af John Christiansen - d. 10. august 2018
Daniel Barenboim og West-Eastern Divan Orchestra foldede sig ud i Symfonisk Sal i Aarhus. Fredag i Tivoli
6 stjerner: Daniel Barenboim
er i landet og med sig har han det orkester, som han i 1999 skabte sammen med
den palæstinensiske litterat Edward Said og som de efter Goethes digte har kaldt
West-Eastern Divan Ochestra. Det består
af musikere fra Israel og de lande omkring, som ellers har det så svært med
hinanden. Orkestret er et mirakel født midt et sted, hvor verden aldrig synes
at ville holde fred. Det er miraklet, at med musikken og i musikken lærer musikerne
at forstå hinanden. Torsdag aften var de i Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus,
fredag i Tivoli i København.
Barenboim er en uhyre flittig koncertgiver, om det gælder opera
hjemme i Berlin, orkesterkoncerter rundt omkring i verden eller en koncert
alene ved klaveret. Det er utroligt, hvad hans hoved rummer af noder, men han
kan naturligvis ikke være lige veloplagt hver gang. Når han dirigerer West-Eeast
Divan Orchestra, synes det fantastiske altid at ske. Det er et orkester, som
strutter af energi og begejstring, og som har en instrumental kunnen, der kan
fylde denne begejstring ud. Man oplever musikken, som gjaldt den liv eller død.
Det gjorde den jo også allerede for Anton Bruckner og allermest i den sidste og
niende symfoni, som han kæmpede med fra 1887 til sin død i 1896 uden at blive
færdig med den. Nu blev den opført i såvel Aarhus som København. Mange
kompetente komponistkollegaer har færdiggjort fjerdesatsen med basis i de
efterladte skitser, Aarhus Symfoniorkester har endda indspillet en firesatset version
for Danacord. Men den godt timelange tresatsede symfoni står meget stærkt i sig
selv med den vidunderlige adagio som slutsats.
Såvel jyderne som sjællænderne fik altså oplevelsen af Bruckner,
men københavnerne fik først Debussys mere populære ”La Mer” (Havet), mens
jyderne hørte et helt nyt 25 minutter langt værk uropført her i foråret og
skrevet af Barenboims medarbejder i West-Eastern Divan Orchestra David Robert
Coleman. Det var tydeligvis musik, som lå Barenboim meget på sinde. Var det
derfor, at han tiltroede Aarhus den mest krævende musik? Symfonisk Sals akustik
passede perfekt til denne meget stærkt artikulerende musik, og publikum lyttede
stærkt intenst med, som Barenboim vel allerede havde bemærket, da han og
West-Eastern Diva Orchestra spillede her for godt et år siden.
Musik med flere ansigter
Colemans musik er en syntese af musik med forskellige
ansigter, men en syntese er det. Sådan ligner værket forskelligheden blandt
musikerne i det orkester, som det er skrevet til. I grundopbygningen kan det minde
om Pierre Boulez’ orkestermusik, som Coleman også har dirigeret en del, men der
er som sagt meget andet overvejende i vesteuropæisk stil. Indledningen er helt
anderles med solo af et renæssancelignede instrument. Musik, som kommer fra en
fortid, men som finder fæste i en nutid. Det er et sangværk med tekst af en
kvinde, endda datter af den nævnte litterat og orkestergrundægger. Najla Said. Hendes tekst til ”Looking for Palestrina” gengiver en kvindes søgen efter en
identitet. Hun er amerikaner og medlem af Church of England. Hun har palæstinensiske
rødder og mange jødiske venner. Man fornemmede denne tvivl og denne søgen i
musikken, men også en oplevelse af målet af indre og dermed gensidig
forståelse.
Komponisten og tekstforfatteren var med i Aarhus, og blev hyldet mere end oftest efter helt ny musik. Det bekræftede vel, hvor meget koncerten betød også for Barenboim.
International fransk-dansk solist
Barenboim styrede for en gangs skyld stående foran et af
papiromfang kæmpemæssigt partitur. Sangsolisten Elsa Dreisigs noder fyldte kun
en lille bog, men de udgjorde en vanskelig sopranopgave, som blev behersket på
imponerende flot og smuk vis. Hun har en sopran, som kan indramme meget forskelligartet
musik. Hun har sunget i Colemans værk i London, hun er nu fast ansat på
Staatsoper Unter den Linden i Berlin og har gæstet mange store operaer og
festspil. Jo, man kender navnet for det gode i forvejen. Vi kender Elsebeth
Dreisig, som er elsket i dansk musikliv gennem mange år. Hendes søster Inge er mor til Elsa og fransk gift., Elsa må
betegnes som en fransk-dansk sangerinde.
En prægtig Bruckner
Så til den prægtigske Bruckner nogensinde hørt i Jylland. Jeg
mener ikke at have hørt et fuldt besat orkester før, som i den grad forstod at
udnytte Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus. Selv det stærkeste fortissimo, som
der er en del af hos Bruckner, lod stadig ane et orkester i balance mellem alle
instrumenter. Det gav en klang, som aldrig var ens, men stadig åbnede sig for
nye nuancer. Bruckners sidste symfoni er også en kamp, som man fornemmede som
komponistens kamp, men den hvilede alligevel i sig selv, aldrig
krampagtigt. På denne måde var den fuld af bemærkelsesværdige indre kontraster. Skal
man så nævne det gyldne messing eller strygernes vuggende pizzicato først. Hele
orkestret var på toppen i spillekvalitet og i spilleglæde. Og bedre kombination
findes ikke.
En betragtning og en efterlysning
En lille betragtning over publikum. Publikum i Musikhuset
Aarhus er det aldrig det samme. Denne aften havde det nok den ældste
gennemsnitsalder, jeg mener at have set. Det var Barenboims publikum gennem
tiderne. Det var et publikum, som (til dels naturligvis) også var publikum for
over et halvt århundrede siden. Det var også et virkeligt godt publikum. Jeg
tror, at man på podiet kunne mærke dets intensitet i lytningen. Publikum fyldte
endda korpodiet bag orkestret, som ellers sjældent stilles til salg.
Det alt sammen kalder på mere af lignende slags. Musikhuset
har et godt bredt program, og Aarhus har et symfoniorkester under Marc Soustrot,
som spiller langt bedre, end man kan forvente af en by på Aarhus' størrelse. Der
er publikum til det hele. Så for byens politikere gælder det om at holde det
lokale niveau oppe og for Musikhuset om oftere at gentage en succes som denne.