik studser man, når man læser, at det er Claude Debussys 100 års dag til sommer. Men det er 100 år siden hans død. Egentlig er vel tilstrækkeligt at udnytte Mozarts død. Men Bélá Bártok gav tilbage i 1939 udtryk for, at Bach, Beethoven og Debussy kan sammenlignes, fordi de på hver sin måde har været toneangivende i den klassiske musiks udvikling: Bach med udviklingen af kontrapunktet, Beethoven med individualiseringen af formen og Debussy med harmonikken. Debussy har endda givet musikerne sansen for klangen tilbage.

Bártoks ord er en god indgangsvinkel til Daniel Barenboims klaverhyldest til Debussy, med ”Estampes”, den ovenud populære ”Clair de lune” og valsen ”Le plus que lente” og hele samlingen af de 12 præludier. Debussy skabte sin egen toneverden og det på tværs af andres stive regler om, hvordan det skulle gøres. Var han impressionist? Ordet er ofte brugt om især hans store orkesterværker, men Barenboim vil hellere kalde ham symbolist og sammenligne ham med digtere som Baudelaire og Mallarmé. Men lad digterne hvile. Musikken kan selv med dens magiske aura og dens mange stemninger. Debussys musik er i sin egen verden, som åbner sig mere og mere, hver gang man hører den, hvor megen anden stor musik, som åbner sig med det samme, kan føles brændt ud ved for megen gentagen lytning. (Daniel Barenboim spiller klavermusik af Debussy. Deutsche Grammophon 479 8741, 70 minutter).    

Specielt og fransk

Der er ingen mere fransk end komponisten, ordmageren og satirikeren Erik Satie (1866-1925). En dansk gruppe har helliget sig hans ”skæve” sange: Pianisten, organisten og hovedarrangøren Ulla Habermann, sopranen Isabel Piganiol med en tæt forståelse af det franske sprog, der gør de intime tekster meget bedre end de store sange, og kontrabassisten Lars Malther. David Dencik læser danske oversættelser til nogle af de 40 franske sangtekster. Denne cd er speciel, og læseren må selv afgøre, om han eller hun er en af de specielle, som den er for. (L’heure Satie. Satie and his songs. Danacord DACOCD 790, 64 minutter).